24

Mandag den 5. januar

Den nyoprettede sektion for uopklarede sager, der var en del af Roy Graces ansvarsområde, holdt til i et usselt kontor, der lå i forbindelse med det største af situationsrummene på første sal i Sussex House. Det havde udsigt til en gård fyldt med skraldespande, et skur til en nødgenerator og køretøjer fra teknisk afdeling. Lige overfor lå arresthuset, der tog en masse lys.

Der var ikke noget i denne verden, tænkte Grace altid, der medførte så meget skrivebordsarbejde, som efterforskningen af en alvorlig forbrydelse. På det grå gulvtæppe stod stakkevis af store blå arkivkasser fyldt med grønne plasticbokse, der alle var forsynet med etiketter med sagernes navne, opslagsbøger, manualer og en skræmmende stor og tung bog, der lå for sig selv: Vejledning i drabsefterforskning.

Alle tre arbejdsstationer flød med computerskærme, tastaturer, telefoner, rækkevis af papkassetter, overfyldte brevbakker, telefontavler, diverse krus og personlige ejendele. Der sad gule post-it-sedler overalt.

To borde, der stod frit i rummet, var i bogstaveligste forstand ved at segne under vægten af alle mapperne, der lå stablet oven på hinanden.

Væggene var plastret til med avisudklip fra diverse sager, fotografier og gamle plakater med efterlyste mistænkte, som stadig var på fri fod. På et af fotografierne så man en smilende mørkhåret teenager under følgende overskrift:

HAR NOGEN SET DENNE UNGE KVINDE?

Dusør: 500 pund.

På en sort-hvid plakat fra Sussex Politi så man en smilende, venlig mand med en uregerlig manke. Teksten lød:

SUSSEX POLITI

DRABET PÅ JACK (JOHN) BAKER

Mr. Baker blev myrdet i Worthing, Sussex den 8.9.1990.

Kender De ham? Har De set ham før?

HVIS DE VED NOGET, SÅ KONTAKT VENLIGST POLITIET

på telefon 0903-30821 eller

NÆRMESTE POLITI

Der var håndtegninger af ofre og mistænkte og fantomtegninger lavet på computer, hvoraf den ene forestillede en formodet voldtægtsforbryder med og uden briller og med forskellige hovedbeklædninger.

Det var Jim Doyle, en forhenværende vicepolitiinspektør, der var daglig leder af den nye sektion. Han og Grace havde arbejdet sammen for mange år siden. Doyle var en høj og lidt professoragtig type. Hans udseende passede slet ikke til hans fysiske og mentale robusthed. Hans kultiverede udstråling mindede mere om en akademikers end en politimands. Alligevel havde han med sin rolige, bestemte facon, sin videbegærlighed og sin direkte tilgang til tingene været en ualmindelig dygtig efterforsker, og han havde deltaget i opklaringen af nogle af de allerværste voldsforbrydelser i sin trediveårige karriere. Kollegerne havde givet ham øgenavnet ‘Popeye’ efter sin navnebror Jimmie ‘Popeye’ Doyle i filmen The French Connection.

Doyles to kolleger var lige så erfarne. Eamon Greene var en stilfærdig, alvorlig mand, som engang havde været Sussex-juniormester i skak, og som nuværende stormester vandt han stadig nogle af de turneringer, han deltog i. Inden han som niogfyrreårig var blevet pensioneret – for efterfølgende at vende tilbage til styrken som civilansat – havde han opnået rang af kriminalkommissær i Sussex Politis afdeling for personfarlig kriminalitet. Brian Foster, en tidligere vicekriminalkommissær, der blev kaldt ‘Fossy’, var en slank, flot mand på seksogtres med karseklippet hår. Trods sin alder så han stadig drenget ud. Inden for det seneste år havde han fire uger i træk løbet maraton i fire forskellige lande. Siden han som tooghalvtredsårig var blevet pensioneret fra Sussex Politi, havde han de sidste ti år arbejdet for anklagemyndigheden ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag og var nu vendt hjem, ivrig efter at prøve noget nyt.

Grace, som havde taget jakkesæt og slips på i anledning af sit første møde med den nye vicepolitimester senere på dagen, gjorde plads på en af arbejdsstationerne og satte sig ned med dagens andet krus kaffe. Klokken var 8.45.

„Okay,“ sagde han og sad og svingede med benene. Det er godt at se jer alle tre her. Eller rettere – det er helt fantastisk!“

Alle tre smilede bredt.

„Popeye, du har stort set lært mig alt, hvad jeg ved, så jeg skal ikke sidde her og belære dig om, at to og to er fire. Chefen …“ det var politimester Tom Martinson, han hentydede til „… har været rundhåndet med hensyn til budgettet, men vi skal levere varen, hvis vi skal have det samme beløb næste år. Eller sagt ligeud: hvis I også gerne vil beholde jeres job til næste år.“

Han vendte sig om mod de to andre. „Jeg vil lige fortælle jer noget, Popeye fortalte mig, første gang vi arbejdede sammen. Det var i 1990’erne, og da var arbejdet med de uopklarede sager – eller sager i bero, som de blev kaldt dengang – netop blevet en del af hans ansvarsområde,“ sagde Grace.

Det vakte en vis moro. De tre pensionerede politifolk vidste alt om det besvær, der var forbundet med, at politiets terminologi hele tiden skulle laves om.

Grace trak et stykke papir op af lommen. „Det, han sagde dengang, var … jeg citerer: Når man genoptager efterforskningen af uopklarede sager, udnytter man nutidens teknologi til at opklare fortidens forbrydelser og dermed prøve at forhindre forbrydelser i fremtiden.“

„Det glæder mig, at alle de år sammen med mig ikke var det rene spild, Roy,“ bemærkede Doyle. „Noget kan du trods alt huske!“

„Det er utroligt, hvad man kan lære af en gammel rotte,“ drillede Foster.

