51

Lørdag den 10. januar

Han havde gået i flere dage og spekuleret over, hvad han skulle stille op med Rachael Ryan, der lå i kummefryseren i garagen. Han blev hele tiden mindet om hende. Hun var på forsiden af alle aviserne, og i hver eneste forbandede nyhedsudsendelse talte de grædefærdige forældre direkte til ham: „Vil du ikke nok være sød – hvem du end er – at give os vores datter tilbage i god behold? Hun er en sød, uskyldig pige, og vi elsker hende meget højt.“

„Jeres datter var fandeme selv ude om det!“ hviskede han tilbage. „Hvis ikke hun havde revet min maske af, var der ikke sket hende noget, og hun ville stadig være jeres elskede datter og ikke mit store problem.“

Den idé, han havde fået i går aftes, havde stille og roligt taget form inde i hans hoved. Det ville være den perfekte løsning! Han havde vendt og drejet ideen for at se, om den holdt vand. Det gjorde den. Det var bedre at handle nu end at blive ved med at vente.

Den hvide varevogn var nævnt i næsten alle aviserne. Den store overskrift på forsiden af The Argus lød:

ER DER NOGEN, DER HAR SET DENNE VAREVOGN?

Billedteksten lød: En vogn magen til den, der blev set på Eastern Terrace.

Politiet oplyste, at de havde fået utroligt mange henvendelser. Hvor mange af dem handlede mon om hvide varevogne?

Om hans hvide varevogn?

Man kunne fodre svin med hvide varevogne. Men de var ikke dumme i politiet. Det var kun et spørgsmål om tid, inden et telefonopkald førte dem hen til hans garage. Han måtte se at få pigen fjernet. Og se at få gjort noget ved bilen … de var blevet dygtigere og dygtigere til at sikre tekniske spor. Han ville dog tage én ting ad gangen.

Det øsede ned udenfor. Klokken var 23 lørdag aften. Der ville være gang i den inde i byen, men på grund af det dårlige vejr ville der ikke være så mange på gaden, som der plejede.

Han havde truffet sin beslutning. Nu forlod han huset og skyndte sig ud til sin lille Ford Sierra.

Ti minutter senere trak han garageporten ned bag den sjaskvåde bil med en dæmpet metallisk lyd. Han turde ikke løbe den risiko at tænde lyset, så han brugte i stedet en lommelygte.

Den unge kvinde nede i fryseren var dækket af et lag rim, og ansigtet virkede nærmest gennemsigtigt i det skærende lys fra lommelygten.

„Vi skal ud at køre en lille tur, Rachael. Jeg håber ikke, du kommer til at fryse!“

Han kunne ikke lade være at grine af sin egen vittighed. Fryse. Han blev i helt godt humør. Det skulle nok gå. Han skulle bare holde hovedet koldt. Hvordan var det nu den talemåde var, han havde hørt engang: Hvis du kan holde hovedet koldt, når alle andre mister deres …

Han ville tænde en cigaret, men han rystede så meget på hænderne, at han kun med besvær fik den tændt med lighteren. Koldsveden haglede af ham.

Han havde hægtet sit værktøj fast i bæltet og kørte nu ind i rundkørslen på Lewes Road og forbi indgangen til Brighton & Hoves lighus. Med vinduesviskerne kørende svingede han til venstre op ad indkørslen til sit bestemmelsessted: bedemandsforretningen J. Bund & Sons.

Han rystede over hele kroppen, maven snørede sig sammen, og han svedte tran. Dumme kælling, skidedumme Rachael, hvorfor fanden skulle du absolut rive masken af mig?

På muren oven over bedemandens tildækkede butiksvindue fik han øje på tyverialarmen. Sussex Security Systems. Det er ikke noget problem, tænkte han og standsede foran gitterporten, der var lukket med kæder og store hængelåse, som heller ikke var noget problem.

Lige overfor lå et hus med et lukket ejendomsmæglerfirma i stuen og to etager med lejligheder ovenpå. Der var lys i den ene af dem, men de var nok vant til, at der døgnet rundt kom nogen kørende til eller fra bedemanden.

