18

Lørdag den 3. januar

Garry Starling og hans kone, Denise, havde de sidste tolv år tilbragt nærmest hver eneste lørdag aften på Restaurant China Garden. De foretrak at sidde ved bordet et par trin oppe til højre for det store lokale. Ved det bord havde Garry friet til Denise for næsten tolv år siden.

Et gelænder adskilte det fra resten af restauranten, så man i nogen grad kunne sidde ugenert, og nu hvor Denises drikkeri for alvor var taget til, kunne de sidde her, uden at de øvrige middagsgæster blev delagtiggjort i hendes evindelige beklagelser, der for det meste var rettet mod ham.

Især efter at rygeforbuddet var blevet indført, havde hun – før de tog hjemmefra – som regel kvalt det meste af en flaske hvidvin og røget adskillige cigaretter, selvom han i årevis havde stukket til hende for at få hende til at holde op med at ryge. Bagefter stavrede hun ud til den ventende taxa, og når de ankom til restauranten, nåede hun at hælde en Cosmopolitan eller to indenbords i baren, inden de satte sig hen til deres bord.

Så var hun som regel også nået til det stadie, hvor de sædvanlige bebrejdelser mod ægtemanden begyndte at vælte ud af hende. Af og til føjede hun nye til. Garry tog det helt roligt og afslappet – hun kunne lige så godt slå vand på en gås – og det tirrede hende yderligere. Han havde en sygelig trang til at have alting under kontrol, fortalte hun veninderne, og var også helt besat af fitness.

Det par, som de plejede at komme her sammen med, Maurice og Ulla Stein, drak også tæt og var så vant til Denises tirader, at de som regel snakkede hende efter munden. De havde i øvrigt også deres eget spil kørende.

I aften, første lørdag i det nye år, var Denise, Maurice og Ulla særligt tørstige.

Tømmermændene fra nytårsaften, som de havde fejret sammen på Metropole Hotel, var for længst glemt. De var dog en smule trætte, og selv Denise var usædvanlig tavs. Hun sad oven i købet og drak lidt vand, det rørte hun ellers aldrig.

Den tredje flaske Sauvignon Blanc var lige blevet skænket op. Da Denise løftede sit glas, fik hun øje på Garry, der var på vej tilbage til bordet efter at have afsluttet en telefonsamtale. Han stoppede mobilen i lommen.

Han var spinkelt bygget med et underfundigt og intelligent ansigtsudtryk. Hans velsiddende korte sorte hår med grå stænk var ved at blive tyndt i toppen. Hans store, runde øjne under de svungne øjenbryn havde givet ham øgenavnet ‘Uglen’, da han gik i skole. Nu, hvor han var midaldrende, bar han små, uindfattede briller og var iført et pænt jakkesæt, pæn skjorte og et diskret slips. Han lignede en videnskabsmand, der med undren og foragt betragtede verden omkring sig, som om den var et eksperiment, han havde udtænkt, men hvis resultat han ikke var specielt begejstret for.

I modsætning til sin mand var Denise, som dengang de mødtes havde været en slank blondine med timeglasfigur, bulet kraftigt ud. Hun var stadig blond takket være sin frisør, men mange års druk havde sat sine spor. Efter Garrys mening lignede hun en lasket gris uden tøj – det havde han ganske vist været tilbageholdende med at fortælle hende.

„Lizzie … min søster,“ sagde Garry undskyldende og satte sig ned. „Hun har siddet på politistationen de sidste par timer, sigtet for spritkørsel. Jeg måtte lige undersøge, om hun havde kontaktet en advokat, og sørge for, at hun blev kørt hjem.“

„Lizzie? Den idiot, hvorfor har hun gjort det?“ spurgte Denise.

„Ja, hvorfor mon?“ svarede Garry. „Tror du, hun har gjort det med vilje? Lad hende nu være, for guds skyld. Hun har lige været gennem et helvede af et ægteskab og et helvede af en skilsmisse fra den skiderik.“

„Stakkels hende,“ sagde Ulla.

„Hendes promille er stadig alt for høj. De vil ikke lade hende køre hjem. Jeg overvejer, om jeg skulle …“

„Det kan du godt glemme!“ udbrød Denise. „Du har også drukket for meget.“

„Man er nødt til at være så forbandet forsigtig med at køre, når man har drukket nu om dage,“ snøvlede Maurice. „Jeg gør det i hvert fald aldrig. Jeg må indrømme, at jeg ikke har meget tilovers for dem, der bliver stoppet. Det er selvfølgelig noget andet med Lizzie,“ skyndte han sig klodset at tilføje, da han så en skygge glide over vennens ansigt.

Maurice havde tjent kassen på at bygge beskyttede ældreboliger. Hans svenskfødte kone, Ulla, havde i løbet af de senere år engageret sig voldsomt i dyrevelfærd og havde for ikke så længe siden ledet en blokade af Shoreham Havn – Brightons hovedhavn – for at forhindre den – efter hendes mening – umenneskelige behandling af får, der skulle eksporteres. Garry havde gennem de senere år lagt mærke til, at Maurice og Ulla efterhånden havde mindre og mindre tilfælles.

Garry havde været Maurices forlover. Dengang havde han gerne selv villet i bukserne på Ulla. Hun var på det tidspunkt en klassisk, lyshåret, langbenet svensk blondine. Han havde faktisk været vild efter at komme i bukserne på hende indtil for ganske nylig, hvor hun var begyndt at sjuske med sit udseende. Hun havde også taget på i vægt og var begyndt at klæde sig som moder jord i løse gevandter, sandaler og hippiesmykker. Håret lignede en fuglerede, og sminken var den rene krigsmaling.

