38

Tirsdag den 6. januar

„Virker den?“ spurgte han.

„Selvfølgelig virker den, ellers ville jeg sgu da ikke sælge den!“ Han gloede fornærmet på den slanke mand i den brune kedeldragt. „Du kan godt regne med, at det hele virker her i forretningen. Hvis det er noget bras, du er ude efter, så gå længere op ad gaden. Jeg har kun ordentlige ting. Og de virker.“

„Det skulle de også gerne.“ Han kiggede ned på den hvide kummefryser, der var stuvet af vejen mellem skriveborde, der stod med benene i vejret, kontorstole og sofaer, der stod på højkant i det kæmpestore varehus, der handlede med brugte møbler på Lewes Road i Brighton.

„Fuld tilfredshed eller pengene tilbage, okay? Hvis der er noget i vejen: tredive dages returret uden vrøvl.“

„Var det 50 pund, du sagde?“

„Jep.“

„Hvad koster den en gros?“

„Alt er til engrospris her.“

„Du kan få 40.“

„Kontant?“

„Ja.“

„Tager du den så selv med? Du får den ikke leveret til den pris.“

„Giver du mig lige en hånd?“

„Er det din varevogn, der står derude?“

„Ja.“

„Så lad os få det overstået. Der er en parkeringsvagt i farvandet.“

Fem minutter senere sprang han ind på førersædet af Transitten, fik den i gang og nåede lige at køre ned fra fortovet og væk fra den dobbelte, gule afstribning, inden parkeringsvagten dukkede op. Han kunne høre den nye fryser stå og rokke frem og tilbage på måtten i bunden af bilen, og lidt senere kom den kurende fremad, da han bremsede hårdt. Han var røget lige ind i en trafikprop ved den store rundkørsel.

Han sneglede sig forbi Sainsbury’s og svingede så til højre i lyskrydset, op under viadukten og fortsatte mod Hove og hen til sin garage, hvor den unge kvinde lå.

Hendes øjne stirrede ham i møde fra billedet på forsiden af The Argus, som hang overalt på aviskioskernes spisesedler. Overskriften lød: HAR NOGEN SET DENNE KVINDE? Hendes navn stod der også: Rachael Ryan.

Han nikkede for sig selv. „Ja. Jo, hende har jeg set.“

Jeg ved, hvor hun er!

Hun ligger og venter på mig!