57

Mandag den 12. januar

I Situationsrum 1 var der plads til at efterforske tre alvorlige forbrydelser på samme tid, men holdet på Operation Sværdfisk blev ved med at vokse, så Grace var blevet nødt til at lægge beslag på hele rummet. Heldigvis havde han altid været på god fod med den administrative leder, Tony Case, som havde ansvaret for amtets i alt fire situationsrum.

Case havde været så venlig at flytte efterforskningen af den anden alvorlige forbrydelse i Sussex House i øjeblikket – drabet på en endnu uidentificeret mand på åben gade en sen aften – til det mindre Situationsrum 2 længere nede ad gangen.

Grace havde ganske vist holdt to briefinger i går, men da havde flere af medarbejderne haft travlt med forhøringer ude i byen, så derfor havde han bedt alle om at være til stede her til morgen.

Han satte sig på en ledig plads ved en af arbejdsstationerne med sin manual, en dagsorden og en kop kaffe foran sig. Det var dagens tredje kop. Cleo var hele tiden efter ham, fordi hun syntes, han drak for meget kaffe, men efter det behagelige, men også udfordrende morgenmøde med vicepolitimester Rigg trængte han til et ekstra skud koffein.

Skønt der ikke var blevet gjort noget ved Situationsrum 1 i flere år, lugtede der stadig sterilt og upersonligt som i alle andre moderne kontorlokaler. Lugten rundtomkring på politiets kontorer havde været noget anderledes, før rygeforbuddet blev indført, tænkte han. Dengang stank der de fleste steder af tobak, og en blålig tobakståge hang i lokalerne. På den anden side havde det givet kontorerne en vis atmosfære, og det savnede han på en eller anden måde. Det hele var ved at blive alt for sterilt.

Han nikkede til de forskellige, efterhånden som de dukkede op. Glenn Branson og de fleste af de andre talte i mobiltelefon. Det lød, som om Branson igen var i gang med en af sine endeløse diskussioner med konen.

„Godmorgen, gamle jas,“ hilste Branson, da han var færdig og stoppede mobilen i lommen. Så bankede han på sin skaldede isse og rynkede panden.

Grace rynkede også panden. „Hvad er der?“ spurgte han.

„Du har glemt at komme gelé i!“

„Jeg har været til møde med den nye vicepolitimester her til morgen, så jeg syntes, jeg ville se lidt ordentlig ud.“

Branson, som for et par måneder siden havde sørget for, at Grace blev fikset op med nyt tøj og ny frisure, rystede på hovedet. „Ved du hvad? Indimellem er du bare så kedelig. Hvis jeg var den nye vicepolitimester, ville jeg synes, at det var fedt med medarbejdere, der skilte sig lidt ud og ikke lignede en gammel bedstefar.“

„Åh, hold kæft!“ sagde Grace med et smil. Så gabte han.

„Der kan du bare se!“ sagde Branson triumferende. „Det er alderen, der trykker. Du kan ikke holde til ræset.“

„Meget morsomt! Jeg bliver altså lige nødt til at koncentrere mig et par minutter, okay?“

„Ved du, hvem du ligner?“ fortsatte Branson uanfægtet.

„George Clooney? Daniel Craig?“

„Næh, Brad Pitt!“

Grace så helt opmuntret ud, indtil Branson fortsatte: „Jo, i Benjamin Buttons forunderlige liv … dér, hvor han er hundrede år gammel og ikke er begyndt på foryngelsesprocessen endnu.“

Graces smil stivnede, og han rystede på hovedet. Så gabte han igen. Selv om de fleste mennesker ikke kunne fordrage mandage, mødte de normalt på arbejde friske og veludhvilede. Han havde derimod tilbragt hele søndagen med at arbejde. Han havde først været ude på molen i spøgelsestogets maskinrum, hvor Mandy Thorpe var blevet voldtaget og mishandlet. Derefter havde han besøgt hende på Royal Sussex County Hospital, hvor hun var indlagt under politibeskyttelse. På trods af en hjernerystelse havde den unge kvinde været i stand til at give en detaljeret beskrivelse af handlingsforløbet til den specialuddannede kriminalassistent, hun var blevet tilknyttet, og som havde rapporteret videre til Grace.

