35

Fredag den 9. januar

Tilværelsen så lidt lysere ud for Darren Spicer.

Han havde hentet sine ejendele hos Terry Biglow, og nu havde han fået et brunt metalgarderobeskab med egen nøgle i herberget St. Patrick’s, hvor han kunne opbevare dem. Og han havde en forventning om, at han i løbet af et par uger kunne flytte ind i en af deres MiPods.

Den store neoromanske kirke for enden af en stille gade i et beboelseskvarter i Hove havde fulgt med tiden. Menigheden var sygnet hen, så hovedparten af det store huleagtige, højloftede rum var blevet overladt til en velgørende institution for hjemløse. En del af rummet var blevet indrettet til sovesal med fjorten senge, hvor man kunne få lov til at overnatte i en periode på højst tre måneder. En anden del var MiPod-afdelingen, et asyl, hvor de, der virkelig gjorde en indsats for at blive resocialiseret, kunne få lov at bo i yderligere ti uger. Dermed gav man dem forhåbentlig en form for base.

MiPod-afdelingen var inspireret af et japansk koncept med kabinehoteller. Det var en selvstændig enhed med seks plastickabiner, fælles køkken og et opholdsrum med fjernsyn. Alle kabiner var store nok til, at man kunne overnatte i dem og opbevare et par kufferter.

For at komme i betragtning til en af dem skulle Spicer først overbevise bestyreren om, at han var en rollemodel. Han havde ikke tænkt længere frem end perioden på de ti uger, hvor han kunne benytte kabinen, men til den tid ville han med lidt held have penge nok til at leje et hus eller en lejlighed.

For at blive betragtet som rollemodel skulle han overholde alle regler og være ude af døren senest klokken 8.30 og ikke vende tilbage før ved spisetid klokken 19.30. I den mellemliggende tid var det så meningen, at han skulle passe sit program.

Ja, ja, han skulle nok sørge for at lade dem blive i troen. Han skulle nok møde op på resocialiseringscentret og med tiden forhåbentlig få et job som altmuligmand på et af de fine, dyre hoteller i Brighton. Det ville gøre det nemt for ham at stjæle fra værelserne. Han ville snildt kunne opbygge en mindre formue i kontanter, og måske ville han falde over en enkelt hungrende kvinde eller to, som tilfældet var i går aftes.

Iført sweater og vindjakke, cowboybukser og sneakers forlod han resocialiseringscentret ved middagstid. Samtalen var forløbet fint, og nu havde han fået en officiel henvisning og adressen på det blærede Grand Hotel nede på strandpromenaden, hvor han skulle begynde på mandag. Nu skulle han bare have resten af dagen til at gå.

Han traskede ned ad Western Road, den brede forretningsgade, der forbandt Brighton med Hove, og stak hænderne i lommen for at holde varmen. Han havde kun syv pund. Det var alt, hvad der var tilbage af løsladelsesgodtgørelsen på seksogfyrre pund og den lille sum penge, han havde haft på sig, da han sidst blev anholdt. Og så havde han den reservekapital, der lå i den kuffert, han havde hentet hos Terry Biglow.

Han forsøgte at huske alle de ting, han havde brug for. Han havde fået det mest nødvendige udleveret, såsom barbergrej og tandpasta, men der var mere, han havde brug for. Han stoppede op ved boghandlen City Books og kiggede på udstillingen i vinduet. Der var masser af bøger både af forfattere, han kendte, og af andre, han aldrig havde hørt om.

Det var stadig nyt for ham at være på fri fod, indsnuse den salte luft og gå frit omkring blandt kvinder. Det var nyt at høre lyden af trafik og brudstykker af musik.

Selvom han var fri, følte han sig sårbar og også udsat. Fængslet, indså han, var det eneste sted, han følte sig tryg. Han kendte ikke så meget til verden udenfor mere.

Gaden her havde virkelig forandret sig i løbet af de sidste tre år. Han syntes, der var meget mere gang i den nu. Det var, som om han stadig ikke var inviteret med til den fest, der var begyndt for tre år siden.

Her ved frokosttid begyndte der at komme liv i restauranterne. Han kendte ingen af alle de mange mennesker, der myldrede derind.

Han kendte i det hele taget ikke ret mange.

Han havde selvfølgelig nogle få venner, han kunne kontakte, og det ville han også gøre på et tidspunkt, men lige nu havde han ikke ret meget at snakke med dem om. Den samme gamle smøre. Han ville da ringe til dem, når han havde brug for stoffer eller selv havde nogen til salg.

Der kom en politibil kørende i modgående retning, og instinktivt vendte han ryggen til og lod, som om han var meget optaget af en ejendomsmæglers vindue.

