13

Torsdag den 1. januar.

„Du virker så fraværende i aften. Er der noget i vejen, min elskede?“ spurgte Cleo.

Grace sad i en af de kæmpestore røde sofaer i dagligstuen hjemme i hendes byhus med Humphrey, der blev større og tungere, for hver dag der gik, på skødet. Den sorte hvalp lå og hyggede sig og prøvede at snige sig til at få fat i en tråd i hans sweater. Den havde vist tænkt sig at trevle hele sweateren op, uden at dens herre lagde mærke til det. Hundens plan var lige ved at lykkes, for Grace var så opslugt af at læse alle bilag vedrørende Operation Houdini, at han ikke lagde mærke til, hvad hunden havde gang i.

Den første voldtægtsanmeldelse på Operation Houdini havde været den 15. oktober 1997. Det var et forsøg på voldtægt af en ung kvinde en sen aften i en gyde i North Laine-kvarteret i Brighton. En mand, der var ude at lufte hund, var kommet hende til undsætning, inden gerningsmanden havde fået trusserne af hende, men han var stukket af med den ene af hendes sko. Den næste gang havde voldtægtsmanden desværre haft heldet med sig. En kvinde, der havde været til halloween-fest på Grand Hotel i slutningen af måneden, var blevet overfaldet af en mand forklædt som kvinde på en af hotelgangene. Han havde bagbundet og kneblet hende, og hun var først blevet fundet af hotelpersonalet næste morgen.

Cleo sad i sofaen over for ham med benene trukket op under sig og godt pakket ind i en kameluldsponcho og uldne gamacher. Hun sad og læste i et digert værk om det antikke Grækenland. Det var en del af hendes pensum på filosofistudiet på Åbent Universitet. Der lå flere ark med håndskrevne og maskinskrevne notater spredt rundt om hende, og de var alle forsynet med gule post-it-sedler. Det lange lyse hår faldt ned i panden, og med jævne mellemrum strøg hun det væk. Grace elskede at sidde og se hende gøre den bevægelse.

En cd med Ruarri Joseph spillede på stereoanlægget, og i fjernsynet, hvor der var skruet helt ned for lyden, var Sean Connery midt i en hed omfavnelse i Agent 007 i ilden. I løbet af de sidste par uger havde Cleo fået hang til tigerrejer i karry, og de sad og ventede på, at maden skulle blive leveret – det var den fjerde omgang karry på fem dage. Grace havde ikke noget imod karry, men i aften ville han give systemet en pause med en ganske almindelig tandoori-kylling.

Der stod en julegave fra Grace til Cleo på bordet, en stor guldfiskebowle som erstatning for den, der var blevet smadret af en ubuden gæst året før. Dens indvåner, som hun havde døbt Fisk-2, havde travlt med at udforske indholdet af søgræs og et lille græsk miniaturetempel med hurtige, abrupte bevægelser. Ved siden af bowlen lå tre bøger, som han havde fået af Branson i julegave: Den vordende fader, 100 tips til, hvordan mænd overlever en graviditet og Du er selv gravid, kammerat!

„Næh, jeg har det fint,“ svarede han og smilede til hende.

Cleo smilede igen, og han mærkede pludselig en stærk følelse af lykke og sindsro strømme igennem sig og ville ønske, at han kunne lade tiden stå stille og lade dette øjeblik vare evigt.

„Og jeg ville meget hellere være sammen med dig,“ sang Ruarri Joseph akkompagneret af sin akustiske guitar, og ja, tænkte Grace, jeg vil hellere være sammen med dig, min elskede Cleo, end nogen anden i hele verden.

Han ville gerne blive her i sofaen, blive her i stuen og kigge længselsfuldt på den kvinde, der bar deres barn, og som han så inderligt elskede, og aldrig mere gå nogen steder.

„Det er nytårsdag,“ sagde Cleo og drak en lille tår vand. „Jeg synes, du skulle holde op med at arbejde nu og slappe lidt af! Vi skal på den igen mandag.“

„Godt, men hvad med dig selv? Du sidder jo og læser til eksamen. Kalder du det at slappe af?“

„Ja, jeg gør. Jeg gør det for min fornøjelses skyld. For mig er det ikke arbejde, men det, du sidder med, er arbejde.“

„Nogen skulle tage og fortælle forbryderne, at det ikke er tilladt at begå kriminalitet på helligdage!“ sagde han med et grin.

„Netop, og nogen skulle tage og fortælle gamle mennesker, at de ikke skulle lægge sig til at dø i juleferien. Det er så asocialt! Retsmedicinere har også ret til ferie!“

„Hvor mange var der i dag?“

„Fem,“ svarede hun. „Stakkels dem. Egentlig døde tre af dem i går.“

„Så de havde pli nok til at vente til efter jul.“

„Ja, men de kunne ikke bære tanken om et nyt år.“

„Jeg håber aldrig, at jeg kommer til et punkt, hvor jeg ikke kan bære tanken om et nyt år,“ sagde han.

„Har du nogensinde læst noget af Ernest Hemingway?“ spurgte hun.

Grace rystede på hovedet. Han var lidt beklemt over, hvor uvidende han var i forhold til Cleo. Han havde aldrig læst ret meget.

