53

Søndag den 11. januar

Yac kørte ikke taxa om søndagen, for da var han ‘optaget’.

Det var et udtryk, han havde hørt folk bruge, og han kunne godt lide det. Det lød godt at være ‘optaget’. Af og til kunne han godt lide at smage på visse ord.

„Hvorfor kører du aldrig søndag aften?“ havde manden, der ejede taxaen, spurgt ham for nylig.

„Fordi jeg er optaget,“ havde Yac svaret med en betydningsfuld mine.

Og det var lige det, han var. Om søndagen havde han travlt lige fra morgenstunden og til langt ud på aftnen.

Det var blevet hen på aftnen nu.

Hans første opgave om søndagen var at undersøge, om båden var sprunget læk. Han tjekkede skroget under vandlinjen, og om dækket holdt tæt. Bagefter gjorde han rent på hele båden. Det var den reneste husbåd i hele Shoreham. Så var det tid til selv at blive vasket, og det var han meget omhyggelig med. Han var den mest velsoignerede taxachauffør i hele Brighton & Hove.

Når Tom Newbounds ejere en skønne dag vendte hjem fra Indien, håbede Yac, at de ville være stolte af ham. Han kunne måske få lov til at blive boende sammen med dem, hvis han lovede at gøre hele båden ren hver søndag.

Det håbede han sådan. Han havde ikke andre steder at tage hen.

En af naboerne havde sagt til ham, at der var så rent på båden, at man kunne sætte maden direkte på dækket. Det forstod Yac ikke. Hvorfor skulle han gøre det? Hvis han stillede mad på dækket, ville mågerne komme og æde den, og dækket ville blive svinet til af mågelort og mad, og så skulle han til at gøre det hele rent en gang til. Derfor ignorerede han den idé.

Han havde efterhånden lært, at det var klogt at ignorere alle mulige ideer. De fleste af dem kom fra idioter. Intelligente mennesker holdt deres tanker for sig selv.

Det næste punkt på programmet – efter at han havde drukket te hver time og spist søndagsmiddag, som altid bestod af lasagne fra mikroovnen – var at tage samlingen af wc-kæder frem, som han havde haft, lige siden han var barn. Dem havde han gemt i bælgen, hulrummet i bunden af båden, og i det hele taget var der masser af gode gemmesteder på Tom Newbound. Han havde sin skosamling gemt flere forskellige steder.

Han kunne godt lide at give sig god tid til at lægge alle kæderne ud på gulvet i kahytten. Allerførst talte han dem for at forvisse sig om, at der ikke havde været nogen om bord for at stjæle nogle af dem. Derefter undersøgte han dem nøje for rust for bagefter kærligt at pudse hvert enkelt led.

Når han så forsigtigt havde lagt kæderne på plads igen, gik han på internettet. Resten af eftermiddagen gik så med at surfe på Google Earth for at se, om der var sket ændringer i forhold til hans egne kort. Det var i tidens løb gået op for ham, at kort ændrede sig ligesom alt andet her i livet. Man kunne ikke regne med dem. Man kunne i det hele taget ikke regne med noget som helst. Alting ændrede sig hele tiden. Alt det, man havde læst og lært udenad, kunne til enhver tid ændre sig. Bare fordi man engang havde lært noget, betød det ikke nødvendigvis, at den viden stadig gjaldt. Ligesom det med kortene. Man kunne ikke være en god taxachauffør, hvis man satte sin lid til kortene. Man måtte hele tiden være på mærkerne og holde sig opdateret!

Det samme gjaldt teknologi.

Alt det, man havde lært for ti til femten år siden, kunne nærmest ikke bruges i dag. Teknologien udviklede sig hele tiden. Han havde et helt kartoteksskab fyldt med elektriske kredsløbsdiagrammer over forskellige former for tyverialarmer. Han kunne godt lide at regne ud, hvordan de virkede og finde de små skønhedsfejl i alarmsystemerne. Det var længe siden, han havde fundet ud af, at hvis et menneske havde udtænkt et system, ville der altid være en eller anden skønhedsfejl et sted. Han kunne godt lide at gemme disse små fejl i baghovedet. Information var viden, og viden var magt!

