22

Mandag den 29. december

Kriminalassistent Roy Grace blev overrasket over at se, hvor mange der denne decembermorgen var dukket op til pressemødet på politistationen øverst oppe på John Street.

Det var sjældent, at savnede personer tiltrak sig ret meget opmærksomhed, men det var agurketid i øjeblikket. Den eneste gyser, de landsdækkende aviser havde at gøre godt med her mellem jul og nytår, var en fugleinfluenzaepidemi i Hong Kong.

Historien om den savnede kvinde, Rachael Ryan, kunne virkelig få både den lokale og landsdækkende presse op af stolen, ikke mindst set i lyset af den række voldtægter, der var begået i byen de sidste par måneder. Og The Argus lugtede selvfølgelig blod ved udsigten til, at Skomanden stadig var på fri fod her ved indgangen til det nye år.

Der var næsten ikke plads til alle avis-, radio- og tv-reporterne i det trange rum uden vinduer. Grace sad over for dem i sit stiveste puds bag et bord, der stod på et podium. Han sad sammen med vicepolitiinspektør Jack Skerritt, der var i uniform og lugtede af pibetobak, og Tony Long, politiets pressetalsmand. Bag dem stod en stor blå tavle med Sussex Politis logo og et forstørret fotografi af Rachael Ryan. Bordet var fyldt med mikrofoner og båndoptagere, og der var trukket tv-kabler hen over gulvet til kameraerne fra både BBC South Today og Meridian.

Med klikkende og blitzende kameraer introducerede Skerritt først kollegerne ved bordet og læste derefter en pressemeddelelse op på sin ligefremme facon: „Toogtyveårige Rachael Ryan, hjemmehørende i Brighton, er af sin familie blevet meldt savnet den 25.12. om aftnen, da hun ikke dukkede op til julemiddagen. Ingen har hørt noget fra hende siden. Hendes forældre har oplyst, at det er en unormal adfærd fra hendes side. Vi frygter for den unge kvindes sikkerhed og vil bede hende eller dem, der måtte vide noget om hende, straks at kontakte politiet i Brighton.“

En ihærdig, halvskaldet reporter med briller fra The Argus ved navn Phil Mills, som var iført et mørkt sæt tøj, sad bøjet over sin notesblok og stillede det første spørgsmål: „Jeg vil gerne spørge vicepolitiinspektøren, om politiet i Brighton har mistanke om, at den unge piges forsvinden har nogen forbindelse til Operation Houdini og den gerningsmand, som man har givet øgenavnet Skomanden?“

Både Skerritt og Grace bandede indvendig. Politiet kaldte ham ganske vist Skomanden indbyrdes, men hans adfærdsmønster havde været holdt hemmeligt for offentligheden, hvilket var almindelig praksis. Det gjorde man for at sortere tidsrøvere fra, som enten selv tilstod forbrydelsen eller ringede ind og foregav at have kendskab til gerningsmanden. Grace fornemmede, at Skerritt gjorde op med sig selv, om han skulle afvise kendskabet til øgenavnet eller ej. Han kom frem til, at der ikke var noget at stille op nu, da det var sluppet ud.

„Det har vi ikke belæg for at sige noget om,“ svarede han afmålt og affærdigende.

Skerritt var en populær og flittig kriminalmand. Han havde næsten tyve års erfaring og var en barsk, benet og lige-ud-af-posen strisser med militærisk fremtoning, havde kort, glat brunt hår og et bistert udtryk i ansigtet. Grace kunne godt lide ham, selvom Skerritt godt kunne virke lidt skræmmende, fordi han altid forlangte meget af sine folk og ikke gerne så igennem fingre med fejl. Grace havde dog lært utroligt meget af at arbejde under ham. Han var sådan en type politimand, Grace gerne selv ville være en dag.

En kvindelig journalist rakte hånden op. „Kan De sige lidt mere om, hvorfor De kalder ham Skomanden?“

„Vi formoder, at den mand, der har overfaldet flere kvinder i Brighton og omegn de sidste måneder, nærer en patologisk interesse for damesko. Det indgår som et af aspekterne i vores efterforskning.“

„Det har De ikke meddelt offentligheden før nu?“

„Nej, det har vi ikke,“ svarede Skerritt. „Som jeg sagde før, er det et af aspekterne.“

Mills henvendte sig igen til ham. „De to veninder, som Rachael var i byen med den 24. december, siger, at hun var helt vild med sko og brugte en uforholdsmæssig stor del af sin løn på sko. Jeg kan forstå, at Skomanden især udvælger sig kvinder i såkaldte designersko.“

„Mon ikke alle unge kvinder i Brighton & Hove tager pænt tøj på sådan en aften?“ svarede Skerritt igen. „Jeg gentager, at vi på nuværende tidspunkt i efterforskningen ikke har belæg for at antage, at der er en forbindelse til de voldtægter, den såkaldte Skomand har begået heromkring.“

En kvindelig reporter, som Grace ikke kendte, rakte hånden op. Skerritt nikkede til hende.

