48

Lørdag den 10. januar

„Jeg har siddet og lavet et udkast til bryllupsinvitationen,“ råbte Cleo ude fra køkkenet.

„Fint!“ svarede Grace. „Vil du gerne have mig til at se på den?“

„Vi kan se på den sammen, når du har fået noget at spise.“

Han smilede. Han havde opdaget, at Cleo godt kunne lide at planlægge tingene i god tid. De kunne med nød og næppe nå at blive gift, inden barnets fødsel, men det var endnu umuligt at fastsætte en dato, da begæringen om at få Sandy erklæret død trak ud.

Humphrey lå glad og veltilfreds på gulvet ved siden af ham og så fjoget ud. Den lå med nakken tilbage og tungen halvt ude af munden. Grace sad i sofaen og kløede hundens bløde, varme mave, mens en politiker fra Labour prækede løs i News at Ten på fladskærmen oppe på væggen.

Han hørte slet ikke efter. Han havde smidt jakken, løsnet slipset og sad og grublede over aftnens briefing. Alle de papirer, han havde haft med sig hjem, lå spredt ud over hele sofaen. Han fokuserede især på lighederne mellem Skomanden og den nye voldtægtsforbryder. Flere ubesvarede spørgsmål kørte rundt i hovedet på ham.

Hvis nu Skomanden var vendt tilbage, hvor havde han så befundet sig de sidste tolv år? Og hvis han havde opholdt sig her i byen, hvorfor havde han så holdt sig på måtten i al den tid? Kunne han have voldtaget andre, som ikke havde anmeldt det?

Grace tvivlede på, at Skomanden i løbet af den periode jævnligt kunne have voldtaget nogen, uden at det var blevet anmeldt en eneste gang. Indtil videre havde man i kriminalregistret ikke fundet en eneste voldtægtsmand med et tilsvarende adfærdsmønster.

Det ville kræve enorme resurser og masser af tid at tjekke, om han var rejst til udlandet.

Det var imidlertid kommet frem under aftnens briefing, at der ifølge den systemansvarliges søgning i volds- og sædelighedsregistret faktisk befandt sig en potentiel gerningsmand i byen.

Når voldsmænd blev løsladt på prøve og skulle sluses ud i samfundet, var det politiets opgave at inddele dem i tre kategorier.

Kategori 1 var løsladte, man skønnede havde en lille risiko for tilbagefald, og som man førte tilsyn med for at sikre, at de opfyldte betingelserne for prøveløsladelse. Kategori 2 var dem, man skønnede havde behov for at blive kontrolleret aktivt af flere instanser. Kategori 3 var dem, man skønnede havde størst risiko for tilbagefald.

Zoratti havde fundet frem til en person i kategori 2, som netop var blevet prøveløsladt fra et åbent fængsel. Han havde det meste af tiden siddet i Lewes og afsonet tre år af en dom på seks for tyveri og blufærdighedskrænkelse. Han var gammel indbrudstyv og narkohandler og hed Darren Spicer. Han havde forsøgt at kysse en kvinde i et af de huse, han havde brudt ind i, men var stukket af, da hun havde gjort modstand og trykket på en overfaldsalarm. Hun havde senere identificeret ham ved en konfrontation.

I øjeblikket havde man travlt med at finde Spicers nuværende opholdssted ud fra kriminalforsorgens oplysninger. Selvom det nok var umagen værd at afhøre ham, var Grace ikke overbevist om, at det var ham.

Gennem de sidste tolv år var Spicer flere gange røget ind og ud af spjældet, så hvorfor havde han ikke voldtaget nogen, mens han havde været ude? Og endnu vigtigere, syntes Grace, var det, at manden ikke tidligere var blevet dømt for voldtægt. Blufærdighedskrænkelsen havde åbenbart været en engangsforeteelse – men man kunne selvfølgelig aldrig vide. Hvis man tog den sørgelige kendsgerning i betragtning, at kun seks procent af alle voldtægter blev anmeldt, kunne Spicer godt have begået voldtægt på et eller andet tidspunkt uden at blive afsløret.

Grace sad også og grublede over teorien om, at det kunne være én, der efterlignede Skomanden. Det bekymrede ham virkelig, at der manglede nogle sider i Rachael Ryans sagsmappe. De kunne selvfølgelig være blevet arkiveret forkert, men der kunne være en langt mere alvorlig grund. Hvis det nu var Skomanden selv, der havde haft adgang til sagen og havde fjernet de sider, der måske kunne have fældet ham? Hvis han havde haft adgang til hendes sag, havde han også haft adgang til Skomandens.

