11

Torsdag den 1. januar

Flere af husene i gaden uden for hospitalet havde kranse hængende på dørene og tændte lyskæder i vinduerne. De ville snart blive taget ned og gemt væk til næste jul, tænkte Roy Grace lidt vemodigt, idet de nærmede sig indgangen til Crawley Hospital, en lav, bred klods af en rå betonbygning med gardiner i grelle farver. Han kunne godt lide det magiske skær, som julen kastede over alting, også selvom han var nødt til at arbejde i juledagene.

Bygningen havde uden tvivl taget sig bedre ud under en skyfri himmel på arkitektens tegnebræt end på denne våde januardag. Grace spekulerede på, om arkitekten mon havde glemt at tage højde for rullegardinerne, der var trukket for halvdelen af vinduerne; de mange biler, der holdt hulter til bulter foran bygningen; og skoven af skilte og fugtplamagerne, der skæmmede bygningens mure.

Normalt elskede Glenn Branson at skræmme Grace fra vid og sans med sin kørsel, men i dag havde han overladt rattet til Grace, så han bedre kunne koncentrere sig om at berette om sin rædselsfulde jul.

Bransons ægteskab, som allerede gik ad helvede til inden jul, havde nået sit absolutte lavpunkt selve juledag.

Han var i forvejen rasende over, at hans kone Ari havde skiftet husets låse ud, så hans temperament var løbet fuldstændig af med ham, da hun havde nægtet ham adgang til huset julemorgen, hvor han var mødt op belæsset med gaver til sine to børn. Branson, der havde en fortid som udsmider på en natklub, havde sparket hoveddøren ind og fået sin mistanke bekræftet. Hendes nye elsker havde slået sig ned i hans hus og var sgu i gang med at lege med hans børn foran hans juletræ!

Hun havde ringet 112, og han havde med nød og næppe undgået at blive anholdt af en patrulje fra beredskabsenheden i East Brighton – noget, der i den grad ville have skadet hans karriere.

„Hvad ville du selv have gjort?“ spurgte Branson.

„Det samme, tror jeg. Men det bliver det jo ikke bedre af.“

„Næh.“ Han sad lidt uden at sige noget og fortsatte så: „Du har ret. Men da jeg så den narrøv til personlig træner spille X-box med mine børn, fik jeg kraftedme lyst til at rive hovedet af ham.“

„Du bliver altså nødt til at lære at styre dig, kammerat. Jeg vil ikke have, du ødelægger dine muligheder på grund af det her.“

Branson stirrede ud på regnen. „Hvorfor ikke? Det hele kan være lige meget nu.“

Grace holdt så meget af ham, dette store, imødekommende, rare væsen. Første gang, han havde mødt ham, var for et par år siden, da Branson var blevet udnævnt til kriminalassistent. Grace kunne genkende så meget af sig selv i ham: handlekraft, ambitioner og dertil kom, at Branson havde det, der skulle til for at blive en god politimand: stor medmenneskelig indsigt. Siden da havde Grace taget ham under sine vinger. Lige i øjeblikket var Branson dog ved at tabe det hele på gulvet på grund af sit forliste ægteskab og sin manglende evne til at beherske sig.

Han var også faretruende tæt på at ødelægge deres nære venskab. Branson havde de sidste par måneder boet til leje i Graces hus tæt på strandpromenaden i Hove. Det havde Grace ikke spor imod, da han jo i virkeligheden boede sammen med Cleo i hendes byhus i North Laine-kvarteret inde i Brighton. Det, der ærgrede Grace, var, at Branson mishandlede hans dyrebare pladesamling og blev ved med at kritisere hans musiksmag.

Ligesom nu.

Da Grace ikke havde egen bil for tiden, fordi hans elskede Alfa Romeo var blevet totalskadet i en politijagt for et par måneder siden og stadig var genstand for en uafklaret forsikringssag, måtte han tage til takke med en tjenestevogn, som enten var en lille Ford eller en Hyundai Getz. En eller anden dims til iPod’en, som Cleo havde givet ham i julegave, sørgede for, at han kunne spille sin egen musik på alle bilradioer, og det havde han undervejs demonstreret for Branson.

„Hvem er det?“ spurgte Branson og lagde pludselig mærke til et nummer.

„Laura Merling.“

Han lyttede et øjeblik. „Hun lyder som en kopi.“

„Af hvem?“

Branson trak på skuldrene.

