40
Lørdag den 10. januar
Han havde helt glemt, hvor pragtfuldt det var. Og hvor afhængig man blev af det! Han ville egentlig kun have gjort det den ene gang for at mindes gamle dage, men han havde med det samme fået smag for at gøre det en gang til. Og nu kunne han slet ikke holde op.
Det var om at benytte sig af vintermånederne, hvor han gik med frakke og et halstørklæde, der skjulte adamsæblet, så han uden problemer kunne gå frit omkring som alle de andre elegante kvinder i Brighton! Han var meget glad for sin Karen Miller-kjole, Prada-kameluldsfrakken, Cornelia James-sjalet, den store blanke skuldertaske og de stramme sorte skindhandsker! De blankpudsede støvler var han dog mest vild med. Han følte sig fantastisk godt tilpas i dag. Nærmest sexet, hvis han selv skulle sige det!
Han spadserede rundt i The Lanes i støvregnen. Han var godt klædt på, så han mærkede hverken regn eller blæst – og gud, hvor var han dog sexet! Han skævede hele tiden til sig selv i butiksruderne. To midaldrende mænd kom gående imod ham, og en af dem sendte ham et anerkendende blik, da de gik forbi. Han kvitterede med at smile koket tilbage. Han banede sig vej gennem menneskemængden i de snævre gader. Han gik forbi en smart smykkebutik og en antikvitetsforretning, som havde ry for at betale godt for hælervarer.
Han passerede pubben Druid’s Head, The Pump House, English’s restaurant, krydsede East Street og gik til højre ned mod vandet og Pool Valley. Så fortsatte han til venstre hen forbi restauranten, som engang havde været biograf, og nåede endelig hen til sit bestemmelsessted:
Skobutikken Last.
Den handlede kun med designersko og havde en hel række af hans yndlingsmærker på lager: Esska, Thomas Murphy, Hetty Rose. Han stod og kiggede på udstillingen i vinduet: skønne, sarte Amia Kimono-sko med japansk mønster, et par højhælede, petrolfarvede Thomas Murphy Genesis-pumps med sølvhæle og et par brune Esska Loop-ruskindssko.
Inde i butikken stod der en mønstret sofa og en fodskammel på trægulvet, og håndtasker hang på kroge ned fra loftet. I øjeblikket var der kun én kunde derinde. En elegant, smuk kvinde i fyrrerne med langt, flyvsk lyst hår iført Fendi-slangeskindsstøvler. Størrelse 38. Hun havde en Fendi-håndtaske, der matchede, hængende over skulderen. Det velklædte ydre vidnede om en person, der bare ikke kunne få nok af tøj og sko.
Hun var iført en lang sort frakke med høj, opslået krave og havde et blødt hvidt tørklæde om halsen. Fræk lille opstoppernæse. Trutmund. Ingen handsker. Han lagde mærke til vielsesringen og forlovelsesringen med den store sten. Hun var nok gift, men kunne også være fraskilt. Det var svært at afgøre, men én ting var han ikke i tvivl om.
Hun var lige hans type. Sådan!
Hun stod med en Tracey Neuls TN_29 Homage-sko med knapper. Den var af hvidt, perforeret læder med gråbrune syninger. Det var sådan et par sko, Janet Leigh kunne have været iført på kontoret, inden hun stjal pengene i den oprindelige udgave af Psycho. Sexede var de i hvert fald ikke! De var sådan lidt retro-Miss-America-kostskoleagtige efter hans mening. Vil du ikke nok lade være med at købe dem? Lad dem nu stå!
Der var så mange andre sexede sko og støvler at vælge imellem. Han betragtede med kendermine alle skoene. Faconen. Remmene. Syningerne. Hælene. Han stod og forestillede sig kvinden nøgen kun iført sko. Og så alt det, han beordrede hende til at gøre med dem.
Lad så være med at købe de sko!
Til alt held satte hun dem fra sig. Så vendte hun sig om og gik ud af butikken.
Et øjeblik blev han nærmest bedøvet af den sky af Armani Code-parfume, der stod omkring hende, da hun gik forbi ham. Så standsede hun, tog en lille sort paraply op af tasken og slog den op. Damen havde sandelig stil. Selvsikker udstråling. Hun var absolut lige hans type. Og hun holdt som en anden turistguide paraplyen i vejret til ære for ham, så han nemt kunne få øje på hende i vrimlen af mennesker.
Åh jo, lige min type!
Og tilmed betænksom!
Han fulgte efter hende, da hun gik hurtigt videre. Der var noget rovdyragtigt i den måde, hun bevægede sig på. Hun var på skojagt. Det var der ingen tvivl om. Det passede ham fint.
Han var også på jagt!
Hun stoppede et øjeblik op i East Street for at kigge i vinduet hos Russell og Bromley. Så gik hun over på den anden side af gaden og hen mod L.K. Bennett.
Et øjeblik efter mærkede han et hårdt slag, hørte nogen bande højlydt og faldt så omkuld på det våde fortov. Han mærkede en skarp smerte i ansigtet, som om han var blevet stukket af en bisværm. Det var dampende varm kaffe fra et Starbucks-bæger, der trillede lige forbi ham. Han mærkede, at han var blevet kold om hovedet og opdagede til sin skræk, at parykken var røget af.
