62

Tirsdag den 13. januar

Ved et vinduesbord i caféen sad Jessie Sheldon og lignede en, der var helt alene i verden. Hun kørte gaflen rundt i en kæmpestor portion salat med brøndkarse og frisésalat stikkende op over kanten af skålen. Det var en meget kunstfærdig anretning, hun var ved at sætte til livs.

Hun sad eftertænksomt og tyggede. Så tog hun sin iPhone frem og sad og kiggede på displayet, mens hun tog en ny mundfuld. Det affarvede, skulderlange hår var samlet i en hestehale med et par hårlokker hængende udenfor. Sådan havde hun også set ud i lørdags, da han sidst så hende i Marielle Shoes.

Hun havde et kønt ansigt på trods af den påfaldende næse. Hun var skødesløst, nærmest sjusket klædt i en løs grå tunika uden ærmer over en sort rullekravetrøje, cowboybukser og gummisko. Han skulle nok sørge for, at hun fik skiftet sko! Kvinder med gummisko tændte ham helt af.

Det var helt tydeligt, at Jessie var ligeglad med sit udseende, når hun var på arbejde, eller måske så hun sådan ud med vilje. På hendes Facebook-profil var der ellers billeder af hende, hvor hun så virkelig godt ud med løst hår og smart tøj. Hun var nærmest forbløffende smuk på nogle af dem. Hun var sandelig en meget sexet kvinde!

Hun var i øvrigt slet ikke helt alene i verden, selvom hun så sådan ud lige nu, som hun sad der for sig selv. Hun havde faktisk 251 venner på Facebook, da han sidst tjekkede det i formiddags, og én af dem var Benedict Greene, hendes forlovede, som hun kaldte ham, selv om det endnu ikke var officielt – for som hun skrev: Ssh. I må ikke sladre til mine forældre!

Hun var rigtig god til at netværke. Hun holdt hele tiden sine venner opdateret med, hvad hun foretog sig. De vidste alle sammen, hvad hun havde på programmet om tre eller seks timer eller om et døgn eller de næste par uger. Og ligesom Dee Burchmore, tweetede hun. Det drejede sig mest om den slankekur, hun var i gang med. Jessie fik lyst til at spise en KitKat … Hun lod være … Har tabt mig et halvt kilo i dag … Øv, i dag har jeg taget et halvt kilo på! Jeg vil ikke spise andet end grøntsager resten af ugen!

Hvor var det dog pænt af hende at være så hjælpsom! Hun tweetede endda endnu mere end Dee Burchmore. Den sidste meddelelse på Twitter var kun en time gammel: Passer min kur! Spiser vegetarisk i dag på Lydia, mit yndlingssted for tiden!

Nu tastede hun løs på iPhonen. Måske tweetede hun igen?

Han kunne godt lide at holde øje med sine kvinder. Dee Burchmore besøgte her til morgen spa-afdelingen på Metropole Hotel og fik en Thalgo Indocéane Complete Body Ritual. Han overvejede også at prøve sådan én, men gik bort fra det igen. Det havde han slet ikke tid til i dag. Han havde faktisk noget, han skulle have ordnet, men det her var for fristende! Han kunne slet ikke lade være!

Jessie havde tidligere på dagen tweetet: Jeg skal hen og se på de sko igen i frokostpausen … håber, at de er der endnu!

Det var de! Han havde set hende tage et billede af dem med sin iPhone og hørt hende sige til ekspeditricen, at hun ville tænke over det i frokostpausen. Jessie havde bedt hende om at stille dem til side til klokken 14. Det lovede hun at gøre.

De var dødsexede! Et par sorte sko med ankelremme og tolv centimeter høje stålblanke hæle. Hun havde fortalt ekspeditricen, at det lige nøjagtigt var de sko, hun gerne ville have på til den fest, hun skulle til sammen med sin kæreste, hvor han skulle møde hendes forældre for første gang.

