23

Mandag den 29. december

Rachael var oppe at flyve i helikopter sammen med Liam. Med sit lange strithår og mutte, drengede ansigt lignede han virkelig Liam Gallagher fra Oasis, hendes yndlingsgruppe. De var på vej ned gennem Gran Canyon, og de røde klippevægge på begge sider kom faretruende tæt på. I dybet under dem snoede den glimtende, blå flod sig gennem et forrevet, gråbrunt landskab.

Hun tog Liams hånd, og de blev siddende med hinanden i hånden. De kunne ikke tale sammen, fordi de begge havde høretelefoner på, så de kunne høre pilotens kommentarer. Hun vendte sig om mod ham og mimede: Jeg elsker dig. Han smilede bredt og så ret sjov ud med mikrofonen, der nærmest skjulte hans mund. Jeg elsker dig, mimede han tilbage.

I går var de gået forbi et bryllupskapel. For sjov havde han lige pludselig hevet hende med ind i det lille rum med gyldne farver. En række kirkestole stod på hver side af midtergangen, og to store gulvvaser med blomster gjorde det ud for et alter. På bagvæggen hang et vitrineskab, hvor der på den ene hylde stod en flaske champagne og en hvid håndtaske med blomsterhank, og på den anden store hvide lys og en tom hvid kurv.

„Skulle vi ikke gifte os?“ havde han spurgt. „Nu med det samme?“

„Du er ikke rigtig klog,“ havde hun svaret.

„Vel er jeg da så. Jeg mener det! Skal vi ikke? Så kan vi tage hjem til England som mr. og mrs. Hopkirk!“

Hun havde tænkt på, hvad hendes forældre mon ville sige. De ville blive kede af det. Men hvor var det dog fristende! Hun var så uendelig lykkelig. Han var den mand, hun ville tilbringe resten af livet sammen med.

„Mr. Liam Hopkirk, er det her et frieri?“

„Ikke sådan rigtig … det var bare noget, jeg kom til at tænke på. På den måde kunne man jo undgå det med brudepiger og alt det andet pjat. Kunne det ikke være sjovt? At give dem alle sammen en overraskelse?“

Han havde ment det alvorligt, og det overraskede hende. Han mente det virkelig! Det ville gøre hendes forældre helt ude af den. Hun kunne huske, hvordan hun som barn havde siddet på skødet af sin far og fået at vide, hvor køn hun var, og hvor stolt han ville være på hendes bryllupsdag, når han skulle føre hende op ad kirkegulvet.

„Det kan jeg ikke være bekendt over for mine forældre.“

„Betyder de mere for dig, end jeg gør?“

„Nej. Det er bare …“

Han fik igen det mutte udtryk i ansigtet.

Der gik en sky for solen, det blev mørkt, og pludselig mistede helikopteren højde. De susede i frit fald nedad langs den nu sorte klippeside lige uden for cockpittet, og floden dernede kom væltende op imod dem.

Hun skreg.

Det blev helt mørkt.

Åh gud!

Hendes hjerte hamrede. Så blev lyset tændt inde i varevognen. Man kunne ikke se ret meget i det svage skær fra lampen. Hun hørte en stemme. Det var ikke Liam, men ham manden. Han stod og gloede på hende.

„Du stinker,“ sagde han. „Det er din skyld, at hele bilen stinker.“

Med et gik virkeligheden op for hende. Hun svedte angstens sved. Vand. Må jeg ikke nok få noget vand. Hun var udmattet, svimmel og helt tør i halsen. Hun så op på ham, men den eneste lyd, der kom over hendes læber, var en svag jamren.

„Jeg har ikke lyst til at kneppe dig. Du får det til at vende sig i mig. Forstår du det?“

Hun fattede en smule håb. Måske ville han lade hende gå. Hun prøvede igen at sige noget, men hendes stemme frembragte kun en uforståelig mumlen.

„Jeg burde lade dig gå.“

Hun nikkede. Ja, vil du ikke nok? Vil du ikke nok?

„Du har set mit ansigt, så jeg kan ikke lade dig slippe,“ sagde han.

Hun så bønfaldende på ham. Jeg skal nok lade være med at sige det til nogen. Vil du ikke nok lade mig gå. Jeg siger det ikke til en sjæl.

„Du ville kunne sende mig i fængsel på livstid. Er du klar over, hvad man gør ved sådan nogen som mig i fængslet? Det er ikke småting. Den risiko tør jeg ikke løbe.“

Angsten lammede hende, og hendes blod frøs til is. Hun jamrede og rystede over hele kroppen.

„Det må du undskylde,“ sagde han. Han lød oprigtig ked af det. Ligesom hvis en mand i en overfyldt bar var kommet til at træde hende over tæerne. „Du er i avisen. Der er et billede af dig på forsiden af The Argus. Rachael Ryan – pænt navn.“

Han kiggede på hende. Han var vred. Og forurettet. Han så undskyldende på hende. „Det er ærgerligt, at du så mit ansigt,“ fortsatte han. „Du skulle ikke have lavet det nummer med mig. Det var meget dumt af dig, Rachael. Det hele kunne have været så godt. Hvis du forstår, hvad jeg mener?“