33

Fredag den 9. januar

„Du kunne sgu da for helvede banke på!“ beklagede Terry Biglow sig.

Darren Spicer bankede aldrig på. Han stod for nedrullede gardiner inde i det lille værelse med sin rejsetaske i favnen og forsøgte at indånde så lidt som muligt af den dårlige luft. Der stank af gammel tobaksrøg, råddent træværk, støvede gulvtæpper og sur mælk.

„Jeg troede, du stadig sad inde,“ lød den gamle slyngels stemme spag og pibende. Han lå og missede med øjnene i skæret fra Spicers lommelygte. „Hvad fanden laver du egentlig her midt om natten?“

„Jeg var ude og kneppe en kælling,“ svarede Spicer, „og fik lige lyst til at kigge forbi og fortælle dig om hende og så ellers bare hente mine ting.“

„Hvad skulle det gøre godt for? Jeg kan alligevel ikke få den op at stå mere. Jeg har besvær nok med at pisse. Hvad vil du? Hold så op med at lyse mig ind i hovedet.“

Spicer lod lyskeglen glide op og ned ad væggene, fandt en kontakt og tændte lyset. Der spredte sig et grimt skær fra en endnu grimmere lampeskærm med kvaster, der hang oppe i loftet. Han så med væmmelse rundt i værelset.

„Er du på springtur?“ spurgte Biglow og missede igen med øjnene.

Han ser forfærdelig ud, tænkte Spicer. Man skulle tro, han var halvfems og ikke halvfjerds.

„Jeg er skam prøveløsladt for god opførsel, makker!“ Han smed et armbåndsur hen til Biglow. „Jeg har købt en gave til dig.“

Biglow ragede det begærligt til sig med sine små, krogede fingre. „Er det lavet i Korea eller hva’?“

„Det er ægte. Jeg huggede det i går aftes.“

Biglow halede sig lidt op i sengen, fandt famlende et par store, umoderne læsebriller på natbordet og tog dem på. Han studerede uret nærmere. „Tag Heuer Aquaracer,“ bemærkede han. „Fint ur. Så du har altså både stjålet og fået noget på den dumme?“

„I omvendt rækkefølge.“

Biglow smilede mat og blottede en række små, skarpe tænder, der så ud, som om de var angrebet af rust. Hans møgbeskidte T-shirt havde sikkert været hvid engang. Han var ikke andet end skind og ben og lugtede muggent.

„Fint ur,“ gentog han. „Rigtig fint, hvor meget?“

„En tusse!“

„Du må have spist søm. Jeg giver måske en plovmand for det, hvis jeg kan finde en køber – og hvis det altså er ægte. Du kan godt få en hund her og nu.“

„Det ur er mindst to tusind værd,“ protesterede Spicer.

„Vi er midt i en skide finanskrise.“ Biglow kiggede igen nærmere på uret. „Du er heldig, at du kom ud allerede nu.“ Han tav, men fortsatte, da Spicer ikke sagde noget. „Jeg har nemlig ikke ret lang tid igen.“ Han fik et langt, grimt hosteanfald, der fik øjnene til at løbe i vand. Bagefter spyttede han blod i et snavset lommetørklæde. „De har givet mig seks måneder.“

„Det var ikke så godt.“

Spicer kastede et blik rundt i kælderværelset. Det hele rystede, da et tog buldrede forbi i nærheden og udstødte en spøgelsesagtig tuden. En iskold træk stod gennem rummet. Det var det samme skodværelse, som sidst han havde været her for over tre år siden. Et slidt gulvtæppe dækkede lidt af trægulvet. Tøjet hang på metalbøjler på væggen. Et gammelt ur af træ stod på en hylde og viste 8.45. Et krucifiks hang på et søm lige over sengen, og der lå en bibel på natbordet, hvor der også stod en del medicin.

Det er mig om tredive år, hvis jeg lever så længe.

Så rystede han på hovedet. „Skal det være her, Terry? Er det her, du skal ende dine dage?“

„Her er godt nok. Og praktisk.“

„Praktisk? I forhold til at blive begravet eller hvad?“

Biglow svarede ikke. Lige ovre på den anden side af Lewes Road ved siden af kirkegården og kapellet lå der en hel række bedemandsforretninger.

