64

Tirsdag den 13. januar

Hele holdet var samlet klokken 18.30 i Situationsrum 1 til briefing på Operation Sværdfisk, og der blev helt stille, da Roy Grace tændte for båndoptageren. De havde fået sendt båndet over fra omstillingen.

Først hørte man kun trafikstøj, men så var der en mand, der sagde noget. Stemmen var rolig, men det lød, som om han anstrengte sig for at beherske sig. På grund af baggrundsstøj var det svært at høre, hvad han sagde.

„Jeg vil bede Dem give kriminalkommissær Roy Grace en besked,“ sagde manden.

„Ja. Må jeg få Deres navn?“ hørte man Nicholl svare.

Det eneste, man så kunne høre, var en øredøvende larm fra et forbipasserende udrykningskøretøj. „Hils ham og sig, at den slet ikke er så lille endda,“ kom det så en smule højere.

Så lød der en raslen og et klik. Forbindelsen blev afbrudt.

Ingen af de forsamlede så meget som trak på smilebåndet.

„Er det mon fup eller fakta?“ spurgte Norman Potting.

„Ud fra hans stemme at dømme er jeg sikker på, at det var den ægte vare,“ kom det lidt efter fra retspsykologen, dr. Julius Proudfoot.

„Må vi godt høre det igen?“ spurgte Michael Foreman.

Grace afspillede båndet igen. Bagefter vendte han sig om mod Proudfoot. „Er der ellers noget, du kan fortælle os?“

Proudfoot nikkede. „Ja, faktisk en hel del. Først og fremmest – hvis vi nu antager, at det er ham – så skal jeg da love for, at du har fået ham ud af busken. Det – sammenholdt med at der er ægte vrede at spore i stemmen – tyder på, at det ikke er fup.“

„Det var også det, der var meningen.“

„Man kan høre det på det stigende tonefald,“ fortsatte Proudfoot. „Han er lige ved at eksplodere. Vi kunne høre ham fumle med røret, da han lagde på, og det tyder på, at han er ude af sig selv, nervøs og under pres, og at han føler sig truffet. Er oplysningen om ham sand? Er det en oplysning, der stammer fra nogle af ofrene?“

„Ikke direkte, men det kan man læse mellem linjerne både i de gamle vidneudsagn fra 1997 og i de helt nye.“

„Hvorfor har du givet The Argus den oplysning, Roy?“ spurgte Emma-Jane Boutwood.

„Fordi jeg tror, at skiderikken er overbevist om, at han er uovervindelig. Han er før sluppet godt fra sine overfald, og nu er han sikker på, at han også kan slippe godt fra de nye. Hvis Proudfoot har ret i, at han også begik overfaldet i spøgelsestoget, viser det helt tydeligt, at han er blevet dristigere og begår overfaldene med kortere mellemrum. Jeg fik lyst til at prikke lidt til hans ego og forhåbentlig tirre ham. Vrede mennesker har større risiko for at begå fejl.“

„Hvad nu hvis han bliver endnu mere voldelig over for det næste offer?“ spurgte Bella Moy. „Løber man ikke en stor risiko?“

„Hvis han tidligere har begået drab, hvad jeg tror, han har,“ svarede Grace, „er der en stor risiko for, at han vil gøre det igen, hvad enten han føler sig tirret eller ej. Hvis man tidligere har slået et menneske ihjel, har man overskredet den usynlige grænse, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage, og det gør det nemmere næste gang. Især hvis man syntes, det var en nydelse. Vi må ikke glemme, at vi har med et modbydeligt, perverst svin at gøre – og dum, det er han absolut ikke. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi bedst kan spænde ben for ham. Det er ikke nok at undgå, at han ikke bliver mere voldelig næste gang – der må slet ikke ske flere overfald, punktum. Vi skal simpelthen have fanget ham, inden han kommer så langt.“

„Er der nogen, der kan høre, hvor i landet han kommer fra?“ spurgte Nicholl.

