70

Onsdag den 14. januar

„Jeg lytter.“ svarede Roy Grace.

Jim Doyles ord kom helt bag på ham. „Det mener du ikke, Jim,“ sagde han efter at have tygget lidt på det.

„Jeg mener det helt alvorligt.“

Grace havde i sine nitten år i politiet altid ment, at kollegerne generelt set var pæne, ordentlige mennesker, som han i de fleste tilfælde gerne ville være sammen med både professionelt og privat. Selvfølgelig fandtes der skvadderhoveder som for eksempel Norman Potting, der dog var i besiddelse af den gode egenskab at være en dygtig efterforsker. Der var også nogle kolleger, der var komplet uduelige, men der var kun to, som han decideret ikke kunne lide.

Den første var hans tidligere vicepolitimester, den noget giftige Alison Vosper, som tilsyneladende fra begyndelsen havde besluttet sig for, at hun og Grace aldrig ville komme på bølgelængde. Den anden var en efterforsker fra politiet i London, som i en kort periode sidste år havde opholdt sig her i Sussex House, og som med alle midler havde forsøgt at gøre alt for at genere Grace. Han hed Cassian Pewe.

Grace undskyldte sig, gik ud af lokalet og lukkede døren efter sig.

„Cassian Pewe? Er det dit alvor, Jim? Fortæller du mig virkelig, at Cassian Pewe er den sidste, der har kvitteret for lån af sagsmappen?“

„Ja, kriminalkommissær Cassian Pewe. Han arbejdede da her i efteråret, gjorde han ikke?“ spurgte Doyle. „Var det ikke noget med, at han var blevet forflyttet hertil for at hjælpe dig med de uopklarede sager?“

„Ikke for at hjælpe mig, men for at tage over … og ikke kun de uopklarede sager, men i det hele taget. Det var hans plan, som oven i købet blev bakket op af Alison Vosper! Han prøvede for alvor på at få skovlen under mig!“

„Jeg har hørt, at der var visse gnidninger.“

„Det tør siges.“

Første gang Grace havde mødt ham var for et par år siden, da Pewe var vicekriminalkommissær. Politiet i Brighton havde i forbindelse med Labours partikongres anmodet om assistance fra London. Pewe var en af dem. Grace havde haft et opgør med ham og syntes, at han havde været uhyre arrogant. Så var der til Graces store fortrydelse sket det, at Pewe sidste år var blevet forflyttet til kriminalpolitiets hovedkvarter i Sussex med rang af kriminalkommissær, og Alison Vosper havde overladt ham ansvaret for Graces uopklarede sager. Dertil kom, at hun havde givet ham grønt lys til at overtage flere og flere af Graces opgaver.

Cassian Pewe syntes selv, at han var enhver kvindes drøm. Han lignede en engel med blå øjne og gyldent hår, og han var altid solbrændt. Han førte sig frem med en vis autoritet, og opførte sig altid, som om det var ham, der havde kommandoen – også når det ikke var tilfældet. Han var i al hemmelighed gået bag ryggen på Grace og havde på eget initiativ forsøgt at ødelægge Graces karriere ved at genoptage efterforskningen af Sandys forsvinden – og rette mistanken mod Grace. Da Grace var kommet hjem i oktober sidste år fra en tjenesterejse til New York, havde han ikke troet sine egne øjne, da han havde opdaget, at Pewe havde sat et hold kriminalteknikere til at grave hele hans have op og scanne den for Sandys jordiske rester.

Ved den lejlighed var Pewe heldigvis gået for vidt, og han var kort efter vendt tilbage til London med halen mellem benene.

Efter at Grace havde stillet Doyle et par spørgsmål mere, afsluttede han samtalen og stod lidt og tænkte sig om. På nuværende tidspunkt var det udelukket, at han kunne tillade sig at sige noget til resten af holdet. Uanset Graces personlige holdning til manden, drejede det sig om at være meget diskret, når en så højtstående politimand som Pewe stod for at skulle afhøres.

Det ville han med stor fornøjelse selv tage sig af.