De fleste politifolk i byen kendte ham af udseende, og halvdelen af dem havde på et eller andet tidspunkt snuppet ham. Han måtte minde sig selv om, at han havde ret til at gå på gaden nu. Han var ikke på flugt. Han var som alle andre en ganske almindelig borger i Brighton & Hove.

Han kiggede på nogle af husene, der var til salg. Han bed mærke i et flot et lige over for Hove Park. Det forekom ham bekendt, og han havde på fornemmelsen, at han havde begået indbrud i det for nogle år siden. Fire soveværelser, vinterhave og dobbeltgarage. Prisen var også flot: 750.000 pund. Det var godt nok mere, end han kunne klare. Sådan cirka 750.000 mere.

Nu var han næsten kommet hen til det enorme Tesco-supermarked. Han gik over gaden forbi køen af biler, der holdt og ventede foran bommen til parkeringen. Fede biler mange af dem. En BMW cabriolet, en fed Mercedes-sportsvogn og mange andre fristelser: Brighton & Hoves fine damer på indkøb. Selvtilfredse småbørnsmødre med afkommet spændt fast i barnestole på bagsædet.

Mennesker med papirpenge, kreditkort, betalingskort og Tesco Club-kort.

Hvor var det dog fristende!

Han stoppede ud for indgangen og holdt øje med alle dem, der strømmede ud med bæreposer eller fyldte indkøbsvogne. Kunderne med poser havde ingen interesse. Det var de fyldte indkøbsvogne, han var ude efter. Fædre og mødre og andre, der var ude at købe stort ind til weekenden. Kunder, der havde fået trukket to hundrede pund eller mere på deres Barclay-, American Express- eller Mastercard.

Kunder med børn anbragt i indkøbsvognen, var han heller ikke interesseret i. Hvem fanden havde lyst til babymad?

Så fik han øje på lige netop den rette.

Sådan! Hun var perfekt!

Hun lignede med sin arrogante udstråling en rigtig velhaver. Hun havde en skikkelse, som han i de sidste tre år havde ligget og fantaseret om på briksen i cellen.

Hendes indkøbsvogn var så fuld, at de øverste varer truede med at falde af. Og hun havde meget lækre støvler på. Slangeskind med nok tretten centimeter høje hæle.

Det var dog ikke støvlerne, han interesserede sig for lige nu, men derimod, at hun stoppede op, krøllede sin bon sammen og smed den i en affaldsspand. Han slentrede nonchalant hen til den, mens han holdt øje med, at hun skubbede indkøbsvognen hen til en Range Rover Sport.

Han stak hånden ned i affaldsspanden og trak en håndfuld boner op. Det tog ham kun et øjeblik at finde hendes – den var mindst en halv meter lang, og klokkeslættet på bonen passede.

Sådan! 185 pund! Og hvad der var endnu bedre: Hun havde betalt kontant, så det var ikke nødvendigt at fremvise kreditkort eller anden id. Han så på bonen: vin, whisky, rejesalat, moussaka, æbler, brød, yoghurt. Masser af gode sager. Barberblade! Det var ikke det hele, han havde brug for, men hold da op, der var ingen grund til at brokke sig … det var fantastisk! Han vinkede efter hende, uden at hun opdagede det, og noterede sig registreringsnummeret – nå ja, man kunne jo aldrig vide – hun så godt ud og havde lækre støvler på. Så snuppede han en vogn og gik ind i forretningen.

Det tog Spicer en halv time at komme igennem hendes liste, vare for vare. Med hensyn til afregningstidspunktet på bonen havde han fundet på en historie om, at et af æggene var gået i stykker, og at han var gået hen efter nogle nye og så sat sig for at få en kop kaffe.

Der var en del dåser med kattemad, som han ikke havde brug for, og to dåser røgede østers han godt kunne undvære, men han besluttede sig for, at han hellere måtte følge listen til punkt og prikke, hvis nogen skulle finde på at tjekke ham. Han var meget taknemmelig over, at hun havde købt seks frosne steak and kidney-pies. Det var lige ham! Og også dåserne med Heinz Baked Beans. Han var ikke til raffineret mad. Han satte pris på, at hun havde købt Jameson’s Irish Whiskey, men ville ønske, at hun havde valgt noget andet end Baileys. Hun gik tilsyneladende ind for økologiske æg og grøntsager. Det var okay med ham.

Han ville tage varerne med hjem og smide det ud, han ikke havde brug for, eller måske sælge det eller bytte det væk for cigaretter. Bagefter ville han gå på jagt.

Fremtiden lovede godt. Der var kun én ting, han savnede lige nu. En ny kvinde.