„Jeg kan godt lide hende,“ svarede Grace trodsigt.

De sad lidt og lyttede uden at sige noget, indtil Grace fik øje på en tom parkeringsbås.

„Du har noget med kvindelige solister,“ sagde Branson. „Det er der jo ikke noget at gøre ved.“

„Jeg kan faktisk godt lide hende. Okay?“

„Du er håbløs.“

„Cleo kan også godt lide hende,“ fremturede Grace. „Hun gav mig cd’en i julegave. Skal jeg hilse hende og sige, at du synes, hun er håbløs?“

„Tag det roligt,“ svarede Branson med en afværgende håndbevægelse.

„Du kan selv tage det roligt!“

„Okay!“ sagde Branson helt stille og trist.

De tre båse, der var reserveret til politiet, var optaget, men da det var helligdag, var der mange andre tomme båse. Grace parkerede, slukkede motoren, og de steg ud. De skyndte sig gennem regnen hen på siden af hospitalet.

„Har du og Ari aldrig skændtes om musik?“

„Hvorfor det?“ spurgte Branson.

„Det var bare noget, jeg kom til at tænke på.“

De fleste af dem, der havde deres gang i komplekset, ville slet ikke lægge mærke til et lille hvidt skilt med blå bogstaver: SATURN CENTER. En pil viste hen langs hospitalets mur, hvor der gik en lille sti, der så ud, som om den førte hen til nogle skraldespande.

Det var faktisk det første center for voldtægtsofre i Sussex, der lå dér. Et nyt center, som for nylig var blevet indviet af politimesteren, og som sammen med lignende enheder rundt om i landet viste, hvor seriøst man nu – i modsætning til tidligere – behandlede voldtægtsofre.

Grace kunne godt huske dengang for ikke så længe siden, da traumatiserede voldtægtsofre blev tvunget til at give møde på politistationen og ofte blev afhørt af ufølsomme mandlige betjente. Alt det var der blevet lavet om på nu, og centret her var det nyeste tiltag.

Her ville betjente og psykologer af samme køn tage sig professionelt af ofrene, som befandt sig i en yderst sårbar tilstand, og sørge for at trøste dem og få dem til at falde til ro, samtidig med at de nænsomt fik dem til at fortælle sandheden om, hvad der var sket.

En af de sværeste ting for dem, der havde afhøring af voldtægtsofre som speciale, var, at de var nødt til i bogstaveligste forstand at betragte ofrene selv som gerningssteder, da tøjet og kroppen kunne indeholde vigtigt bevismateriale. Tidsfaktoren var, som i alle efterforskninger, af afgørende betydning. Der kunne gå flere dage, uger og endda år, før voldtægtsofre henvendte sig til politiet, og mange anmeldte aldrig overgrebet, da de ikke ønskede at rippe op i den yderst smertefulde oplevelse.

Branson og Grace skyndte sig forbi en sort skraldespand og en stabel afmærkningskegler og nåede hen til døren. Grace ringede på, og et øjeblik efter blev døren åbnet. De blev vist ind i ly for regnen af en kvindelig kollega, som Grace godt kendte, men hvis navn han ikke lige kunne komme på.

„Godt nytår, Roy!“ hilste hun.

„Tak i lige måde!“

Hun så hen på Branson, mens Grace vred sin hjerne for at komme på navnet. Pludselig slog det ned i ham!

„Glenn, det er Brenda Keys. Brenda – det er kriminalassistent Glenn Branson, en af mine kollegaer i afdelingen for personfarlig kriminalitet.“

„Velkommen til,“ svarede hun.

Keys var en erfaren afhører og havde afhørt voldtægtsofre i Brighton og andre dele af landet, før dette center var blevet oprettet. En rar kvinde med kloge øjne. Hun havde kort brunt hår og store briller og gik som altid diskret klædt i lange sorte bukser og havde en bluse under den grå sweater med V-udskæring.

Selv med bind for øjnene kunne man tydeligt fornemme, at man befandt sig i nye lokaler, tænkte Grace. Her lugtede af maling og nye gulvtæpper, og der var en dæmpet akustik i de lydtætte rum.

