34

Fredag den 9. januar.

Det var anden gang på godt en uge, at kriminalassistent Claire Westmore, der havde specialiseret sig i afhøring af voldtægtsofre, opholdt sig på Crawley Hospitals Saturn Center.

Hun vidste af erfaring, at der aldrig var to ofre, der reagerede ens, og at deres tilstand hele tiden forandrede sig. Hendes sværeste opgave lige nu var at følge med i de skiftende sindsstemninger hos kvinden over for hende. Selvom Westmore var medfølende og forstående og prøvede at gøre ofret så trygt som muligt, måtte hun ikke glemme den ubarmhjertige kendsgerning, at Roxy Pearce, hvad enten hun kunne lide det eller ej, skulle undersøges overalt på kroppen, så selv det mindste tekniske spor blev sikret.

Når det var gjort, ville Westmore give hende noget at sove på og lade hende blive her på enestuen, hvor hun var i sikkerhed. I morgen, når hun forhåbentlig havde det lidt bedre, ville Westmore begynde at afhøre hende. For Roxy, som for de fleste andre ofre, var det ensbetydende med, at hun skulle stå tre opslidende dage igennem, hvor hun var tvunget til at genopleve, hvad der var sket. Det var Westmores opgave at lirke den sindsoprivende beskrivelse af voldtægten ud af hende. Den kom nok til at fylde omkring tredive A4-sider.

Nu skulle de lige straks i gang med det mest pinagtige for ofret – og for hende selv. De befandt sig sammen med en kvindelig retsmediciner, som de blev kaldt nu til dags, i det sterile kriminaltekniske undersøgelsesrum. Roxy var iført den samme hvide frottébadekåbe og de lyserøde morgensko, som hun havde haft på, da hun var ankommet hertil. Hun havde haft et tæppe om sig for at holde varmen i politibilen, men det havde hun ikke mere. Hun sad med bøjet hoved på den blå undersøgelsesbriks og krøb hjælpeløst sammen uden at sige noget. Hun kiggede tomt ud i luften, og det lange sorte sammenfiltrede hår skjulte halvdelen af hendes ansigt. Fra at være manisk snakkesalig, da politiet var ankommet til hendes hus, sad hun nu helt stiv og ubevægelig.

Westmore havde hørt flere ofre erklære, at voldtægt også var mord på sjælen. Ligesom med et drab var der ingen vej tilbage. Ikke nok så meget terapi ville kunne gøre Roxy til den samme person som før. Hun ville nok til en vis grad komme over det og blive i stand til at leve en tilsyneladende normal tilværelse, men hun ville blive ved med at være plaget af angstanfald og have svært ved overhovedet at vise andre mennesker tillid.

„Du er i sikkerhed her, Roxy,“ sagde Westmore og sendte hende et stort smil. „Du befinder dig på jordens sikreste sted. Her kan han ikke nå dig.“

Hun smilede igen til hende, men der kom ingen reaktion. Det var som at tale til en dør.

„Amanda, din veninde, er her,“ fortsatte hun. „Hun er lige ude for at ryge. Hun skal nok blive hos dig hele dagen.“ Hun smilede igen, men den andens udtryk forblev tomt. Et dødt og tomt blik. Lige så tomt som det værelse, hun befandt sig i. Lige så tomt og følelsesløst, som hun havde det indeni.

Roxys blik registrerede de råhvide vægge i det lille rum. De var nymalede. Hun registrerede også det institutionsagtige runde ur på væggen, der viste 12.35; en række æsker med blå latex-handsker; nogle blå og røde beholdere med injektionssprøjter; vatpinde og doser af medicin forseglet i sterile indpakninger; en lyserød stol; en vægt; en håndvask med en beholder til fugtighedscreme på den ene side og én til håndrens på den anden. Der stod en telefon på et tomt hvidt bord, som en ubrugt livline i et quizprogram på tv og et skærmbræt på hjul.

Hun fik tårer i øjnene. Hun ville ønske, at Dermot var her. Hun ville i sin fortumlede tilstand ønske, at hun ikke havde været ham utro og ikke havde haft den vanvittige affære med Iannis.

