55

Mandag den 12. januar

Sussex Security Systems og Sussex Remote Monitoring Services havde til huse i et stort industrikompleks fra firserne i Lewes godt ti kilometer fra Brighton.

Efterhånden som Garry Starlings firma, som han for femten år siden havde startet i en lille butik i Hove, var vokset og var blevet delt i to, havde han indset nødvendigheden af at flytte til større lokaler. En tom bygning i Lewes havde vist sig at være den perfekte løsning. Ejeren var gået konkurs, og kurator havde været parat til at sælge til en favorabel pris.

Foruden prisen tiltalte beliggenheden ham. Bygningen lå kun nogle få hundrede meter fra Malling House, Sussex Politis hovedkvarter. I forvejen havde han sikret sig to ordrer hos politiet med at installere og vedligeholde alarmer på et par mindre, lokale politistationer, der var lukket om natten, og han var overbevist om, at det ikke ville være spor dumt at ligge så tæt på Malling House.

Det havde han haft ret i. Ved at trække i de rigtige tråde, besnakke de rette på golfbanen og fremsætte fordelagtige tilbud var ordrerne strømmet ind. Da kriminalpolitiets hovedkvarter for lidt over ti år siden var flyttet til Sussex House, var det hans firma, der fik ordren på hele det interne sikkerhedssystem.

Selvom Starling var succesrig, var han ikke typen, der kørte rundt i dyre biler. Efter hans mening tiltrak man sig alt for stor opmærksomhed i den slags, og jo smartere bilen var, jo mere havde kunderne grund til at tro, at han flåede dem. For ham var succes lig med frihed. Det gav ham mulighed for at ansætte folk til at udføre det arbejde, som han ikke selv havde lyst til at udføre, og så kunne han spille golf, når det passede ham, og i det hele taget gøre alt det, han havde lyst til. Han lod Denise om at bruge pengene – og det var hun god til.

Dengang da de lige havde mødt hinanden, havde hun været en rigtig sexbombe. Hun havde været med på hvad som helst, der tændte ham, og hun havde stort set altid været liderlig som bare fanden. Nu sad hun bare der på sin store røv, som med tiden blev større og større, og hun ville slet ikke høre tale om sex – i hvert fald ikke den slags, han havde lyst til.

Han kørte ind i industrikvarteret i den lille Volvo. Han passerede Land Rover-forhandleren, indgangen til Tesco og Homebase. Derefter svingede han først til højre, så til venstre, og for enden af den blinde vej kom en dobbelt toetages bygning til syne. Ude foran holdt ni hvide varevogne med firmaets logo.

Han var meget omkostningsbevidst, og derfor blev firmaets logo sat fast på de almindelige, hvide varevogne med magnetstriber. Så behøvede han ikke at bruge penge på en skiltemaler, når han købte en ny bil. Han flyttede bare logoet over fra den gamle.

Klokken var 9, og det passede ham ikke, at der stadig holdt så mange biler parkeret. Medarbejderne burde for længst være kørt ud for at installere alarmer eller foretage serviceeftersyn hos kunderne. Det var på grund af krisen.

I det hele taget var der ikke megen opmuntring at hente nogen steder nu om stunder.

Dunstan Christmas havde kløe bagi, men han turde ikke gøre noget ved det. Hvis han under sin vagt lettede sig fra stolen i mere end to sekunder uden først at logge sig helt af, gik alarmen i gang, og inspektøren ville komme farende.

Ham, der har udtænkt det her system, har været ret smart, måtte Christmas modvilligt indrømme for sig selv. Det var et forbandet godt system. Nærmest idiotsikret.

Det var det selvfølgelig også nødt til at være. Det var det, kunderne hos Sussex Remote Monitoring Services betalte for: uddannede overvågningskamera-operatører, der – som ham selv – sad i uniform på deres plads og holdt øje med skærmbillederne fra kundernes hjem og arbejdspladser døgnet rundt. Christmas var seksogtredive år og vejede et hundrede og tredive kilo, så det passede ham fint at sidde på den flade. Han forstod ikke rigtig, hvorfor han skulle bære uniform. Han forlod jo aldrig sin plads, men bossen, Garry Starling, forlangte, at alle i firmaet, selv dem i receptionen, bar uniform. Det gav personalet fornemmelsen af at blive værdsat, mente han, og det imponerede de besøgende. Garry Starlings ord var lov.

På panelet var der en mikrofon ved siden af betjeningsknappen til de forskellige kameraer. Han havde tyve skærme foran sig. De fleste af de steder, han havde opsyn med, lå milevidt herfra, men hvis bare han trykkede på mikrofonknappen, kunne han skræmme livet af en ubuden gæst ved at sidde og tale direkte til ham. Det kunne han godt lide. Det skete ikke så tit, men når det gjorde! Hold da op, hvor var det sjovt at se dem hoppe en halv meter i vejret. Man kunne nærmest kalde det et frynsegode!

Christmas arbejdede otte timer ad gangen i treholdsskift, og han var såmænd tilfreds med lønnen, men selve jobbet! I guder, hvor kunne det – især om natten – være møghamrende kedeligt. Han sad og så på tv-skærme, hvor der ikke skete noget som helst. En af skærmene viste porten ind til en fabrik. En anden en privat indkørsel. En tredje bagsiden af en palævilla på Dyke Road Avenue. Af til kom en kat, ræv eller grævling listende, eller der kom en rotte pilende.

