54

Mandag den 12. januar

Klokken var 7.30, og Roy Grace var i dårligt humør. Kun fjorten dage inde i det nye år sad han med tre uopklarede voldtægtssager.

Han sad inde på vicepolitimesterens kontor, og det gjorde ham altid ubehagelig til mode, selv om den tidligere chef for embedet, den til tider tyranniske Alison Vosper, ikke var der længere. Nu var det vicepolitimester Peter Rigg, der for en uge siden havde sat sig i hendes stol på den anden side af det store skrivebord af rosentræ, der ikke var nær så ryddeligt som tidligere. For første gang nogensinde var Grace blevet budt på noget at drikke, og han sad taknemmeligt og drak små slurke stærk kaffe af en fin kinesisk kop.

Rigg var velsoigneret og så ganske distingveret ud. Han havde en sund ansigtskulør. Det lyse hår var velfriseret og kortklippet, og han talte tydeligt og meget dannet. Skønt han var noget mindre end Grace, fik en rank holdning ham til at se højere ud, end han egentlig var. Han var iført et nålestribet mørkeblåt sæt tøj, hvid skjorte og et farvestrålende slips. Efter billederne på væggene og på skrivebordet at dømme gik Rigg åbenbart meget op i motorsport. Det glædede Grace, at de på den måde havde noget tilfælles, men indtil videre havde der ikke været lejlighed til at bringe det emne på bane.

„Jeg har haft en samtale med byens nye kommunaldirektør,“ sagde Rigg og gik uden videre lige til sagen. „Det var inden overfaldet i spøgelsestoget. Voldtægt er jo et meget følelsesladet emne. Brighton har foreløbig mistet Labours årlige partikongres – ikke, at det overhovedet har noget med voldtægterne at gøre – men han mener, at det ville være vældig godt for byens trivsel i fremtiden at tiltrække andre store kongresser hertil, og det kan kun ske, hvis man kan overbevise folk om, at det er trygt at færdes her i byen. Det lader til, at frygten for kriminalitet er blevet en afgørende faktor, når man skal beslutte, hvor en kongres skal afholdes.“

„Ja, det kan man godt forstå.“

„Vores nytårsforsæt skal være at fokusere på den kriminalitet, der skaber frygt i lokalsamfundet blandt pæne, almindelige borgere. Det er dér, jeg mener, vi skal sætte ekstraordinært ind. Vores budskab skal være, at borgerne skal føle sig lige så trygge i Brighton & Hove, som de gør inden for hjemmets fire vægge. Hvad siger du til det?“

Grace nikkede samtykkende, men inderst inde bekymrede det ham. Rigg havde de bedste intentioner, men hans timing var uheldig. Roxy Pearce havde på ingen måde været i sikkerhed i sit eget hjem. Desuden var der intet nyt i det, Rigg lige havde sagt. Han havde blot lagt vægt på det, der efter Graces mening altid havde været politiets fornemste opgave. Under alle omstændigheder var det helt klart hans eget mål.

Da han lige var blevet forfremmet til kriminalkommissær, havde hans nærmeste overordnede, Gary Weston, der var leder af kriminalpolitiet, kort og præcist forklaret ham sin filosofi: „Roy, som chef forsøger jeg at sætte mig i borgernes sted og fornemme, hvad det er, de forventer af mig. Hvad forventer min kone? Min gamle mor? Folk vil gerne være trygge og gå frit omkring, og de forventer, at jeg spærrer alle skiderikkerne inde.“

Grace havde haft den samme filosofi lige siden.

Rigg tog et maskinskrevet dokument frem. Det var på seks sammenhæftede sider, og Grace vidste straks, hvad det var.

„Det her er evalueringsrapporten fra det første døgn på Operation Sværdfisk, som jeg fik i går aftes,“ sagde Rigg og smilede lidt tøvende til Grace. „Den er positiv. Du har gjort det lige efter bogen. Det havde jeg også forventet efter alt det gode, jeg har hørt om dig, Roy.“

„Mange tak!“ sagde Grace helt overrasket. Det var helt tydeligt, at Rigg ikke havde talt særlig meget med den afgåede Alison Vosper, som ikke var nogen stor fan af Grace.

„Det skal nok vække endnu mere politisk røre, når nyheden om det tredje overfald slipper ud. Vi ved jo heller ikke, hvor mange voldtægter gerningsmanden når at begå, før vi fanger ham.“

„Eller før han igen forsvinder,“ svarede Grace.

Rigg så ud, som om han lige havde fået noget galt i halsen.