69

Onsdag den 14. januar

Norman Potting var på vej ind i Situationsrum 1 med en kop kaffe, som han lige havde lavet til sig selv i det lille tekøkken længere henne ad gangen. Han gik foroverbøjet med kaffekruset holdt ud i strakt arm for ikke at komme til at spilde ned ad sig. Han rømmede sig et par gange på vej gennem lokalet, som om han ville sige noget, men han fortrød åbenbart.

Potting havde – ligesom de fleste på holdet – siddet på sin pind siden lidt i syv, og om lidt, klokken 8.30, var der morgenbriefing. Roy Grace var ikke kommet endnu. Han havde haft et tidligt møde med vicepolitimester Peter Rigg og Julius Proudfoot, der var på vej ind ad døren.

Pludselig lød en høj trompetfanfare fra en mobiltelefon, og alle kiggede på hinanden. En noget flov Nick Nicholl skyndte sig at slukke for synderen.

Da Grace var ankommet, ringede en ny mobil, denne gang med temaet fra Indiana Jones. Potting rødmede klædeligt. Det var hans.

Han mimede en undskyldning til Grace, fiskede den op af lommen og så på displayet. Så rakte han en finger i vejret. „Jeg tager den lige … det er en, der måske har et tip.“

Så ringede endnu en mobil. Det var Julius Proudfoots. Retspsykologen tog mobilen op af sin skuldertaske på vej ind i lokalet, holdt den op til øret og satte sig ned.

Den sidste, der ankom, var Claire Westmore, den specialuddannede kriminalassistent, som havde afhørt alle tre voldtægtsofre. Det var den første briefing, hun deltog i.

Potting, der stod og pressede mobilen mod øret med skulderen, skrev noget ned på en notesblok. „Mange tak. Det er til stor hjælp, tak.“

Han lagde telefonen fra sig og vendte sig om mod Grace med en selvtilfreds mine. „Nu har vi endnu en mistænkt, Roy!“

„Fortæl.“

„Jo, det var et tip fra en fyr, jeg kender – en af mine meddelere.“ Potting prikkede på sin næse. „Han kører for taxafirmaet Streamline. Han fortalte mig, at der er en fyr – som alle de andre chauffører åbenbart griner lidt af – der hedder Johnny Kerridge. Han kalder sig imidlertid Yac … mærkeligt navn! Nå, men denne Yac kører altså kun om aftenen og natten og taler altid om mærkelige ting … blandt andet damesko.“

Nu havde han alles fulde opmærksomhed.

„Der er et par kunder, der har klaget over ham … han bliver indimellem lidt for personlig og spørger folk om deres toiletter og deres fodtøj. Jeg har talt med den ansvarlige for taxa-licenser oppe på rådhuset, og han siger, at chaufføren aldrig direkte har forulempet nogen, men nogle kunder synes, at han er lidt grænseoverskridende. Han siger, at især kvinder skal kunne føle sig helt trygge i en autoriseret taxa. Derfor vil han tage en snak med fyren en af dagene.“

„Har du en adresse på Kerridge?“ spurgte Grace.

Potting nikkede. „Han bor på en husbåd i Shoreham.“

„Godt, Potting.“ sagde Grace. „Jeg har et punkt, der hedder ‘Mistænkte’ på min dagsorden, så vi føjer ham til listen, når vi kommer så langt.“ Han lagde sine notater og manualen på bordet foran sig. „Okay. Klokken er 8.30 onsdag den 14. januar. Dette er den tiende briefing på Operation Sværdfisk, efterforskningen af overfaldsvoldtægter på tre kvinder: Nicola Taylor, Roxy Pearce og Mandy Thorpe. Jeg har bedt Claire Westmore, som er specialist i afhøring af voldtægtsofre, om at deltage, så hun kan fortælle os, hvad hun har fået ud af afhøringerne.“

Han nikkede til hende.

„De er alle tre – som man kunne forvente – dybt påvirket af det, de har været ude for. Først overfaldet og bagefter voldtægten,“ sagde Westmore på sin bløde Liverpool-dialekt.

„Jeg vil begynde med det første offer, Nicola Taylor, som stadig kun har en vag erindring om, hvad det var, der skete på Metropole Hotel. Hendes traume er blevet værre siden den første afhøring, som du og Branson overværede noget af, og hun er i øjeblikket under medicinsk behandling i sit hjem i Brighton, hvor en veninde er hos hende døgnet rundt. Hun har to gange forsøgt at gøre skade på sig selv. Hun har højst sandsynligt brug for psykiatrisk behandling, inden vi kan gå videre med afhøringerne.“

