44
Lørdag den 10. januar
Selvom det var bidende koldt, var der et mylder af især unge mennesker ved indgangen til molen. Hele konstruktionen, der strakte sig en halv kilometer ud i Den Engelske Kanals blæksorte mørke, lå badet i et funklende, blinkende, grelt lys. Union Jack vajede i vinden. Et kæmpestort skilt på bukke stod ved indgangen og reklamerede for levende musik. Der var ikke meget gang i den i iskiosken, men der var spredte køer foran Southern Fried Chicken, Doughnut, Meat Feast og Fish & Chips-boderne.
Darren Spicer havde trukket baseballkasketten godt ned i panden og var iført en kraftig vindjakke, cowboybukser og uldne vanter. Han var godt skæv og ænsede slet ikke kulden i køen foran boden med pomfritter. Lugten af friture var fristende, og han var sulten. Han stak en krøllet, hjemmerullet cigaret i munden, gned sig i hænderne og så på sit ur. Den var otte minutter i syv. Han skulle være tilbage på St. Patrick’s, inden de lukkede klokken 20.30, ellers var der andre, der fik hans seng. Det ville tage ham femogtyve minutter i rask gang derhen. Han kunne selvfølgelig også tage bussen eller flotte sig og tage en taxa.
Han havde stukket et eksemplar af The Argus i inderlommen på jakken. Avisen havde han fisket op af en affaldsspand henne på Grand Hotel, hvor han var mødt op tidligere på dagen. Han skulle begynde at arbejde på hotellet fra på mandag. Han havde fået et job, hvor han kunne udnytte sine færdigheder. Hotellet skulle have nye el-installationer. Det var mange år siden, at de sidst var blevet skiftet. Han skulle møde nede i kælderen på mandag og trække nye kabler fra nødgeneratoren til vaskeriet.
Kælderen var stor, og hotellet var underbemandet. Det betød, at der ikke ville være så mange til at holde øje med ham, og han ville stort set få fri adgang til hele hotellet og til lettjente penge. Og han ville også få adgang til deres computersystem. Det eneste, han lige nu havde brug for, var en mobiltelefon med taletidskort, men det var ikke noget problem.
Han havde det godt! Var helt ovenpå! Lige nu var han den største mand i byen! Og nok også den mest liderlige!
Han fik øje på en flok kaglende, letpåklædte tøser på vej ud af en taxa. Den ene var en lille prop med trutmund, hvis bryster var ved at falde ud af blusen. Hun stavrede af sted på skinnende høje hæle hen mod indgangen, mens hun prøvede at holde styr på sit hår i blæsten. Det så ud, som om hun havde hældt lidt for meget indenbords.
Hendes nederdel blæste op, og han så i et glimt det øverste af låret. Det gjorde ham endnu mere liderlig. Hun var lige hans type. Han kunne godt lide en kvinde med kød på. Lige en sild efter hans smag.
Sådan!
Lige noget for ham.
Det var hendes sko også.
Han tog et ordentligt hvæs af cigaretten.
Taxaen kørte videre.
Tøserne diskuterede et eller andet. Derefter stillede de sig op i køen bag ham.
Han fik sin pose med pomfritter og gik et lille stykke væk og lænede sig op ad en lygtepæl, mens han holdt øje med pigerne i køen. De blev ved med at stå og småskændes og drille hinanden. Han holdt især øje med hende den lille prop og blev mere og mere liderlig ved tanken om det glimt, han havde set af hendes lår.
Han var blevet færdig med at spise og havde tændt en ny cigaret, da tøserne endelig havde fået deres poser og rodet i deres punge efter lige penge. Så begav de sig ud på molen med den lille prop som bagtrop. Hun forsøgte forgæves at holde trit med dem på de høje hæle.
„Hey,“ kaldte hun. „Hey, Char og Karen, vent på mig! Jeg kan ikke følge med!“
En af de fire andre vendte sig grinende om uden at sagtne farten. „Kom nu, Mandy! Det er sgu da kun, fordi du er blevet for fed!“
Mandy Thorpe, som var lettere omtåget af for mange Sea Breezes, begyndte at løbe og kom et kort øjeblik op på siden af veninderne. „Hold så kæft! Så fed er jeg sgu da heller ikke!“ råbte hun, og spillede fornærmet. Indgangen til molen var belagt med fliser, men selve molen var af træ, og pludselig sad begge hendes hæle fast mellem to planker, så hun røg ud af skoene og faldt, så lang hun var. Håndtaskens indhold spredtes for alle vinde sammen med pomfritterne.
„Shit!“ udbrød hun. „Shit, shit, shit!“
Hun kom på benene og stak fødderne i skoene, men måtte bukke sig ned og sætte en finger i hælen for at få dem helt på, mens hun forbandede de billige Jimmi Choo-kopisko, hun havde købt på en ferie i Thailand, og som oven i købet klemte hendes tæer.
„Hey!“ råbte hun. „Char, Karen, vent på mig!“
Hun lod pomfritter være pomfritter og stavrede af sted efter veninderne, men nu holdt hun øje med mellemrummene mellem plankerne. Hun fulgte efter de andre forbi et børnelokomotiv og ind i det skarpe lys i forlystelsesarkaden. Der var en øredøvende larm af musik, klingrende spillemaskiner, glade udbrud og ærgerlige forbandelser. Hun passerede en kæmpestor, selvlysende lyserød knallert, et stort bur af glas fyldt med teddybjørne og et blinkende skilt, der oplyste, at en jackpot udløste £35! Det sted, man indløste gevinsten, var udformet som et victoriansk sporvognsstoppested.
Så gik de igen udenfor i den bidende kulde. Mandy kom igen op på siden af veninderne, idet de passerede en række boder, hvor musik kørte for fuld udblæsning, og hvor der var mulighed for alt fra at fange ænder til at få en hennatatovering!
Ude i det fjerne på den anden side af det sorte hav kunne man skimte lyset fra de elegante byhuse i Kemp Town. De passerede The Dolphin Derby og fortsatte hen mod karrusellen, rutsjebanen, radiobilerne, den anden rutsjebane, The Crazy Mouse og The Turbo Skyride, som Mandy havde prøvet engang. Hun havde haft kvalme flere dage efter.
På højre side kom så spøgelsestoget og The Horror Hotel.
„Jeg vil have en tur med spøgelsestoget!“ sagde Mandy.
Karen vendte sig om og tog en pakke cigaretter op af sin taske. „Nu må du holde op. Spøgelsestoget er sgu da for tabere. Jeg vil hellere have noget at drikke.“
„Det vil jeg også,“ sagde Char.
„Hvad med Turboen?“ spurgte Joanna.
„Nej tak!“ sagde Mandy. „Jeg vil en tur med spøgelsestoget.“
Joanna rystede på hovedet. „Det er bare for uhyggeligt.“
„Det er ikke rigtig uhyggeligt,“ svarede Mandy. „Jeg gør det alene, hvis I ikke vil med.“
„Det tør du ikke!“ drillede Karen hende. „Du er en kylling!“
„Selvfølgelig tør jeg det!“ svarede Mandy. „Det kan du fandeme tro, jeg gør!“
Hun stavrede over til billetlugen. Ingen af dem lagde mærke til manden, der stod et stykke derfra og omhyggeligt var ved at skodde en cigaret.