Det var en hel labyrint af lokaler bag lukkede døre. Den tæppebelagte reception befandt sig inde i midten. De cremefarvede vægge var udsmykket med indrammede plakater i klare farver af velkendte steder i Brighton: badehuse på strandpromenaden i Hove, Jack og Jill-vindmøllerne i Clayton, Brighton Pier. Det var alt sammen meget velment, men det virkede, som om nogen havde gjort sig lidt for meget umage med at skabe en distance til de frygtelige ting, som de, der kom her, havde været udsat for.

De skrev sig ind, og mens de fik en grundig orientering af Keys, gik en dør op længere henne ad gangen, og en kraftig bygget, uniformeret kvindelig betjent med sort strithår – man skulle tro, hun havde fået et elektrisk stød – kom roligt gående hen imod dem og smilede venligt.

„Betjent Rowland, sir,“ præsenterede hun sig. „Kriminalkommissær Grace?“

„Ja … og det er kriminalassistent Branson.“

„De er henne i afhøringslokale I – og er lige begyndt. Det er kriminalassistent Westmore, der afhører ofret, og kriminalassistent Robertson er bisidder. Har I lyst til at følge med fra observationsrummet?“

„Er der plads til os begge to?“

„Jeg sætter en ekstra stol derind. Vil I have noget at drikke?“

„Det ville være rart med en kop kaffe. Med lidt mælk i.“

Branson bad om en Coca-Cola Light.

De fulgte efter betjenten hen ad gangen forbi døre med forskellige skilte: LÆGEUNDERSØGELSE. MØDELOKALE og til sidst AFHØRINGSLOKALE.

Længere nede ad gangen åbnede hun en dør uden skilt, og de gik ind. I det lille observationsrum stod et smalt hvidt skrivebord med en hel række computere. Der hang en fladskærm på væggen, der viste optagelserne fra overvågningskameraet i det tilstødende lokale. Kriminalassistenten, der havde været den første, der ankom til gerningsstedet på Metropole Hotel, en drenget fyr sidst i tyverne med karseklippet lyst hår, sad ved skrivebordet med en åben notesbog og en flaske vand. Han var iført et gråt sæt tøj, der sad dårligt, og et lilla slips med stor knude. Hans ligblege ansigt vidnede om en mand, der sloges med nogle gevaldige tømmermænd.

Grace præsenterede Branson og sig selv, hvorefter de satte sig. Grace sad på en hård kontorstol, som Rowland havde rullet derind.

Skærmen viste et fastfrosset billede af et lille rum uden vinduer med en blå sofa, en blå stol med armlæn og et lille rundt bord med en stor æske Kleenex. Der var et kedeligt, gråt væg-til-væg-tæppe, og væggene var malet i en kølig hvid nuance. Der var monteret et ekstra kamera og en mikrofon oppe i loftet.

Ofret, en kvinde i trediverne, der så meget skræmt ud, sad sammenkrøbet på sofaen med armene om livet og var iført en hvid frottébadekåbe med monogrammet MH på brystet. Hun var spinkel og havde sorte striber af mascara i det kønne, men blege ansigt. Det lange røde hår var en filtret masse.

Over for hende sad den specialuddannede kriminalassistent, Claire Westmore. Hun sad bevidst i samme stilling som ofret, helt sammenkrøbet med armene rundt om livet.

Politiet havde i årenes løb fundet frem til de mest effektive metoder til at lokke oplysninger ud af ofre og vidner under afhøring. For det første var påklædningen vigtig. Man måtte aldrig være iført noget, der kunne distrahere den pågældende, såsom striber eller stærke farver. Westmore var passende klædt i lange sorte bukser, sorte sko og en sweater med V-udskæring med en enkel, blå skjorte indenunder, der stod åben i halsen. Hendes skulderlange lyse hår var samlet i en elastik, og det eneste smykke, hun bar, var en helt enkel sølvhalskæde.

For det andet var det vigtigt at give ofret eller vidnet den højeste status, så de kunne slappe af, og derfor sad ofret, Nicola Taylor, på sofaen og politikvinden på stolen.

Spejling var en klassisk forhørsteknik. Hvis man spejlede alt, hvad de pågældende gjorde, ville det i nogle tilfælde gøre dem så trygge, at de begyndte at spejle den, der forhørte dem. Når det skete, fik den, der afhørte, overtaget, og ofret ville indordne sig og begynde at lukke op.