Hun holdt en pause og kiggede i sine notater. „Hvad Roxy Pearce angår – hende der blev overfaldet i sit hjem på The Droveway sidste tirsdag aften – så tror jeg, at vi er kommet et skridt videre. Det, man især har hæftet sig ved, er, at da gerningsmanden slog til, var hun ved at klæde sig fint på. Hendes mand var ellers på forretningsrejse i Skandinavien, men i køkkenet har teknisk afdeling fundet tegn på, at hun ventede en gæst.“

Et par øjenbryn røg i vejret. „Hvorfor straks tro noget?“ indskød Bella Moy. „Det kunne jo være en veninde, hun havde inviteret.“

„Jo,“ svarede Westmore, „men det tyder ikke på en helt uskyldig aften sammen med veninden. I en bærepose på køkkenbordet lå der italienske antipasti. På bordet stod to bøffer klar til at blive stegt. Hun havde åbnet en meget dyr flaske vin, og der lå en flaske mere i køleskabet. Når jeg spørger hende, hvem hun skulle stege bøfferne til, går hun straks i baglås og bliver ved med at gentage, at hun har købt dem for at forkæle sin mand, når han kom hjem. Ham ventede hun imidlertid ikke hjem før dagen efter.“

„En åbnet flaske vin bliver i hvert fald ødelagt, hvis den skal stå så længe,“ indskød Michael Foreman. „Det ved jeg alt om. Uanset kvaliteten må den højst stå to timer, men heller ikke længere. Jeg har kigget på rapporten. Den flaske har kostet over et hundrede pund. Det er ikke ligefrem bællevin til et lille, hurtigt aftensmåltid.“

„Ja, nu ved jeg ikke så meget om vin,“ sagde Westmore, „men jeg er tilbøjelig til at give dig ret. Jeg tror, hun havde inviteret en eller anden.“

„Mener du en elsker?“ spurgte Nicholl.

„Man åbner jo ikke en flaske vin til ære for en mand, der kommer for at voldtage en,“ bemærkede Emma-Jane Boutwood.

„Måske har hun perverse lyster?“ indskød Potting.

„Nu må du styre dig!“ røg det ud af munden på Moy.

„Hun vil da bare ikke indrømme, at hun var ude på noget, mens ægtemanden var på forretningsrejse,“ fortsatte Potting. „Og nu vil hun da slet ikke have, at han skal opdage det, vel?“

„Kunne det være en eller anden ekstrem sexleg, der er gået for vidt?“ spurgte Proudfoot.

„Det tror jeg ikke,“ svarede Westmore. „Det er ikke min opfattelse af hende.“

„Hvem var så hendes mystiske middagsgæst?“ spurgte Nicholl.

„Hun benægter hårdnakket, at der var tale om sådan en.“

„Den Mercedes,“ oplyste Branson, „som nogen har set køre fra huset på nogenlunde samme tidspunkt som overfaldet, har vi kun en del af nummerpladen på: to cifre og et bogstav. Vi har imidlertid indsnævret det til treogfirs biler, der er indregistreret i Brighton & Hove og omegn. Vi er i gang med at kontakte og afhøre alle ejerne. Selvfølgelig kan vi ikke være helt sikre på, at det er en lokal bil, men det er ret sandsynligt.“

„Hvor mange af dem har I indtil videre kunnet udelukke?“ spurgte Grace.

„Enoghalvfjerds,“ svarede Alan Ramsay, en ung kriminalassistent. „Vi regner med at være færdig med resten i løbet af det næste døgn.“

„Ham i Mercedesen kunne jo godt være gerningsmanden … eller middagsgæsten,“ sagde Grace.

„Hvis det var hendes gæst, hvorfor ville han så stikke af på den måde?“ spurgte Foreman.

„Hvis det er ham, så får vi forhåbentlig snart mulighed for selv at spørge ham.“ Grace så over på Westmore. „Hvad med det tredje offer?“

„Mandy Thorpe ligger stadig på hospitalet til observation for hjernerystelse, men hun er i bedring – i hvert fald rent fysisk, og hun svarer beredvilligt på spørgsmålene,“ svarede Westmore.

„Har hun fortalt noget nyt?“

„Nej.“

„Jeg tror stadigvæk ikke på, at der er en forbindelse mellem de to første ofre og hende. Jeg er ikke overbevist om, at gerningsmanden er den samme.“ Grace kiggede over på Proudfoot, som forholdt sig tavs. „Godt. Lad os gå videre til listen over mistænkte. Først vil jeg gerne høre, hvor langt vi er nået med Darren Spicer?“

Igen tog Branson ordet. „Nicholl og jeg genafhørte ham i går på herberget St. Patrick’s. Inden da havde vi tjekket, om han havde været på arbejde hele dagen på Grand Hotel og opført sig som en lovlydig borger. Vi spurgte ham, hvorfor han i sin tid – efter at han havde udsat Marcie Kallestad for blufærdighedskrænkelse – havde taget hendes sko med sig.“

„Og?“

„Han svarede, at det var, for at hun ikke skulle løbe efter ham.“

Alle morede sig højlydt.

