31

Fredag den 9. januar

Det gode – eller rettere det meget gode – ved, at Cleo var gravid, var, at han drak meget mindre, end han plejede. Bortset fra et enkelt glas kold hvidvin en gang imellem, var Cleo konsekvent på vandvognen, så han havde også skruet ned for alkoholforbruget. Det værste var hendes umættelige behov for karry! Han var ikke helt sikker på, at hans mave kunne blive ved med at holde til det. Hele huset var begyndt at lugte som en indisk takeaway.

Han længtes efter ganske almindelig mad. Humphrey var heller ikke særlig begejstret. Efter at den en enkelt gang havde slikket på maden, havde den besluttet sig for ikke at røre de rester, der blev stillet frem til den.

Grace fandt sig i det, fordi han syntes, han havde pligt til at holde Cleo med selskab. I øvrigt havde han i en af de der mænd-er-også-gravide-bøger, som Branson havde givet ham, læst afsnittet om at acceptere og dele partnerens lyster. Det ville gøre partneren glad og tilfreds. Og hvis det var tilfældet, ville fostret fornemme det, og barnet ville blive født glad og tilfreds og ikke vokse op og ende som seriemorder.

Under normale omstændigheder ville han drikke en pilsner til en karryret, gerne en Grolsch, eller sin tyske yndlingsøl, Biltberger, eller en hvedeøl, som han havde fået smag for efter at have lært en tysk politimand, Marcel Kullen, at kende. Den havde han drukket under sine besøg i München sidste år. I denne uge var det imidlertid ham, der var vagthavende i kriminalpolitiet og kunne tilkaldes døgnet rundt, så den stod på sodavand.

Det medførte, at han var frisk som en fisk og sad og nippede til sin anden kop kaffe fredag morgen klokken 9.20, mens han skiftevis studerede døgnrapporten, indbakken med byger af e-mails og stakken af papirer på skrivebordet.

Der var kun godt to døgn tilbage af vagten, der sluttede ved midnat søndag. Så ville en anden kriminalkommissær eller vicekriminalkommissær overtage vagten, og så ville der gå seks uger, før det igen var hans tur. Han havde mere end rigeligt at se til med at forberede sager, der skulle for retten, og med at tilse den nye sektion for uopklarede sager, så han havde ærlig talt slet ikke tid til nye sager.

Så heldig skulle han ikke få lov til at være.

Telefonen ringede, og da han tog den, genkendte han straks stemmen. Det var David Alcorn, der som sædvanlig gik direkte til sagen. Han var vicekriminalkommissær ved kriminalpolitiet i Brighton.

„Desværre ser det ud til, Roy, at vi nu har en ny overfaldsvoldtægt.“

Indtil nu havde det været kriminalpolitiet i Brighton, der havde taget sig af voldtægten på Metropole Hotel og holdt Grace løbende orienteret, men nu lod det til, at afdelingen for personfarlig kriminalitet, og det ville sige Grace selv, blev nødt til at tage over.

Og så på en skide fredag. Hvorfor sker den slags altid på en fredag? Hvad er der med de fredage?

„Hvad kan du fortælle mig om det, David?“

Alcorn kom med en præcis sammenfatning. „Ofret er dybt traumatiseret. Ud fra det, betjenten, der ankom til stedet, kunne få af oplysninger, var hun kommet alene hjem til sit hus i går aftes – hendes mand er på forretningsrejse – og her var hun så blevet overfaldet. Hun havde ringet til en veninde, som tog derhen i morges, og det er hende, der har ringet efter politiet. Ofret er blevet tilset af ambulancefolkene, men har ikke brug for lægehjælp. Hun er blevet kørt op til voldtægtscentret i Crawley sammen med en af vores særlige kontaktpersoner og en kriminalbetjent.“

„Har du nogen detaljer?“

„De er ret begrænsede, Roy. Som jeg sagde før, er hun dybt traumatiseret. Det lader til, at det igen har noget med sko at gøre.“

