41

Lørdag den 10. januar

Dee Burchmore fik altid en smule dårlig samvittighed, når hun havde købt et par nye sko. Det var der overhovedet ikke nogen grund til. Rudy opfordrede hende konstant til at gå smart klædt og se godt ud! American & Oriental Banking havde udstationeret ham i fem år som direktør for det nye eksklusive hovedkvarter i Brighton for at hjælpe banken med at få foden indenfor på det europæiske marked, så penge var ikke noget problem.

Hun var stolt af Rudy og elskede ham højt. Hun elskede hans ambition om at vise verden, at det i kølvandet på de sidste års bankskandaler, der havde givet den amerikanske finansverden et dårligt ry, var muligt at opføre sig ordentligt. Rudy var gået lige i kødet på det engelske aktiemarked ved at tilbyde førstegangskøbere fordelagtige lån, som ingen engelsk bank, der stadig led under den finansielle nedsmeltning, turde binde an med. Hendes rolle var at hjælpe til med at reklamere for firmaet.

I den tid hun havde tilovers efter at have afleveret deres to børn, Josh på otte og Chase på seks, i skolen, og indtil hun skulle hente dem igen, havde hun af Rudy fået til opgave at skabe et så stort lokalt netværk som muligt. Hendes arbejde bestod i at kontakte velgørende institutioner, som American & Oriental ville tilbyde store bidrag, hvis firmaet til gengæld fik positiv omtale som en af byens velgørere. Hun nød at udføre den opgave.

Hun var en rimelig habil golfspiller og havde i den egenskab meldt sig ind i den kvindelige afdeling af byens dyreste golfklub, The North Brighton. Hun var blevet medlem af den mest indflydelsesrige af Brightons talrige Rotary-klubber, og hun arbejdede gratis i flere af byens store velgørenhedsinstitutioners komiteer, inklusive den for Martlet’s Hospice. Hun havde lige fået en aftale i stand med fundraising-komiteen for Brighton & Hoves største herberg for hjemløse, St. Patrick’s, hvor man havde et enestående tilbud om japanskinspirerede overnatningskabiner til hjemløse og prøveløsladte, som deltog aktivt i et resocialiseringsprogram.

Hun stod inde i den lille butik og så ekspeditricen pakke de smukke blå Manolo Blahnik-sko ind i silkepapir og forsigtigt lægge dem ned i æsken. Hun kunne slet ikke vente med at komme hjem og prøve skoene og tasken sammen med dragten. Hun var sikker på, at det ville se helt fantastisk ud. Det var lige det, der skulle til for at styrke hendes selvtillid i næste uge.

Hun så på sit ur. For fanden da, klokken var 15.30! Det havde taget længere tid, end hun havde regnet med. Hun var ved at komme for sent til sin aftale med negleklinikken i den anden ende af Hove. Hun skyndte sig ud af butikken uden at lægge mærke til kvinden med den mærkelige, skæve frisure, der stod og kiggede på udstillingen i butikkens vindue.

Hun så sig ikke tilbage en eneste gang på vej hen til parkeringspladsen. Hvis hun havde, ville hun måske have bemærket, at den selvsamme kvinde fulgte efter hende.