15

Lørdag den 3. januar

Der var altid ret stille i dagene efter nytår. Ferien var forbi, folk var atter på arbejde, og i år sad de endnu hårdere i det end normalt. For politibetjent Ian Upperton fra færdselspolitiet i Brighton & Hove kom det ikke som nogen overraskelse, at der kun var få mennesker på gaden denne iskolde lørdag eftermiddag, selvom udsalget var startet.

Hans kollega, politibetjent Tony Omotoso, sad bag rattet i BMW-stationcaren. De var på vej sydpå i tusmørket. De passerede gadekæret i Rottingdean og fortsatte ned mod strandpromenaden, hvor de svingede til højre i lyskrydset. Sydvestenvinden, der stod lige ind fra Den Engelske Kanal, ruskede i bilen. Klokken var 16.30. De kørte deres sidste patrulje oppe langs klipperne, forbi St. Dunstan, et hjem for blinde soldater, og videre hen forbi den fine, dyre pigeskole i Roedean, inden de kørte tilbage langs strandpromenaden til stationen for at få en kop te og sidde og passe radioen resten af vagten.

Nogle dage syntes Upperton, at han ligefrem kunne mærke elektricitet i luften, og at der ville ske et eller andet, men i dag kunne han ikke mærke noget. Han glædede sig til at komme hjem til konen og børnene, gå en tur med hunden, tilbringe en fredelig aften foran fjernsynet og til de næste tre dage, hvor han havde fri.

Da de kørte op ad bakken, hvor skiltet med 50 kilometer i timen blev afløst af 80 kilometer, overhalede en lille Mazda MX-2-sportsvogn dem i den yderste bane med alt for høj hastighed.

„Er chaufføren stærblind?“ kom det fra Omotoso.

Bilister satte som regel farten ned, når de fik øje på en patruljevogn, og der var ikke mange, der turde overhale en politibil, selvom den kørte under den tilladte hastighed. Mazdaen var enten stjålet, chaufføren et psykisk tilfælde, eller også havde vedkommende overhovedet ikke set dem. Det var nærmest umuligt selv i tusmørke ikke at få øje på dem med de selvlysende kendingsmærker på siden af bilen.

Baglygterne forsvandt hurtigt ud af syne.

Omotoso trykkede speederen i bund. Upperton lænede sig frem og tændte for det blå blink, udrykningshornet og fartkameraet, der var monteret i bilen, og strammede sikkerhedsselen. Kollegaens biljagter gjorde ham altid nervøs.

De indhentede hurtigt Mazdaen, der nu kørte 120 kilometer i timen, men så satte den hastigheden ned på vej ned ad bakken til rundkørslen. Hastigheden blev så til deres overraskelse igen sat betragteligt op på vej ud af rundkørslen. Den automatiske nummerpladegenkender, der var fastgjort til instrumentbrættet og kunne aflæse alle nummerplader foran sig og fodre computeren i centralregistret for motorkøretøjer med oplysningerne, forblev tavs, hvilket betød, at bilen ikke var meldt stjålet, og at dens papirer var i orden.

Nu viste kameraet 130 kilometer i timen.

„Ham skal vi vist have en lille snak med,“ bemærkede Upperton.

Omotoso accelererede og lå lige bag Mazdaen, da han blinkede med forlygterne. På det tidspunkt var de altid spændt på, om føreren ville stikke af eller være fornuftig og holde ind til siden.

Bremselygterne lyste med det samme, og der blev blinket til venstre, hvorefter bilen kørte ind til siden. De kunne kun se én silhuet inde i bilen, som viste sig at være en kvinde. Hun kiggede sig nervøst over skulderen.

Upperton slukkede for udrykningshornet, lod det blå blink være tændt og slog desuden katastrofeblinket til. Så steg han ud af bilen og stred sig mod vinden om til førersiden af Mazdaen og holdt samtidig opmærksomt øje med biler, der kom kørende bagfra.

Kvinden rullede sideruden halvt ned og kiggede nervøst op på ham. Han bedømte hende til at være først i fyrrerne med en manke af brusende krøller og et lidt alvorligt, men ganske kønt ansigt. Hun havde smurt læbestiften uden for læberne, og mascaraen var tværet ud, så det kunne tyde på, at hun havde grædt.

„Det må De virkelig undskylde,“ snøvlede hun usikkert. „Jeg tror nok, jeg kom til at køre lidt for stærkt.“

Upperton bøjede sig forover for at komme så tæt på hendes ansigt som muligt for at lugte til hendes ånde, men det var helt unødvendigt. Hvis han i samme øjeblik havde tændt en tændstik, ville flammerne uden tvivl have stået ud af munden på hende. Der lugtede også af tobaksrøg inde i bilen.

„Ser De dårligt?“

„Næh … nej. Jeg har lige fået tjekket mine øjne, og mit syn fejler skam ikke noget.“

„Så De plejer altså at overhale politibiler med høj hastighed?“

„For søren da, gjorde jeg det? Jeg så jer slet ikke! Det må De undskylde. Jeg har lige været oppe at skændes med min eksmand … vi driver forretning sammen, forstår De, og jeg …“

„Har De fået noget at drikke?“

„Kun et enkelt glas vin … til frokost. Kun et lille et.“

Han syntes nærmere, at hun lugtede som én, der havde kvalt en hel flaske cognac.

„Vil De være venlig at slukke for motoren og stige ud af bilen. Har De noget imod at få taget en alkotest?“

„De har da ikke tænkt Dem at notere mig, vel?“ Hun snøvlede endnu værre end før. „Forstår De … jeg har brug for bilen, ellers kan jeg ikke passe min forretning. Jeg har allerede fået et par klip i kørekortet.“

Det undrer mig ikke, tænkte han.

Hun løsnede sikkerhedsselen og nærmest kravlede ud. Upperton måtte lægge armen om hende, så hun ikke faldt ud på kørebanen. Hun behøver slet ikke at blæse i alkometret, tænkte han. Det ville slå voldsomt ud, hvis bare hun trak vejret i nærheden af det.