52

Søndag den 11. januar

Herberget St. Patrick’s slækkede på reglerne om søndagen. Beboerne skulle stadig forlade stedet om morgnen klokken 8.30, men havde lov til at vende tilbage klokken 17.

Alligevel syntes Darren Spicer, at det var lige skrapt nok, at man – navnlig i dårligt vejr – ikke måtte søge ly i kirken på alle tider af døgnet – var det ikke det, der var meningen med en kirke? Han skulle dog ikke nyde noget af at brokke sig. Så ville han bare ikke få en af de der MiPods, hvor han kunne være sig selv og komme og gå, som det passede ham. Ja, det ville være fedt. Så ville han kunne få styr på sit liv – ganske vist ikke helt på den måde, som de, der bestyrede stedet, havde forestillet sig.

Det pissede ned udenfor, og det var skidekoldt, men han havde ikke tænkt sig at blive inden døre hele dagen. Han havde været i bad og spist en skål cornflakes og noget ristet brød. Fjernsynet kørte, og et par af beboerne sad og så en genudsendelse af en fodboldkamp. Billedet stod ikke helt skarpt.

Apropos fodbold! Hjemmeholdet var Brighton & Hove Albion, og han glemte aldrig den fantastiske dag, da han var teenager, hvor holdet havde spillet uafgjort på Wembley i FA Cup-finalen. Halvdelen af Brighton & Hove havde været i London for at se kampen, og den anden halvdel havde siddet klistret til fjernsynsskærmen derhjemme. Den dag var en af de største i hans karriere som indbrudstyv.

I går havde han faktisk været ude at se fodbold på Withdean Stadium. Han kunne godt lide fodbold, selvom han egentlig ikke var Albion-tilhænger. Han foretrak Manchester United og Chelsea, men i går havde han haft sine grunde. Han skulle ud og have fat i noget sne – som kokain også blev kaldt – og det var nemmest selv at hente det hos pusheren, der havde siddet på sin sædvanlige plads. Alt var ved det gamle – bortset fra prisen, der var steget, og kvaliteten, der var faldet.

Efter kampen havde han ofret 140 pund på tre et halvt gram. Han havde taget de to gram og skyllet efter med whisky og et par store fadøl. Det sidste halvandet gram havde han gemt til at fordrive tiden med i dag.

Han tog sin kraftige vindjakke og baseballkasketten på. De fleste af de andre beboere sad og snakkede, så fjernsyn eller sad i deres egne tanker. De havde heller ingen steder at gå hen og slet ikke om søndagen, hvor der var lukket på bibliotekerne. Det var ellers det eneste gratis sted, de kunne opholde sig i timevis uden at blive smidt ud. Han havde imidlertid andre planer.

Klokken var 8.23 på det runde ur på væggen over den nu lukkede serveringsluge. Der var kun syv minutter tilbage, inden han skulle være ude.

Det var i sådanne øjeblikke, han savnede at sidde i fængsel, hvor livet var ukompliceret. Der havde der været tørt og lunt. Man havde sine vaner og havde altid selskab og skulle ikke bekymre sig om noget. Dog havde man også haft sine drømme.

Det mindede han lige sig selv om. Og også om det løfte han havde givet sig selv om at skabe sig en fremtid. Først gjaldt det om at få fingre i en masse penge … og derefter om at blive en lovlydig borger.

Han blev siddende de sidste par minutter og læste teksten på de forskellige plakater på væggene:

KOM NU VIDERE I LIVET!

OPBYG DIN SELVTILLID – GRATIS KURSUS FOR MÆND

MAD OG SUNDHED – GRATIS KURSUS

FØL DIG HJEMME I SAMFUNDET – NYT GRATIS KURSUS

SPRØJT DIG ALDRIG I MUSKLERNE

HAR DU ET MISBRUGSPROBLEM MED KOKAIN ELLER ANDRE STOFFER?

Han snøftede hånligt. Ja, det med kokainen var et problem. Han havde simpelthen ikke nok, og da han ikke havde råd til mere, ville problemet vokse sig større. Han var syg efter noget mere. I går havde kokainen givet ham suset, fået ham i stødet og gjort ham faretruende liderlig, men skide være med det.

