58

Mandag den 12. januar

Med ét fornemmede Roy Grace en helt ny og optimistisk stemning i lokalet. Det skete altid, når der kom et muligt gennembrud i efterforskningen. Selv lod han sig ikke rive med.

„Hvor er det ærgerligt, at vi ikke vidste det i går,“ sagde Glenn Branson. „Så kunne vi have taget Spicer med til afhøring.“

Nick Nicholl nikkede bekræftende.

„Vi må da have nok til at kunne anholde ham, ikke, Roy?“ spurgte Michael Foreman.

Grace så over på Ellen Zoratti. „Ved vi, om skoene dukkede op senere?“

„Nej, det ved vi desværre ikke noget om,“ svarede hun.

„Var de noget værd?“ spurgte Nicholl.

„Absolut,“ svarede Moy. „Der er masser af genbrugsbutikker inde i byen, der ville aftage et par helt nye Roberto Cavalli-sko billigt. Jeg handler af og til i nogle af de butikker og kan være heldig at finde noget til ingen penge.“

Grace så et øjeblik på Moy. Hun var i begyndelsen af trediverne, boede hjemme og tog sig af sin gamle mor. Han havde lidt ondt af hende. Hun så ganske godt ud, men havde tilsyneladende ikke andet at gå op i end sit arbejde.

„Er det cirka ti procent af indkøbsprisen, man får, Bella?“ spurgte han.

„Det ved jeg ikke … man får ikke så meget … måske tyve pund … max.“

Grace tænkte sig godt om. De nye oplysninger kunne sagtens retfærdiggøre en anholdelse af Darren Spicer. Og dog … der var noget, der ikke stemte. Det var alt for nærliggende med Spicer. Ganske vist var han meget belejligt blevet løsladt tids nok til at kunne begå den første voldtægt nytårsnat på Metropole Hotel, hvor han oven i købet havde fået arbejde. Og ganske vist havde de netop nu erfaret, at han under sit sidste indbrud havde taget kvindens sko med sig, men Grace tvivlede på, at han kunne være så dum.

Dertil kom, at Spicers hidtidige kriminelle løbebane var som indbrudstyv og pusher. Han levede af at bryde ind i folks huse og tømme pengeskabe for smykker, ure, sølvtøj og kontanter. Hverken Nicola Taylor eller Roxy Pearce havde indtil videre meldt andet stjålet end deres sko. I Nicola Taylors tilfælde var hendes tøj dog også blevet stjålet. Hvad Mandy Thorpe angik, var det også kun skoene, der var væk. Medmindre Spicer virkelig havde forandret sig, mens han sad inde – hvilket Grace dog tvivlede på – passede voldtægterne slet ikke med Spicers adfærdsmønster.

På den anden side kunne han ikke være sikker på, at Spicer ikke havde begået andre sædelighedsforbrydelser, som han bare ikke var blevet knaldet for. Var der en reel mulighed for, at Darren Spicer var Skomanden? Journalerne, som Zoratti havde fundet frem, viste, at han havde været på fri fod i den periode, hvor Skomanden havde slået til. Skomanden voldtog og mishandlede imidlertid sine ofre på det groveste. Han nøjedes ikke bare med at kysse dem, sådan som Spicer havde gjort. Igen passede adfærdsmønstret ikke.

De kunne selvfølgelig godt forsøge at få ham varetægtsfængslet. Det ville tilfredsstille ledelsen med en hurtig anholdelse, men det kunne blive en kort fornøjelse. Hvad skulle han stille op med Spicer? Hvordan skulle han kunne bevise, at han var den skyldige? Gerningsmanden havde båret maske og næsten ikke sagt noget, så der var intet signalement at gå efter. De havde ikke engang et bud på, hvor høj han var. Middelhøjde regnede man med. Spinkelt bygget. Sparsom kropsbehåring.

De retskemiske undersøgelser havde vist, at der ikke var spor af sæd på nogen af de tre ofre. Der var på nuværende tidspunkt ingen dna-spor fra hår og fibre og heller ikke fra negleskrabene, men det ville tage et par uger, inden man var færdig med at analysere alle prøverne, og så længe kunne de under ingen omstændigheder holde på Spicer. Og statsadvokaten ville helt sikkert skønne, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale mod ham.