„Tror du selv på ham?“

„Det skal jeg ikke kunne sige. Han snakker hele tiden en efter munden. Jeg tror nu ikke, det var, fordi han tænder på sko.“

Branson vendte sig om mod Nicholl, der rystede på hovedet. „Det er jeg enig med dig i,“ svarede han.

„Har han sagt noget om, hvor han gjorde af dem?“

Nicholl nikkede. „Han sagde, han solgte dem billigt i en genbrugsbutik nede i Church Street.“

„Ligger den der stadig?“ spurgte Grace. „Måske kan vi få det bekræftet?“

„Tror du, de kan huske et par sko, de har købt for tolv år siden?“

Grace nikkede. „Du siger noget. Godt. Norman, hvad kan du fortælle os om ham taxachaufføren, Johnny Kerridge … Yac?“

„Han er noget helt for sig selv, så vidt jeg har forstået. Jeg har tænkt mig at tage hen og få en snak med ham senere på dagen.“

„Godt. Hvis du får nok på ham, så anhold ham. Vicepolitimester Rigg vogter på mig som en høg, men gør det kun, hvis du virkelig synes, du har nok, er du med?“

„Ja, chef.“

„Hvad med at få en ransagningskendelse? Så kan vi overraske ham, så han ikke når at skille sig af med bevismateriale.“

„Jeg ved ikke, om vi har nok til at få en,“ svarede Potting.

„Ud fra det jeg har hørt, lyder det, som om vi har nok. Vi må gå hårdt til alle mistænkte nu, så det tager du dig af, Norman.“

Grace kiggede i sine notater. „Okay, hvor langt er vi kommet med de andre sædelighedsforbrydere i registret? Er der nogen af dem, der kan komme i betragtning?“

„Måske,“ svarede Ellen Zoratti. „Vi er ved at gennemgå listen. Der var en sag i Shrewsbury for fire år siden, hvor adfærdsmønstret var nogenlunde det samme, og hvor gerningsmanden aldrig blev pågrebet, og der er en tilsvarende sag for seks år siden i Birmingham. Jeg afventer yderligere oplysninger.“

Grace nikkede. „Det er et spørgsmål, Ellen, om vi har registreret alle overgreb, der har fundet sted i vores område? Kan vi være sikre på, at vi ikke mangler nogen? Det er jo en kendt sag, at kun seks procent af alle voldtægter bliver anmeldt. Hvordan kan vi skaffe de nødvendige oplysninger om de resterende fireoghalvfems procent? Indtil videre har vi været i kontakt med de omkringliggende politikredse: Kent, Surrey, Hampshire og også London. Det har ikke givet noget. Han tænkte sig om et øjeblik. „Du har også kørt hele det nationale register for alvorlig kriminalitet igennem – gav det noget?“

Registret dækkede hele landet undtagen London, som ikke var tilknyttet.

„Nej, ikke endnu,“ svarede hun, „men jeg mangler svar fra flere af kredsene.“

„Giv mig et praj, så snart du ved noget.“

Proudfoot rømmede sig. „Som jeg før har sagt, vil det virkelig komme bag på mig, hvis gerningsmanden ikke har været på spil andre steder i landet i løbet af de sidste tolv år. Det vil det virkelig. Det er jeg overbevist om, at han har,“ sagde han.

„På spil som voldtægtsmand?“ spurgte Boutwood.

„En sådan trang forsvinder ikke bare,“ svarede Proudfoot. „Han har været tvunget til at få afløb for sine lyster.“ Igen ringede hans mobil. Han kastede et kort blik på displayet og slukkede den så. „Jeg går ud fra, at du har kontakt til tv-programmet Crimewatch, Roy? Det kunne være nyttigt i den her sammenhæng.“

„Dem har vi normalt et glimrende samarbejde med, Julius,“ svarede Grace, „men desværre er der to uger til næste program. Til den tid håber jeg, at vi for længst har buret vores gerningsmand inde.“

Og det gør hele ledelsen med Peter Rigg, Tom Martinson og kommunaldirektøren i spidsen sandelig også, kunne han have tilføjet, men holdt det for sig selv.

Pludselig ringede hans egen mobil.

Det var Jim Doyle, hans gamle chef fra 1997, som nu var en del af det nyligt oprettede team for uopklarede sager.

„Roy,“ sagde han. „Du kan godt huske, at der i den uopklarede sag om Rachael Ryan manglede nogle sider om den hvide varevogn, der var blevet set i nærheden af hendes bopæl julemorgen 1997, ikk’?“

„Jo?“

„Vi har fundet ud af, hvem der sidst kvitterede for lån af mappen. Det tror jeg, du vil synes, er yderst interessant.“