61
Tirsdag den 13. januar
På toppen af den stejle bakke sad den gamle dame på førersædet i den stjålne varevogn med sikkerhedsbæltet fastspændt og hænderne på rattet. Motoren gik i tomgang, men bilen havde ikke lys på.
Han stod udenfor og holdt døren til førersædet og var skidenervøs. Det var helt overskyet, så det var en mørk nat. Han kunne godt have brugt lidt måneskin, men det var der ikke noget at gøre ved.
Han så ud i mørket. Klokken var 2, og han befandt sig nogle kilometer uden for Brighton på en øde landevej et par hundrede meter nord for indkørslen til The Waterhall Golf Club. Fra toppen af bakken gik det 800 meter stejlt nedad, hvorefter vejen svingede skarpt til venstre og snoede sig ned gennem dalen mellem bakkerne i The South Downs. Det smarte ved det her sted var, at han på lang afstand – næsten to kilometer i hver retning – kunne få øje på skæret fra eventuelle billygter. Lige nu var der fri bane.
Det var bare med at komme i gang!
Han rakte ind over hende, løsnede håndbremsen og sprang tilbage, idet bilen begyndte at rulle fremad. Den kom hurtigt op i fart, og fordøren smækkede i. Varevognen røg over i den modsatte side af vejen og fik mere og mere fart på.
Det var meget heldigt, at der ikke kom nogen kørende op ad bakken, for den gamle dame kunne ikke tage sine forholdsregler eller reagere på nogen måde, da hun havde været stendød i ti dage.
Han tog en rygsæk på nakken, hoppede op på sin cykel og kørte i fuld fart efter hende ned ad bakken.
Han kunne se silhuetten af varevognen, som han havde stjålet på en byggeplads, foran sig. Et øjeblik var den faretruende tæt på at ryge ind i et levende hegn på den anden side af vejen, og hjertet røg op i halsen på ham. Mirakuløst skiftede den i sidste øjeblik kurs og ræsede fuldstændig snorlige videre ned ad bakken, som om den gamle dame virkelig sad og styrede den og havde sit livs køretur. Eller dødskørsel skulle man måske kalde det! tænkte han.
„Af sted med dig! Kom så, Molly!“ heppede han. „Jeg håber, du nyder turen!“
Der var en reklame for byggefirmaet Bryan Barker på siden af varevognen, der drønede af sted. Selv kørte han så hurtigt, at han var ved at miste herredømmet over mountainbiken, så han bremsede en smule, cyklede lidt langsommere og lod varevognen køre. Det var ret svært at bedømme afstanden. De levende hegn susede forbi. Han fik pludselig noget i hovedet. Hvad fanden var det mon? En flagermus? Eller en ugle?
Den kolde, fugtige vind fik hans øjne til at løbe i vand, så han havde svært ved at se noget.
Han bremsede op. De var ved at nå helt ned i bunden, hvor vejen svingede skarpt til venstre. Varevognen fortsatte ligeud. Han hørte den knasende, skærende lyd af pigtråd mod varevognens sider, da den pløjede igennem hækken og bondens indhegning. Han bremsede hårdt op, og cyklen skred ud. Han forsøgte at holde balancen med fødderne de næste par meter, men var så lige ved at vælte.
Hans øjne, der hele tiden løb i vand, var ved at vænne sig til mørket, og han så en stor sort skygge forsvinde, og lyden af et dump og rungende drøn nåede hans ører.
Han sprang af cyklen og smed den fra sig i hegnet, tog sin lommelygte frem, tændte den og smuttede gennem hullet i hækken. Lyskeglen fandt, hvad den søgte.
„Fantastisk! Sådan! Godt gået Molly! Du gjorde det sgu!“
Varevognen var rullet om på taget, og alle fire hjul snurrede rundt. Han løb hen til den, standsede så op, slukkede lygten og så sig omkring. Stadig intet skær fra fremmede billygter. Så lyste han ind i bilen. Molly Glossop var røget ud af selen og stod nærmest på hovedet med sin sammensyede mund og det tjavsede grå hår.
„Tak!“ hviskede han, som om han var bange for, at nogen skulle høre ham. „Godt kørt!“
Han tog rygsækken af, fumlede lidt med spænderne og fik lirket en femliters benzindunk op af den. Han ville skynde sig at åbne døren til førersædet, men den rokkede sig ikke ud af stedet.
Bandende satte han dunken fra sig og trak af al kraft i håndtaget med begge hænder, men fik kun åbnet døren et par centimeter, mens det bøjede metal gav sig.