De kunne godt spørge ham om, hvorfor han havde taget Marcie Kallestads sko, men hvis han virkelig var Skomanden, ville han straks være på vagt. Og det samme ville ske, hvis man ransagede hans skab på herberget. Ifølge Branson og Nicholl troede Spicer selv, at han havde været smart nok til at svare tilfredsstillende på deres spørgsmål, og derfor var han måske ikke bange for at slå til igen. Hvis de interesserede sig for meget for ham, ville han trække følehornene til sig – eller måske rejse fra byen, og Grace havde brug for resultater. Han skulle ikke nyde noget af en ny pause på tolv år.

Han tænkte sig lidt om. „Har Spicer en bil eller mulighed for at låne en?“ spurgte han så Branson.

„Jeg har ikke indtryk af, at han har en bil til rådighed.“

„Han siger, at han altid går. Så sparer han busbilletten,“ tilføjede Nicholl.

„Han kan sikkert finde ud af at stjæle en, hvis han får brug for det,“ indskød Zoratti. „Han er før blevet dømt for biltyveri. Han har stjålet både en varevogn og en personbil.

Det er godt, han ikke har noget at køre i, tænkte Grace. Det ville gøre det meget nemmere at holde ham under observation.

„Jeg tror, at vi lige nu får mere ud af at holde ham under observation end at anholde ham. Vi ved, hvor han befinder sig mellem klokken 20.30 og 8.30 takket været herbergets regler. Han er i praktik på Grand Hotel, så vi ved, hvor han er i dagtimerne på hverdagene. Jeg vil bede overvågningsafdelingen om at holde øje med ham efter fyraften og tjekke, om han forlader herberget om natten.“

„Hvis I virkelig mener, at han er ‘en person af interesse’, som det lader til er tilfældet, Roy,“ sagde Proudfoot, „så synes jeg, at I skal handle hurtigt.“

„Jeg håber på at få det sat i værk i dag,“ svarede Grace. „Nu synes jeg, det vil være på sin plads at høre din vurdering.“

Proudfoot rejste sig og gik hen til det ene whiteboard, der var dækket af et stort ark papir, hvorpå der med forskellige farver var indtegnet diverse grafer. For at pointere hvor betydningsfuld han var, tog han sig god tid, inden han gik i gang.

„Skomandens og jeres nuværende gerningsmands profiler ligner hinanden meget,“ sagde han. „Denne graf viser de faktorer, hvor der indtil videre er sammenfald mellem de to. Hver farve repræsenterer forskellige faktorer: geografien, tidspunktet på dagen, hans måde at komme i kontakt med ofrene på, hans måde at overfalde dem på og hans udseende.“

Han pegede på de forskellige faktorer, trådte et skridt til side og fortsatte: „Flere af Skomandens karakteristika er aldrig blevet offentliggjort, men ikke desto mindre falder de sammen med den nuværende gerningsmands. Det får mig til med en vis sikkerhed at sige, at der på nuværende tidspunkt er tilstrækkelig mange sammenfaldende faktorer til at antage, at der er tale om én og samme person. Den mest betydningsfulde detalje er, at navnet Marsha Morris blev brugt på såvel Grand Hotel i 1997 som på Metropole Hotel denne nytårsaften – og det navn er aldrig blevet offentliggjort.“

Han gik hen til en ren tavle.

„Jeg er også ret overbevist om, at det er en mand fra lokalområdet eller i det mindste en person med lokalt kendskab, som måske engang har boet her.“

Lynhurtigt tegnede han med sort tusch små firkanter øverst på tavlen og nummererede dem fra 1 til 5, mens han talte videre.

„Skomandens første rapporterede overfald den 15. oktober 1997 mislykkedes. Det vil jeg se bort fra og koncentrere mig om de gange, han havde heldet med sig. Det første overfald fandt sted kort efter midnat den 1. november 1997 på Grand Hotel.“ Han skrev GH i den første firkant. „Det andet fandt sted fjorten dage senere i en villa på Hove Park Road.“ Han skrev HPR i firkant nummer to. „Det tredje fandt sted nede under Palace Pier fjorten dage senere.“ Han skrev PP i den tredje firkant. Det fjerde fandt sted fjorten dage senere i parkeringskælderen under Churchill Square.“ Han skrev CS i den fjerde. „Et muligt femte overfald fandt sted julemorgen fjorten dage senere på Eastern Terrace. Igen det samme interval. Det sidste overfald er dog aldrig blevet bekræftet.“ Han skrev ET i den sidste firkant. Så vendte han sig om mod forsamlingen og kiggede direkte på Grace.

