32

Fredag den 9. januar

Roy Graces far havde været strisser med hud og hår. Jack Grace havde indprentet sin søn, at en politimand altid betragtede verden omkring sig på sin egen måde. Med en sund portion mistænksomhed, som han kaldte det.

Det havde Grace aldrig glemt. Han havde altid betragtet verden på samme måde. Og det var netop sådan, han lige nu betragtede de mondæne villaer på Shirley Drive denne dejlige, friske solskinsmorgen i januar. Shirley Drive var en af de dyreste adresser i det kuperede Brighton & Hove, og den strakte sig helt ud til byens udkant. De smarte villaer på begge sider af vejen havde de færreste politifolk råd til. Det var velhavere, der boede her: tandlæger, bankdirektører, bilforhandlere, advokater, forretningsfolk – både de lokale og dem fra London – og så selvfølgelig som alle andre fine steder: en håndfuld succesrige kriminelle. Det var et af byens mest snobbede kvarterer. Hvis man boede på Shirley Drive – eller på en af sidevejene – var man noget.

Det syntes folk i al almindelighed i hvert fald, men den hoppede en garvet strisser som Grace ikke på.

Desuden havde Grace en nærmest fotografisk hukommelse, og da Alcorn iført et gråt, smart jakkesæt kørte den lille Ford op forbi det rekreative område, holdt han automatisk et vågent øje med alle villaerne. En af dem tilhørte Londons mafiaboss, en anden Brightons bordelkonge, og en af de store narkobagmænds villa lå henne om hjørnet.

Alcorn var sidst i fyrrerne med kortklippet brunt hår. Han lugtede altid af tobaksrøg og lignede en hård negl, men var i virkeligheden blød som smør.

„Her kunne min kone godt tænke sig at bo,“ sagde han, idet han svingede ind på The Droveway.

„Jamen så må I jo flytte hertil,“ svarede Grace.

„Jeg mangler bare et par hundrede tusinde af alle de mange hundrede tusinde pund, der alene skal bruges til udbetalingen,“ svarede han. „Og lidt til.“ Han tøvede. „Ved du, hvad jeg synes?“

„Nej, fortæl.“

Grace holdt øje med alle villaerne, der gled forbi. De passerede en Tesco-butik på højre hånd, og til venstre lå der et mejeri med en facade af gamle natursten.

„Det ville lige være noget for din Cleo. Hun har virkelig stil og ville passe godt ind her.“

De sagtnede farten. Pludselig bremsede Alcorn op. „Det er det hus ovre til højre.“

Grace så sig søgende omkring efter et overvågningskamera, da de kørte ned ad en kort indkørsel med laurbærtræer på begge sider, men han fik ikke øje på noget. Han så også efter, om der var automatiske udendørslamper.

„Det er da et okay hus, synes du ikke?“

Det var sgu meget mere end okay, det var simpelthen pragtfuldt. Hvis han selv havde haft pengene til at tegne og bygge sit drømmehus, ville han have bygget et ligesom det her, blev han enig med sig selv om.

Huset lignede en fantastisk hvid skulptur. En blanding af rene, lige linjer og bløde former sat op mod hinanden i dristige vinkler. Huset så ud, som om det var bygget i forskudt plan. Vinduerne var kæmpestore, og der var solfangere på taget. Selv buskene, der var plantet på udvalgte steder ved murene, så ud, som om de var blevet genmodificeret til lige netop denne ejendom. Huset var i en overkommelig størrelse og måtte være fantastisk at komme hjem til om aftnen, tænkte han.

Så koncentrerede han sig om, at huset var et gerningssted, og mens han gennemgik sin mentale tjekliste, parkerede Alcorn bag en patruljevogn. En kraftig uniformeret betjent i fyrrerne stod ved siden af den. Bag ham spærrede et blå- og hvidternet afspærringsbånd for resten af indkørslen, som førte hen til en stor indbygget garage.

De steg ud, og betjenten, der var af den gamle skole, informerede dem omstændeligt om, hvad han havde iagttaget tidligere på morgnen, da han ankom til stedet, og meddelte, at teknisk afdeling var på vej. Han kunne ikke tilføje noget, som Grace ikke i forvejen havde fået at vide af Alcorn, bortset fra at kvinden åbenbart havde slukket for tyverialarmen, da hun gik ind i huset.

