36

Fredag den 2. januar

Det var nu otte dage siden, Rachael Ryans forældre havde meldt hende savnet.

Otte dage uden et eneste livstegn.

Roy Grace havde arbejdet ihærdigt på sagen lige siden juledag og var blevet mere og mere overbevist om, at der lå en forbrydelse bag, men vicepolitikommissær Jack Skerritt havde insisteret på, at han holdt fri nytåret over, så han kunne være sammen med Sandy.

Grace havde tøvende accepteret, splittet som han var mellem ønsket om at finde Rachael og samtidig bevare husfreden.

Efter to fridage sad han nu til Skerritts briefing fredag morgen. Skerritt orienterede det lille hold efterforskere om den beslutning, som han i samråd med vicepolitimesteren havde truffet om at opgradere Operation Solnedgang til en personfarlig forbrydelse. Man havde anmodet om assistance fra den nationale efterforskningsdatabase, og yderligere seks efterforskere fra forskellige steder i landet var blevet tilknyttet sagen.

Operation Solnedgang skulle flytte op i det ene af de to situationsrum på fjerde sal på stationen i John Street ved siden af Overvågningsafdelingen. I det andet situationsrum lige overfor havde man travlt med Operation Houdini – efterforskningen af Skomanden.

Grace, som var overbevist om, at de to sager burde slås sammen, fik anvist et skrivebord, som var hans, mens efterforskningen stod på. Det stod henne i trækken ved vinduet med en kedelig udsigt til parkeringspladsen og hen over de grå regnvåde tage til Brightons banegård og viadukten.

Ved skrivebordet ved siden af ham sad kriminalassistent Jason Tingley, en kvik seksogtyveårig politimand med et drenget ansigt. Ham kunne Grace godt lide. Især hans energi. Tingley talte i telefon med oprullede ærmer og en kuglepen i hånden. Han tog sig af alle telefoniske henvendelser siden rekonstruktionen for tre dage siden af Rachael Ryans færden.

Den tykke sagsmappe lå på bordet foran Grace. Han havde på trods af de mange helligdage allerede indhentet samtlige bankoplysninger. Der var ikke blevet hævet penge på hendes konto den seneste uge, og det betød, at hun ikke var blevet slået ned og frarøvet sin håndtaske. Der havde heller ikke været nogen opringninger fra hendes mobiltelefon siden klokken 2.35 natten mellem den 24. og 25. december.

Grace havde imidlertid fået nyttige oplysninger fra mobiltelefonselskabet. Der var opsat sendemaster eller basisstationer overalt i Brighton & Hove, og hvert femtende minut afsendte mobiltelefonen, også selvom den stod på standby, et signal til den nærmeste mast og fik et retur, nøjagtig som når et fly kalder kontroltårnet og meddeler sin position.

Selvom der ikke var blevet foretaget opkald fra hendes telefon, havde den været tændt i yderligere tre dage, indtil batteriet var gået død, gik han ud fra. Ifølge de oplysninger, han havde fået fra mobiltelefonselskabet, havde hun – lige efter det sidste opkald – i løbet af kort tid pludselig bevæget sig tre kilometer øst for sit hjem. Det betød, at hun nødvendigvis havde befundet sig i et køretøj af en slags.

Så havde der ikke været nogen bevægelse resten af natten indtil klokken 10 juledag, hvor hun havde flyttet sig godt og vel seks kilometer vestpå til Hove. Da det var sket hurtigt, måtte man formode, at hun igen var blevet transporteret i bil. Dér havde hun så opholdt sig, indtil det sidste signal blev modtaget kort efter klokken 23 lørdag aften.

På et kort i stor målestok over Brighton & Hove, der hang på væggen i situationsrummet, havde Grace tegnet en rød cirkel, der svarede til den pågældende masts maksimale radius. Den dækkede det meste af Hove og en del af Brighton, Southwick og Portslade. Der boede over 120.000 mennesker inden for denne radius, og det var en uoverkommelig opgave at forhøre så mange.