Her til morgen var han røget helt ned med flaget, men nu ville han gå ud og få noget at drikke og sniffe resten af sneen. Så ville han være ligeglad med, at det var møgvejr, når han bagefter gik rundt i byen og sonderede terrænet.

Det var farligt at begå indbrud om søndagen. Folk var hjemme, og selvom de var ude, var naboerne måske hjemme. Han ville bruge dagen til grundigt at undersøge de forskellige muligheder. I fængslet havde han gennem kontakter i forsikringsbranchen udfærdiget en liste over passende huse. Han havde ikke spildt tiden derinde. Det var en liste over villaer og lejligheder, hvor der var masser af dyre smykker og sølvtøj, og han havde oven i købet en komplet liste over alle værdierne i nogle af husene. Der var virkelig noget at komme efter. Og hvis han var forsigtig, kunne udbyttet blive stort nok til, at han kunne starte på en frisk.

„Darren?“

Han blev helt forskrækket over at høre sit navn og vendte sig om. Det var Simon, en af de frivillige, der arbejdede på stedet. Han var omkring de tredive og iført blå skjorte og cowboybukser. Han var kortklippet med lange bakkenbarter.

Spicer så op på ham og spekulerede på, om der var noget i vejen. Var der nogen, der havde sladret om ham i går aftes? Havde nogen fået øje på hans store pupiller? De havde lov til at smide én ud, hvis de tog én i at tage stoffer eller være skæv.

„Der står to herrer udenfor, der gerne vil tale med dig.“

Ordene slog ned i ham som et lyn, og han blev fuldstændig lammet. Sådan fik han det altid, når han blev snuppet af politiet og det gik op for ham, at spillet var tabt.

„Nå,“ svarede han i et henkastet tonefald.

‘To herrer’ kunne kun betyde én ting.

Hans mave trak sig sammen, da han fulgte efter den unge mand ud i gangen. Han spekulerede som en gal over, hvad de mon havde på ham. Han havde jo lavet en hel del de sidste par dage.

Herude lignede herberget mere en kirke med den spidse bue for enden af gangen, hvor receptionen lå bag en glasvæg. Der stod to mænd udenfor. Efter deres påklædning at dømme var der ingen tvivl om, at det var strissere.

Den ene var høj og tynd som en bønnestage med kort strithår. Han så ud, som om han ikke havde fået en ordentlig nattesøvn i månedsvis. Den anden var sort og helt kronraget. Spicer kunne svagt huske ham.

„Darren Spicer?“ spurgte den sorte.

„Ja.“

Manden holdt sit legitimationskort frem. Darren værdigede det ikke et blik.

„Kriminalbetjent Branson, og det her er min kollega, kriminalbetjent Nicholl. Vi vil gerne snakke lidt med dig.“

„Jeg er ellers meget optaget,“ svarede Spicer, „men jeg har fem minutter.“

„Det er pænt af dig.“

„Nå ja, det er jo politiet.“ Han nikkede. „Det er det jo,“ sagde han og snøftede.

Den frivillige medarbejder åbnede en dør og gjorde tegn til dem om at gå ind.

Spicer gik ind i et mødeværelse med et bord, seks stole og et stort blyindfattet vindue i endevæggen. Han satte sig, og de to politifolk satte sig over for ham.

„Vi har vist mødt hinanden før, har vi ikke, Darren?“ spurgte Branson.

Spicer rynkede panden. „Jo, det kan da godt være. Jeg synes, jeg har set dig før, men jeg kan ikke rigtig huske hvor.“

„Jeg afhørte dig for cirka tre år siden, da du sad i arresten. Du var lige blev anholdt for indbrud og blufærdighedskrænkelse. Hjælper det på hukommelsen?“

„Nå ja, det får noget til at ringe.“

Spicer smilede bredt til dem begge, men de fortrak ikke en mine. Pludselig ringede ham den strithåredes telefon. Han tjekkede nummeret og besvarede stilfærdigt opkaldet.

„Jeg er optaget. Jeg ringer til dig senere,“ mumlede han og stak telefonen i lommen.

Branson tog sin notesbog frem. Han kiggede på sine notater et øjeblik.

