66

Tirsdag den 13. januar

Så snart hun ikke var sammen med Benedict, var hun syg af længsel efter ham. Det er snart en hel time siden, jeg sendte ham en sms, tænkte hun. Hver tirsdag foretog de sig noget hver for sig. Hun spillede squash med nygifte Jax, der var en af hendes gamle venner, og bagefter tog hun sushi med hjem til Roz og så dvd-film. Sådan havde det nærmest været hver eneste tirsdag aften, så længe hun kunne huske. Benedict, der godt kunne lide at komponere guitarmusik, havde i årevis haft en lige så fast aftale om tirsdagen. Han sad til ud på natten og komponerede sange sammen med sin ven, der skrev tekster. I øjeblikket gjaldt det numrene til et nyt album, som de håbede ville blive deres gennembrud.

I weekenden spillede Benedict af og til med i et band på forskellige pubber i Sussex. Hun elskede at se ham optræde. Hun kunne slet ikke få nok af ham. Selv nu hvor de havde kendt hinanden i otte måneder, havde hun – ved de sjældne lejligheder, hvor de kunne være sammen i længere tid ad gangen – lyst til at elske med ham i tide og utide. Han kyssede vidunderligt og var langt den bedste elsker, hun nogensinde havde haft. Det var ikke, fordi hun havde så mange at sammenligne med. Kun fire, når det kom til stykket, men ingen af dem havde været noget særligt.

Benedict var rar, betænksom, omsorgsfuld og gavmild. Han fik hende altid til at grine, og hun elskede hans humor. Hun elskede lugten af hans hud, hans hår, hans ånde og hans sved. Det, hun imidlertid elskede allermest ved ham, var hans sind.

Hun elskede ham også for, at han kunne lide hendes næse.

„Det passer ikke, at du kan lide den, vel?“ havde hun spurgt ham for et par måneder siden, da de lå sammen i sengen.

„Jo, det gør!“

„Det er umuligt!“

„Jeg synes, du er smuk.“

„Det er jeg i hvert fald ikke med den enorme tud, jeg render rundt med.“

„I mine øjne er du smuk.“

„Har du fået tjekket dine øjne for nylig?“

„For ikke så længe siden læste jeg noget, der fik mig til at tænke på dig,“ svarede han.

„Hvad?“

„Det er skønheden, der erobrer ens opmærksomhed, men personligheden, der erobrer ens hjerte.“

Hun kom til at smile ved tanken, mens hun sad der i myldretidstrafikken i skæret fra gadelygterne. Den lille Ford Kas varmeapparat blæste støjende varm luft ned til fødderne. Hun sad og lyttede til nyhederne på Radio 4 med et halvt øre. Gordon Brown var midt i en lang svada om Afghanistan. Selvom hun var tilhænger af Labour, brød hun sig ikke om Brown. Hun skiftede kanal. På Juice spillede de nummeret ‘Sexy Boy’.

„Yes!“ Hun smilede bredt, mens hun sad og trommede på rattet og nikkede i takt med musikken. Sexy Boy – lige mine ord!

Hun elskede ham af hele sit hjerte og vidste med sig selv, at det var ham, hun ville være sammen med resten af livet. Hun havde aldrig nogensinde før været så sikker på noget. Forældrene ville ganske vist blive sårede over, at det ikke blev en jøde, hun giftede sig med, men det var der ikke noget at gøre ved. Hun respekterede ganske vist familietraditionerne, men hun var ikke troende. Hendes tro gik ud på at gøre verden til et bedre sted at leve for alle mennesker, og endnu var hun ikke stødt på en religion, der havde den mission.

Hendes iPhone, som lå på passagersædet, bippede med en sms. Hun smilede.

På grund af vejarbejde var myldretidstrafikken på London Road endnu værre end normalt, og lyset var skiftet fra grønt til rødt og tilbage igen, uden at køen havde bevæget sig ud af stedet. Hun holdt stadig ud for British Bookshops’ stærkt oplyste udstillingsvindue, da lyset igen skiftede til rødt, så hun mente nok, hun lige kunne tillade sig at kaste et blik på sin iPhone.

Håber du vinder! Tusind kys

Hun smilede. Motoren gik i tomgang, og vinduesviskerne forsøgte skrabende og knirkende forgæves at holde forruden fri for regn. Benedict havde lovet, at han nok skulle sørge for nye viskerblade. Bare jeg havde fået sat nye på, tænkte hun.

Hun så på sit ur. Klokken var blevet 17.50. Øv! Det plejede kun at tage hende en halv times tid at komme fra kontoret ved Old Steine til Withdean Sports Stadium, men her til aften havde hun siddet uhjælpeligt fast de sidste fem minutter. Hun skulle være klar på banen klokken 18. Forhåbentlig ville det gå lidt hurtigere, når hun først var kommet forbi vejarbejdet.

Jessie var ikke den eneste, der lod sig irritere af trafikken. Ham, der ventede på hende ved Withdean Sports Stadium – og det var ikke hendes squashpartner – ærgrede sig også, og han blev i dårligere og dårligere humør, jo længere tid der gik.