Han slukkede lyset og steg ud i regnen for at tage sig af hængelåsene. En strøm af biler og taxaer kørte forbi ude på vejen. En af dem var en politibil med blinkende lygter og udrykningshorn. Han holdt vejret, men politiet lagde slet ikke mærke til ham og kørte forbi. De var sikkert på vej ud til en hasteopgave. Et øjeblik efter kørte han ind i baggården og parkerede bag to rustvogne og en varevogn. Så skyndte han sig gennem regnen hen for at lukke lågerne. Han trak kæden rundt om dem, men lod hængelåsene være åbne. Så længe der ikke kom nogen, skulle det nok gå.

Det tog ham mindre end et minut at ordne Chubb-låsen på den dobbelte indgangsdør. Så gik han ind i den mørke modtagelse og rynkede på næsen af lugten af balsameringsvæske og desinfektionsmidler. Alarmen begyndte at bippe, men det var kun det interne advarselssignal. Han havde tres dyrebare sekunder, inden alarmen udenfor gik i gang. Det tog ham mindre end tredive sekunder at fjerne frontpladen på alarmen og kun yderligere femten at afstille den.

Nu blev der stille.

Han lukkede døren bag sig, og så blev der dødstille. Det eneste, han kunne høre, var en fjern brummen fra en fryser og et tik-tak fra et ur eller en måler.

Stedet gav ham myrekryb. Han kom til at tænke på sidste gang, han var her. Da havde han været alene og skidebange. Alle herinde var lige så stendøde som Rachael Ryan. De kunne ikke gøre ham noget og heller ikke bagtale ham.

Eller springe på ham.

Det gjorde det nu ikke bedre.

Han rettede lyskeglen fremad i gangen og prøvede at orientere sig. Han fik øje på en række indrammede opslag om sundhed og sikkerhed, en brandslukker og en drikkevandsbeholder.

Så gik han opmærksomt lyttende et par skridt frem. Hans gummisko var lydløse på det flisebelagte gulv. Der gik en trappe op til højre. Han kunne huske, at den førte op til en række værelser, hvor familie og venner uforstyrret kunne tage afsked med deres kære og sørge over dem. Der lå lig på alle sengene inde i rummene. Mændene var i pyjamas, og kvinderne i natkjole. De velfriserede hoveder stak op af lagnerne, og balsameringsvæsken gav ansigterne et rosenrødt skær. Det så ud, som om de havde indlogeret sig på et lurvet hotel.

Man kan være helt sikker på, at de ikke stikker af fra regningen i morgen tidlig, tænkte han og kunne ikke lade være med at smile ved tanken, selvom han var uhyggelig til mode.

Idet han lod lyskeglen glide ind gennem døråbningen til højre, fik han øje på en liggende marmorstatue. Da han kiggede nærmere på den, opdagede han, at det ikke var en statue, men en død mand, der lå på en disk. Der var bundet to håndskrevne mærkesedler om højre fod. Den gamle mand lå med åben mund som en fisk, der var trukket op på land. Slanger med balsameringsvæske stak ud af kroppen, og hans penis lå helt slap op ad låret.

Der stod en række kister ved siden af liget. De var alle åbne og tomme, bortset fra én, der havde låg på. Navnet på den, der lå i kisten, var indgraveret på et messingskilt på låget.

Han stoppede et øjeblik op og lyttede, men det eneste, han kunne høre, var sit eget bankende hjerte og blodet, der pulserede på højtryk i årerne. Trafikken derude kunne han ikke høre. Det eneste lys, der trængte ind udefra, var et spøgelsesagtigt, svagt orange skær fra en gadelygte.

„Hej, alle sammen!“ sagde han og følte sig samtidig meget ubehagelig til mode. Han lod lyskeglen glide frem og tilbage, indtil han fik øje på det, han ledte efter: en række kopierede skemaer i A4-format, der hang på kroge på væggen.

Han gik ivrigt hen til dem. Det var registreringspapirerne på alle ligene herinde. Alt stod på dem: navn, hvor og hvornår de var døde og begravelsesinstrukser. Nedenunder stod en hel række felter med diverse tjenesteydelser, som man kunne krydse af: organist, kirkegård, begravelse på kirkegård, præst, kirke, læge, fjernelse af pacemaker, balsamering, kremering, graver, tryksager, mindehøjtidelighed, dødsannoncer, kiste og urne.