„Vi ved, at alle fem kvinder, lige før de blev voldtaget, havde købt nye, dyre sko i en af byens skobutikker. Højst sandsynligt kendte gerningsmanden disse butikker. Han kunne selvfølgelig godt have været en fremmed, der tog hertil, men det tvivler jeg på. En fremmed bliver normalt ikke hængende, han slår til og tager videre.“

Grace vendte sig om mod Foreman, som stod i spidsen for forhøringsholdet. „Michael, har du besøgt de skobutikker, hvor ofrene købte sko, for at tjekke, om de har overvågningskameraer?“

„Vi er i gang med det.“

Proudfoot tegnede en cirkel rundt om alle fem firkanter. „Det er værd at bemærke, at det område, hvor overfaldene fandt sted, geografisk set er relativt begrænset. Jeg vil nu gå videre til den aktuelle række af overfald.“

Han tegnede med rødt tre firkanter på den nederste del af tavlen og gav dem numrene 1, 2 og 3. Han vendte sig kort om mod forsamlingen, men fortsatte så ved tavlen.

„Det første overfald fandt sted på Metropole Hotel, og som vi jo alle ved, ligger det lige ved siden af Grand.“ Han skrev MH i den første firkant. „Overfald nummer to fandt sted en uges tid senere i en villa på en dyr adresse på The Droveway.“ Han skrev TD i den anden firkant. „Det tredje overfald – og jeg anerkender, at adfærdsmønstret er anderledes – fandt sted kun to dage senere på Palace Pier – eller rettere Brighton Pier – som den hedder nu om stunder.“ Han skrev BP i den tredje firkant og vendte sig atter mod forsamlingen.

„The Droveway er vejen efter Hove Park Road. Jeg tror ikke, at man behøver at være professor for at fastslå, at geografien dengang og nu minder påfaldende meget om hinanden.“

Foreman rakte hånden op. „Det er en meget skarp iagttagelse, Proudfoot, men hvad kan du ud fra din store erfaring fortælle os om selve gerningsmanden?“

Proudfoot smilede og labbede smigeren i sig. „Jo,“ svarede han, idet han slog ud med armene. „Han har ganske givet lidt af omsorgssvigt i sin barndom. Han er sandsynligvis vokset op hos kun den ene af forældrene eller har muligvis fået en streng, religiøs opdragelse. Han er måske blevet udsat for incest fra forældrenes eller en nær slægtnings side. Som barn har han givetvis været ond mod dyr og været involveret i smårapserier fra klassekammeraterne. Han har helt sikkert været noget af en enspænder og har ikke haft nogen venner.“

Han holdt en lille pause, rømmede sig og fortsatte så: „Lige siden han var helt ung, har han antagelig været besat af voldsporno og har højst sandsynligt begået en række mindre sædelighedsforbrydelser – blufærdighedskrænkelse af forskellig art. Senere er han gået til prostituerede, helt sikkert dem, der tilbyder sadomasochistiske ydelser. Han er angiveligt også stofmisbruger – kokain er mit bedste bud.“

Han holdt igen inde. „At han forklæder sig i kvindetøj, tyder for mig på, at han befinder sig i en fantasiverden, men også, at han er intelligent. Han må have en barok sans for humor – hvilket kan have afgørende betydning – når man ser på valget af gerningssteder i 1997 og nu – og også på timingen. Den kendsgerning, at han er så bevidst om ikke at efterlade sig tekniske spor, tyder også på, at han er intelligent, og at han har en viden om – eller erfaring med – politiets metoder.“

Kriminalassistent Emma-Jane Boutwood rakte hånden op. „Har du nogen teori om – hvis han altså er Skomanden – hvorfor han tilsyneladende har holdt pause i tolv år og så er begyndt igen?“

„Det er ikke usædvanligt. Der var engang en seksualforbryder i USA, der hed Dennis Rader. Efter at have begået en lang række drab, holdt han op. Han var blevet gift og havde stiftet familie, men tolv år senere var han blevet træt af konen og var på nippet til at begå et nyt drab. Heldigvis blev han fanget, før det skete. Det samme kunne være tilfældet med vores gerningsmand. Han kunne imidlertid også være flyttet et andet sted hen eller taget til udlandet og fortsat sine overfald dér for derefter at vende tilbage hertil.“

Da briefingen var overstået, bad Grace Proudfoot om at følge med ind på sit kontor et øjeblik. Grace lukkede døren. Det blæste udenfor, og regnen slog mod ruderne, da han satte sig bag skrivebordet.

