16

Fredag den 9. marts

„Johnny!“ råbte hans mor inde fra soveværelset. „Hold så kæft! Hold så op med den larm! Er du døv?“

Han stod inde i sit værelse oppe på en stol og tog et nyt søm og bankede det ind i væggen med en hammer. Bang! Bang! Bang!

„JOHNNY! HOLD SÅ OP FOR HELVEDE! NU! KAN VI SÅ FÅ RO!“ skreg hun nærmest.

Nede på gulvet lå hans dyrebare samling af kæder til højtskyllende wc’er pænt ordnet ved siden af hinanden og med nøjagtig samme afstand mellem alle femten kæder. Han havde fundet dem rundt omkring i containere i Brighton – nå ja, bortset fra de to, som han havde stjålet fra nogle toiletter.

Han tog et nyt søm ud af munden, anbragte det og begyndte at slå det i.

Moren kom farende ind i værelset. Hun stank af Shalimar-parfume og havde en sort, kort silkeunderkjole og netstrømper på, der endnu ikke var hæftet til hofteholderen. Hun var hårdt sminket, og parykken med de lyse krøller sad lidt skævt. Hun havde kun den ene af de sorte stiletter på, den anden holdt hun i vejret som et våben.

„KAN DU så forstå det!“

Han ignorerede hende og hamrede videre.

„JOHNNY! ER DU SKIDEDØV ELLER HVA’?“

„Jeg hedder ikke Johnny,“ mumlede han med søm i munden og bankede videre. „Jeg hedder Yac. Jeg skal have hængt mine kæder op.“

Hun stod med skoen i hånden og hamrede stilethælen ind i låret på ham. Han hylede som en stukket gris og faldt sidelæns ned på gulvet. Hun fór straks hen og bankede løs på ham med spidsen af hælen.

„Du hedder ikke Yac, du hedder Johnny! Er du med? Johnny Kerridge.“

Hun blev bare ved med at slå. Igen og igen.

„Jeg hedder Yac, det siger lægen selv!“

„Du er bare så dum! Du har drevet din far ud af huset, og nu er du ved at drive mig til vanvid. Det har lægen ikke sagt.“

„Lægen skrev Yac!“

„Lægen skrev ‘YAC’ – Young Autistic Child – i sin skide journal! Det er, hvad du er. En skide autistisk unge, der kun er til besvær! Du hedder Johnny Kerridge. Fes det ind?“

„Jeg hedder Yac.“

Han rullede sig sammen som et pindsvin for at beskytte sig mod skoen. Han blødte fra kinden og kunne lugte hendes tunge, kraftige parfume. Hun havde en stor flaske af den stående på toiletbordet, og hun havde engang fortalt ham, at det var den fineste parfume, en kvinde kunne gå med, og at han burde være glad for, hans mor havde stil. Der var nu ikke meget stil over hende lige nu.

Da hun skulle til at slå ham igen, ringede det på døren.

„Pis!“ udbrød hun. „Det er din skyld, at jeg er for sent på den, din åndssvage unge!“ Hun slog ham igen så hårdt på låret, at der gik hul i hans cowboybukser. „Pis, pis, pis!“

Hun fór ud af værelset. „Gå ned og luk op. Få ham til at vente nedenunder,“ råbte hun.

Hun smækkede døren i til soveværelset.

Yac kom med besvær på benene. Det gjorde ondt, da han haltede ud af værelset. Han gik helt bevidst meget langsomt ned ad trappen i deres lille hjørnerækkehus i det almene boligbyggeri i Whitehawk. Da han nåede det nederste trin, ringede det igen på døren.

„Luk så op! Luk ham ind! Han må ikke gå igen. Det har vi ikke råd til!“

Med blodet løbende ned ad kinden og T-shirten, og bukserne, der flere steder var plettet af blod, haltede Yac gnavent hen til hoveddøren og åbnede den modvilligt.

En småfed, svedende mand i et grimt gråt jakkesæt stod helt forlegen udenfor. Yac gloede på ham. Manden gengældte hans blik og blev helt rød i hovedet. Yac genkendte ham. Han havde været der adskillige gange før.

„Mor! Ham den ulækre, du ikke kan fordrage, er kommet for at kneppe dig!“