„Har I hørt om Coolidge-effekten?“ spurgte Garry.

„Nej, hvad er det?“ spurgte Maurice.

„Da Calvin Coolidge var præsident i USA, var han og konen engang på rundvisning på en hønsefarm. Hønseavleren blev helt flov, da hanen begyndte at bedække en høne lige for øjnene af præsidentfruen. Da han undskyldte, spurgte hun ham, hvor mange gange om dagen hanen gjorde det, og hønseavleren svarede, at det gjorde den mindst en halv snes gange. Hun havde vendt sig om mod ham og hvisket: „Vil De ikke nok fortælle min mand det?“

Garry holdt en pause, mens Maurice og Ulla grinede. Denise, som havde hørt den før, fortrak ikke en mine.

„Lidt senere udspurgte Coolidge så hønseavleren om hanen,“ fortsatte Garry. „Sig mig, bedækker den altid den samme høne?“ „Nej, hr. præsident, det er altid en ny,“ havde han svaret. „Vil De ikke nok fortælle min kone det?“ havde Coolidge så hvisket til manden.“

Maurice og Ulla havde endnu ikke grinet af, da der blev serveret sprød and og pandekager.

„Den var god!“ sagde Maurice og skar en grimasse, idet Ulla sparkede ham under bordet.

„Ja, det tror jeg,“ sagde hun syrligt.

Maurice havde gennem årene indviet Garry i sine mange affærer. Ulla havde opdaget indtil flere af dem.

„Hanen dyrker da i det mindste ordentlig sex,“ sagde Denise til sin mand. „Den behøver ikke ligesom dig bizarre hjælpemidler for at få den op at stå.“

Garry smilede stift for ikke at tirre hende yderligere. Der opstod en pinlig pause, mens pandekagerne, forårsløgene og hoisin-saucen blev sat på bordet, og tjeneren skar anden for.

Maurice skiftede lynhurtigt emne. „Nå, hvordan tror du, det kommer til at gå med forretningen i det nye år, Garry? Tror du, folk begynder at spare?“ spurgte han og øsede op til sig selv.

„Det ved han da ikke noget om,“ brød Denise ind. „Han er altid ude på den skide golfbane.“

„Ja, selvfølgelig er jeg det, min skat!“ svarede Garry. „Det er dér, jeg plejer nye kontakter. Det er sådan, man laver forretning. Jeg fik i sin tid politiet som kunde ved at spille golf med en politimand.“

Garry havde oprindeligt arbejdet som elektriker og lavet installationer for firmaet Chubb Alarms. Så havde han taget chancen og var begyndt for sig selv med et lille kontor i Brightons centrum. Det var lige på det tidspunkt, salget af sikkerhedsudstyr begyndte at stige kraftigt, så hans timing havde været perfekt.

Det var en fed fidus. Han benyttede sit medlemskab af golfklubben og af The Round Table og senere Rotary til at præparere alle og enhver. Kun et par år efter han havde åbnet sin forretning, havde han formået at gøre Sussex Security Systems og datterselskabet Sussex Remote Monitoring Services til et af de største sikkerhedsfirmaer for såvel private som erhvervsdrivende i hele området i og omkring Brighton.

„Det går faktisk meget godt. Vi holder skansen. Hvad med dig?“ sagde han henvendt til Maurice.

„Det går fremragende!“ svarede Maurice. „Utroligt, men sandt!“ Han løftede sit glas. „Jamen, så skål da alle sammen! Skål for et fantastisk år! Jeg nåede aldrig at skåle med dig nytårsaften, gjorde jeg vel, Denise?“

„Nå nej, det må du undskylde. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Det må have været den flaske champagne, vi drak på vores værelse, mens vi klædte om!“

„Som du drak,“ rettede Garry hende.

„Stakkels dig!“ sagde Ulla.

„Nå, ja,“ sagde Maurice, „Garry gjorde sit bedste for at bøde på det ved at drikke for to, har jeg ikke ret, gamle dreng?“

Garry smilede. „Jeg gjorde, hvad jeg kunne!“

„Det gjorde han,“ sagde Ulla. „Han gik virkelig til den!“

„For resten, er der nogen af jer, der har set The Argus i dag?“ spurgte Maurice pludselig i et helt andet tonefald.

„Nej,“ svarede Garry, „jeg har ikke fået den læst endnu. Hvorfor?“

„En kvinde blev voldtaget på hotellet! Lige mens vi var til fest! Er det ikke mærkeligt?“

„På Metropole?“ spurgte Denise.

„Ja! På et af værelserne. Er det ikke utroligt?“

„Tak skal du have!“ sagde hun. „Hvor er det skønt at vide, at ens omsorgsfulde mand drikker sig skidefuld og lader sin kone ligge alene i sengen, mens der går en voldtægtsforbryder løs.“

„Hvad stod der om det i avisen,“ spurgte Garry og ignorerede Denises bemærkning.

„Ikke særlig meget – kun et par linjer.“

„Du behøver ikke se så brødebetynget ud, min skat,“ sagde Denise. „Du ville ikke engang kunne gøre en flue fortræd.“

Maurice fik travlt med at lægge strimler af and oven på pandekagen med spisepindene.

„Ja, det skulle da lige være, hvis hun havde høje … av!“ udbrød hun.

Garry havde givet hende et ordentligt spark under bordet, og det lukkede munden på hende.