21

Lørdag den 27. december

Rachael vågnede med et sæt. Hun havde en dundrende hovedpine. Hun var fuldstædig desorienteret, og et flygtigt, ubarmhjertig sekund troede hun, at hun lå hjemme i sin seng med nogle ordentlige tømmermænd. Så mærkede hun det hårde gulv under måtten og indsnusede den ildelugtende dieselolie. Virkeligheden gik med et op for hende i al sin gru og fik hendes blod til at fryse til is. Nu var hun lysvågen.

Det højre øje gjorde ondt ad helvede til. Åh gud, den smerte er næsten ikke til at holde ud, tænkte hun. Hvor længe havde hun mon ligget her? Han kunne komme tilbage når som helst, og så ville han opdage, at hun havde fået hænderne fri. Han ville nok tape dem sammen igen og sikkert også afstraffe hende. Hun måtte se at få fødderne fri og stikke af nu, hvor hun havde chancen.

Kære Gud, vil du ikke nok hjælpe mig?

Hendes læber var helt sprukne, så det gjorde ondt at bevæge dem, og tungen føltes som sandpapir. Hun lyttede et øjeblik for at sikre sig, at hun stadig var alene herinde. Det eneste, hun kunne høre, var en udrykning i det fjerne, og hun tænkte igen med en gnist af håb på, om det måske var politiet, der var ude at lede efter hende.

Men hvordan skulle de kunne finde hende herinde?

Hun rullede over i siden af varevognen, fik sig stablet på benene og begyndte at rive i tapen, der bandt anklerne sammen. Hun forsøgte at mærke sig frem til, hvor snippen af den fedtede tape sad, så hun kunne få den løsnet.

Endelig fandt hun den og trak langsomt og forsigtigt i den, indtil hun havde godt fat i et stykke af den. Så begyndte hun at rive tapen af stykke for stykke med en raspende lyd. Hun fór sammen af smerte, da hun rev det inderste lag mod huden af.

Den ulækre måtte fik hun anbragt under fødderne og kom omsider op at stå. For at få blodcirkulationen i gang gned hun løs på sine ben og humpede forsigtigt hen til bagenden af varevognen og gav et skrig af smerte fra sig, da de bare fødder trådte på noget skarpt – en bolt eller en møtrik. Hun famlede med hænderne efter håndtaget til bagdøren. Hun fik fat i en lodret metalstang og lod hænderne glide op ad den til håndtaget. Hun prøvede at trykke det ned. Det skete der ikke noget ved. Så prøvede hun at dreje det opad, men det rokkede sig ikke en millimeter.

Den var låst, indså hun, og hjertet sank i livet på hende.

Åh, nej! Gå nu op lille dør! Gå nu op!

Hun vendte sig om og fik sig bevæget frem i kabinen. Hun hev efter vejret, og hendes hvæsende åndedræt gav genlyd. Hun fik fat i ryggen på passagersædet og kravlede med besvær over på sædet og lod en finger glide hen ad kanten på ruden i passagersiden, indtil hun fik fat i låsepalen. Hun trak, så hårdt hun kunne i den med de fedtede fingre.

Den gik til hendes lettelse uden videre op.

Så fik hun fat i håndtaget, trak i det og skubbede, så hårdt hun kunne til døren, at hun nærmest tumlede ud på betongulvet, da den gik op. Samtidig tændte lyset inde i varevognen.

I det svage skær kunne hun nu se, hvordan hendes fængsel så ud. Det var næsten tomt. Der hang noget værktøj på kroge på den bare væg. Og et bildæk. Hun tog måtten og løb med hamrende hjerte langs med varevognen hen til garageporten. Måtten hang pludselig fast i et eller andet, og da hun ville trække den til sig, lød der et ordentligt brag, og ting og sager væltede ned på gulvet. Hun fór sammen, men nåede hen til garageporten.

Midt på porten sad et håndtag, der kunne drejes til begge sider og var fastgjort til wirer, der var forbundet med portens lukkemekanisme. Hun prøvede at dreje håndtaget først til højre, så til venstre, men det sad fast. Porten måtte være låst udefra, indså hun. Hun blev grebet af panik og hev og sled i wiren, men den smuttede mellem de fedtede fingre, og hun kunne ikke få rigtig fat om den.

Rachael hamrede fortvivlet skulderen mod døren uden at ænse smerten, men det hjalp ikke. Hun græd nu af angst og ren og skær fortvivlelse og forsøgte igen. Der lød et hult metallisk drøn, der gav genlyd: Booommmm.

Og et til.

Og endnu et.

Jeg beder til, at nogen hører det her. Så hør det dog!

Med et svingede porten op, og hun blev så forskrækket, at hun var lige ved at falde bagover.

Han stod udenfor i det kraftige skær fra gadelygterne og så spørgende på hende. Hun gengældte rædselsslagent hans blik. Hendes blik flakkede og ledte forgæves efter en tilfældig forbipasserende, mens hun tænkte på, om hun mon havde kræfter til at smutte forbi ham og stikke af.

Inden hun fik set sig om, havde han stukket hende sådan én på siden af hovedet, at det røg bagover ind i bagenden af varevognen med et højt smæld.