Jessie tastede igen et eller andet og holdt så iPhonen op til øret. Et øjeblik efter lyste hun op i et smil. „Hej, Roz,“ sagde hun ivrigt. „Jeg har lige sendt dig et billede af skoene! Har du fået det? Nemlig! Hvad synes du? Gør du? Helt ærlig? Okay! Så køber jeg dem! Jeg kommer over og viser dig dem i aften, når jeg har været til squash! Hvilken film skal vi se? Har du The Final Destination? Fedt.“

Han smilede. Hun var til gyserfilm. Så ville hun måske endda sætte pris på det lille show, han havde planlagt med hende! Selvom det ikke var meningen, at det skulle være en nydelse.

„Nej, der er ikke noget i vejen med bilen. Den er ordnet. Jeg skal nok hente noget sushi på vejen. Jeg siger til ham, at vi ikke vil betale for tangen. Den glemte han jo i sidste uge,“ fortsatte hun. „Ja, okay, sojasauce. Jeg skal nok sørge for, at han giver os ekstra med.“

Nu ringede hans mobil. Han så på displayet. Arbejde. Han trykkede på den røde tast, så den gik på voicemail.

Så kiggede han ned på dagens udgave af The Argus, som han lige havde købt. Forsidens store overskrift lød:

POLITIET OPTRAPPER OVERVÅGNINGEN EFTER

DEN TREDJE VOLDTÆGT I BYEN

Han rynkede brynene og gav sig til at læse. Det tredje overfald havde fundet sted i weekenden i spøgelsestoget på molen. Der gik rygter om, at det var den såkaldte Skomand, der igen havde slået til. Det var ham, der i 1997-98 havde begået fire eller måske fem voldtægter. Muligvis stod han bag endnu flere, der aldrig var blevet anmeldt. Kriminalkommissær Roy Grace, efterforskningslederen, udtalte, at det var for tidligt at drage den konklusion, men det indgik som et af mange aspekter i efterforskningen. Han forsikrede, at alt disponibelt mandskab var sat på sagen. De kvindelige medborgeres sikkerhed var politiet højeste prioritet lige nu.

Han fik noget af et chok, da han læste det næste afsnit:

Kriminalkommissær Roy Grace har i et solointerview til The Argus udtalt, at gerningsmanden er seksuelt handicappet. Han afviste at gå i detaljer, men fortalte Deres udsendte, at det blandt andet drejede sig om, at mandens penis var ekstremt lille. Han tilføjede, at det kunne de kvinder, han tidligere havde haft et forhold til, ikke have undgået at lægge mærke til. En sexolog havde udtalt, at han kunne finde på at bruge vold for at kompensere for sit handicap. Han bad alle med kendskab til en sådan person om enten at ringe til Operation Sværdfisk på 0845 6070999 eller kontakte Crimestoppers, hvis man ønskede at være anonym.

To bip fra mobilen fortalte ham, at der var blevet lagt en besked, men det ænsede han ikke. Han stod og stirrede på det, han lige havde læst og blev mere og mere rasende. Seksuelt handicappet? Var det mon det, alle gik rundt og tænkte om ham? Nå, men til gengæld var kriminalkommissær Roy Grace udstyret med en kyllingehjerne. Han havde ikke kunnet afsløre ham for tolv år siden, og det ville han heller ikke komme til nu.

Lille pik – stor hjerne!

Han genlæste artiklen ord for ord. Det gjorde han i alt tre gange.

Han blev helt forskrækket, da han hørte en venlig kvindestemme. „Har De fundet ud af, hvad De vil have at spise?“ spurgte hun.

Han kiggede op på servitricen og bagefter hen på bordet ved vinduet.

Jessie var gået.

Det gjorde ikke noget. Han vidste, at han kunne finde hende i aften i parkeringshuset ved Withdean Sports Stadium, når hun var færdig med at spille squash. Parkeringshuset var stort og et meget velegnet sted. Der ville ikke være ret mange mennesker på det tidspunkt, og det ville være helt mørkt. Hvis han var heldig, kunne han komme til at parkere lige ved siden af hendes lille sorte Ka.

„Ja, jeg vil gerne bede om en rød bøf med pomfritter,“ svarede han.

„De må undskylde, men her serverer vi kun vegetarmad.“

„Hvad fanden laver jeg så her?“ sagde han og glemte fuldstændig det lyse stemmeleje.

Han rejste sig og forlod rasende restauranten.