Magt over alle dem, der mente, at han ikke var noget, og som gjorde nar ad ham eller grinede ad ham bag hans ryg. Han vidste godt, at kunderne i taxaen sommetider sad og morede sig over ham. Han kunne se i spejlet, at de sad på bagsædet og tiskede og hviskede om ham. De troede, at han havde knald i låget. Var tosset. Skør. Ja, ja.

Uha.

Det havde hans mor også troet.

Hun havde også taget fejl. Hun havde troet, han var dum. Hun vidste slet ikke, at han af og til om dagen eller om aftnen, når hun var hjemme, havde udspioneret hende. Hun anede ikke, at han havde boret et lille hul i loftet i hendes soveværelse. Han havde tit ligget helt stille på lur oppe på loftet og fulgt med i, hvordan hun havde maltrakteret mænd med sine sko. Han havde set hende bore stilethælen ind i ryggen på de nøgne mænd.

Andre gange havde hun kunnet finde på at låse Yac inde på værelset med en spand og en bakke med mad og ladet ham være alene hjemme om natten. Han havde hørt hende dreje nøglen om og hørt de høje hæles trippen fortone sig hen over det bare gulv.

Hun havde aldrig opdaget, at han var god til låse, og at han havde lært alt, hvad der var værd at vide om låse fra de utallige fagblade og brugsanvisninger, som han havde støvet op på biblioteket. Han vidste alt om cylinderlåse, tilholderlåse, løftestangslåse. Der fandtes ikke den lås eller tyverialarm, mente Yac, han ikke kunne klare. Han havde ganske vist ikke prøvet dem alle sammen, men det var efter hans mening også for besværligt og ville tage alt for lang tid.

Når moren var gået i byen og havde efterladt ham alene hjemme, og når hælenes trippen havde fortonet sig, havde han dirket låsen op og var gået ind i hendes soveværelse. Det var dejligt at ligge nøgen på sengen derinde og indsnuse duften af den tunge, moskusagtige Shalimar- parfume og lugten af cigaretrøg, der stadig hang i luften. Her var han i fred for hende, og han lå med en af hendes sko i den ene hånd, mens han tilfredsstillede sig selv med den anden.

Det var lige nøjagtig sådan, han rundede sin søndag aften af.

I aften var det imidlertid endnu bedre, end det plejede at være! Han havde en masse avisartikler om Skomanden. Han havde læst dem igen og igen – ikke bare dem i The Argus, men også dem i de andre aviser. I søndagsaviserne. Skomanden voldtog sine ofre og tog deres sko.

Uha!

Han sprayede hele kahytten til med Shalimar-parfume – et lille pust i hvert hjørne og et ordentligt pust op i loftet lige over sit hoved. De næsten forstøvede, fine dråber af parfume omsluttede ham.

Dirrende af ophidselse fik han rejsning og begyndte at ryste over hele kroppen. Indimellem haglede sveden af ham, mens han stønnede med lukkede øjne. Lugten af Shalimar fik minderne til at vælde op i ham. Så tændte han en Dunhill og inhalerede den sødlige røg og holdt den et øjeblik tilbage nede i lungerne, inden han pustede røgen ud gennem næsen, sådan som hans mor altid havde gjort.

Lige nu lugtede der nøjagtig som i hendes værelse. Åh, ja!

Mens han pulsede på cigaretten og blev mere og mere ophidset, begyndte han at knappe sine bukser op. Så lagde han sig på køjen og tilfredsstillede sig selv og hviskede: Åh, mor! Åh, mor! Åh jo, mor! Jeg er sådan en slem dreng!

Og samtidig kunne han ikke lade være med hele tiden at tænke på det rigtig slemme, han lige havde gjort, og det gjorde ham endnu mere ophidset.