37

Fredag den 9. januar

Atmosfæren i Situationsrum 1, der var det største af deres to stationsrum, havde Roy Grace altid syntes emmede af energi.

Det lå i hjertet af kriminalpolitiets hovedkvarter, og for en almindelig betragter lignede det alle andre mødelokaler. Lokalet var indrettet med råhvide vægge, et praktisk gråt gulvtæppe, røde stole, moderne arbejdsstationer, kartoteksskabe, en beholder med drikkevand og store whiteboards på væggene. Rullegardinerne for de højtsiddende vinduer var altid trukket ned, så ingen blev fristet til at spilde tiden med at kigge ud af dem.

For Grace var det derimod alt andet end et almindeligt kontor. Situationsrum 1 var selve nerven i den nuværende efterforskning, som det også havde været det i de foregående, han havde været leder af, og for ham var stemningen nærmest andægtig. Mange af de værste forbrydelser, der var begået i Sussex i de sidste ti år, var blevet opklaret. Forbryderne var blevet spærret inde, og det havde alt sammen været takket være den efterforskning, der var foregået fra dette lokale.

I det private erhvervsliv ville de røde, blå og grønne skriblerier på tavlerne handle om salgstal, målgrupper og markedsføring. Her drejede det sig om tidsforløb, oversigter over ofrets og de mistænktes familierelationer, diverse fotografier og anden nøgleinformation. Når de forhåbentlig snart fik et fantombillede af gerningsmanden, ville det også blive sat op.

Stedet indgød alle fornemmelsen af, at der var et formål med at kæmpe mod uret, og bortset fra i de små pauser var der ingen snak og drilleri, som politifolk ellers havde for vane.

Det eneste useriøse indslag var en fotokopi af en stor fed fisk fra tegnefilmen Find Nemo, som Glenn Branson havde sat op på inder siden af døren. I afdelingen var der tradition for at finde på et eller andet sjovt – et billede eller en tegning, der gav associationer til de forskellige operationer – så folk fik lejlighed til at trække lidt på smilebåndet midt i alt det modbydelige, som de ellers beskæftigede sig med. Fisken var filmnørden Bransons bidrag til Operation Sværdfisk.

Der var tre andre tilsvarende lokaler til efterforskning af personfarlig kriminalitet i Sussex. Det nyeste af dem var specialindrettet og lå i Eastbourne, men stedet her var det mest velegnede, syntes Grace. Det lå et centralt sted, og de to forbrydelser, han var i gang med at efterforske, var begået kun få kilometer herfra.

Der var mange mønstre, der gentog sig i livet, havde han bemærket, og lige nu lod det til, at han var inde i en stime af forbrydelser, der alle var blevet begået – eller anmeldt – om fredagen, så det endte med, at hans og alle andres weekend blev ødelagt.

Det var ellers meningen, at han og Cleo skulle til middag hos en af hendes ældste venner i morgen aften. Cleo glædede sig til at vise ham frem, som hun grinende havde sagt. Han havde set frem til at lære den kvinde lidt bedre at kende, som han var så vildt forelsket i og stadig vidste så lidt om, men den mulighed ville nu ryge sig en tur.

I modsætning til Sandy, som aldrig havde forstået eller vænnet sig til hans ofte vanvittige arbejdstider, havde Cleo heldigvis også døgnvagt indimellem og blev nødt til at tage af sted på alle mulige tidspunkter for at undersøge indbragte lig. Derfor var hun langt mere forstående – selvom hun ikke altid var helt tilfreds.

Det var i begyndelsen af efterforskningen af en alvorlig forbrydelse, at alt andet måtte sættes til side. Det første, en efterforskningsleders sekretær måtte sørge for, var at rydde kalenderen.

Det første døgn efter anmeldelsen af en forbrydelse var afgørende. Man skulle sikre gerningsstedet, så tekniske spor så vidt muligt blev bevaret. I det tidsrum ville gerningsmanden være helt oppe at køre. Han ville befinde sig oppe i ‘det røde felt’, hvor det var almindeligt at befinde sig efter at have begået en alvorlig forbrydelse, og han ville højst sandsynligt være uligevægtig og måske køre vildt uforsvarligt. I løbet af det første døgn ville man gennem pressen også have mulighed for at få kontakt med eventuelle vidner, som havde begivenheden i frisk erindring, og alle overvågningskameraernes optagelser fra det sidste døgn ville stadig være tilgængelige.