„Han er en af mine yndlingsforfattere. Ham synes jeg, du skal prøve at læse noget af en dag! Han skrev: „Verden byder alle modgang, men mange går styrket ud af den.“ Det passer på dig. Du er blevet stærkere, er du ikke?“

„Det håber jeg – men af og til er jeg i tvivl.“

„Nu er du nødt til at være stærkere end nogensinde, kriminalkommissær.“ Hun klappede sig på maven. „Der er to, der har brug for dig.“

„Og så er der alle de døde, der har brug for dig!“ gav han igen.

„Og alle de døde, der også har brug for dig.“

Det er sandt, tænkte han trist og vendte tilbage til sagen. Alle de blå arkivkasser og grønne plasticbokse på gulvet i hans kontor. De fleste af dem repræsenterede de ofre, der i det hinsidige forventede af ham, at retfærdigheden ville ske fyldest.

Ville dagens voldtægtsoffer, Nicola Taylor, opleve den mand, der havde voldtaget hende, blive stillet for en dommer? Eller ville hun ende med blot at være endnu et navn i en af de uopklarede sager?

„Jeg sidder og læser om en græsk statsmand ved navn Perikles,“ sagde Cleo. „Han var egentlig ikke filosof, men han sagde noget meget vigtigt. „Ens eftermæle er ikke det, der står på en gravsten, men er det, der er vævet ind i andres liv.“ Det er en af grundene til, at jeg elsker dig, kriminalkommissær Grace. Du vil efterlade dig meget godt vævet ind i andres liv.“

„Jeg gør, hvad jeg kan,“ svarede han og vendte tilbage til Skomanden.

„Din stakkel, du er virkelig i en anden verden i dag.“

Han trak på skuldrene. „Det må du undskylde. Jeg hader voldtægtsmænd. Det var en ret rystende oplevelse oppe i Crawley i dag.“

„Du har ikke rigtig fortalt noget.“

„Vil du da gerne høre om det?“

„Ja, jeg vil. Jeg vil meget gerne høre om det. Jeg vil høre om alt, hvad du kommer ud for i den verden, som vores barn skal vokse op i. Hvad havde han gjort ved hende?“

Grace samlede Peroni-flasken op fra gulvet, tog en ordentlig slurk, tømte den og var stadig tørstig. Han satte flasken fra sig og tænkte tilbage på formiddagen.

„Han fik hende til at bruge hælen på hendes sko til at onanere med. Dyre designersko. Marc Joseph eller noget i den retning.“

„Marc Jacobs?“ spurgte hun.

Han nikkede. „Ja, netop. Er de ikke dyre?“

„Jo! Han er et af topnavnene. Fik han hende til at bruge hælen som en slags dildo?“

„Ja. Jeg vidste ikke, at du havde så meget forstand på sko,“ sagde han en smule overrasket.

Han elskede Cleos måde at klæde sig på, men når de var i byen, gik hun sjældent og så på sko eller tøj. Det plejede Sandy derimod altid at gøre, og det kunne drive ham til vanvid.

„Roy, min elskede, alle kvinder ved noget om sko! De er indbegrebet af kvindelighed. Når en kvinde tager et par lækre sko på, føler hun sig sexet! Var han så bare med på en kigger, mens hun gjorde det?“

„En femten centimeter høj stilethæl, sagde hun,“ svarede han. „Han tvang hende til gentagne gange at føre den helt op i sig, mens han rev den af på sig selv.“

„Det er modbydeligt. Perverse stodder.“

„Det bliver værre endnu.“

„Kom med det.“

„Han tvang hende til at vende sig om på maven, og så maste han hælen op i hendes endetarm. Okay? Har du hørt nok?“

„Så han voldtog hende ikke i gængs forstand?“

„Jo, det gjorde han senere, og da havde han svært ved at få den op at stå.“

Hun sad lidt uden at sige noget. „Hvorfor, Roy? Hvad er det, der får nogen til at gøre sådan noget?“ spurgte hun.

Han trak på skuldrene. „Jeg snakkede med en psykolog i eftermiddags, men han kunne ikke fortælle mig noget, jeg ikke vidste i forvejen. Overfaldsvoldtægt – som det tyder på at være – har sjældent noget med sex at gøre. Det handler mere om kvindehad og en trang til at dominere kvinder.“

„Tror du, der er en eller anden forbindelse mellem ham her og din gamle sag om Skomanden?“

„Ja, det er derfor, jeg sidder og gennemgår hele sagsmappen igen. Det kan være et tilfælde, eller det kan være én, der efterligner ham, eller også er det den gamle voldtægtsmand, der er på spil igen.“

„Hvad tror du selv?“

„Skomanden gjorde det samme med nogle af sine ofre. Han havde også problemer med rejsningen, og han tog altid den ene af ofrets sko.“

„Hvad med kvinden i morges? Tog han en af hendes sko?“

„Han tog dem begge og også alt tøjet. Og ud fra det, hun har fortalt indtil nu, så lader det til, at han er transvestit.“

„Så der er en forskel?“

„Ja.“

„Hvad tror du umiddelbart? Hvad siger din næse dig?“

„Ikke at drage forhastede konklusioner, men …“ han gik i stå.

„Men?“

Han stirrede på sagsmappen.