14

Lørdag den 3. januar

Hvis man spørger folk om, hvor de var, og hvad de lavede på præcis det tidspunkt, da de fik nyheden om terrorangrebet på World Trade Center den 11. september, eller om prinsesse Dianas død, eller om at John Lennon var blevet skudt, eller – hvis de er gamle nok – om mordet på John F. Kennedy i Dallas, Texas, kan de fleste huske det helt nøjagtigt.

For Roxy Pearce var det helt anderledes. Hendes skelsættende øjeblikke indtraf de dage, hun købte de sko, hun havde gået og drømt om. Hun kunne helt nøjagtig fortælle, hvad der var sket rundtom i verden den dag, hun erhvervede sig det første par Christian Louboutin. Det første par Ferragamo. Det første par Manolo Blahnik.

I dag blegnede imidlertid mindet om alle de blanke, dyrebare lædersko, der stod og sygnede hen hjemme i skabene, ved tanken om de sko, hun lige nu spankulerede rundt i på det grå væg-til-væg-tæppe i butikken Ritzy Shoes i Brighton.

„Hold da helt op!“

Hun så ned på sine ankler, der var alt for tynde og benede og havde et lidt blåligt skær. De havde aldrig været noget at prale af, men i dag var de som forvandlet. Hun var, måtte hun indrømme, ved at falde bagover, så flotte tog de sig ud. De tynde sorte remme smøg sig sanseligt og vellystigt om den hvide hud.

Hun var sex på to ben!

Hun kiggede sig i spejlet. Sex på to ben kiggede tilbage! Med det glatte sorte hår og en fantastisk skikkelse så hun absolut en hel del yngre ud end sine knap syvogtredive år.

„Hvad synes De?“ spurgte hun ekspeditricen og kiggede sig igen i spejlet og dvælede ved de høje stilethæle, den svungne sål og det sorte læders fortryllende skær.

„De er som skabt til Dem!“ betroede den trediveårige ekspeditrice hende. „De er simpelthen skabt til Dem!“

„Ja, mon ikke,“ nærmest hvinede hun, „er det ikke rigtigt?“

Hun lød så ivrig, at flere i butikken vendte sig om og kiggede på hende. Der var sort af mennesker på udsalg i Brighton denne første lørdag formiddag i det nye år, for priserne var blevet sat yderligere ned her i juleudsalgets anden uge.

Der var én kunde i butikken, der ikke vendte sig om. Hvis nogen lagde mærke til denne kunde, ville de se en elegant klædt midaldrende kvinde iført rullekravesweater, en lang mørk frakke og et par højhælede støvler, der så dyre ud. Kun hvis man trak ned i rullekraven, ville et afslørende adamsæble komme til syne.

Manden i dametøj kiggede ikke på hende, for han holdt i forvejen øje med hende. Han havde i al ubemærkethed haft hende under observation, fra det øjeblik hun bad om at prøve skoene.

„Jimmy Choo kan bare det der!“ sagde ekspeditrice. „Han ved virkelig, hvad der gør sig.“

„Og De synes altså virkelig, at de klæder mig? De er ikke helt nemme at gå i.“

Roxy var nervøs. 485 pund var jo mange penge, især i øjeblikket hvor hendes mands softwarefirma nærmest var på fallittens rand, og hendes eget lille pr-bureau knap kunne få det til at løbe rundt.

Men hun måtte eje dem!

Man kunne ellers få meget for 485 pund.

Dog ikke noget, der ville give hende den samme nydelse!

Hun kunne rigtig blære sig med dem over for veninderne. Dog var det først og fremmest Iannis, der skulle få lov at se hende med dem på. Han var hendes vanvittig sexede elsker, som hun kun havde haft et forhold til i seks uger. Det var ganske vist ikke den første elsker, hun havde haft i løbet af de tolv år, hun havde været gift, men den bedste – i allerhøjeste grad den bedste!

Hun kom til at smile bare ved tanken. Så fik hun et lille stik i hjertet. Hun havde oplevet det to gange før og burde være blevet klogere. Julen var en ren prøvelse for dem, der havde en affære kørende. De fleste arbejdspladser holdt lukket, og man befandt sig i familiens skød. Selvom de ikke selv havde børn – hverken hun eller Dermot havde haft lyst til at få nogen – havde hun været tvunget til at tage med sin mand til Londonderry for at holde jul med hans familie i hele fire dage. Lige bagefter havde de tilbragt yderligere fire dage hos hendes forældre, der boede uden for lands lov og ret i Norfolk.