Grace kiggede i sine notater, som hans assistent havde skrevet rent for ham. De lå på bordet ved siden af manualen til den nye sag.

„Klokken er 18.30 fredag den 9. januar,“ læste han højt. „Dette er den første briefing på Operation Sværdfisk.“

Sussex Politis computer spyttede tilfældige titler ud til de forskellige sager, og de fleste af dem var helt irrelevante i forhold til den pågældende sag, men i dette tilfælde måtte han indrømme, at navnet passede ret godt. Fisk smuttede altid mellem hænderne på én.

Grace var glad for, at den hårde kerne af hans betroede medarbejdere – undtagen én – stod til rådighed i denne sag. De sad alle om bordet sammen med ham: kriminalbetjent Nick Nicholl, den nybagte far, der stadig så lidt klatøjet ud, kriminalassistent Emma-Jane Boutwood, supereffektive kriminalassistent Bella Moy med sin uundværlige æske Maltesers foran sig, den stridbare kriminalassistent Norman Potting og Graces ven og protegé, kriminalassistent Glenn Branson. Den eneste, der manglede, var Guy Batchelor, der var på ferie. Kriminalassistent Michael Foreman, som Grace tidligere havde arbejdet sammen med og havde fået et rigtig godt indtryk af, var trådt ind i stedet. Han var slank med mørkt, tilbagestrøget hår og havde en naturlig autoritet og et roligt væsen, der gjorde, at folk automatisk henvendte sig til ham, også selv om han ikke var den overordnede i den givne situation. Det sidste års tid havde han gjort midlertidig tjeneste i den regionale efterretningsenhed, men nu var han tilbage i Sussex House. Grace tvivlede dog ikke på, at han inden længe ville blive forfremmet, og der var ingen tvivl om, at Foreman på længere sigt ville nå langt op i systemet.

En anden af Graces faste medarbejdere var John Black, en af de systemansvarlige fra den nationale efterforskningsdatabase, en venlig, gråhåret mand, der lignede en bogholder, og kriminalassistent Don Trotman fra sædelighedspolitiet, hvis opgave det var at tjekke sædelighedsregistret og finde ud af, om en af de nyligt løsladte sædelighedsforbryderes adfærdsmønster svarede til den aktuelle voldtægtsmands.

Ellen Zoratti var ny på holdet. Hun var systemansvarlig og skulle arbejde tæt sammen med Black om at tjekke de nationale kriminalregistre og tage sig af forskellige andre opgaver, som Grace tildelte dem.

Ny på holdet var også Sue Fleet, den kvindelige pressechef fra politiets omstrukturerede pr-afdeling. Den tiltalende toogtrediveårige rødtop, som havde været en betroet og værdsat kollega på politigården i John Street, havde erstattet den tidligere pressechef, Dennis Pond, en forhenværende journalist, som havde haft et anstrengt forhold til flere politifolk, blandt andet til Grace selv.

Grace ville gerne have, at Fleet var til stede, så hun omgående kunne lægge en strategi over for pressen. Han havde brug for en hurtig respons fra offentligheden for at kunne pågribe gerningsmanden og for at gøre alle kvinder i byen opmærksom på den potentielle fare. På den anden side ville han helst undgå, at hele byen gik i panik. Det ville blive en stor udfordring for hende at holde den hårfine balance.

„Før jeg begynder,“ sagde Grace, „skal jeg lige repetere lidt statistik. Her i Sussex har vi opklaret 98 % af samtlige drab, der er begået i løbet af de sidste ti år. Hvad voldtægter angår, har vi opklaret 2 % og er sakket bagud i forhold til landsgennemsnittet på 4 %. Det er for dårligt.“

„Tror du, at det har noget med attituden hos visse politifolk at gøre?“ spurgte Potting, der som sædvanlig sad i sin gamle, slidte tweedjakke, der stank af piberøg. Grace syntes, at han mere lignede en ældre geografilærer end en efterforsker. „Eller at nogle af ofrene simpelthen ikke er pålidelige som vidner … fordi de har været ude i et helt andet ærinde?“

„Et helt andet ærinde, Norman? Som dengang politiet havde den holdning, at kvinderne selv var ude om at blive voldtaget? Er det det, du mener?“

Potting brummede i protest.