Det ville under alle omstændigheder være omsonst, indså han, da Rachael ikke nødvendigvis stadig havde sin mobiltelefon på sig. Det eneste, han havde, var en formodning om, hvor hun muligvis kunne være. De havde imidlertid ikke andet at gå efter. Han ville også undersøge, om et af overvågningskameraerne på vejene i området eventuelt havde fanget hende. Desværre var der kun begrænset dækning og kun på hovedfærdselsårerne.

Rachael havde ikke sin egen computer, og der var intet i den, der stod på hendes kontor hos American Express, der gav et praj om, hvorfor hun var forsvundet.

Lige nu var det, som om hun var forsvundet ud i den blå luft.

Tingley var færdig med at tale i telefon og stregede det navn ud, han lige før havde noteret på sin blok. „Skvadderhoved!“ udbrød han. „Tidrøver.“ Så vendte han sig om mod Grace. „Havde du en god nytårsaften?“

„Ja, den var okay. Var sammen med Dick og Lesley Pope på Donatello. Hvad med dig?“

„Var med konen i London. På Trafalgar Square. Det var fantastisk – indtil det begyndte at pisse ned.“ Han trak på skuldrene. „Nå, tror du, hun stadig er i live?“

„Det ser ikke for godt ud,“ svarede han. „Hun er hjemmemenneske. Stadig ked af bruddet med sin ekskæreste. Er besat af sko.“ Han så på kollegaen og trak på skuldrene. „Det er det, jeg hele tiden vender tilbage til.“

Grace havde tidligere på dagen brugt en times tid hos dr. Julius Proudfoot, som var tilknyttet Operation Houdinis team som adfærdsanalytiker. Proudfoot var af den opfattelse, at Rachael Ryans forsvinden intet havde med Skomanden at gøre. Grace forstod ikke helt, hvordan den arrogante psykolog kunne være så skråsikker ud fra så få kendsgerninger.

„Proudfoot fastholder, at det ikke er Skomandens stil. Han påstår, at Skomanden overfalder sine ofre og forlader dem bagefter. Bare fordi han har haft samme adfærdsmønster i fem tilfælde, vil Proudfoot ikke acceptere, at han pludselig skulle lave om på det og holde på ofret.

„Nok er det samme adfærdsmønster,“ sagde Tingley, „men han overfalder dem forskellige steder, ikke, Roy? I en gyde, på et hotelværelse, på bopælen, under molen og i et parkeringshus. Ret smart, må man sige … det gør det meget sværere at forudsige hans næste træk.“

Grace kiggede i sine notater og tænkte sig godt om. Skomandens ofre havde én ting tilfælles: De gik alle sammen i designersko. Og de havde alle købt et nyt par sko i en eller anden skobutik i Brighton, kort før de blev overfaldet. Indtil videre havde afhøringer af personalet i butikkerne ikke givet noget.

Rachael Ryan havde også købt et par nye sko. Tre dage før jul. De var dyre efter hendes målestok – 170 pund. Hun havde haft dem på den nat, hun forsvandt.

Alligevel havde Proudfoot afvist, at der skulle være en forbindelse.

Han fortalte Tingley om det.

Tingley nikkede og så eftertænksom ud. „Hvis ikke det er Skomanden, hvem er det så? Hvor er hun henne? Hvis der ikke er sket hende noget, hvorfor kontakter hun så ikke sine forældre? Hun må da vide, at hun er efterlyst både i The Argus og i radioen.“

„Nej, det hænger ikke sammen. Hun plejer at snakke i telefon med sine forældre hver dag. Nu har hun ikke ladet høre fra sig i otte dage, og så på denne tid af året med jul og nytår. Ville hun ikke ringe og ønske dem glædelig jul og godt nytår? Jeg er sikker på, at der er sket hende noget.“

Tingley nikkede. „Måske er hun blevet bortført til en fremmed planet?“

Grace så igen i sine notater. „Skomanden slår ganske vist til et nyt sted hver gang, men han gør konsekvent det samme ved ofrene. Han ødelægger i bund og grund deres liv uden at slå dem ihjel. De er allerede døde indeni, når han er færdig med dem.“

Er du et af Skomandens ofre, Rachael? Eller er det et andet uhyre, der har slået kløerne i dig?