68
Onsdag den 14. januar
„Undskyld, jeg kommer så sent hjem, min skat,“ sagde Roy Grace, idet han kom ind ad hoveddøren.
„Hvis jeg fik et pund, hver gang du sagde det, ville jeg være millionær!“ Sandy smilede opgivende og gav ham et kys.
Duftlysene udsendte en behagelig lugt i hele huset. Sandy plejede at tænde dem om aftnen, men i aften havde hun i den særlige anledning tændt endnu flere.
„Du ser fantastisk ud,“ sagde han.
Det gjorde hun virkelig. Hun havde været hos frisøren og fået krøller i det lange lyse hår. Den korte sorte kjole, hun havde taget på, smøg sig om kroppen, og hun duftede af Poison, hans yndlingsparfume. Hun rakte hånden frem for at vise ham, at hun havde det smalle, moderne sølvarmbånd på – det, han havde købt til hende hos en guldsmed i The Lanes.
„Det er så flot!“ sagde han.
„Ja, det er så!“ Hun betragtede det anerkendende i spejlet i hall’en ved siden af den victorianske stumtjener. „Jeg er vild med det. Du har en meget god smag, kriminalassistent Grace!“
Han omfavnede hende og gned næsen mod hendes bare hals. „Jeg har lyst til at elske med dig på gulvet her og nu.“
„Så skal du skynde dig. Taxaen kommer om en halv time!“
„Taxaen? Hvad skal vi med en taxa? Jeg skal nok køre.“
„Vil det sige, at du slet ikke kan drikke noget på min fødselsdag?“
Hun hjalp ham frakken af, smed den hen over stumtjeneren, tog ham i hånden og førte ham ind i dagligstuen. Jukeboksen, som de havde købt for et par år siden på lørdagsmarkedet i Kensington Garden og selv havde fikset, var midt i et af hans yndlingsnumre ‘Under the Boardwalk’ i Rolling Stones’ version. Belysningen var dæmpet, og der brændte levende lys over det hele. På sofabordet stod en åbnet flaske champagne, to glas og en skål med oliven.
„Jeg havde ellers tænkt mig, at vi skulle have et glas, før vi gik ud at spise,“ sagde hun skuffet. „Men okay, jeg sætter den i køleskabet. Så kan vi drikke den, når vi kommer hjem! Du kan slikke den af min nøgne krop!“
„Mm,“ svarede han. „Det er en rigtig god idé, men der er bare det ved det, at jeg har vagt, min skat, så jeg kan ikke drikke noget.“
„Roy, det er min fødselsdag!“
Han ville kysse hende, men hun trak sig væk. „Du har bare at holde fri på min fødselsdag. Du var på vagt hele julen, og i dag har du været på arbejde fra morgenstunden. Nu er det på tide, du holder fri!“
„Fortæl du Popeye det!“
Vicekriminalkommissær Jim ‘Popeye’ Doyle var udnævnt til efterforskningsleder på Operation Solnedgang, sagen om den forsvundne Rachael Ryan, som i øjeblikket tog al Graces tid, og om natten kværnede den rundt i hans hoved, så han ikke lukkede et øje.
„Giv mig hans telefonnummer, så ringer jeg til ham!“
Grace rystede på hovedet. „Al fritid er blevet inddraget, min elskede. Alle mand er sat på sagen. Jeg beklager, men hvis du var Rachael Ryans forældre, ville du også forvente det af os.“
„Du vil ikke fortælle mig, at du ikke kan drikke bare et enkelt glas på min fødselsdag?“
„Jeg smutter lige op og klæder om.“
„Du smutter ingen steder, før du har lovet mig, at du vil skåle med mig i aften i andet end vand!“
„Sandy! Hvis jeg bliver kaldt ud og lugter af alkohol, så risikerer jeg at miste mit job og blive smidt ud af politiet. Det må du kunne forstå.“
„Det må du kunne forstå,“ gentog hun vrængende. „Hvis jeg også fik et pund, hver gang du sagde det, ville jeg være mangemillionær!“
„Afbestil nu den taxa. Jeg skal nok køre.“
„Du kører fandeme ingen steder!“
„Jeg troede, vi skulle spare, så vi har råd til at blive siddende i huset.“
„Jeg tror nu ikke, at en skide taxa vil gøre den store forskel!“
„Det drejer sig nu altså om to … vi skal jo også hjem igen.“
„Og hvad så?“ Hun satte trodsigt hænderne i siden.
Lige i det øjeblik hørte han sin bærbare telefon skratte i lommen. Han tog den op og svarede: „Roy Grace.“
Hun stod og stirrede på ham, og dræberblikket var ikke til at misforstå: Du vover på at sige ja til noget som helst!
Det var Doyle.
„Godaften, Doyle,“ sagde han.
Forbindelsen var dårlig, og det var svært at høre, hvad han sagde.
„Roy, en bondemand, der var på kaninjagt, har fundet en udbrændt varevogn på en mark. Den er blevet meldt stjålet i eftermiddags. Inde i bilen er der et lig, som han mener er af hunkøn … han har været i kamptropperne i Irak og har tilsyneladende forstand på den slags. Det lyder, som om det kunne være vores forsvundne Rachael Ryan. Vi er nødt til med det samme at sikre køretøjet. Det befinder sig ved Saddlescombe Road, 800 meter syd for Waterhall Golf Club. Jeg er på vej. Kan vi mødes derude? Hvornår kan du være der?“
Graces hjerte sank i livet på ham. „Skal det være lige nu?“
„Hvad havde du ellers tænkt dig? Om tre uger?“
„Nej … der er bare lige det … det er min kones fødselsdag.“
„Så ønsk hende til lykke fra mig.“