„Sig mig engang, bor du på en helt anden planet?“ Moy, som ikke kunne fordrage Potting, hidsede sig op. „Man har på fornemmelsen, at man er med i et afsnit af Life on Mars, når man arbejder sammen med dig!“

Potting trak afværgende på skuldrene. „Vi ved jo godt, at nogle kvinder påstår, at de er blevet voldtaget af ren og skær skyldfølelse, ikk’? Så man kan jo aldrig vide,“ mumlede Potting, som om han ikke turde sige sin mening lige ud.

„Så man kan jo aldrig vide hvad?“ spurgte Moy.

Grace troede knap sine egne ører og sendte ham et olmt blik. Han var så vred, at han var fristet til at sætte manden af efterforskningen her og nu. Måske var det forkert af ham at tage Potting, der var blottet for takt, med i en så følsom sag. Nok var han en dygtig politimand med gode egenskaber, hvad efterforskning angik, men det gjaldt desværre ikke den sociale side af sagen. Som dygtig efterforsker var det uhyre vigtigt at have situationsfornemmelse. På en skala fra et til hundrede ville Potting ligge tæt på nul, hvad det angik. Alligevel var han for det meste en effektiv mand at have med i marken.

„Vil du gerne være med på sagen, Norman?“ spurgte Grace ham.

„Ja, chef, det vil jeg gerne. Jeg synes, jeg har noget at bidrage med.“

„Nå, så det synes du?“ svarede Grace skarpt. „Lad os lige få det her på det rene fra starten.“ Han kiggede rundt på forsamlingen. „Jeg afskyr voldtægtsforbrydere lige så meget, som jeg afskyr drabsmænd. De ødelægger ofrenes liv, og det er, hvad enten det er overfalds-, dating- eller bekendtskabsvoldtægt. Og om det er mænd eller kvinder, der bliver voldtaget, gør ingen forskel, okay? Lige nu er det tilfældigvis voldtægt af kvinder, som er det, vi oftest skal tage os af.“

Han kiggede direkte på Potting. „At blive voldtaget er som at komme ud for et biluheld, der til en vis grad koster én førligheden,“ fortsatte han. „Det ene øjeblik går kvinden tryg rundt i sin normale hverdag, og det næste er hun ødelagt og fuldstændig smadret. Hun har brug for at være i behandling i årevis, er skræmt fra vid og sans, har mareridt og har ikke tillid til nogen. Uanset hvor meget hjælp hun får, vil hun aldrig nogensinde blive helt sig selv igen. Hun vil aldrig mere komme til at leve et såkaldt normalt liv. Forstår du, hvad jeg siger, Norman? Nogle af kvinderne ender med at gøre sig selv fortræd. De skurer deres vagina med ståluld og klorin for at prøve at komme af med det, der er sket. Det er kun en flig af det, voldtægt kan gøre ved én. Er du med?“ Han kiggede rundt på de andre. „Det håber jeg, I alle sammen er.“

„Ja, chef.“ mumlede Potting. „Undskyld. Det var ikke min mening at være ufølsom.“

„Ved en mand, der har fire forliste ægteskaber bag sig, hvad ordet ‘ufølsom’ betyder?“ spurgte Moy og rakte vredt ud efter en Malteser, som hun gnaskede i sig.

„Tak, så er det nok, Bella!“ sagde Grace. „Jeg tror, Norman har forstået, hvor jeg vil hen.“

Potting sad med røde ører og kiggede ned på sin blok. Han nikkede lydigt.

Grace vendte tilbage til sine notater. „Vi har yderligere et lidt ømtåleligt problem. Politimesteren og to af de fire vicepolitimestre deltog i den samme nytårsfest på Metropole Hotel, som Nicola Taylor, det første voldtægtsoffer, også deltog i.“

Alle sad lidt og tænkte over det uden at sige noget.

„Mener du dermed, at de er under mistanke?“ kom det så fra Foreman.

„Alle de tilstedeværende på hotellet er i princippet under mistanke, men jeg tror, at jeg vil foretrække at kalde dem betydningsfulde vidner, som vi på nuværende tidspunkt ikke har grundlag for at mistænke,“ svarede Grace. „De skal dog afhøres på lige fod med alle andre. Er der nogen, der melder sig frivilligt?“

Der var ingen, der meldte sig.