„Du blev løsladt den 28. december, ikke sandt?“

„Jo.“

„Vi vil gerne høre lidt om, hvad du har foretaget dig siden.“

Spicer snøftede. „Jo, ser I, jeg skriver jo ikke ligefrem dagbog, og jeg har ikke nogen sekretær.“

„Det er i orden,“ sagde den strithårede og tog en lille sort bog frem. „Jeg har en kalender her. Den er fra sidste år, men jeg har også en for i år. Vi kan godt hjælpe dig med datoerne.“

„Hvor er I dog hjælpsomme,“ sagde Spicer.

„Det er vores arbejde at stå til tjeneste,“ svarede Nicholl.

„Lad os begynde med juleaften,“ sagde Branson. „Så vidt jeg ved, var du på udgang fra fængslet og i praktik som altmuligmand på Metropole Hotel, indtil du blev prøveløsladt. Er det ikke korrekt?“

„Jo.“

„Hvornår var du på hotellet sidst?“

Spicer tænkte sig om et øjeblik. „Juleaften,“ svarede han.

„Hvad med nytårsaften, Darren?“ blev Branson ved. „Hvor var du da?“

Spicer kløede sig på næsen og snøftede igen.

„Ja, jeg var ellers inviteret op til Sandringham til nytår sammen med de kongelige, men så syntes jeg alligevel ikke, at jeg ville spilde al min tid sammen med de fine …“

„Stop det der!“ kom det skarpt fra Branson. „Husk lige, du kun er prøveløsladt. Vi kan gøre det her på den nemme måde eller på den besværlige måde. Den nemme måde er, at vi klarer det her og nu. Den besværlige er, at vi burer dig inde og klarer det der. Vi er ligeglade med, hvor det bliver.“

„Så lad os klare det her,“ sagde Spicer og snøftede igen ind.

„Er du blevet forkølet?“ spurgte Nicholl.

Han rystede på hovedet.

De to politifolk kiggede på hinanden. „Godt! Hvor var du nytårsaften?“ spurgte Branson.

Spicer lagde hænderne på bordet og studerede sine fingre. Neglene var nedbidte, og det var kødet rundt om dem også.

„Jeg sad og drak på Neville.“

„Pubben oppe i nærheden af hundevæddeløbsbanen?“ spurgte Nicholl.

„Ja, oppe ved hundene.“

„Er der nogen, der kan give dig et alibi?“ spurgte Branson.

„Jeg var sammen med … nogle bekendte … øh … I kan godt få navnene på nogle af dem.“

Nicholl vendte sig om mod kollegaen. „Det kan vi få bekræftet, hvis der er overvågningskameraer på Neville, og det er der, så vidt jeg husker.“

Branson gjorde et notat. „Hvis ikke det er blevet slettet. Mange beholder kun optagelserne en uge.“ Så kiggede han på Spicer. „Hvornår forlod du pubben?“

Spicer trak på skuldrene. „Det kan jeg ikke huske. Jeg var skidefuld. Klokken et … halv to … tror jeg.“

„Hvor overnattede du?“ spurgte Nicholl.

„Herberget i Kemp Town.“

“Tror du, at der er nogen, der har set dig komme hjem?“

„Ikke en kæft. Der er ingen af dem, der er i stand til at huske noget som helst.“

„Hvordan kom du hjem?“ spurgte Branson.

„Min privatchauffør hentede mig, ikk’?“

Han sagde det på en måde, så Branson næsten ikke kunne lade være med at grine. „Jamen, så kan din chauffør vel give dig et alibi?“

Spicer rystede på hovedet. „Jeg var på gåben.“

Branson bladrede tilbage i sin notesbog. „Lad os gå videre til i sidste uge. Kan du fortælle os, hvor du var torsdag den 8. januar mellem klokken 18 og 24?“

Spicer svarede så hurtigt, at man skulle tro, at han på forhånd havde vidst, hvad de ville spørge ham om. „Ja, jeg var oppe ved hundevæddeløbsbanen. Det var dameaften. Jeg blev der til omkring klokken 19.30 og gik så herhen.“

„Mener du pubben deroppe? Neville? Er det dit stamværtshus?“

„Ja, ét af dem.“

Branson bed mærke i, at hundevæddeløbsbanen lå mindre end et kvarters gang fra The Droveway, hvor Roxy Pearce var blevet voldtaget torsdag aften.