Mens de stod og talte sammen, ankom en lille hvid varevogn, og gerningsstedslederen Joe Tindall, som Grace ofte havde arbejdet sammen med og syntes var en sur stodder, steg ud.

„Det er fredag,“ surmulede Tindall uden at hilse. „Der er sgu altid noget med dig og fredage, Roy,“ sagde han og smilede som en schæferhund til Grace.

„Jeg bliver ellers ved med at sige til de kriminelle, at de skal holde sig til mandage, men de hører ikke efter.“

„Jeg har billetter til Stevie Wonder i O₂-arenaen i aften. Hvis jeg ikke kommer, så skrider kæresten.“

„Du har altid billetter til et eller andet, når jeg møder dig, Joe.“

„Nemlig. I modsætning til de fleste andre sætter jeg pris på, at der er andet her i livet end jobbet.“

Han sendte Grace et hvast blik og hev en bunke hvide overtræksdragter og blå overtrækssko frem fra bagagerummet og delte dem ud.

Grace satte sig på bagsmækken og iførte sig forsigtigt dragten, der var ud i et. Han forbandede som altid ham, der havde kreeret den, mens han forsøgte at lirke fødderne ned i buksebenene uden at rive dem i stykker og hænderne ud i ærmerne. Han var glad for, at han ikke befandt sig på et offentligt sted, for det var nærmest umuligt at få dragten på uden at blive til grin. Til sidst bukkede han sig lettere irriteret ned og fik overtræksskoene på og til allersidst latexhandskerne.

Betjenten viste dem indenfor, og Grace var tilfreds med, at betjenten havde haft åndsnærværelse nok til med tape at markere, hvor han var gået ind og ud af huset.

Hall’en, der var i åbenplan med blankpoleret parketgulv og elegante metalskulpturer, abstrakte malerier og store frodige planter, var lige Cleos smag, tænkte han. Der var en dejlig frisk lugt af fyrrenåle og en lidt sødere, moskusagtig lugt, der sikkert stammede fra potpourri. Det var forfriskende at komme ind i et hus, der ikke lugtede af karry.

Betjenten gik med ovenpå for at stå til rådighed, men for ikke at ødelægge spor gik han ikke med ind i soveværelset.

Grace håbede, at betjenten, som havde været så påpasselig med ikke at ødelægge eventuelle spor nedenunder, ikke havde trampet alt for meget rundt inde i soveværelset i morges, da han var første mand på gerningsstedet. Grace fulgte efter Alcorn og Tindall op ad en spindeltrappe af glas, hen ad en lille gang og ind i et kæmpestort soveværelse med en umiskendelig duft af parfume.

Gardinerne for vinduerne var florlette, og de indbyggede vægskabe havde glaslåger med forhæng. Dobbeltdørene til det ene skab stod åbne, og flere kjoler lå spredt ud på det tæppebelagte gulv.

Rummets vigtigste møbel var en enorm dobbeltseng med fire sengestolper af træ, der spidsede til foroven. En badekåbesnor hang rundt om den ene, og to sammenbundne slips hang om den anden. Der lå yderligere fire slips, der var bundet sammen to og to, på gulvet. Det råhvide sengetæppe var godt krøllet.

„Mrs. Pearce blev efterladt kneblet og var bundet på hænder og fødder til hver sin sengestolpe,“ meddelte betjenten henne fra døråbningen. „Det lykkedes hende at komme fri ved egen hjælp ved halvsyvtiden i morges, hvorefter hun ringede til en veninde.“ Han konfererede med sin notesblok. „Mrs. Amanda Baldwin. Jeg har hendes telefonnummer her.“

Grace nikkede. Han stod og kiggede på fotografiet på toiletbordets glasplade af en tiltrækkende kvinde med glat, sort opsat hår iført en lang selskabskjole. En smart fyr i smoking stod ved siden af hende.

„Jeg går ud fra, at det er hende?“ spurgte han og pegede på det.

„Ja, chef.“

Alcorn stod også og kiggede på det.

„Hvordan går det med hende?“ spurgte Grace betjenten.