Grace trak på smilebåndet. „Det lader til, at jeg bliver nødt til at udpege en af jer. Der vil blive mulighed for enten at gøre sig heldigt bemærket og blive forfremmet eller dumme sig og ødelægge sin karriere.“

Et par af dem smilede usikkert.

„Jeg vil gerne foreslå vores verdensmester i diplomati, Norman Potting,“ kom det fra Moy.

Det vakte almindelig moro.

„Jeg påtager mig gerne opgaven,“ sagde Potting.

Grace vidste, at Potting var den sidste i lokalet, han ville pege på, og gjorde et notat i sin manual. Han sad og kiggede lidt på dagsordenen.

„På otte dage har vi haft to overfaldsvoldtægter, hvis forløb ligner hinanden så meget, at vi må antage, at det er den samme gerningsmand. Vores charmetrold fik begge ofre til at tilfredsstille sig selv med den ene sko, hvorefter han trængte analt op i dem med skohælen og til sidst forsøgte at voldtage dem. Ud fra det, vi har kunnet stykke sammen – og offer nummer to er indtil videre kun kommet med sparsomme oplysninger – var han ikke i stand til at gennemføre samlejet. Det kan skyldes for tidlig sædafgang eller rejsningsproblemer. Hans adfærdsmønster adskiller sig fra Skomandens på et væsentligt punkt. Dengang i 1997 tog Skomanden kun den ene sko og ofrets trusser med sig. Efter voldtægten af Nicola Taylor på Metropole Hotel tog han alt hendes tøj og begge sko. Og hvad Roxy Pearce angår, tog han kun skoene.“

Han holdt en pause og kiggede igen i sine papirer, mens de andre tog notater.

„Vores gerningsmand lader til at være meget bevidst om ikke at efterlade sig tekniske spor. I begge tilfælde havde han en sort hætte og tynde gummihandsker på og brugte kondom. Enten har han barberet al kropsbehåring af, eller også er han født uden. Han beskrives som værende lidt under middelhøjde, slank og med et pænt, neutralt sprog.“

Potting rakte hånden op, og Grace nikkede.

„Du og jeg deltog begge i 1997 i Operation Solnedgang i sagen om en forsvundet kvinde, der måske havde forbindelse til efterforskningen af den lignende sag om Skomanden, Operation Houdini. Tror du, at der kan være en forbindelse?“

„Ja, bortset fra at det ikke var helt de samme trofæer, han tog, er det påfaldende, hvor meget Skomandens adfærdsmønster ligner den nuværende gerningsmands.“ Grace nikkede til analytikeren. „Det er grunden til, at jeg har bedt Ellen om at deltage i efterforskningen.“

Der var i alt fyrre systemansvarlige medarbejdere ansat i kriminalpolitiets hovedkvarter i Sussex, og bortset fra to var de alle kvinder og de fleste med en uddannelse i sociologi. Mandlige systemansvarlige var så sjældne, at det nærmest var en vittighed. Zoratti var en særdeles intelligent kvinde på otteogtyve med skulderlangt, mørkt hår klippet i en smart frisure. Hun var elegant klædt i hvid bluse, sort nederdel og zebrastribede strømper.

Hun ville på skift med en anden systemansvarlig arbejde 12 timer i træk og måske komme til at spille en afgørende rolle i de kommende dage. Deres opgave var at oprette profiler på de to ofre og videregive oplysningerne til resten af holdet om deres familiebaggrund, livsstil og venner. Deres research af ofrene ville blive lige så grundig, som hvis det havde drejet sig om gerningsmanden.

Tilsvarende og muligvis lige så nødvendige oplysninger ville blive leveret af it-efterforskningscentret nede i stuetagen, hvor man havde indledt en undersøgelse af de to ofres mobiltelefoner og computere. Her ville man nøje granske al den information, som var tilgængelig i kvindernes mobiltelefoner og hos deres telefonselskaber i form af opkald og sms’er. Man ville granske alle e-mails og eventuelle chatlines. Adressekartoteker. De hjemmesider, kvinderne havde besøgt. Hvis de havde haft elektroniske hemmeligheder af nogen art, skulle Graces efterforskningsenhed nok sørge for at afsløre dem.