Grace sad og tog lidt notater, mens Westmore med sin bløde Liverpool-dialekt langsomt og behændigt prøvede at lokke et svar ud af den tavse traumatiserede kvinde. De fleste voldtægtsofre lider af posttraumatisk stresssyndrom. De er ikke i stand til at koncentrere sig ret lang tid ad gangen i deres oprevne tilstand. Westmore var dygtig til at få det bedste ud af situationen og fulgte retningslinjerne om at begynde med det, der lige var sket, og så efterhånden arbejde sig længere tilbage.

Grace havde gennem årene været på utallige kurser i forhørsteknik og lært noget, som han godt kunne lide at minde sine kolleger om: Der findes ikke dårlige vidner – kun dårlige afhørere.

Westmore vidste imidlertid helt præcis, hvad hun gjorde.

„Jeg er klar over, at det må være meget svært for dig at tale om det, Nicola,“ sagde hun, „men det vil hjælpe mig med at forstå, hvad der er sket, og med at finde ud af, hvem der har gjort det her mod dig. Du behøver ikke fortælle mig det i dag, hvis du ikke har lyst.“

Nicola Taylor stirrede tavs frem for sig, vred sine hænder og rystede over hele kroppen.

Grace følte virkelig med hende.

Westmore begyndte også at vride sine hænder. „Så vidt jeg forstår, var du til nytårsfest på Metropole Hotel sammen med nogle venner, ikke sandt?“

Tavshed.

Tårerne trillede ned ad Nicola Taylors kinder.

„Er der slet ikke noget, du vil fortælle mig i dag?“

Hun rystede pludselig på hovedet.

„Det er fint. Det gør ikke noget,“ sagde Westmore. Hun sad et stykke tid uden at sige noget. „Fik du meget at drikke under middagen?“ spurgte hun så.

Kvinden rystede på hovedet.

„Så du var ikke fuld?“

„Hvorfor tror du, jeg var fuld?“ vrissede hun pludselig.

Westmore smilede. „Det er jo en aften, hvor man plejer at slå sig lidt løs. Jeg drikker ellers ikke ret meget, men nytårsaften sker det, jeg drikker mig fuld. Bare den ene gang om året.“

Nicola Taylor kiggede ned på sine hænder. „Du tror altså, at jeg var fuld?“ spurgte hun stilfærdigt.

„Jeg er her for at hjælpe dig. Jeg tror ikke noget som helst, Nicola.“

„Jeg var pinlig ædru,“ kom det bittert.

„Okay.“

Grace var tilfreds med at se kvinden reagere. Det var et positivt tegn.

„Jeg sidder ikke og dømmer dig, Nicola. Jeg vil bare gerne vide, hvad der skete. Jeg er helt klar over, hvor svært det er at tale om det, du har været ude for, og jeg vil gerne hjælpe dig, så godt jeg kan. Det kan jeg kun gøre, hvis jeg helt nøjagtig ved, hvad du har været udsat for.“

En lang pause.

„Sko!“ udbrød Nicola Taylor pludselig.

„Sko?“

Hun blev atter tavs.

„Går du meget op i sko?“ spurgte Westmore. Der kom ikke nogen reaktion. „Sko er faktisk mit svage punkt,“ fortsatte hun. „Jeg var med min mand i New York før jul. Jeg var lige ved at købe et par Fendi-støvler – de kostede 850 dollar!“

„Mine sko var Marc Jacobs,“ nærmest hviskede Nicola Taylor.

„Marc Jacobs? Jeg er vild med hans sko!“ svarede hun. „Tog han dem sammen med dit tøj?“

Igen en lang pause.

„Han fik mig til at gøre ting med dem,“ svarede hun endelig.

„Hvilke ting? Prøv … prøv at fortælle mig om det.“

Nicola Taylor begyndte igen at græde. Så begyndte hun smågrædende at fortælle ned til mindste detalje. Det gik langsomt, og hun holdt lange pauser indimellem for at få hold på sig selv. Af og til væltede ordene ud af hende, og det så ud til, at hun var lige ved at kaste op.

Branson vred og vendte sig af ubehag i stolen ude i observationsrummet, og Grace havde det på samme måde. Det var modbydeligt at høre på, men mens han lyttede, tænkte han så det knagede på den uopklarede sag, der lå på gulvet i hans kontor, og som han næsten lige havde skimmet. Han sad og tænkte tilbage på 1997. På datoerne. Adfærdsmønstret. Tænkte på vidneudsagnene fra dengang, som han lige havde læst et par stykker af.

Det løb ham igen koldt ned ad ryggen.