Grace rynkede panden. „Hvad mener du?“

„Hun blev misbrugt med en af sine sko.“

Pis, tænkte Grace og rodede rundt i papirbunkerne på skrivebordet for at finde en kuglepen og sin notesblok. „Hvad hedder hun?“

„Roxanna … eller Roxy Pearce.“ Alcorn stavede efternavnet for ham. „Adressen er The Droveway 76, Hove. Hun har et pr-firma i Brighton, og hendes mand er inden for it-branchen. Det er alt, hvad jeg ved på nuværende tidspunkt. Jeg har kontaktet teknisk afdeling og tager selv op til huset nu. Skal jeg hente dig på vejen?“

Man kan ikke ligefrem sige, at mit kontor ligger på vejen, tænkte Grace, men han sagde ikke noget. Han kunne bruge tiden undervejs til at blive opdateret med hensyn til voldtægten på Metropole Hotel og til at diskutere overdragelsen af sagen til hans afdeling.

„Ja tak.“

Da han havde afsluttet samtalen, sad han lidt for at samle tankerne.

Han kunne ikke lade være med at tænke på Skomanden. Hele ugen havde sektionen for uopklarede sager først og fremmest sat fokus på ham for at finde ud af, om der overhovedet var nogen sammenhæng mellem adfærdsmønstrene i de pågældende sager tilbage i 1997 og overfaldet på Nicola Taylor på Metropole Hotel nytårsaften.

Skoene var væk. Det var en mulig forbindelse, selvom Skomanden dengang kun havde taget den ene sko og trusserne med sig. I Nicola Taylors tilfælde var begge sko og alt hendes tøj blevet fjernet.

Et eller andet sted nede i papirbunkerne lå en meget omfangsrig rapport med en gerningsmandsprofil, eller en psykologisk profil, som det hed nu til dags. Det var retspsykologen, dr. Julius Proudfoot, som blev anset for at være noget af en original, der havde udarbejdet den.

Grace havde været meget skeptisk over for manden, da han havde mødt ham første gang i forbindelse med efterforskningen af Rachael Ryans forsvinden, men han havde spurgt ham til råds adskillige gange siden.

Han blev så opslugt af rapporten, at han slet ikke hørte døren gå op og skridt på tæppet.

„Hej, gamle jas!“

Grace så forskrækket op på Glenn Branson, der stod lige foran skrivebordet. „Hvad sker der?“ spurgte han.

„Jeg har tænkt mig at tage livet af mig.“

„Okay. Bare du ikke gør det her. Jeg har lortearbejde nok.“

Branson gik rundt om bordet og kiggede ham over skulderen, mens han læste. „Du ved godt, at ham Julius Proudfoot har knald i låget, ikk’? Det siger man i hvert fald!“

„Og hvad så? Man er også nødt til at have knald i låget for at være i politiet.“

„Og for at være gift.“

„Også det,“ sagde Grace med et grin. „Hvad kan du ellers komme med af guldkorn?“

„Jeg prøvede bare på at hjælpe dig,“ svarede Branson med et skuldertræk.

Hvis du virkelig vil hjælpe mig, tænkte Grace i sit stille sind, så skrider du ad helvede til lige nu. Og holder op med at rasere mit hus og mishandle mine cd’er og lp’er. Det ville være til stor hjælp.

I stedet kiggede han op på den mand, han holdt så meget af. „Hvad vil du helst? Gå ad helvede til eller virkelig hjælpe mig?“

„Det er kontant snak – spyt ud!“

„Godt.“ Grace stak ham dr. Julius Proudfoots rapport om Skomanden. „Jeg vil gerne have, at du forbereder et resumé af denne her på cirka 250 ord og i et sprog, som vores nye vicepolitimester kan forstå.“

Branson løftede på rapporten og bladrede i den.

„Der er sgu 282 sider! Det kalder jeg et lortejob!“

„Lige mine ord!“