Dertil kom, at det nationale it-center havde gjort brug af en anonym efterforsker til at logge ind på sko- og fodfetichisters chatrooms for at komme i kontakt med andre besøgende i håb om at finde personer med ekstreme lyster.

„Tror du, at det måske kan være en, der efterligner Skomanden, Ellen?“ spurgte Foreman. „Eller er gerningsmanden identisk med vores Skomand fra 1997?“

„Jeg er i gang med en sammenlignende analyse,“ svarede hun. „En af de afgørende oplysninger på Operation Houdini, som blev holdt skjult for offentligheden, var gerningsmandens adfærdsmønster. Det er for tidligt at drage nogen konklusion, men ud fra det, jeg allerede har – selvom jeg lige er begyndt – kunne det godt være den samme gerningsmand.“

„Ved vi noget om, hvorfor Skomanden stoppede med voldtægterne?“ spurgte Boutwood.

„Det eneste, vi ved fra Operation Houdini,“ svarede Grace, „er, at han stoppede, samtidig med at Rachael Ryan – hans mulige sjette offer – forsvandt. Jeg var med på sagen, som stadig er uopklaret. Vi har intet bevis på – eller vidneudsagn, der støtter den antagelse – at hun var hans offer, men hun passede ind i mønstret.“

„På hvilken måde?“ spurgte Foreman.

„Hun havde købt et par dyre sko i en butik i Brighton, en uges tid før hun forsvandt. Alle Skomandens ofre havde købt nye, dyre sko, inden de blev overfaldet. Det var et af de spor, Operation Houdini fulgte op på ved afhøring af kunderne i skobutikkerne i Brighton & Hove, men det kom der ikke noget ud af.“

„Havde man overvågningskameraer dengang?“ spurgte Moy.

„Ja,“ svarede Grace, „men kvaliteten af optagelserne var ikke særlig god, og centrum var overhovedet ikke nær så godt dækket som nu.“

„Hvilke teorier har man om, hvorfor Skomanden stoppede?“ spurgte Foreman.

„Ingen. Psykologen, der lavede gerningsmandens psykologiske profil i sin tid, Julius Proudfoot, mente, at han måske var flyttet til udlandet. Eller var blevet fængslet for en helt anden forbrydelse. Eller måske var han død eller havde fundet sig en partner, der kunne tilfredsstille ham.“

„Hvis det nu er den samme mand, hvorfor skulle han så holde tolv års pause og begynde igen?“ spurgte Moy. „Og med et lidt andet adfærdsmønster?“

„Proudfoot lægger ikke ret meget vægt på forskelligheden af trofæerne fra 1997 og dem i dag. Han er mere interesseret i, at de overordnede adfærdsmønstre nærmest er identiske. Efter hans mening er der flere grunde til, at nogle begynder forfra. Hvis det nu er Skomanden, kan han simpelthen være flyttet tilbage hertil og bildt sig ind, at alt er glemt. Eller partneren tilfredsstiller måske ikke længere hans behov. Eller han kan være blevet løsladt fra fængsel.“

„Han må have begået en temmelig alvorlig forbrydelse, hvis han har siddet inde i tolv år,“ bemærkede Branson.

„Det er ikke svært at undersøge,“ svarede Grace. Så henvendte han sig til Zoratti. „Ellen, er du stødt på voldtægtssager med samme adfærdsmønster andre steder i landet? Eller sager, hvor folk har siddet inde i tolv år?“

„Der er ingen adfærdsmønstre, der ligner Skomandens, bortset fra en fyr i Leicester ved navn James Lloyd, som voldtog kvinder og efterfølgende tog deres sko. Han sidder inde på livstid. Jeg har undersøgt alt om hans gøren og laden dengang og har udelukket ham. Han var i Leicester, da overfaldene i Brighton fandt sted, og jeg har lige fået bekræftet, at han stadig sidder inde.“ Hun holdt en pause og kiggede i sine notater. „Jeg har lavet en liste over alle seksualforbrydere, der har siddet inde siden januar 1998, og som er blevet løsladt før nytår.“

