60

Mandag den 12. januar.

Det var på en ret uforskammet måde, Kevin Spinella kom ind på Roy Graces kontor kvart i tolv, hvor han uopfordret bare trak en stol hen til bordet og satte sig. Hans uforskammede facon irriterede Grace, men på den anden side havde den unge, ambitiøse journalist nogle kvaliteter, der gjorde, at Grace inderst inde godt kunne lide ham.

Spinella lænede sig med hænderne i lommen nonchalant tilbage i stolen over for Grace. Under regnfrakken var han iført jakkesæt og skjorte med et sjusket bundet slips. En spinkel mand midt i tyverne med et markeret ansigt. Han havde et vagtsomt blik og tyndt, sort strithår. Som sædvanlig tyggede han tyggegummi.

„Nå, hvad har De så til mig i dag, kriminalkommissær?“

„Det ved De sikkert bedst selv,“ svarede Grace for at prøve ham af. „Hvad kan De fortælle mig?“

Spinella lagde hovedet på skrå. „Jeg hører, at Skomanden har slået til igen.“

„Hvor har De hørt det?“

Spinella smilede og bankede sig på næsen.

„Jeg lover Dem, at jeg finder ud af det en dag,“ sagde Grace helt alvorligt.

„Jeg troede, De havde bedt mig komme for at slå en handel af.“

„Det har jeg også.“

„Og?“

Grace havde svært ved at beherske sig, men besluttede sig for at droppe det med lækken lige nu og skifte emne. „Jeg har brug for Deres hjælp,“ sagde han. „Hvis jeg nu fortæller Dem noget under fire øjne, vil De så love mig, at det bliver mellem os, indtil jeg giver Dem grønt lys? Jeg skal kunne stole på Dem et hundrede procent.“

„Det kan De altid.“

Nej, det havde han ikke altid kunnet. Han måtte dog indrømme, at Spinella havde opført sig eksemplarisk det sidste års tid.

„Som regel,“ erkendte han.

„Hvad får The Argus ud af det?“

„Æren for at hjælpe os med at fange gerningsmanden håber jeg. Og jeg lover, at jeg nok skal stille op til et interview i den anledning.“

„Der er altså kun én gerningsmand?“ spurgte Spinella skarpt.

Fandens osse, tænkte Grace og spekulerede på, hvor han nu vidste det fra. Hvem havde luftet det uden for møderummets fire vægge her til formiddag? Var det en af hans egne folk? Hvem havde han det mon fra? Han mærkede vreden stige op i sig. Han kunne dog se på Spinellas udtryk, at han hverken var til at hugge eller stikke i, så han lod det ligge.

„Vi må på nuværende tidspunkt gå ud fra, at der er tale om én gerningsmand.“

Spinellas blik flakkede. Han troede ikke på det.

Grace lod som ingenting. „Okay, her kommer mit tilbud …“ Han tøvede et øjeblik, velvidende, hvilken stor risiko han var ved at løbe. „Jeg har to solohistorier til Dem. Den første må De ikke trykke, før jeg siger til. Den anden må De gerne trykke straks.“

De to mænd kiggede tavst hinanden i øjnene et øjeblik. Spinella holdt helt op med at tygge.

„Er det en aftale?“ spurgte Grace.

Spinella trak på skuldrene. „Ja, det er det.“

„Godt. Først det, De ikke må skrive noget om: Vi formoder, at der vil ske et nyt overfald i løbet af ugen. Det vil angiveligt finde sted i et parkeringsanlæg et eller andet sted i centrum.“

„Det behøver man sandelig ikke være professor for at kunne regne ud. Der er allerede sket tre overfald på kun to uger,“ kom det sarkastisk fra Spinella.

„Nej, det har De ret i.“

„Det vil jeg ikke kalde en solohistorie. Det kunne jeg sagtens selv have regnet ud.“

„Det vil stille Dem i et fordelagtigt lys, hvis det virkelig sker. De kan jo skrive noget i retning af, at ‘en af politiets efterforskere på forhånd har forberedt The Argus på, at der muligvis vil ske et nyt overfald’. Den formulering har De jo brugt før.“

Det fik trods alt Spinella til at rødme. Så trak han igen på skuldrene. „Et parkeringsanlæg? De tror altså, at han vil gøre det samme, som han gjorde sidst?“

„Det er retspsykologen overbevist om.“

„Siger man ikke, at Julius Proudfoot har knald i låget?“

„Ikke mine ord,“ svarede Grace med et glimt i øjet.

„Hvad har De så tænkt Dem at gøre for at forhindre et nyt overfald?“

„Alt, hvad der står i vores magt. Vi kan jo ikke spærre hele Brightons centrum af, men vi vil bruge alle vores resurser – i al ubemærkethed. Vores mål er at anholde ham – ikke at få ham til at stikke af.“

„Hvordan vil De bære Dem ad med at advare borgerne?“

„Jeg håber, at jeg om lidt kan få hele pressen med på kun at advare borgerne i generelle vendinger.“

Spinella nikkede og tog sin notesbog frem. „Fortæl mig så det, som jeg godt må trykke.“

Grace smilede. „Gerningsmanden har en lille tissemand,“ sagde han.

Spinella sad afventende, men det var det eneste, Grace sagde.

„Er det det hele?“ spurgte Spinella.

„Ja.“

„Tager De gas på mig?“

Grace rystede på hovedet.

„Den såkaldte solohistorie er altså en oplysning om, at gerningsmanden har en lille tissemand?“

„Jeg håber ikke, at jeg har ramt et ømt punkt,“ svarede Grace.