Bortset fra den forfærdelige situation de stakkels ofre befandt sig i, syntes Grace, at han også selv var havnet i noget af en situation. Der hvilede et enormt pres på ham for at opklare forbrydelsen og skride til anholdelse. For at gøre det hele endnu værre, havde Kevin Spinella, kriminalreporteren på The Argus, lagt hele tre beskeder på Graces mobil, hvor han havde bedt ham om straks at ringe tilbage. Grace var godt klar over, at hvis han ville have den vigtigste lokalavis til at samarbejde, blev han nødt til at behandle Spinella ordentligt, ellers risikerede han sensationelle overskrifter i morgendagens udgave. Det indebar, at han var tvunget til at stikke ham lidt ekstra godbidder i forhold til de oplysninger, han havde tænkt sig at offentliggøre på pressemødet ved middagstid. I øjeblikket havde han intet at fodre Spinella med. I hvert fald ikke noget, som offentligheden skulle have kendskab til.

Han ringede Spinella op og kom direkte igennem til hans voicemail. Her efterlod han en besked, hvor han bad Spinella om at møde på hans kontor ti minutter før pressekonferencen. Inden da måtte han finde ud af, hvad han skulle sige til ham.

Det var også på tide at sætte en eller anden form for fælde op. Der blev lækket oplysninger til Spinella, og det måtte være én inden for politiets egne rækker. Grace var overbevist om, at det var en og samme person, der det sidste års tid havde lækket oplysninger om nye drab til den kvikke, unge kriminalreporter. Når politiet var blevet tilkaldt, varede det ikke længe, før Spinella vidste det. Det måtte være én, der arbejdede i ekspeditionen eller i it-afdelingen, hvor man havde adgang til døgnrapporten, der løbende blev opdateret. Det kunne også være en af efterforskerne, men det tvivlede Grace på, fordi oplysningerne blev lækket, hver gang det drejede sig om en grov forbrydelse. Den kendte den enkelte efterforsker i første omgang kun noget til, hvis han selv var blevet sat på sagen.

Det eneste positive var, at Spinella var en klog journalist, som politiet kunne lave aftaler med. Indtil nu var det gået fint, men en skønne dag holdt han måske op, og så ville skaden være sket, hvis en mindre samarbejdsvillig journalist overtog hans job.

„Lortehold … hvad fanden er det, Albion render rundt og laver?“ Michael Foreman kom slentrende med velpudsede sorte Oxford-sko og var som sædvanlig ulasteligt klædt.

I begyndelsen af en efterforskning var de fleste efterforskere iført jakkesæt. Man kunne aldrig vide, hvornår man skulle ud og afhøre folk, og især hvis det var en nær slægtning til ofret, var påklædningen et udtryk for respekt. Få – som Foreman – gik altid i jakkesæt.

„Det der andet mål!“ lød det ophidset fra den ellers meget stilfærdige kriminalbetjent Nick Nicholl, mens han fægtede rundt i luften med knyttede næver. „Hvad havde de gang i? Hold da helt kæft!“

„Nå, ja, jeg er Chelsea-tilhænger,“ kom det fra John Black, den systemansvarlige fra den nationale efterforskningsdatabase. „Jeg droppede Albion, da de flyttede fra Goldstone Ground.“

„Når de nu flytter til det nye stadion, så er jeg sikker på, det bliver noget helt andet,“ sagde Foreman. „Giv dem nu lige en chance. Jeg er sikker på, at selvtilliden så vender tilbage.“

„Homoer alle til hobe,“ mumlede Norman Potting og rystede på hovedet. Han var først lige kommet og stank som sædvanlig af tobaksrøg.

Han satte sig tungt over for Grace. „Jeg er ked af, at jeg kommer for sent, Roy. Kvinder! Jeg kan godt fortælle dig, at nu kan det være nok. Jeg skal aldrig giftes igen. Sådan er det. Fire må være mere end rigeligt!“

„Det bliver halvdelen af Englands befolkning henrykt over at høre,“ mumlede Bella Moy højt nok til, at alle kunne høre det.