Eller var det en helt tredje person, der havde haft adgang til den? En eller anden, der af gud ved hvilken pervers årsag havde besluttet sig for at kopiere Skomandens adfærdsmønster?

Hvem?

En af hans betroede medarbejdere? Det troede han ikke på, men det kunne han selvfølgelig ikke vide med sikkerhed. Der var utrolig mange andre, der havde adgang til afdelingen for personfarlig kriminalitets lokaler – andre politifolk, kontor- og rengøringspersonale. Han var klar over, at han måtte prioritere løsningen af det mysterium.

„Er du snart klar til at spise, min skat?“ lød det fra Cleo.

Hun var ved at grille en tunbøf til ham. Grace tog det som et tegn på, at hun måske endelig var ved at vænne sig af med at spise så meget karry. Stanken af karry var forsvundet, og nu var der en behagelig røget lugt fra den knitrende pejs, som Cleo havde tændt op i, inden han kom hjem. Og fra de tændte duftlys rundtom i stuen.

Han nippede igen til den skønne kolde vodka martini, hun med slet skjult misundelse havde mikset til ham. Nu blev han nødt til at drikke for dem begge, som hun sagde, og det havde han ikke spor imod i aften. Han kunne mærke alkoholens beroligende virkning, og mens han automatisk sad og klappede hunden, samlede han atter sine tanker.

Klokken 21 torsdag aften havde et vidne observeret en bil køre væk fra familien Pearces hus på The Droveway, og det passede præcist med tidspunktet for overfaldet. Den havde kørt meget hurtigt og nær kørt en lokal beboer ned. Han var blevet så vred, at han havde forsøgt at notere registreringsnummeret, men han var kun sikker på to af cifrene og et af bogstaverne, så han havde ikke forfulgt sagen, før han læste om voldtægten i The Argus. Det havde fået ham til at ringe til situationsrummet her til aften.

Ifølge ham havde det været en mand bag rattet, men da bilens ruder var tonede, havde han ikke rigtig kunnet se hans ansigt, men han havde beskrevet ham som værende korthåret og i trediverne eller fyrrerne. Det var gået meget bedre med beskrivelsen af bilen. Det var en lys, ældre Mercedes E-Class-personbil. Gad vide, hvor mange der kører rundt af dem her i nabolaget, tænkte Grace. En hel del. Det ville tage alt for lang tid at gennemgå alle Mercedes E-Class-personbiler, når de ikke havde hele registreringsnummeret. Og der var ingen tid at spilde.

Det stigende hysteri i medierne efter de to voldtægter, der var begået i byen i løbet af den sidste uges tid, havde spredt frygt hos borgerne. Vagtcentralens personale var blevet kimet ned af ængstelige kvinder, som ville vide, om man trygt kunne færdes ude, og han var fuldstændig klar over, at hans nærmeste foresatte, politiinspektør Jack Skerritt og vicepolitimester Peter Rigg, begge var ivrige efter, at der skete fremskridt i sagen.

Det næste pressemøde skulle finde sted på mandag. Det ville virkelig gyde olie på vandene, hvis han kunne meddele, at de havde en mistænkt, eller endnu bedre, at de havde anholdt ham. De havde ganske vist Darren Spicer i kikkerten, men der var ikke noget værre, end når politiet blev nødt til at lade en mistænkt gå på grund af manglende beviser, eller fordi de havde anholdt den forkerte. Det med Mercedesen lød lovende, men føreren var ikke nødvendigvis gerningsmanden. Der kunne være en helt naturlig forklaring – en bekendt, der var kommet forbi – eller bare en eller anden, der skulle aflevere en pakke?

At føreren havde kørt uforsvarligt kunne tyde på, at det måske var gerningsmanden. Det var som sagt en kendsgerning, at gerningsmænd ofte kørte vildt uforsvarligt umiddelbart efter at have begået en forbrydelse – fordi de stadig var helt høje af adrenalin.

Bortset fra de to systemansvarlige, der afløste hinanden hver tolvte time, havde han sendt hele holdet hjem for at hvile ud. Glenn Branson havde foreslået, at de skulle tage en hurtig øl på vej hjem, men han havde undskyldt sig med, at han næsten ikke havde været sammen med Cleo hele weekenden. Det var svært at blive ved med at trøste vennen, hvis ægteskabelige problemer blev værre og værre. Det var hårdt at blive skilt, især når børnene var små, men hvor gerne Grace end ville, kunne han ikke se, at vennen havde noget valg. Branson var nødt til at bide i det sure æble og se at komme videre. Det var ganske vist lettere sagt end gjort.