„Jeg ville ikke diskutere det med dig foran hele holdet, Proudfoot,“ sagde han myndigt, „men det tredje overfald i spøgelsestoget bekymrer mig. Adfærdsmønstret stemmer overhovedet ikke.“

Proudfoot nikkede og smilede overbærende.

„Fortæl mig, kriminalkommissær, hvad det er, der overhovedet ikke stemmer.“

Grace brød sig ikke om hans nedladende tone, men prøvede på ikke at lade sig irritere. „For det første,“ sagde han og holdt en finger i vejret, „havde Mandy Thorpe – ligesom de andre ofre, inklusive Rachael Ryan, som vi ganske vist ikke er helt sikre på – ikke lige købt de sko, hun havde på under voldtægten. Det havde de fem andre kvinder i sin tid. Det har Nicola Taylor og Roxy Pearce også. Det var noget andet med Mandy Thorpe. Hun havde købt dem for flere måneder siden på en ferie i Thailand. For det andet – og det tror jeg er meget vigtigt – er hendes sko – i modsætning til de andres – ikke ægte designersko. Det er Jimmy Choo-kopier.“

„Jeg er ikke ekspert på det område, men – undskyld, jeg siger det – er det ikke pointen, at man ikke kan se forskel?“

Grace rystede på hovedet. „Nej, det drejer sig ikke om at kunne se forskel. Det drejer sig om, hvor skoene er købt. Det er i skobutikkerne, han spotter sine ofre. For det tredje er der den væsentlige omstændighed, at Mandy Thorpe ikke blev tvunget til at tilfredsstille sig selv med den ene sko. Det har ellers været den totale magt over ofrene, der har givet ham tilfredsstillelse.“

Proudfoot trak på skuldrene for at vise, at han hverken var enig eller uenig med Grace. „Den unge kvinde var bevidstløs, så vi ved ret beset ikke, hvad han har gjort ved hende.“

„Skrab fra hendes vagina viser, at han havde kondom på, da han trængte ind i hende. Hverken i anus eller vagina ses spor fra skohæle.“

„Måske er han blevet forstyrret og har måttet afbryde sit forehavende,“ svarede Proudfoot.

„Måske. For det fjerde,“ sagde Grace og talte videre på fingrene. „Mandy Thorpe er kraftig – for ikke at sige tyk. Alle de andre ofre har været slanke.“

Proudfoot rystede på hovedet. „Hendes skikkelse har ikke afgørende betydning. Han er en mand på jagt. Det, der er vigtigt, er tidsintervallet. I sin tid havde Skomanden et interval på fjorten dage. I denne omgang var det først en uge, og nu er han nede på kun to dage. Ingen af os ved noget om, hvad han har foretaget sig i de mellemliggende tolv år, men hans appetit er måske vokset – enten fordi den har været undertrykt i så mange år – eller fordi hans selvtillid er vokset, fordi han har kunnet blive ved uden at blive opdaget. Der er i hvert fald én ting, jeg er helt sikker på, og det er, at jo flere gange en gerningsmand slipper godt fra sin forbrydelse, jo mere usårlig føler han sig – og jo mere vil han have.“

„Der er pressemøde klokken 12, Proudfoot. Den udtalelse, jeg der fremsætter, kan komme til at give bagslag. Jeg ønsker at komme med præcise oplysninger, der kan hjælpe os med at få anholdt gerningsmanden, så borgerne kan føle sig trygge. Jeg går ud fra, at du også af hensyn til dit gode navn og rygte ønsker, at jeg kommer med præcise oplysninger. Du er vel heller ikke interesseret i at blive hængt ud for at tage fejl.“

Proudfoot rystede på hovedet. „Jeg tager sjældent fejl, Grace. Hvis du lytter til mig, er jeg så godt som sikker på, at du ikke går galt i byen.“

„Det er meget beroligende,“ svarede Grace køligt.

„Du er ligesom jeg professionel helt ud til fingerspidserne,“ fortsatte Proudfoot, „og du er – som alle andre efterforskningsledere, jeg har arbejdet sammen med – udsat for et enormt pres fra alle sider. Hvordan tager man bedst hensyn til offentligheden? Ved at fortælle dem, at der er én, eller at der er to voldtægtsmænd på spil?“ Proudfoot så hvast på Grace med løftede øjenbryn. „Jeg ved godt, hvad jeg ville gøre, hvis det var mit ansvar at beskytte byens renommé.“

„Jeg træffer min egen beslutning uden at lade mig påvirke af taktiske hensyn,“ svarede Grace.

„Roy … det må jeg godt kalde dig, ikk’?“

Grace nikkede.