Skærm nummer sytten havde han et særligt forhold til. Den viste billeder af den gamle cementfabrik i Shoreham, som var blevet lukket for nitten år siden. Seksogtyve overvågningskameraer var placeret rundt omkring på det enorme areal. Et sad ved hovedindgangen, og resten dækkede alle interne adgangsveje. I øjeblikket viste skærmen indgangsporten med et højt metalgitter med pigtråd foroven og kæder for lågerne.

Dér havde hans far engang arbejdet som chauffør på cementtankbilerne, og af og til havde Christmas fået lov til at sidde i førerhuset hos faren, når han var ude på sin runde. Han holdt meget af det sted. Han havde altid syntes, at det var ligesom at befinde sig i kulissen til en James Bond-film med rotérovnene til brænding af cementklinkerne, kuglemøllerne og de store cementsiloer, bulldozere, lastvogne med vippelad, gravemaskiner og aktivitet døgnet rundt.

Cementfabrikken lå i et stort stenbrud i øde omgivelser nogle kilometer inde i landet nordvest for Shoreham. Det var et område på over et hundrede hektar, der nu lå hen med store forladte bygninger. Der gik rygter om, at det hele skulle genetableres, men det havde ligget sådan hen, lige siden den sidste lastbil var kørt derfra for næsten tyve år siden. Det lignede en grå spøgelsesby med de store bygninger uden vinduer og rustangrebne jernkonstruktioner, gamle køretøjer og vildtvoksende ukrudt. De eneste, der af og til var kommet på besøg, var hærværksmagere eller indbrudstyve, der systematisk havde stjålet elektriske motorer, kabler og blyrør. Det var derfor, man havde opsat overvågningskameraerne.

Imidlertid var denne mandag morgen lidt mere spændende end ellers. Især hvad skærm nummer elleve angik.

Alle skærmene stod i forbindelse med tyve forskellige ejendomme via følere, der registrerede enhver bevægelse. De ville automatisk vise et billede af ejendommen på skærmen, hvis der var noget, der rørte på sig. Det kunne være et køretøj på vej ind eller ud, en forbipasserende, en ræv eller en stor omstrejfende hund. Der havde, lige siden han var mødt klokken syv, været konstant aktivitet på skærm nummer elleve. Det var facaden på familien Pearces hus. Han kunne se politiets afspærringsbånd, en reservebetjent, der holdt vagt, en eftersøgningsleder og tre mand fra kriminalteknisk afdeling i blå overtræksdragter og med gummihandsker. De lå på alle fire og finkæmmede grunden for eventuelle spor fra gerningsmanden, som havde overfaldet Roxy Pearce inde i huset i tirsdags. Der blev forskellige steder stukket små nummererede markeringsskilte ned i jorden.

Han stak hånden ned i pakken med Kettle-chips, der lå ved siden af betjeningspanelet, skovlede chipsene ind i munden og skyllede dem ned med en slurk Coca-Cola. Han skulle egentlig tisse, men besluttede sig for at blive siddende et stykke tid endnu. Han kunne godt logge sig af systemet for at tage en lille velfortjent pause, men det ville blive noteret. Der var kun gået halvanden time af hans vagt, og da han gerne ville have, at chefen skulle være tilfreds med ham, ville han blive siddende et stykke tid endnu.

Lyden af en stemme bag ham forskrækkede ham.

„Jeg er glad for, at forbindelsen til The Droveway er blevet ordnet.“

Christmas vendte sig om og fik øje på indehaveren af firmaet, Garry Starling, som stod og kiggede med over hans skulder.

Det var typisk for Starling at gøre sådan noget. Han gik altid rundt og udspionerede de ansatte. Han sneg sig lydløst ind på dem. Sommetider var han bare iført hvid skjorte, cowboybukser og gummisko, men af og til dukkede han op i jakkesæt. Han kom dog altid lydløst listende på sko med gummisåler, som om han på en underlig måde ville belure folk. Hans ugleagtige øjne iagttog én hen over brillerne.

„Ja, mr. Starling. Den var kommet i orden, da jeg startede på min vagt.“

„Ved vi stadigvæk ikke noget om, hvad der var i vejen?“

„Jeg har ikke talt med Tony.“

Tony var firmaets cheftekniker.

Starling stod og så lidt på al aktiviteten omkring familien Pearces hus og nikkede.

„Det er noget værre noget,“ bemærkede Christmas.

„Det er ubegribeligt,“ sagde Starling. „Det er det værste, der nogensinde er sket i alle de ejendomme, vi har betjent, og så virkede det lortesystem ikke engang. Det er ubegribeligt!“

„Dårlig timing.“

„Det må man sige.“

Christmas trykkede på en kontakt på panelet og zoomede ind på en af kriminalteknikerne, som var ved at lægge noget småt, de ikke kunne se, hvad var, i en pose.

„Det er ret interessant at følge med i, hvor grundigt de fyre går til værks,“ sagde Christmas.

Det svarede chefen ikke på.

„Det er ligesom i tv-serien CSI.“

Heller ikke denne gang kom der noget svar.

Han drejede hovedet og opdagede til sin forbavselse, at Starling var gået.