47

Lørdag den 10. januar

Garry Starling kom ind på den fyldte restaurant China Garden klokken lidt over ni om aftnen og skyndte sig hen til sit bord efter at have bestilt en Tsingtao-øl hos værten, som gæstfrit kom ham i møde. „De kommer sent i aften, mr. Starling!“ hilste den venlige kineser. „Det tror jeg ikke passer Deres kone.“

„Fortæl mig noget nyt!“ svarede Garry og stak ham tyve pund.

Han skyndte sig derefter op til stambordet og lagde mærke til, at grovæderne næsten havde spist alle forretterne. Der var kun en enkelt forårsrulle tilbage i en skål, og de havde spildt tang og sovs på dugen. De så alle tre ud til at have fået en del at drikke.

„Hvor fanden i helvede blev du af?“ spurgte hans kone, Denise, og sendte ham sit sædvanlige syrlige smil.

„Jeg har sgu da været på arbejde, min skat,“ svarede han, idet han mekanisk kyssede Moder Jord, Maurices kone, Ulla, der så herrens ud. Han gav Maurice hånden og satte sig så på den tomme plads. Denise fik ikke noget kys, og han hilste heller ikke på hende. Det var han holdt op med for hundrede år siden.

Han vendte sig om mod sin kone og stirrede stift på hende. „På arbejde! Kan du forstå det? Arbejde! Det er et fremmedord, du ikke kender. Det betyder, at renterne på huset og dit skide forbrug på kreditkortet bliver betalt.“

„Og din skide autocamper!“

„Autocamper?“ spurgte Maurice overrasket. „Det er da ikke lige din stil, Garry.“

„Det er et folkevognsrugbrød – den originale udgave med midtersprosse i forruden. Det er et samlerobjekt og derfor en god investering. Jeg syntes, det kunne være sådan en god idé, at Denise og jeg tog ud og overnattede i det blå en gang imellem. Var i pagt med naturen! Jeg ville have købt en båd, men hun bliver altid søsyg!“

„Det er simpelthen midtvejskrise, så det gør noget!“ sagde Denise til Maurice og Ulla. „Hvis han tror, at han kan få mig med på ferie i en skide varevogn, så må han tro om! Ligesom sidste år da han ville have mig med bag på motorcyklen på campingferie i Frankrig!“

„Det er ikke en skide varevogn!“ sagde Garry og skyndte sig at snuppe den sidste forårsrulle. Han kom til at dyppe den i den stærke sovs, inden han stak den i munden.

Flammerne stod nærmest ud af munden på ham, og han var et øjeblik ude af stand til at sige noget. Det benyttede Denise sig af.

„Du ligner lort!“ udbrød hun. „Hvor har du fået skrammen i panden fra?“

„Det skete, da jeg kravlede rundt på et åndssvagt loft for at udskifte en ledning til en alarm, som nogle forbandede mus havde gnavet over. Der stak et søm ud af en bjælke.“

Denise bøjede sig pludselig frem mod ham og snusede til ham. „Du har røget!“

„Nogen havde røget i taxaen,“ svarede han med mad i munden.

„Det siger du ikke?“ Hun så misbilligende på ham og vendte sig om mod vennerne. „Han bliver ved med at lade, som om han er holdt op, men så dum er jeg ikke! Han går en tur med hunden, cykler sig en tur eller lufter motorcyklen, og flere timer senere kommer han hjem og stinker af tobaksrøg. Man kan altid lugte det, ikk’?“ Hun så over på Ulla og Maurice og tyllede mere Sauvignon Blanc i sig.

Garry tog en ordentlig slurk af sin øl. Han kiggede først over på Ulla og tænkte på, at hendes hår mere og mere lignede en fuglerede, og derefter på Maurice, der mere end nogensinde lignede en tudse. De så, ligesom Denise, mærkelige ud, som om hans syn var blevet forvrænget. Maurices sorte T-shirt sad stramt over ølvommen, øjnene stod ud af hovedet på ham, og hans dyre, grimme, ternede jakke med de blanke Versace-knapper var alt for stram. Den lignede noget, han havde arvet fra en storebror.

Maurice forsvarede vennen og rystede på hovedet. „Jeg kan ikke lugte noget.“

Ulla lænede sig hen over bordet og snusede til ham som en hund, der har fået færten af noget. „Skøn duft!“ sagde hun udglattende.“ Måske en anelse feminin.“

„Chanel Platinum,“ svarede han.

Hun snusede en ekstra gang og sendte Denise et spørgende blik med løftede øjenbryn.

„Hvor fanden har du været henne?“ spurgte Denise. „Jeg ved ikke, hvad du ligner. Du kunne i det mindste have redt dit hår.“

„I har måske slet ikke lagt mærke til, at det blæser en halv pelikan?“ forsvarede Garry sig. „Jeg måtte tage mig af en besværlig kunde – vi er underbemandede i aften – men en af mine medarbejdere har influenza, og der er også en anden, der er syg, og kunden, en meget ophidset Graham Lewis i Steyning, hvis alarm blev ved med at gå i gang, truede med at skifte udbyder. Derfor blev jeg nødt til at tage ud og få det ordnet, okay? Det viste sig altså, at det var på grund af nogle skide mus.“

Denise tog glasset for at hælde resten indenbords, men måtte konstatere, at det allerede var tomt. I det samme kom tjeneren med en ny flaske. Garry pegede på sit vinglas, idet han tømte sin øl. Hans nerver sad uden på tøjet, og han trængte til at få noget at drikke i en fart. Rigtig meget.

„Skål alle sammen!“ sagde han.

Maurice og Ulla løftede deres glas. „Skål!“

Denise lod vente på sig. Hun sad og stirrede surt på Garry. Hun troede ham ikke over en dørtærskel.

På den anden side, tænkte Garry, hvornår havde hun sidst gjort det? Han tømte halvdelen af den kølige hvidvin i én mundfuld, og den lagde en midlertidig dæmper på den brændende fornemmelse i ganen. Når sandheden skulle frem, havde hun ikke stolet på ham, siden han sagde ja i kirken på deres bryllupsdag.

Og dog … dengang havde han også haft sine tvivl. Han glemte aldrig det blik, hun sendte ham foran alteret, da han satte ringen på hendes finger og blev suffleret af præsten. Det var ikke det forelskede blik, som han nok havde forventet, men et triumferende blik, der lyste af selvtilfredshed over at have nedlagt et bytte.

Dengang havde han været lige ved at bakke ud af forholdet.

Tolv år senere fortrød han det hver evig eneste dag.

Og dog. Der var fordele ved at være gift. Det måtte man ikke glemme.

Der var noget respektabelt over at være gift.