„Det er ikke hvem som helst, du har med at gøre her, Roy. Det er en udspekuleret rad. Han er på jagt efter bytte. Der er noget inde i ham, der driver ham til at gøre det samme, som han før har gjort, men fordi han absolut ikke er dum, ved han godt, at han bliver nødt til ikke at gøre tingene på nøjagtig samme måde. Han ville gnide sig i hænderne, hvis han kunne høre vores samtale lige nu. Han nyder at have magt over kvinder, men nyder sandelig også at have magt over politiet. Det er alt sammen en del af hans perverse leg.“

Grace sad og tænkte lidt over det, Proudfoot havde sagt. Som efterforskningsleder havde han lært at lytte til eksperters råd, men det var ham selv, der – uden at lade sig influere – tog den endelige beslutning.

„Jeg forstår godt, hvad det er, du siger,“ sagde han.

„Jeg håber, det er gået rent ind, Roy. Bare se på de resultater, jeg indtil videre har opnået. Hvis du alligevel er i tvivl, vil jeg gerne uddybe mit standpunkt. Han er typen, der har sine rutiner og et behov for at føle sig tryg. Han bliver ved med at holde sig til sit gamle mønster, da det gør ham tryg. Han udser sig sine ofre de samme – eller i det mindste sammenlignelige – steder. Inden ugen er omme vil en kvinde blive voldtaget i et parkeringshus i centrum og få stjålet sine sko. Det kan du godt hilse fra mig og sige på pressemødet.“

Hans selvsikkerhed var begyndt at irritere Grace ud over alle grænser, men han havde brug for ham. I øjeblikket måtte han klamre sig til selv det mindste strå.

„Jeg kan jo ikke overvåge hele centrum … det har vi slet ikke resurser til. Det vil heller ikke hjælpe at sende en masse uniformerede betjente på gaden, det ville bare få ham til at stikke af.“

„Jeg tror faktisk, at vores gerningsmand er fræk og smart nok til at turde gøre det lige for næsen af jer. Det vil måske endda give ham et ekstra kick. Selvom du plastrer hele centrum til med politifolk, vil han alligevel få ram på sit offer.“

„Det lyder betryggende,“ sagde Grace. „Hvad synes du, jeg skal gøre?“

„Hvis du er heldig, kan du måske gætte dig til stedet. Eller …“ Han tav og tænkte sig om et øjeblik. „Dennis Rader … den amerikanske voldtægtsforbryder… var en ualmindelig modbydelig personage, som torturerede og dræbte sine ofre. Han blev først fanget efter at have ligget stille i tolv år, da den lokale avis skrev noget om ham, som han ikke brød sig om. Det er bare noget, jeg lige kom i tanke om …“

„Hvad skrev de?“ spurgte Grace og blev pludselig nysgerrig.

„Jeg tror, det var noget med, at de drog gerningsmandens potens i tvivl. Noget i den stil. Du kan være sikker på én ting: Vores gerningsmand sidder og holder øje med alle medier som en høg og læser hver eneste linje i den lokale sprøjte. Egoet vokser proportionalt med opmærksomheden.“

„Er du ikke bange for, at det kan provokere ham til at begå endnu flere overfald, hvis man tirrer ham?“

„Nej. Han slap godt fra overfaldene for tolv år siden. Guderne må vide, hvad han er sluppet af sted med siden da. Og nu har vi så de nye overfald. Jeg kunne forestille mig, at han anser sig selv for at være uovervindelig og så smart og dygtig, at ingen kan røre ham. Det er i det mindste sådan, han er blevet fremstillet i pressen. Ved at gøre Skomanden til dæmon og kalde ham Brighton & Hove-monsteret, skyder salget af aviser i vejret i løbet af nul komma fem. Det samme gælder tv-nyhedernes seertal. I virkeligheden er han et afskyeligt misfoster, der er syg i hovedet.“

„Vi skal altså have The Argus til at skrive noget nedsættende om hans potens? At han har en lille tissemand eller noget i den retning?“

„Eller hvad med sandheden? At han har svært ved at få den op at stå? Det kan mænd ikke lide at høre.“

„Det er for farligt,“ indvendte Grace. „Vi risikerer bare, at han går helt grassat.“

„Han er farlig nok i forvejen, Roy. Lige nu tager han sig god tid, er smart og velovervejet og begår ingen fejl. Hvis du kan tirre ham så meget, at han mister det kølige overblik, begynder han at begå fejl. Så har du mulighed for at få ram på ham.“

„Eller dem.“