„Kan du på en eller anden måde bevise, at du har været der? Taloner eller kvitteringer? Var du sammen med nogen?“

„Jeg samlede en dame op.“ Mere sagde han ikke.

„Hvad hed hun?“ spurgte Branson.

„Nå ja, der er lige det ved det … hun er gift. Hendes mand var ikke hjemme. Jeg tror ikke, hun ville blive særlig henrykt over at få besøg af strisserne.“

„Du er da vel ikke gået hen og blevet moralsk, Darren?“ spurgte Branson. „Har du pludselig fået samvittighedskvaler?“

Branson sad og tænkte på, at det var et mærkeligt sammentræf, at Roxy Pearces mand heller ikke havde været hjemme den aften, men han sagde ikke noget.

„Moralsk er vel så meget sagt, men jeg vil ikke sige, hvad hun hedder.“

„Så må du hoste op med et andet bevis på, at du var til hundevæddeløb i det tidsrum.“

Spicer kiggede på dem. Hvor han dog trængte til en smøg.

„Har I noget imod at fortælle mig, hvad det her drejer sig om?“

„Der er blevet begået en række seksuelle overgreb her i byen. Vi er ude for at prøve at udelukke eventuelle mistænkte i sagen.“

„Jeg er altså mistænkt?“

Branson rystede på hovedet. „Nej, men det, at du er prøveløsladt, gør dig interessant for os.“

Han ville ikke afsløre over for Spicer, at oplysningerne fra kriminalregistret for perioden 1997-98 viste, at Spicer netop var blevet løsladt seks dage før Skomandens formodentlig første overgreb.

„Lad os gå videre til i går. Kan du gøre rede for, hvor du befandt dig mellem klokken 17 og 21?“

Spicer kunne mærke, at han rødmede. Han var trængt op i en krog, og han brød sig ikke om, at de blev ved med at stille spørgsmål. Spørgsmål han ikke kunne svare på. Jo, han kunne godt helt nøjagtig gøre rede for, hvor han havde været i går klokken 17. Da befandt han sig i et buskads bag en villa på Woodland Drive, Brightons fineste kvarter. Han tvivlede på, at han ville opleve sin næste fødselsdag, hvis han så meget som nævnede adressen.

„Jeg var ude at se Albion spille, og bagefter var jeg på værtshus sammen med en kammerat. Lige indtil jeg skulle stille her, ikk’? Kom tilbage her og fik aftensmad. Gik i seng bagefter.“

„Synes du ikke, det var en dårlig kamp?“ spurgte Nicholl.

„Joh … det der andet mål var ligesom …“ Spicer gjorde en opgivende bevægelse og snøftede igen.

„Hvad hedder din kammerat?“ spurgte Branson.

„Nå ja, der er det sjove ved det, at jeg ser ham af og til og har kendt ham i årevis … men jeg ved stadigvæk ikke, hvad han hedder. Det er ligesom ikke noget, man spørger om, når man gennem ti år har siddet på værtshus sammen af og til, vel?“

„Hvorfor ikke?“ spurgte Nicholl.

Spicer trak på skuldrene.

De sad et stykke tid uden at sige noget.

Branson vendte et blad i notesbogen. „Man skal være tilbage her senest klokken 20.30. Jeg har fået at vide, at du først kom tilbage 20.45. Du snøvlede og havde udvidede pupiller. Det var heldigt for dig, at de lukkede dig ind. Det er forbudt at tage stoffer, når man bor her.“

„Jeg tager altså ikke stoffer, hr. kriminalassistent.“ Han snøftede igen.

„Selvfølgelig gør du da ikke det. Du er bare blevet snotforkølet, ikk’?“

„Nemlig. Det er lige netop, hvad jeg er. Snotforkølet!“

Branson nikkede. „Jeg vil vædde med, du også stadig tror på julemanden, ikk’?“

Spicer smilede skævt og var usikker på, hvor han ville hen med det. „Julemanden? Jo. Jo, selvfølgelig. Hvorfor ikke?“

„Så må du hellere skrive lommetørklæder på ønskesedlen til næste år.“