Han fik pludselig lyst til en cigaret, men holdt tappert stand. Cleo havde ikke noget imod, at han røg inde i huset, men han tog hensyn til, at hun var gravid, og med hensyn til passiv rygning måtte han hellere gå foran med et godt eksempel. I stedet tog han en ny slurk af sin drink.

„Maden er klar om fem minutter!“ råbte Cleo ude fra køkkenet. „Vil du have en drink til?“ spurgte hun og stak hovedet frem i døren.

Han løftede sit næsten tomme glas. „Jeg går under bordet, hvis jeg får en til!“

„Så ved jeg, hvor jeg har dig!“ svarede hun og kom hen til ham.

„Så har du styr på mig, mener du?“ sagde han og smilede bredt.

Han var sikker på, at han ville gå i døden for denne kvinde. Uden mindste tøven og med et smil på læben.

Lige pludselig fik han dårlig samvittighed. Havde han ikke også følt det for Sandy engang?

Han prøvede at være ærlig over for sig selv. Jo, det havde været et rent helvede, da hun forsvandt. Om morgnen på hans trediveårs fødselsdag havde de elsket, før han var taget på arbejde, og da han var kommet hjem om aftnen og havde glædet sig til at fejre sin fødselsdag, var hun forsvundet. Det havde været et rent helvede.

Det havde de efterfølgende dage, uger, måneder og år også været, hvor han havde fantaseret om alle de forfærdelige ting, der kunne være hændt hende. Til tider havde han haft forestillinger om, at hun stadig var i et eller andet monsters vold. Det var dog kun et af mange scenarier. Han havde ikke længere tal på alle de medier, han havde konsulteret i løbet af de sidste ti år – og ikke et eneste af dem havde sagt, at hun befandt sig hinsides i den åndelige verden. Han var dog alligevel ret overbevist om, at Sandy var død.

Om et par måneder var det ti år siden, hun var forsvundet. Et helt årti var gået, og fra at være en ung mand var han nu gået hen og blevet en halvgammel stodder.

Inden de ti år var gået, havde han dog mødt verdens skønneste, klogeste og mest utrolige kvinde.

Han vågnede sommetider op og var bange for, at det hele var noget, han havde drømt. Så mærkede han Cleos varme, nøgne krop ved siden af sig, lagde armene om hende og knugede hende ind til sig som for at overbevise sig selv om, at det ikke var en drøm.

„Jeg elsker dig så højt,“ hviskede han.

„Shit!“ Cleo rev sig løs og brød fortryllelsen.

Der lugtede brændt, og hun fór ud til komfuret. „Sikke noget lort!“

„Det er okay med mig. Jeg vil gerne have den gennemstegt. Jeg hader at spise fisk, der stadig spræller!“

„Ja, det er godt med dig!“

Sort røg kom væltende ud af køkkenet, og der stank af brændt fisk. Røgalarmen gik i gang. Grace åbnede vinduerne og døren ud til gården, og Humphrey fór ud og begyndte at gø som en rasende på hvalpemanér af et eller andet, hvorefter den løb ind igen og gøede af alarmen.

Lidt efter satte Grace sig til bords, og Cleo satte en tallerken foran ham med en branket tunbøf, en klat remoulade, slatne sukkerærter og udkogte kartofler.

„Hvis du kan få det ned,“ sagde hun, „så er det beviset på ægte kærlighed!“

Fjernsynet oppe på væggen kørte med lyden skruet ned. Politikeren var færdig, og nu var Jamie Oliver i gang med energisk at vise, hvordan man skærer en kammusling fri af sin skal.

Humphrey puffede til hans højre ben og ville springe op.

„Ned med dig! Ikke tigge!“ sagde han

Hunden kiggede usikkert på ham og luskede af.

Cleo satte sig ved siden af ham og kiggede på ham med rynket pande og store øjne.

„Du behøver ikke spise det, hvis det smager rigtig grimt.“

Han stak lidt fisk ind i munden. Det smagte faktisk endnu værre, end det så ud. Der var ingen tvivl om, at Sandy havde været meget bedre til at lave mad end Cleo. Tusind gange bedre. Han var dog fuldstændig ligeglad, selvom han kastede et lidt misundeligt blik på den ret, Jamie Oliver var ved at tilberede.