Han gennemlæste hurtigt det første skema. Balsamering var blevet krydset af, så det lig kunne ikke bruges. Det gjaldt også de næste fire. Han var ved at miste modet. De var alle blevet balsameret, og begravelsen ville ikke finde sted før i næste uge.

Da han kom til den femte, så det ud til, at han havde heldet med sig:

Mrs. Molly Winifred Glossop

Afgået ved døden den 2. januar 1998, 81 år gammel.

Lidt længere nede stod der:

Begravelsen finder sted den 12. januar 1998, kl. 11.

Det var på mandag!

Hans øjne fløj ned ad siden, og til sin fortrydelse opdagede han, at feltet med ‘begravelse’ var krydset af. Han ville have foretrukket kremering. Så var det overstået. Det ville også være mere sikkert.

Han vendte tilbage til de resterende seks skemaer, men ingen af dem kunne bruges. Det var alle begravelser, der skulle finde sted senere på ugen, og det ville være alt for risikabelt. Tænk, hvis familien kom forbi for at se til den afdøde. Og alle, bortset fra én, var blevet balsameret.

Der var ingen, der havde bedt om, at Molly Winifred Glossop blev balsameret.

Det havde familien nok været for nærig til. Og måske kunne det også tyde på, at de havde været mere eller mindre ligeglade med liget, og at en eller anden ulykkelig slægtning ikke ville komme rendende i aften eller i morgen for at kaste et sidste blik på hende.

Han lyste ned på skiltet på den lukkede kiste og prøvede virkelig at ignorere liget, der lå lige ved siden af.

Molly Winifred Glossop læste han. Afgået ved døden den 2. januar 1998, 81 år gammel.

At låget var skruet på kunne også godt tyde på, at der ikke ville komme nogen for at se til hende.

Han tog en skruetrækker fra bæltet og fjernede de blanke messingskruer, der holdt låget på plads, løftede det af og kiggede ned i kisten. Der lugtede af frisk savsmuld, lim, nyt stof og desinfektionsmiddel.

Den døde kvinde var stedt til hvile i kisten, der var foret med cremefarvet satin. Hendes hoved stak frem fra det hvide ligklæde, som var svøbt om resten af kroppen. Hun så helt kunstig ud. Ved første øjekast lignede hun en bedstemordukke. Det rynkede ansigt var magert og furet og havde samme farve som et skildpaddeskjold. Munden var syet sammen. Man kunne tydeligt se trådene i læberne. Hun var velfriseret med nydelige, hvide krøller.

Det mindede ham om noget, og han fik en klump i halsen, men han blev også grebet af frygt. Han stak hænderne ned på hver side af hende og prøvede at løfte hende. Hvor var hun dog let! Hun var ikke andet end skind og ben og måtte være død af kræft, blev han enig med sig selv om. Han lagde hende ned på gulvet. Fandens osse, hun var mindst femten kilo lettere end Rachael Ryan. Det ville de, der skulle bære kisten, forhåbentlig ikke lægge mærke til.

Så skyndte han sig ud, åbnede Sierraens bagagerum og hev liget af Rachael Ryan ud. For en sikkerheds skyld havde han pakket hende ind i et dobbelt lag plastic, så hun ikke begyndte at dryppe under optøningen.

Ti minutter senere havde han sat frontpanelet til alarmen på plads, aktiveret den, låst gitterporten efter sig og kørte nu på den regnvåde, livligt trafikerede vej. Nu kunne han ånde lettet op. Han accelererede kraftigt og kørte alt for hurtigt, men standsede så for rødt lys.

Han blev nødt til at tage det roligt, han skulle ikke risikere at tiltrække sig politiets opmærksomhed og slet ikke med Molly Winifred Glossop liggende i bagagerummet. Han tændte for radioen, der spillede et nummer med The Beatles: ‘We Can Work It Out’!

Han slog rytmen på rattet og mærkede, hvor lettet han var. Sådan! Ja! ‘We can work it out’!

Sådan!

Nu var første fase vel overstået. Nu gjaldt det så næste fase. Det ville blive meget kompliceret. Der var faktorer, han ikke kunne tage højde for, men der var ikke andre muligheder. Han syntes egentlig, at han var ret genial.