Doyle lod sig ikke anfægte.

„I har sikkert læst i The Argus eller i døgnrapporten, at en kvinde er blevet voldtaget nytårsaften.“

„På Metropole Hotel?“ spurgte Greene.

„Netop.“

„Jeg overværede den indledende afhøring af ofret i torsdags, nytårsdag,“ fortsatte Grace. „Gerningsmanden, der åbenbart var i drag, lader til at have tvunget ofret ind på et hotelværelse under påskud af at bede om hjælp. Derpå iførte han sig maske, bandt hende og misbrugte hende seksuelt ved at stikke stilethælen på hendes sko op i vagina og anus. Han forsøgte bagefter at voldtage hende, men det lykkedes kun delvist. Adfærdsmønstret er på flere punkter det samme som Skomandens – den uopklarede sag fra 1997. Her var der tale om, at Skomanden benyttede diverse forklædninger og påskud til at lokke ofrene i fælden. Pludselig stoppede overfaldene – i hvert fald i Sussex – og han blev aldrig pågrebet. Jeg har et resumé af sagen, og jeg vil gerne have, at I indledningsvis koncentrerer jer om det. Senere vil I hver især få tildelt individuelle sager, men lige nu vil jeg gerne have, at I alle sammen beskæftiger jer med den her, da jeg tror, den kan have betydning for den aktuelle sag, som jeg arbejder på.“

„Fandt man dna-spor dengang, Roy?“ spurgte Doyle.

„Der blev ikke fundet sæd på nogen af kvinderne, men tre af ofrene fortalte, at han brugte kondom. Man fandt fibre fra tøj, men det gav ikke noget. Intet negleafskrab, intet spyt. Et par af ofrene forklarede, at han ikke havde nogen kønsbehåring. Manden var selv dengang meget bevidst om ikke at efterlade sig spor. Man fandt aldrig spor af dna. Det eneste, man havde at gå efter, var, at alle ofrene var besat af sko.“

„Hvilket ifølge min kone gælder 95 procent af alle kvinder,“ sagde Doyle.

„Lige netop,“ nikkede Grace.

„Hvad med signalementer?“ spurgte Foster.

„Takket være den måde, man behandlede voldtægtsofre på dengang, er der ikke meget at gå efter. Det drejer sig om en spinkel mand med sparsom hårvækst, en ubestemmelig dialekt og en lille tissemand.“

„Jeg har brugt weekenden på at læse sagerne om de pågældende ofre og også om alle de andre alvorlige forbrydelser, der blev begået i den samme periode,“ fortsatte Grace. „Jeg har på fornemmelsen, at der er yderligere en kvinde, der har været offer for Skomanden – og som blev hans tilsyneladende sidste offer. Hun hedder Rachael Ryan og forsvandt julenat 1997. Grunden til, at jeg hæfter mig ved hende er, at det var mig, der dengang tog ud og afhørte hendes forældre samme dag, som hun var blevet meldt savnet. Agtværdige mennesker, der var meget urolige over, at hun ikke var dukket op til julemiddagen. Efter alt at dømme var hun en fornuftig og ordentlig ung kvinde på toogtyve, der var lidt ked af, at hun og kæresten var gået fra hinanden.“

Han tog sig i at tilføje, at hun var forsvundet fra jordens overflade på nøjagtig samme måde, som hans egen kone, Sandy, var det.

„Nogen teorier?“ spurgte Foster.

„Ikke fra familiens side,“ svarede Grace, „men jeg afhørte de to veninder, hun havde været i byen med den 24. december. En af dem fortalte, at hun var meget optaget af at købe sko, som hun egentlig ikke havde råd til. Designer-sko, der kostede fra et par hundrede pund og opefter. Alle Skomandens ofre gik i dyre sko.“ Han trak på skuldrene.

„Det er ikke meget at hænge sin hat på, Roy,“ bemærkede Foster. „Hvis hun og kæresten var gået fra hinanden, kunne hun have taget sit eget liv. Folk får frygtelig ondt af sig selv ved juletid. Jeg husker tydeligt, da min ekskone skred i 1992 tre uger før jul. Da var jeg tæt på at tage livet af mig selv i juleferien. Jeg sad og spiste julemiddag helt alene på et dødssygt Angus Steak House.“

Grace smilede. „Det kan godt være, men med det indtryk, jeg dengang fik af hende, tror jeg det nu ikke. En anden vigtig ting er, at en af hendes naboer helt tilfældigt havde kigget ud ad vinduet klokken tre julenat – og tidspunktet passer perfekt – og havde set en mand skubbe en kvinde ind bag i en hvid varevogn.“

„Fik han registreringsnummeret?“

„Han var skidefuld. Han fik kun noget af det.“

„Nok til at man kunne spore køretøjet?“

„Nej.“

„Troede du på ham?“

„Ja. Det gør jeg stadigvæk.“

„Det er der ikke meget kød på, vel, Roy?“

„Nej, men der er noget, der er mærkeligt. I morges tog jeg tidligt herind for lige at tjekke den pågældende sagsmappe inden det her møde … og ved I hvad?“ Han kiggede på dem.

De rystede alle tre på hovedet.

„De sider, jeg ledte efter, var væk.“

„Hvem skulle have fjernet dem?“ spurgte Foster. „Jeg mener … hvem ville have haft mulighed for at fjerne dem?“

„Du er jo selv gammel strisser,“ svarede Grace, „så det ved du udmærket godt. Men hvorfor?“