Potting ignorerede hende og så nedtrykt på Grace. „Du kan godt huske den lille snak, vi havde inden jul, ikke, Roy?“

Grace nikkede og ville helst ikke lade sig aflede af endnu en katastrofe i Pottings uheldige kærlighedsliv.

„Jeg ville sætte pris på flere af dine gode råd, Roy … på et eller andet tidspunkt, når du får tid. Hvis det altså er i orden med dig.“

Hvis jeg får tid tilovers, så vil jeg sove, tænkte Grace træt, men han nikkede til Potting.

„Selvfølgelig, Norman,“ svarede han. Selv om han tit syntes, Potting var irriterende, havde han lidt ondt af ham. Potting kunne for længst være gået på pension, men han var blevet, og Grace var ret sikker på, at arbejdet var blevet hans liv og hans eneste holdepunkt i tilværelsen.

Den sidste, der ankom, var dr. Julius Proudfoot med en brun lædertaske over skulderen. Retspsykologen – som den, der udarbejdede en gerningsmandsprofil nu hed – havde arbejdet med utallige højtprofilerede sager gennem de sidste tyve år. Han havde også været med på den oprindelige sag om Skomanden. De sidste ti år havde han været et ganske kendt ansigt og tjent gode penge på at udgive bøger. Der var fire selvbiografier, der kortlagde hans hidtidige karriere, og de gjorde et stort nummer ud af hans afgørende rolle i opklaringen af nogle af de værste forbrydelser i England.

Flere erfarne efterforskere mente dog i deres stille sind, at bøgerne mere hørte til i fiktionsafdelingen. De syntes, at han uretmæssigt havde taget hele æren i flere sager, hvor han kun havde spillet en mindre rolle – og i visse tilfælde uden større held.

Grace var tilbøjelig til at give dem ret, men fordi Proudfoot tidligere havde været involveret i Operation Houdini, sagen om Skomanden, kunne han måske bidrage med noget til opklaringen af Operation Sværdfisk.

De tolv år, der var gået, siden de sidst havde mødtes, var ikke gået sporløst hen over Proudfoot. Han har godt nok taget på, tænkte Grace, da han præsenterede ham for sine medarbejdere. Derefter vendte han tilbage til dagsordnen.

„Allerførst vil jeg gerne takke alle for at have arbejdet i weekenden. Og så kan jeg fortælle jer, at ingen af de højere instanser har kunnet sætte en finger på vores efterforskning indtil videre.“ Han kastede et hurtigt blik på dagsordnen. „Godt. Klokken er 8.30 mandag den 12. januar. Dette er den sjette briefing på Operation Sværdfisk, efterforskningen af to overfaldsvoldtægter på henholdsvis Nicola Taylor og Roxy Pearce og muligvis nu et tredje offer: Mandy Thorpe.“

Han pegede op på det ene whiteboard med detaljerede signalementer af de tre kvinder. Af hensyn til ofrene havde han undladt at sætte fotografier op. „Fotografier af ofrene er til rådighed for de af jer, der har brug for dem,“ tilføjede han.

Proudfoot rakte en hånd i vejret og viftede med de små fede fingre. „Du må undskylde, Roy, men hvorfor siger du, at der muligvis er tale om et tredje offer? Efter min mening hersker der ingen tvivl, hvad angår Mandy Thorpe.“

Grace kiggede over på Proudfoot.

„Adfærdsmønstret er helt anderledes,“ svarede Grace, „men det vil jeg komme ind på lidt senere, hvis det er i orden. Det kommer som et selvstændigt punkt på dagsordnen.“

Proudfoot gjorde mine til at sige noget og så på Grace med sine stikkende øjne. Det var helt tydeligt, at han ikke brød sig om at blive sat på plads.