„Hvordan er det gået i dag?“ spurgte han, idet han tøvende stak endnu en mundfuld brændt fisk i munden og tænkte på, at det nu alligevel ikke ville have været så slemt at spise endnu en omgang karry.

Hun fortalte om liget af en mand på 265 kilo, som hun skulle sørge for blev bragt ud af sit hjem. Det havde været nødvendigt at anmode brandvæsnet om assistance.

Han lyttede forbløffet og spiste noget mere salat, som hun havde givet ham på en sidetallerken. Den var det i det mindste ikke lykkedes hende at ødelægge.

Hun skiftede emne. „Ved du hvad, der er noget, der har slået mig med hensyn til ham Skomanden. Vil du høre, hvad det er?“

Han nikkede.

„Godt. Jeres Skomand … hvis det altså er den samme gerningsmand som tidligere, og hvis han har boet her hele tiden … jeg tror ikke, at han sådan lige pludselig har kunnet holde op med at følge sine lyster.“

„Og?“

„Selvom han af en eller anden grund var holdt op med voldtægterne, har han jo stadig skullet have tilfredsstillet sine tilbøjeligheder. Det kan jo være, at han har besøgt SM- og massageklinikker eller andre steder, hvor man kan få opfyldt sine særeste lyster. Hvis du nu var i hans sko … undskyld, det var ikke ment som en vits … men hvis du nu forestiller dig, at du selv var en pervers stodder, som tændte på damesko …“

„Det er et af aspekterne i vores efterforskning.“

„Ja, men hør nu lige efter. Du havde fundet din egen lille måde at gøre det på – du voldtog tilfældige kvinder i dyre, smarte sko og huggede dem bagefter, er du med så langt?“

Han sad og kiggede på hende uden at sige noget.

„Så en dag … hovsa! Du er kommet til at gå lidt for vidt. Hun dør. Mediedækningen er massiv. Du beslutter dig for at holde lav profil, men …“ hun tøvede. „Vil du høre resten?“

„Vi ved ikke med sikkerhed, om nogen er død. Det eneste, vi ved, er, at han stoppede. Men …?“ spurgte han.

„Du tænder stadig vildt på damesko. Er du med?“

„Jeg er lige i hælene på dig!“

„Du kan rende mig, hr. kriminalkommissær!“

Han løftede hånden. „Respekt om jeg må be’!“

„Nixen! Altså! Du er Skomanden, og du tænder stadig på fødder og sko. Før eller siden kan du ikke længere undertrykke dine drifter, og du må bare have lettet trykket. Hvor går du hen? Du går på internettet! Du skriver fødder og for eksempel fetich og Brighton. Ved du, hvad der så kommer frem på skærmen?“

Grace rystede på hovedet og var imponeret over Cleos logik. Han prøvede at ignorere den rædselsfulde stank af brændt fisk.

„Masser af SM- og massageklinikker – som dem, hvorfra jeg sommetider må afhente lig. Du ved … gamle stoddere, som er blevet alt for ophidsede …“

Hendes mobiltelefon ringede.

Hun undskyldte og tog den. Hendes ansigtsudtryk blev med ét forretningsmæssigt. „Det må du undskylde, min elskede, men man har fundet et lig i et læskur nede på strandpromenaden. Pligten kalder,“ sagde hun, da hun havde afsluttet samtalen.

Han nikkede.

Hun kyssede ham. „Jeg skal nok skynde mig. Vi ses i sengen. Lad nu være med helt at opgive ævred.“

„Jeg skal forsøge at holde mig oprejst!“

„Også den del af dig, jeg helst vil have!“ Hun rørte blidt ved ham lige under bæltestedet.

„Din lille smækliderlige …“

„Hvad med dig selv?“

Så lagde hun noget, hun havde printet ud, foran ham. „Læs det – du kan bare rette i det, hvis du synes.“

Han så på papiret.

Mr. & mrs. Charles Morey

ønsker at se jer til brylluppet

mellem vores datter, Cleo Suzanne,

og Roy Jack Grace

i All Saints’ Church, Little Bookham

„Glem nu ikke at lufte Humphrey, inden du går i seng,“ sagde hun .

Og væk var hun.

Lige efter hun havde lukket døren bag sig, ringede hans mobil. Han tog den op af lommen og så på displayet. Det var hemmeligt nummer, hvilket betød, at det højst sandsynligt var en kollega på arbejde.

Det var det.

Og det var ikke med godt nyt.