46

Lørdag den 10. januar

Måske er det alligevel ikke nogen særlig god idé, tænkte Mandy for sig selv. Pludselig var hun knap så overmodig, da hun rakte manden i buret ved spøgelsestoget billetten.

„Er det uhyggeligt?“ spurgte hun.

Han var en ung, flot fyr med accent – måske spanier, tænkte hun.

„Nej, det er ikke rigtig uhyggeligt. Kun lidt!“ Han smilede. „Det er sjovt.“

„Er du sikker?“

Han nikkede.

Hun traskede frem til den første vogn. Den lignede et victoriansk badekar af træ på gummihjul. Lidt usikker på benene steg hun op i det og satte sig. Hjertet sad allerede oppe i halsen på hende, da hun satte sin taske på sædet ved siden af.

„Du må desværre ikke have taske med. Jeg skal nok passe på den.“

Hun gav ham den tøvende. Så trak han sikkerhedsbøjlen ned. Den sagde klik, og nu sad hun i saksen.

„Smil!“ sagde han. „Nyd turen … det er virkelig sjovt!“

Shit, tænkte hun. „Char! Karen!“ kaldte hun.

Det var umuligt at få ørenlyd i blæsten. Vognen rumlede af sted og bankede uden varsel gennem en dobbeltdør ind i mørket. Dørene faldt i bag hende, og der var bælgmørkt. I modsætning til den friske havluft udenfor lugtede her tørt og støvet af varme el-ledninger.

Mørket trængte ind på hende fra alle sider. Hun holdt vejret. Nu drejede vognen skarpt til højre og satte farten op. Hjulenes hvinen gav genlyd herinde, så det lød, som om man befandt sig i undergrundsbanen. Striber af lys jog forbi hende på begge sider. Hun hørte en spøgelsesagtig latter. Lange tråde strøg hen over panden og håret. Hun skreg og klemte stiv af skræk øjnene i.

Det er for dumt det her, tænkte hun. Det er simpelthen for dumt. Hvorfor? Hvorfor fandt jeg på det her?

Så bankede vognen ind gennem flere dobbeltdøre. Hun åbnede øjnene og så en stendød, gammel, støvet mand rejse sig bag et skrivebord og komme dinglende lige imod hende. Hun dukkede sig og holdt sig for øjnene med hamrende hjerte. Det mod, hun havde haft i sin lille brandert, var forduftet.

Nu gik det stejlt nedad. Hun tog hænderne væk fra øjnene, men nu blev lyset slukket, og det blev igen bælgmørkt. Hun hørte en hvislende lyd. En modbydelig, selvlysende, skeletagtig slange huggede fra mørket og spyttede på hende. Hun kunne mærke de kolde dråber i ansigtet. Så kom et oplyst skelet svingende ud af mørket lige imod hende. Hun dukkede sig i rædsel og var sikker på, at det ville ramme hende.

Vognen bankede igennem flere døre. Åh gud, holdt det ikke snart op?

Hun kørte i rasende fart nedad i mørket. Hun hørte først et skrig og så en væmmelig, gnæggende latter. Flere tråde ramte hende, som om der kravlede edderkopper rundt i hendes hår. Vognen bragede igennem endnu flere døre, svingede skarpt til venstre og stoppede så brat. Hun sad et øjeblik i bælgmørke og rystede over hele kroppen. Så mærkede hun pludselig en arm om halsen.

Det var et levende menneskes arm. Hun kunne mærke den varme ånde på kinden. Så hviskede en stemme noget i hendes øre. En stemme hun ikke kendte.

Hendes blod frøs til is.

„Jeg har lidt mere til dig, skat.“

Var det noget fis, Char og Karen havde fundet på? Fjollede de mon rundt herinde et eller andet sted?

Hendes hjerne arbejdede på højtryk. Et eller andet sagde hende, at det her ikke var en del af turen. Der var et eller andet helt galt. Nu hørte hun lyden af sikkerhedsbøjlen, der blev hevet op. Klynkende og skræmt fra vid og sans blev hun hevet ud af vognen og slæbt hurtigt hen over et hårdt underlag. Hun knaldede ryggen ind i noget hårdt og blev trukket gennem et forhæng ind i et rum, der lugtede af olie. Hun landede på ryggen på et hårdt gulv. Døren blev smækket i, lyset blev tændt, og umiddelbart efter kunne hun høre den kværnende lyd af et stort maskineri. Så blev hun totalt blændet af lyskeglen fra en lommelygte.

Hun kiggede op, helt lammet af rædsel. Hvem var det? Ham operatøren, hun havde mødt udenfor?

„Vær sød ikke at gøre mig noget,“ bad hun.

I modlyset kunne hun se silhuetten af en mand, der havde trukket en nylonstrømpe med huller til øjnene ned over hovedet.

Hun ville skrige, men fik noget blødt, der smagte væmmeligt, stukket i munden. Hun hørte en skærende lyd, og i næste øjeblik fik hun tape for munden og det halve af ansigtet. Hun forsøgte igen at skrige, men der kom kun en halvkvalt lyd over hendes læber.

„Du er bare sådan en liderlig lille tøs, ikk’? Det må du være, sådan som du er majet ud … og så med de sko!“

Hun langede ud efter ham, slog løs på ham og prøvede at kradse ham i ansigtet, men så fik hun øje på noget, der glimtede i mørket. Han stod med en kløfthammer i sin latex-behandskede hånd.

„Lig helt stille! Ellers slår jeg dig sgu.“

Hun stirrede helt ude af sig selv på hammeren.

Så fik hun et slag på siden af hovedet, så hun så måne og stjerner.

Der blev helt stille.

Hun ænsede slet ikke, at han kom op i hende og bagefter tog hendes sko af.