„Det er min skyld det hele, ikk’?“ udbrød hun pludselig.

„Hvorfor tror du det, Roxy?“ spurgte Westmore og noterede straks ordene i den journal, hun førte på sin notepad. „Du må overhovedet ikke bebrejde dig selv noget. Det må du altså ikke.“

Roxy blev igen tavs.

„Det er i orden. Du skal ikke være bange. Du behøver ikke sige noget. Vi behøver ikke snakke sammen i dag, hvis du ikke har lyst, men jeg har hårdt brug for at sikre de tekniske spor fra dig, som kan hjælpe os med at få fat i ham, der har gjort det her mod dig. Det håber jeg ikke, du har noget imod?“

„Jeg føler mig beskidt og vil gerne i bad. Er det i orden?“ spurgte hun lidt efter.

„Selvfølgelig, Roxy,“ svarede retsmedicineren, „men du bliver nødt til at vente lidt endnu. Vi skulle nødig komme til at vaske beviserne af.“ Westmore brød sig ikke om den lidt kommanderende tone, ofrets skrøbelige tilstand taget i betragtning.

Roxy svarede ikke. Hun tænkte på noget helt andet. Hun havde fundet to af Dermots bedste flasker frem, havde åbnet den ene og stillet den på køkkenbordet og lagt den anden i køleskabet. Hun blev nødt til at få købt en flaske i stedet for den, hun havde åbnet, og se at komme hjem og få dem lagt på plads i kælderen, inden Dermot kom tilbage – ellers ville han blive stiktosset.

Retsmedicineren tog et par latex-handsker på, gik hen til en af plasticbeholderne og pakkede først et lille, skarpt redskab, som man bruger til at tage negleskrab med, ud af den sterile indpakning. Roxy havde muligvis kradset gerningsmanden og fået noget dna-materiale op under neglene.

Det var kun en forsmag på de prøvelser, Roxy måtte igennem. Inden hun fik lov til at gå i bad, skulle retsmedicineren først tage prøver med en vatpind overalt på kroppen, hvor hun muligvis havde haft fysisk kontakt med gerningsmanden. Det var spor af spyt, blod, sæd og hudceller, man søgte efter. Retsmedicineren ville også rede kønsbehåringen igennem, udtage blodprøve til analyse for alkohol og urinprøve til analyse for eventuel forgiftning og på en skabelon i den retsmedicinske rapport indtegne eventuelle skader på kønsorganerne.

Mens retsmedicineren var i gang med at tage negleskrab og forsegle dem i hver sin plasticpose, prøvede Westmore at berolige Roxy.

„Vi skal nok få fat i ham, Roxy. Det er derfor, vi gør alt det her. På den her måde hjælper du med til at forhindre ham i at gøre andre noget. Jeg ved godt, at det er hårdt for dig, men du må prøve at stå det igennem.“

„Jeg forstår ikke, at I gider,“ sagde Roxy pludselig. „Er det ikke kun fire procent af alle voldtægtsmænd, der bliver dømt?“

Westmore tøvede. Hun havde hørt, at det på landsplan faktisk kun var to procent, for det var kun seks procent af alle voldtægter, der overhovedet blev anmeldt. Hun syntes dog ikke, at hun ville gøre det endnu sværere for den stakkels kvinde.

„Nej, det er nu ikke helt rigtigt,“ svarede hun, „men det er rigtigt, at tallet er lavt. Det er, fordi mange af ofrene ikke er lige så modige, som du er, Roxy. De tør ikke stå frem, sådan som du lige har gjort.

„Modig?“ lød det bittert. „Jeg er ikke spor modig.“

„Jo, du er. Du er virkelig modig.“

Roxy rystede forsagt på hovedet. „Det er min egen skyld. Hvis jeg havde været modig, ville jeg have standset ham. Alle vil synes, at jeg selv har været ude om det, og at jeg på en eller anden måde har opmuntret ham til det. Alle andre havde sikkert standset ham ved at sparke ham i skridtet eller et eller andet, men det gjorde jeg ikke. Jeg blev bare liggende.“