„De har tildelt Rachael Ryans forsvinden navnet Operation Solnedgang. At den formelt har fået et navn tyder på, at De tager den mere alvorligt end en almindelig efterforskning af en savnet person? Er det korrekt?“

„Vi tager altid sager med savnede personer alvorligt, men vi har opgraderet denne sag til samme niveau som efterforskningen af en alvorlig forbrydelse.“

Nu rakte en lokal radioreporter hånden op. „Har De slet ikke nogen spor at gå efter med hensyn til Skomanden?“

„I øjeblikket – som jeg sagde før – ser vi på flere aspekter. Der er kommet et betragteligt antal henvendelser fra offentligheden, og mine folk er i gang med at følge op på dem.“

„De er altså ikke tæt på en anholdelse?“

„Nej, ikke i øjeblikket, det er korrekt.“

Så rakte en journalist, som Grace vidste arbejdede freelance for adskillige landsdækkende aviser, hånden op. „Hvilke skridt har politiet i Brighton & Hove taget for at finde Rachael Ryan?“

„Vi har sendt toogfyrre politifolk ud for at søge efter hende. De er i gang med at stemme dørklokker i hendes nabolag og langs den rute, hun antagelig fulgte hjem. Vi er i gang med at gennemsøge alle garager, lagerbygninger og tomme bygninger i omegnen. Vi har fået en særdeles vigtig oplysning af et vidne, der bor i nærheden af Rachael Ryans bopæl i Kemp Town. Han mener at have set en ung kvinde blive tvunget ind i en hvid varevogn den 25. december et par timer efter midnat,“ svarede Skerritt og så prøvende på journalisten, som om det et øjeblik var ham, der var under mistanke, inden han igen henvendte sig til hele forsamlingen.

„Desværre har vi kun noget af registreringsnummeret på den varevogn, vi har i kikkerten, men vi vil indtrængende opfordre alle, der mener, at de måske har set en hvid varevogn i nærheden af Eastern Terrace natten mellem den 24. og 25. december til at kontakte os. Jeg vil oplyse et direkte telefonnummer i slutningen af mødet. Vi er også meget interesseret i at høre fra alle, som måske har set den unge kvinde på vej hjem.“ Han pegede op på tavlen bag sig, hvor der var en række fotos af Rachael Ryan, som de havde fået af hendes forældre.

Han holdt en lille pause og bankede sig på lommen som for at tjekke, at hans pibe stadig lå i den og fortsatte så: „Rachael var iført en sort frakke over en kort nederdel og sorte laksko med høje hæle. Vi er i gang med præcis at kortlægge hendes færd, fra det øjeblik hun sidst blev set ved taxaholdepladsen i East Street kort efter klokken 2.“

En meget lille og velnæret mand, hvis ansigt nærmest var skjult af et vildtvoksende skæg, rakte en lille tyk finger med en nedbidt negl i vejret. „Har De overhovedet nogen mistænkte i sagen om Skomanden?“

„Det eneste, jeg kan sige på nuværende tidspunkt, er, at vi har forskellige spor, og at vi er glade for den respons, vi har fået fra offentligheden.“

Den lille tykke mand stillede straks et nyt spørgsmål: „Deres efterforskning af Rachael Ryan afviger noget fra normal procedure,“ sagde han. „Politiet plejer ikke at reagere så hurtigt på en henvendelse om en savnet person. Har jeg ret i at antage, at De måske mener, at der er en forbindelse til Skomanden – Operation Houdini – selvom De ikke går ud med det i offentligheden?“

„Nej, det har De ikke,“ kom det prompte fra Skerritt.

En kvindelig reporter rakte hånden op. „Kan De fortælle os noget om nogle af de andre aspekter i efterforskningen omkring Rachael Ryans forsvinden?“

Skerritt vendte sig om mod Grace. „Min kollega, kriminalassistent Grace, er i gang med at forberede en rekonstruktion af den del af hendes færden, som vi er nogenlunde sikre på. Den finder sted på onsdag klokken 19.“

„Vil det sige, at De ikke regner med at finde hende inden da?“ spurgte Phil Mills.

„Jeg har sagt, hvad der er at sige,“ affærdigede Skerritt ham. Det var ikke hans første sammenstød med journalisten. Så nikkede han til Grace.

Grace havde aldrig før udtalt sig på et pressemøde, og pludselig blev han hamrende nervøs. „Vi har en figurant af samme højde og bygning som Rachael Ryan, som vil være iført samme slags tøj og gå den samme vej, som vi går ud fra, Rachael gik den nat, hun forsvandt. Jeg vil indtrængende opfordre alle, der har været på de kanter om natten mellem den 24. og 25., til at tænke sig grundigt om og se, om de kommer i tanke om noget.“

Da han var færdig, svedte han. Skerritt nikkede anerkendende.

Journalisterne var ude efter en historie, der kunne sælge aviser, skaffe lyttere til de forskellige radiokanaler eller seere til tv-kanalerne. Han og Skerritt var ude i et helt andet ærinde. Det var deres pligt at sørge for tryghed i Brighton & Hove, eller i det mindste få borgerne til at føle sig trygge i en verden, der aldrig havde været – og heller aldrig ville blive – tryg. Ikke med det menneskekundskab, han efterhånden var i besiddelse af som politimand.

Der var et uhyre løs derude i byens gader. På grund af Skomandens terroriseren følte ingen kvinder i Brighton sig trygge i øjeblikket. De så sig alle tilbage over skulderen, satte sikkerhedskæden for døren og spekulerede over, om de mon var den næste, der stod for tur.

Grace deltog ikke i efterforskningen af Skomanden, men han var ret overbevist om, at Operation Houdini og eftersøgningen af Rachael Ryan var én og samme sag.

Vi skal nok få ram på dig, Skomand, lovede han sig selv.

Koste hvad det vil.