Den ene dag, de havde planlagt at mødes inden årets udgang, måtte Iannis, der var indehaver af to græske restauranter i Brighton plus et par stykker i Worthing og Eastbourne, uden varsel flyve til Athen for at se til sin far, som havde fået et hjerteanfald.

I aften skulle de så være sammen for første gang siden dagen før jul, og det var, som om det var mindst en måned – nej, mindst to måneder siden! Et år. En evighed siden! Hun længtes efter ham, savnede ham, sukkede efter ham.

Og nu havde hun besluttet, at hun ville tage de her sko på for hans skyld!

Iannis var vild med fødder. Han elskede at tage hendes sko af, indsnuse duften af dem og trække vejret dybt, som om han smagte på en dyr vin, som en blasert sommelier lige havde skænket op. Måske syntes han, at det ville være en god idé, at hun beholdt Jimmy Choo-skoene på i dag! Hun blev helt våd af ophidselse ved tanken.

„Det mest utrolige ved de her sko er, at de passer til det hele,“ fortsatte ekspeditricen. „De ser forrygende ud til de jeans.“

„Synes De?“

Dumt spørgsmål. Selvfølgelig syntes ekspeditricen det. Hun ville sige, at de klædte hende, om hun så kom indsvøbt i en affaldspose med fiskeaffald.

Roxy havde netop et par stramme, slidte DKNY-jeans på, fordi Iannis syntes, hun havde en god røv i dem. Han elskede at åbne lynlåsen og langsomt trække dem af hende, mens han med sin stærke, dybe accent fortalte hende, at det var som at skrælle en smuk og moden frugt. Hun kunne godt lide alt hans romantiske ævl. Dermot var simpelthen blevet så kedelig. Hans forspil bestod i at vade pruttende gennem soveværelset iført underbukser og sorte sokker.

„Ja, det kan De tro!“ svarede ekspeditricen med overbevisning.

„Jeg går ikke ud fra, at de er på udsalg eller er sat ned?“

„Nej, det er jeg bange for, de ikke er. Det er helt nye varer. De er lige kommet.“

„Hvor heldig har man lov at være!“

„Kunne De tænke Dem at se håndtasken, der passer til?“

„Helst ikke,“ svarede hun. „Det tør jeg slet ikke.“

Ekspeditricen viste hende den alligevel. Og den var pragtfuld. Roxy kom hurtigt til den konklusion efter at have set den sammen med skoene, at de så helt forkerte ud uden tasken! Hun vidste, at hvis hun ikke købte tasken, ville hun komme til at fortryde det.

Der var så mange inde i butikken, og hun havde så travlt med at spekulere over, hvordan hun skulle holde kvitteringen skjult for Dermot, at hun slet ikke lagde mærke til nogen af de andre kunder og heller ikke kunden i rullekravesweateren, som stod med et par sko i hånden lige bag hende. Roxy blev enig med sig selv om, at hun ville sørge for at snuppe kontoudskriften på kreditkortet i samme øjeblik, det kom med posten, og derefter brænde det. Og det var jo under alle omstændigheder hendes egne penge, ikk’?

„Står De på vores mailingliste, madam?“ spurgte ekspeditricen.

„Ja.“

„Hvis De giver mig Deres telefonnummer, kan jeg kalde Deres data frem.“

Roxy opgav sit telefonnummer, som blev tastet ind på computeren ved siden af kasseapparatet.

Bagved Roxy kradsede manden hurtigt et eller andet ned på en lille elektronisk notesblok. Et øjeblik efter kom adressen frem på skærmen, men den havde manden slet ikke brug for at se.

„Mrs. Pearce, 76 The Droveway?“

„Det stemmer,“ svarede Roxy.

„Ja, så bliver det 1.123 pund. Hvordan ønsker De at betale?“

Roxy gav hende sit kreditkort.

Manden i dametøj smuttede ud af butikken med svingende hofter. Det havde krævet øvelse, men han havde faktisk tillært sig en ret sexet måde at gå på, syntes han selv. Et øjeblik efter blev han opslugt af sværmen af mennesker, der var på indkøb i Brightons gader. Hans hæle trippede af sted på det tørre, kolde fortov.