„Tak for det, Ellen,“ sagde Grace. Derefter henvendte han sig til hele holdet. „Det er en kendsgerning, at de, der begår overfaldsvoldtægt, som regel begynder med mindre forseelser – såsom at blotte sig, gnide sig op ad kvinder eller onanere offentligt. Den slags. Vores gerningsmand kan sagtens være blevet anholdt for en mindre forseelse, da han var helt ung. Jeg har bedt Ellen tjekke både den lokale og nationale database for gerningsmænd og forbrydelser, som rent tidsmæssigt kunne passe med de første voldtægter i 1997 og i den mellemliggende periode. Og også bedt hende finde ud af, om der for eksempel har fundet tyverier eller blufærdighedskrænkelser sted, der har noget med sko at gøre. Alle prostituerede og dominatrixer her i området skal afhøres om alle de kunder, der tænder på fødder eller sko.“

Så vendte han sig om mod Branson. „I den forbindelse har Branson studeret dr. Proudfoots rapport om Skomanden. Hvad er du kommet frem til, Glenn?“

„Det er ikke ligefrem en pegebog!“ Branson løftede på det digre værk. „282 siders adfærdsanalyse. Jeg har kun haft lejlighed til at skimme rapporten, da jeg først fik den af chefen i morges, men der er noget, der er ret interessant. Fem anmeldte overfald blev kædet sammen med Skomanden, men Proudfoot mener, at han kunne have begået langt flere voldtægter, som aldrig er blevet anmeldt.“

Han holdt en lille pause. „Mange voldtægtsofre er så traumatiserede, at de slet ikke har kræfter til at anmelde det. Det, der imidlertid er virkelig interessant, er, at den første af Skomandens anmeldte voldtægter tilbage i 1997 fandt sted på Grand Hotel efter en halloweenfest. Han lokkede kvinden med sig ind på et værelse. Lyder det bekendt?“

Man kunne høre en knappenål falde til jorden. Grand Hotel var nabo til Metropole Hotel.

„Der er mere endnu,“ fortsatte Branson. „Værelset på Grand var reserveret af en kvinde ved navn Marsha Morris. Hun betalte kontant, og alle forsøg på at identificere hende har været forgæves.“

Grace sad og fordøjede oplysningerne uden at sige noget og tænkte sig godt om. Det værelse på Metropol, hvor Nicola Taylor var blevet voldtaget nytårsaften, var ifølge direktøren reserveret af en kvinde. Hun hed også Marsha Morris. Hun havde betalt kontant og opgivet falsk adresse.

„Der er en, der holder os for nar,“ sagde Nicholl.

„Er det så samme gerningsmand,“ spurgte Boutwood, „eller er det en, der efterligner ham og har en pervers form for humor?“

„Gav man nogensinde offentligheden disse oplysninger?“ spurgte Foreman.

Grace rystede på hovedet. „Nej. Ingen fik noget at vide om navnet Marsha Morris.“

„Ikke engang The Argus?“

„Heller ikke The Argus.“ Grace gav tegn til Branson om at fortsætte.

„I har ikke hørt det bedste endnu,“ fortsatte Branson. „Et af de andre ofre blev voldtaget nøjagtig to uger senere i sit hjem på Hove Park Road.“

„Det er en meget dyr adresse,“ bemærkede Foreman.

„Meget,“ svarede Grace.

„Da hun kom hjem, var tyverialarmen sat til,“ fortsatte Branson. „Hun afbrød den og gik op i soveværelset, hvor hun blev overfaldet af gerningsmanden, som sprang ud af klædeskabet.“

„Det var nøjagtig det samme, der skete for Roxy Pearce i går aftes,“ sagde Grace. „Så vidt vi ved indtil videre.“

Ingen sagde noget.

Branson brød tavsheden. „Skomandens næste offer blev voldtaget på stranden under Palace Pier. Det næste overfald skete i parkeringskælderen på Churchill Square. Det sidste offer – hvis nu chefen har ret – blev overfaldet på vej hjem fra en våd julefrokost med veninderne.“

„Du vil altså mene,“ sagde Moy, „at vi skal holde godt øje med parkeringsanlæg den næste uges tid, Glenn?“

„Du må hellere holde dig væk, Bella,“ sagde Grace. „Vi må sørge for, det ikke kommer så vidt.“

Han sendte hele holdet et optimistisk smil. I virkeligheden var han langt mindre fortrøstningsfuld.