Grace fortsatte: „Vi vil nu se på, hvor langt vi er kommet med overfaldet på Nicola Taylor nytårsaften og på Roxy Pearce i torsdags. Vi har i øjeblikket 619 potentielle gerningsmænd: hele personalet på Metropole Hotel; de gæster, der overnattede på hotellet den nat; alle deltagerne i nytårsfesten, deriblandt – som vi jo ved – nogle af politiets spidser. Dertil kommer forskellige navne, som vi har fået oplyst af folk, der har henvendt sig til os, enten direkte eller via Crimestoppers. Dertil kommer alle registrerede sædelighedsforbrydere i Brighton & Hove. Der er også to perverse stoddere, der telefonisk har chikaneret diverse skobutikker i Brighton. De er allerede blevet identificeret via telefonselskabets opkaldslister.“

Han tog en slurk kaffe.

„En af de potentielle gerningsmænd på listen har særlig interesse. Det er en lokal vaneforbryder ved navn Darren Spicer. Han er kendt for at begå indbrud og handle lidt med stoffer. Jeg vil tro, at flere af jer kender ham.“

„Ja, den lille skiderik!“ sagde Potting. „Ham spjældede jeg da for tyve år siden. Han havde begået en række indbrud omkring Shirley Drive og Woodland Drive.“

„Han har 173 domme på samvittigheden,“ sagde Zoratti. „En rigtig charmetrold. Han er i øjeblikket prøveløsladt. Han har siddet inde for voldtægtsforsøg mod en kvinde i Hill Brow. Han var brudt ind i hendes hus og havde forsøgt at kysse hende.“

„Ja, det er desværre et mønster, vi kender,“ sagde Grace og kiggede over på Proudfoot. „Indbrudstyve, der udvikler sig til voldtægtsmænd.“

„Netop,“ svarede Proudfoot og tog tråden op. „I begyndelsen nøjes de med at trænge ind i huse for derefter at udvikle en trang til også at trænge ind i kvinderne i husene.“

Grace lagde godt mærke til flere af kollegernes rynkede bryn. Det var helt tydeligt, at de opfattede psykologens ord som det rene lommepsykologi. Han vidste imidlertid godt, at Proudfoot desværre havde ret.

„Spicer blev løsladt den 28. december. Branson og Nicholl afhørte ham i går morges.“

Han nikkede til Branson.

„Det stemmer,“ svarede Branson. „Det fik vi ikke andet ud af end en omgang løs snak. Han er glat som en ål og påstår, at han har alibiet i orden, da de tre overfald blev begået. Det er jeg nu ikke helt sikker på. Vi sagde til ham, at vi ville tjekke hans alibi. Han var angiveligt sammen med en gift kvinde torsdag aften, og han nægter at opgive hendes navn.“

„Har Spicer andre tidligere domme for blufærdighedskrænkelse?“ spurgte Moy. „Eller for husspektakler eller vold af en art?“

„Nej,“ svarede Zoratti.

„Er det ikke ret usandsynligt, at vores voldtægtsmand ikke tidligere er straffet for en eller anden sædelighedsforbrydelse, Proudfoot? Vi må vel antage, at det ikke er helt almindeligt, at voldtægtsforbrydere tager ofrenes sko med sig?“ spurgte Moy.

„Det er ikke ualmindeligt for serieforbrydere at tage et trofæ med sig,“ svarede Proudfoot. „Du har imidlertid ret i, at det er meget usandsynligt, at han ikke har begået andre forbrydelser.“

„Jeg er stødt på noget vigtigt angående Spicer,“ indskød Zoratti. „I går aftes gennemlæste jeg vidneudsagnet, der blev afgivet af den kvinde, som Spicer krænkede i sit hjem for over tre år siden … Marcie Kallestad.“

Zoratti så over på Grace. „Jeg forstår ikke, at der slet ikke er nogen, der har lagt mærke til, at der er en sammenhæng.“

„Hvilken sammenhæng?“

„Jeg tror hellere, du selv må læse hele rapporten, men efter at Marcie Kallestad havde revet sig løs fra Spicer, havde han slået hende ned, taget skoene af hende og stukket af med dem. Det var højhælede Roberto Cavalli-sko, som havde kostet 350 pund. Hun havde købt dem samme dag i en skobutik i Brighton.“