29

Tirsdag den 30. december

Rachael Ryan lå ubevægelig i bunden af bilen. Hans hånd gjorde ondt efter knytnæveslaget mod hendes hoved. Det gjorde så forbandet ondt, at han var bange for, at han havde brækket både tommelfingeren og en af de andre fingre. Han kunne næsten ikke bevæge dem.

„Pis!“ udbrød han og rystede den. „Pis! Sikke noget lort! Møgsæk!“

Han trak handsken af og kiggede på den, men det var svært at se noget i det svage skær fra lyset inde i bilen.

Så lagde han sig ned på knæ ved siden af hende. Hendes hoved var røget bagover med et ordentligt smæld, men han var ikke klar over, om det var en af hans knogler i hånden, der brækkede, eller det var hendes kæbe. Det lod ikke til, at hun trak vejret.

Han lagde ængsteligt øret til hendes bryst. Der var noget, der bevægede sig, men han var ikke sikker på, om det var hende eller ham selv.

„Er du okay?“ spurgte han og blev pludselig grebet af panik. „Rachael? Er du okay? Rachael?“

Han tog handsken på, greb fat i hende og rystede hende. „Rachael? Rachael? Rachael?“

Han fiskede en lille lommelygte op af lommen og lyste hende ind i ansigtet. Hendes øjne var lukkede. Han trak op i det ene øjenlåg, der faldt i, da han slap det.

Han blev mere og mere panikslagen. „Du må ikke lægge dig til at dø, Rachael! Du må ikke dø for mig, har du forstået? Så hør dog efter for helvede!“

Blodet silede ned fra den ene mundvig.

„Rachael? Vil du ikke have noget at drikke? Skal jeg hente mad til dig? Vil du have en burger? En Big Mac? En Cheeseburger? Hvad med en sandwich? Det vil jeg gerne hente til dig! Vil du have sådan en? Hvad skal der være i? Spegepølse? Eller en af dem med smeltet ost? De smager rigtig godt. Tun? Skinke?“