Han tog den og smækkede den på hovedet uden at tage sig af, om den sad lige. Da han kiggede op, stirrede han lige ind i øjnene på en kronraget, tatoveret kæmpe.
„Bøsserøv! Hvorfor fanden ser du dig ikke for?“
„Rend mig i røven!“ råbte han og glemte et øjeblik at fordreje stemmen. Han kom på benene, holdt fast på den blonde paryk, snublede videre og lagde godt mærke til lugten af varm kaffe og den ubehagelige fornemmelse af varm væske, der løb ned ad nakken på ham.
„Din skide bøsse!“ lød det, da han begyndte at løbe ind mellem en gruppe japanske turister, mens han havde øjnene stift rettet mod kvindens vuggende paraply i det fjerne. Overraskende nok stoppede hun ikke op for at kigge hos L.K. Bennett, men fortsatte videre ind i The Lanes.
Her drejede hun til venstre, og han fulgte efter hende forbi en pub og en ny smykkebutik. Han fiskede et papirlommetørklæde op af sin taske og tørrede forsigtigt kaffen af sit sviende ansigt og håbede, at den ikke havde tværet sminken ud.
Blondinen krydsede den befærdede Ship Street, gik så til højre og umiddelbart efter til venstre ind i gågaden med de eksklusive tøjbutikker: Duke Street.
Dygtig pige!
Hun gik ind i Profile, som var den første butik på højre hånd.
Han kiggede på vinduet, men det var ikke skoene og støvlerne, der var linet op på rad og række, han så på, men sit eget spejlbillede. Han prøvede diskret at rette på parykken og betragtede undersøgende sit ansigt, men det så vist godt nok ud.
Så koncentrerede han sig om blondinen. Hun sad på en stol med sin BlackBerry foran sig og tastede løs. En ekspeditrice kom hen til hende med en skoæske, som hun åbnede på samme måde, som når en tjener stolt løfter låget af en terrin for at præsentere indholdet.
Blondinen nikkede anerkendende.
Ekspeditricen fremdrog en højhælet, blå Manolo Blahnik-satinsko med et firkantet similispænde.
Han så blondinen tage skoen på. Så rejste hun sig og gik lidt rundt på det tæppebelagte gulv, mens hun betragtede skoen i spejlene. Hun lod til at nyde synet.
Han gik ind i butikken og lod, som om han osede lidt rundt. Han nød den berusende duft af skolæder og Armani Code. Han holdt diskret øje med blondinen og havde lange ører.
Ekspeditricen spurgte, om hun også ønskede at prøve den venstre sko. Det ville hun gerne.
Mens hun spankulerede rundt på det langluvede gulvtæppe, kom ekspeditricen, en ung slank kvinde med mørkt pandehår og irsk accent, hen til ham og spurgte, om hun kunne hjælpe ham. Han fortalte hende med den blideste stemme, at han bare kiggede, tak.
„I næste uge skal jeg holde et vigtigt foredrag,“ sagde blondinen med amerikansk accent, bemærkede han. „Det er om eftermiddagen, og jeg har købt den mest henrivende blå dragt. Blåt, synes jeg, passer godt til om dagen. Synes De ikke?“
„Blåt klæder Dem, kan jeg se, og jo, blåt er rigtig godt om dagen.“
„Hm. Det synes jeg også. Hm. Jeg skulle have taget dragten med herhen, men jeg tror nu, at farverne passer sammen.“
„De sko passer til de fleste blå nuancer.“
„Hm.“
Blondinen betragtede skoene i spejlet et øjeblik og bankede med en fingernegl på tænderne. Så kom de forløsende ord: „Dem tager jeg!“
Dygtig pige! Det var tjekket med Manolo Blahnik-sko. De var skønne. De havde bare så meget klasse, og hvad der var allervigtigst: tolv centimeter høje hæle.
Fuldendt!
Og han kunne godt lide hendes accent. Var hun mon fra Californien?
Han trak hen i nærheden af disken, da hun skulle til at betale og lyttede opmærksomt, mens han lod, som om han var meget optaget af et par brune højhælede sko med åben hæl.
„Står De på vores mailingliste, madam?“
„Nej, det tror jeg ikke.“
„Har De noget imod, at jeg skriver Dem på? Så får De i god tid en invitation til vores udsalg, og De får også tilsendt fordelagtige tilbud.“
Hun trak på skuldrene. „Ja, hvorfor ikke?“
„Må jeg få Deres navn?“
„Dee Burchmore. Mrs.“
„Og Deres adresse?“
„Sussex Square 53.“
Sussex Square. Kemp Town, tænkte han. En af de smukkeste pladser i hele byen. De fleste af rækkehusene var delt op i lejligheder. Man skulle være meget velhavende for at have råd til et helt hus dér. Man skulle også være velhavende for at have råd til at købe de sko. Og håndtasken, som passede til, og som hun nu stod og kærtegnede. På samme måde som han snart ville kærtegne hende.
Kemp Town, tænkte han. Hans gamle tilholdssted!
Åh disse skønne minder!