„Hun er meget chokeret,“ svarede han, „men ellers er hun ved sine fulde fem omstændighederne taget i betragtning, hvis De forstår, hvad jeg mener.“

„Hvad ved vi om hendes mand?“

„Han tog på forretningsrejse til Helsingfors i går.“

Grace tænkte sig om et øjeblik og så hen på Alcorn. „Valget af tidspunktet er interessant,“ sagde han. „Det kan have afgørende betydning. Jeg vil gerne vide, hvor tit han tager af sted. Gerningsmanden kunne godt være én, der enten kender hende, eller som har efterstræbt hende gennem et stykke tid.“

„Han var maskeret, ikk’?“ spurgte han betjenten.

„Jo, han havde … en hætte med huller i.“

Grace nikkede. „Har vi fået fat i hendes mand?“

„Han prøver at få et fly hjem i dag.“

Alcorn gik ud for at tjekke de andre værelser.

Tindall stod med et kamera og tog en 360-graders video af gerningsstedet og zoomede til sidst ind på sengen.

„Ankom du alene hertil?“ spurgte han betjenten og kastede et blik rundt i værelset.

På gulvet lå et par flødefarvede trusser, en hvid bluse, en mørkeblå nederdel og jakke, strømpebukser og en bh. Tøjet lå ikke spredt rundt i værelset, så det tydede ikke på, at det var blevet flået af hende. Det virkede, som om hun bare havde taget det af og ladet det falde ned på gulvet.

„Nej, jeg ankom sammen med politiassistent Porritt. Han er taget med hende og kontaktpersonen hen til Saturn Centret.“

Grace tegnede en skitse af værelsets adgangsmuligheder med vinduer og døre. Den ene førte ud til gangen og den anden til det tilstødende badeværelse. Han ville anmode om, at værelset blev omhyggeligt finkæmmet for fingeraftryk, hår, fibre, hudceller, spyt, sæd, kondomsalve, hvis han havde brugt kondom, og fodaftryk. Det udvendige af huset og omgivelserne skulle også gennemsøges omhyggeligt, især for fodaftryk og tøjfibre, som måske kunne have hægtet sig fast på en mur eller i en vindueskarm, hvis gerningsmanden var kommet ind den vej, og også for cigaretskod.

Han måtte se at få skrevet en liste til Tilling over, hvor mange af værelsets og husets effekter han ville have lagt i bevisposer til laboratoriet. Først og fremmest sengetøjet og håndklæderne i badeværelset, hvis nu gerningsmanden havde tørret hænder eller andre dele af kroppen af i dem, og sæben.

Han gjorde notater, mens han gik rundt i værelset i sin søgen efter noget usædvanligt. Der var sat et enormt stort spejl op lige over for sengen. Det er ret frækt, tænkte han anerkendende. Der lå en chick lit-roman og en kalender på det ene natbord og en stak it-blade på det andet. Han åbnede alle lågerne til klædeskabene. Der hang flere kjoler, end han nogensinde før havde set.

I et andet skab slog en utrolig luksuriøs lugt af læder ham i møde, og en Aladdins hule af sko åbenbarede sig for ham. De stod i udtræksskuffer fra gulv til loft. Grace var ikke ekspert i damesko, men han behøvede kun at kaste et blik på dem for at vide, at det drejede sig om fine, dyre sko. Der måtte mindst være halvtreds par. Bag den næste låge var der yderligere halvtreds par, og det samme var der bag en tredje låge.

„Hun må være en dame, der er meget dyr i drift!“ bemærkede han.

„Så vidt jeg forstår, har hun sin egen forretning, Roy,“ sagde Alcorn.

Grace kunne have bidt tungen af sig selv. Det var en rigtig dum og mandschauvinistisk bemærkning, som Norman Potting kunne være kommet med.

„Nå, ja.“

Han gik over til vinduet og kiggede ud i den kønt anlagte baghave med en oval swimmingpool, der var dækket til for vinteren.

På den anden side af haven kunne man gennem nogle træer og buske skimte diverse boldbaner. Der var sat rugby-målstolper op på to af banerne og et fodboldmål på en tredje. Gerningsmanden kan godt være kommet derovrefra, tænkte han.

Hvem er du?

Skomanden?

Eller en anden modbydelig stodder?