„Jeg tror, han er her fra byen,“ svarede Foreman, „men det er svært at høre med al den baggrundsstøj. Er det muligt at få båndet renset for støj?“

„Det arbejdes der på,“ svarede Grace. Så vendte han sig om mod Proudfoot. „Kan du sige noget om hans alder?“

„Det er svært … han er et sted mellem tyve og halvtreds år, vil jeg tro,“ svarede han. „Jeg tror, du skal sende båndet til et stemmelaboratorium som for eksempel J.P. French. De har netop specialiseret sig i stemmeprofiler. De kan få meget ud af sådan en opringning. De vil til at begynde med kunne bestemme hans etniske og geografiske baggrund.

Grace nikkede. Han havde før brugt firmaet og med godt resultat. Laboratoriet ville også kunne give ham et stemmeaftryk, der ville være lige så værdifuldt som fingeraftryk eller dna, men det havde de ikke tid til at vente på.

„Der er foretaget en masse dna-screeninger rundtomkring,“ sagde Moy.“ Kunne man ikke gøre det samme her i Brighton med stemmeaftrykket?“

„Det er en rigtig god idé, Bella,“ svarede Potting. „Det eneste, vi behøver, er at få alle cirka 140.000 indbyggere af hankøn her i byen til at indtale de samme ord. Det vil ikke tage os mere end små ti år.“

„Vil du godt lige afspille det igen, Roy?“ spurgte Glenn Branson. „Det lyder, som om han befinder sig inde i centrum. Hvis ikke de kan spore nummeret, har vi stadig klokkeslættet og udrykningen. Det lyder, som om udrykningskøretøjet passerer meget tæt forbi ham. Vi skal have tjekket det udrykningskøretøj, der var ude nøjagtig klokken 13.55, og kortlægge dets rute. Han må have befundet sig et eller andet sted på den. Hvis et af overvågningskameraerne så har fanget én, der står og snakker i mobil, så er det måske ham!“

„Godt tænkt,“ sagde Grace. „Jeg tror bare ikke, han talte i mobil. Det lød mere som et telefonrør, der blev lagt på.“

„Ja,“ kom det fra Foreman, „den der lyd kunne godt tyde på det.“

„Han kunne også have tabt telefonen, hvis han var så nervøs, som Proudfoot siger,“ foreslog Boutwood. „Jeg synes ikke, vi kan udelukke, det var en mobiltelefon.“

„Det kunne også være et opkald fra en telefonboks,“ foreslog Foreman. „Hvis det er tilfældet, har han måske afsat fingeraftryk.“

„Hvis han er oprevet,“ sagde Proudfoot, „så tror jeg, at han med stor sandsynlighed hurtigt vil slå til igen. Og jeg er dødsikker på, at han vil bære sig ad på samme måde som sidst. Han ved, det gik godt dengang, og at der ikke vil ske ham noget, hvis han holder sig til samme fremgangsmåde. Det betyder, at han vil slå til i et parkeringshus næste gang – som jeg har sagt tidligere.“

Grace gik hen til kortet over Brightons centrum og studerede de vigtigste parkeringshuse, der lå ved stationen og på London Road, New Road, Churchill Square og North Road. Der fandtes imidlertid et hav af andre både store og små parkeringshuse. Nogle af dem var kommunalt drevet, andre af NCP, og dertil kom de, der lå ved supermarkeder og hoteller. Han henvendte sig igen til Proudfoot.

„Det er komplet umuligt at dække alle parkeringshuse i indre by – og det kompliceres yderligere af, at mange af dem er i flere etager,“ sagde han. „Det har vi slet ikke resurser til, og vi kan heller ikke lukke dem alle sammen.“

Han blev lige pludselig nervøs. Havde det været forkert af ham at give Spinella den oplysning i går? Hvad nu hvis han fik provokeret Skomanden til at begå et nyt drab? Så ville det være hans egen forbandede skyld.

„Det bedste, vi kan gøre, er at anbringe civilklædte betjente i overvågningskameraernes kontrolrum i de af parkeringshusene, der har kameraer, forøge gadepatruljeringen og lade så mange civile biler som muligt køre rundt i parkeringshusene,“ sagde Grace.

„Det, jeg synes, du skal bede dine folk om at holde øje med i aften, Grace, er en person, som er helt ude af flippen. En person, der kører vildt uforsvarligt rundt i gaderne. Jeg tror, at vores gerningsmand for alvor vil være oppe at køre i aften,“ understregede Proudfoot.