„Er der ikke vand her i huset?“

„Selvfølgelig er der det,“ spruttede Biglow midt i et nyt hosteanfald. Han pegede hen på en vaskekumme.

„Vasker du dig aldrig? Her lugter af lort.“

„Vil du have en kop te? Eller kaffe?“

Spicer kiggede hen på en hylde i hjørnet, hvor kedlen stod ved siden af nogle skårede krus. „Nej tak. Jeg er ikke tørstig.“

Han rystede på hovedet og kiggede ned på den gamle slyngel. Du var engang en stor kanon her i byen. Som dreng var selv jeg skidebange for dig. Alene navnet Biglow fik de fleste til at ryste i bukserne. Tænk, at du skulle ende sådan.

Familien Biglow havde været berygtet for at begå kriminalitet i den helt store stil. De havde drevet forretning ved at opkræve beskyttelsespenge, og de havde også siddet på halvdelen af narkohandlen i Brighton & Hove. Terry var sidste skud på stammen. Han var ikke typen, man tog fusen på, hvis man ikke ville risikere at blive ridset i kinden med et barberblad eller få smidt syre i ansigtet. Engang havde han været velklædt på sin egen vulgære måde med store ringe og prangende ure og havde kørt i dyre biler. Nu var ansigtet hærget og gustent af druk, og hans engang så velfriserede anderumpefrisure lignede en skygge af sig selv. Håret var blevet nikotingult af billig hårfarve.

„Du sad da sammen med de pædofile i Lewes, ikke, Darren?“

„Luk røven. Jeg har sgu aldrig været pædofil.“

„Det har jeg da ellers hørt.“

Spicer så trodsigt på ham. „Du ved udmærket godt, det er løgn. Hun var smækliderlig. Jeg ved godt, hvornår kvinder trænger til sex. Hun overfaldt mig jo nærmest. Jeg blev nødt til at skubbe hende væk.“

„Det troede nævningene sjovt nok ikke på.“

Biglow fandt en pakke smøger i en skuffe, rystede en ud og stak den i munden.

Spicer rystede på hovedet. „Du har lungekræft og ryger alligevel?“

„Det gør ikke den store forskel nu, børnelokker.“

„Luk røven.“

„Det er nu altid så hyggeligt at se dig, Darren.“

Han fik tændt cigaretten med en plasticlighter, inhalerede røgen og var ved at blive kvalt i et hosteanfald.

Spicer bøjede sig ned, rullede gulvtæppet sammen, fjernede et par gulvbrædder og fremtryllede en gammel, firkantet læderkuffert med tre kæder, der var låst sammen med tre ekstra kraftige hængelåse.

Biglow tog uret. „Hør her. Jeg har altid været fair, og jeg vil ikke have, at du skal tænke dårligt om mig, når jeg er død. Vi skal jo afregne tre års opbevaring af kufferten, så jeg tror, jeg vil give dig tredive dask for uret. Det synes jeg er meget rimeligt.“

„Opbevaring under et skide gulvtæppe?“

Pludselig greb Spicer i raseri fat i Biglows hår med venstre hånd, halede ham ud af sengen og holdt ham i vejret lige foran sig, så han hang og dinglede som en bugtalerdukke. Han blev overrasket over, hvor let han var. Så gav han ham et knytnæveslag i ansigtet med højre hånd. Spicer var kommet til at slå så hårdt, at det gjorde helvedes ondt i hånden.

Biglow sank sammen. Spicer slap ham, og han faldt som en karklud om på gulvet. Så gik han hen og tværede cigaretten ud. Han kiggede sig omkring i det usle værelse for at se, om der var noget, der var værd at hugge, men bortset fra uret, som han tog med sig, var der overhovedet intet af værdi.

Han var på vej ud ad døren med den tunge kuffert under den ene arm og rejsetasken under den anden, men tøvede så et øjeblik og gik tilbage til karkluden på gulvet.

„Vi ses til din begravelse, makker.“

Han lukkede døren efter sig og gik op i den iskolde blæst denne fredag morgen i Brighton.