Han måtte nøjes med at bruge sideruden, der var rullet ned. Han så sig igen nervøst omkring. Stadig ikke skyggen af et køretøj.
Låget på dunken gav en hvæsende lyd fra sig, da han skruede det af. Han hældte benzinen ind gennem ruden og ud over den gamle dame.
Da den var tom, skruede han låget på igen og lagde dunken tilbage i rygsækken, som han lukkede og tog på ryggen.
Et pænt stykke derfra stoppede han, tog en pakke cigaretter frem og stak en i munden. Han rystede så meget på hænderne, at han havde svært ved at tænde lighteren. Endelig kom flammen, men vinden blæste den ud.
„Pis! Hold så op! Pis!“
Han prøvede igen og skærmede flammen med hånden. Så fik han endelig ild på cigaretten. Han tog et par dybe hiv og spejdede igen efter skæret fra billygter.
Fandens osse.
Et køretøj var på vej ned ad bakken.
Bare han nu ikke opdager os. Vil du ikke nok lade være med at opdage os!
Han kastede sig ned på maven og kunne høre larmen fra motoren. Han fornemmede lyset fra forlygterne feje hen over sig. Så blev det atter helt mørkt.
Lyden fra motoren blev svagere og svagere.
Han rejste sig og nåede lige at se de røde baglygter, inden de forsvandt. Et øjeblik efter dukkede de op igen for så at forsvinde helt.
Han stod lidt og ventede. Så gik han hen og smed den tændte cigaret ind i bilen, vendte sig om og løb flere meter væk. Han stoppede op og så sig tilbage.
Der skete ikke noget. Ikke så meget som en lille bitte flamme.
Han ventede i en evighed, syntes han, men der skete stadig intet.
Det finder jeg mig ikke i!
Nu kunne han se skæret fra et par nye billygter i modsat retning.
Det må bare ikke være ham, der kørte forbi for lidt siden og nu er vendt om for at se nærmere på hullet i hækken!
Det var det gudskelov ikke. Bilen lød, som om den fik fuld gas, da den hostende kørte op ad bakken. Det svage skær fra baglygterne kunne tyde på, at det var en gammel spand med fugt i det elektriske system.
Han ventede yderligere et minut. Stanken af benzin blev værre og værre, men der skete stadig ikke noget. Så tændte han en ny cigaret og gik forsigtigt hen og smed den ind. Det hjalp heller ikke.
Der var ved at gå panik i ham. Var der mon noget galt med benzinen?
Et tredje køretøj passerede forbi på vej ned ad bakken.
Han tog sit lommetørklæde frem, gik forsigtigt helt hen til bilen og lyste ind. Begge cigaretter var slukket og svømmede rundt i en sø af benzin i førerkabinens tag. Hvad fanden var der sket?
På film antændte man altid benzin med cigaretter! Han dyppede lommetørklædet ned i den, trådte et par skridt tilbage og satte så ild til det.
Ilden fængede så hurtigt, at han blev forskrækket og smed lommetørklædet fra sig på jorden. Han stod og så på, mens ilden fortærede det.
Nu var der et nyt køretøj på vej ned ad bakken! Han begyndte at trampe løs på det brændende lommetørklæde for at slukke ilden. Hans hjerte hamrede, mens skæret fra billygterne kom fejende forbi og forsvandt sammen med motorstøjen.
Han tog først rygsækken af og så vindjakken, som han pressede sammen til en kugle. Så dyppede han den godt og grundigt ned i benzinen. Han gik et par skridt baglæns, holdt den ud i strakt arm og lod den folde sig ud, hvorefter han antændte den med lighteren. WHUMP lød det.
Flammerne slog helt op i ansigtet på ham. Han ignorerede smerten og kastede den brændende vindjakke ind i bilen. Så skete der endelig noget.
Hele varevognens indre blussede op og lignede en smelteovn. I et glimt så han helt tydeligt Molly Glossop, men snart fortærede ilden hendes hår og sved hendes hud. Han stod som forstenet og så flammerne svide hende mørkere og mørkere. Pludselig gik hans ønske i opfyldelse: Benzintanken eksploderede og forvandlede hele varevognen til et flammende inferno.
Han fik fat i rygsækken og tumlede tilbage til cyklen. Han sprang op på den og kørte derfra, så hurtigt han kunne. Luften var dejlig kølig, og det var helt stille, da han som planlagt roligt cyklede en omvej for at komme tilbage til Brighton.
På hele strækningen tilbage til hovedvejen blev han ikke overhalet af en eneste bil. Han lyttede opmærksomt, om der var et udrykningskøretøj på vej, men det var der ikke.