72

Onsdag den 14. januar

Da Roy Grace var kommet tilbage til sit kontor efter morgenbriefingen, sad han i dybe tanker. Kunne det virkelig passe, at en tjenestegørende politimand kunne være Skomanden?

I tidens løb havde der været brodne kar både i Sussex og i alle andre politikredse. Drabsmænd, voldtægtsforbrydere, tyve, pornoforhandlere, narkohandlere og bedragere havde gemt sig bag den tillidsvækkende og højt respektable facade. Det var ikke sket ret tit, men med over 5.000 ansatte alene i Sussex Politi kunne det ikke undgås.

Og det hele passede sammen. Den insiderviden om efterforskningen af Skomanden, der var blevet lækket til pressen både dengang i 1997 og i den aktuelle sag, kunne kun være blevet lækket af en, der havde kendskab til adgangskoderne i Sussex Politis computernetværk. Cassian Pewe havde haft adgang til dem i oktober sidste år. Man kunne aldrig vide, om han havde kopieret koderne dengang og taget dem med sig.

Han tastede det direkte nummer til politiet i London og havde på forhånd forberedt sig på, hvordan han ville formulere sig.

Efter at være blevet viderestillet til flere forskellige hørte han endelig Pewes stemme, der lød lige så charmerende som et hvinende tandlægebor.

„Roy, hvor er jeg glad for at høre fra dig! Vil du gerne have mig tilbage?“

Grace gik lige til sagen: „Nej. Der er noget, jeg skal vide. Da du arbejdede her, hentede du en sagsmappe på en uopklaret sag i arkivet. Din underskrift er den sidste i journalen. Sagen drejer sig om en savnet person, Rachael Ryan, som forsvandt julemorgen 1997. Siger det dig noget?“

„Jeg gennemgik mange sagsmapper i den korte periode, jeg var nede hos dig, Roy,“ lød det irriteret.

„Jo, men der mangler to sider i den her, Cassian. Jeg tænkte på, om du måske havde givet dem videre til nogen? En researcher måske?“

„Lad mig lige tænke mig om. Nej, det har jeg i hvert fald ikke. Der er ikke andre end mig, der har været dem igennem.“

„Har du læst sagen?“

„Det kan jeg ærlig talt ikke huske.“

„Tænk dig om.“

„Hvad handler det her om, Roy?“ Han lød pludselig ængstelig.

„Jeg stiller dig bare et spørgsmål. Har du læst den sag? Det er kun et par måneder siden.“

„Der er et eller andet, der får en klokke til at ringe,“ svarede han undvigende.

„Ville du have bemærket det, hvis der havde manglet to sider?“

„Selvfølgelig ville jeg da det.“

„Der manglede altså ikke to sider, da du læste den igennem?“

„Det mener jeg ikke.“

„Kan du huske indholdet af dem?“

„Nej … nej, det kan jeg ikke.“

„Du bliver nødt til at komme i tanke om, hvad der stod, for det er muligvis afgørende for en aktuel sag.“

„Roy!“ sagde han irriteret. „Hold nu op. Kan du huske et ord af, hvad du har læst for tre måneder siden?“

„Ja, det kan jeg faktisk. Jeg har en god hukommelse. Bør efterforskere ikke have det?“

„Du må undskylde, Roy, men jeg har forfærdelig travlt med en rapport, der skal være færdig ved middagstid.“

„Ville det hjælpe på din hukommelse, hvis jeg fik dig anholdt og bragt herned?“

Grace hørte en lyd, som når en plæneklipper støder på en sten. „Ha, ha! Det må være din spøg!“

Under en aktion i oktober sidste år havde Grace reddet Pewes liv med risiko for at miste sit eget. Det havde Pewe imidlertid knap nok takket ham for. Grace kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at han nogensinde ville komme til at foragte et menneske så dybt, som det var tilfældet med Pewe. Grace håbede inderligt, at hans foragt ikke gik ud over hans dømmekraft, men det kunne han ikke tage sig af lige nu.

„Cassian, Tony Case, vores administrative leder, som du sikkert godt kan huske fra din tid hernede, har fortalt mig, at siden Sussex House blev taget i brug i 1996, har alle uopklarede sager været opbevaret nede i et sikkerhedsrum i kælderen, hvor der er strenge adgangsregler. Rummet er udstyret med en digital alarm, og alle, der går derind, skal bruge en sikkerhedskode, som bliver registreret. Case har en journal underskrevet af dig, som viser, at du har returneret Skomandens sagsmappe til en af Cases assistenter i oktober. Lige siden har ingen kigget i den før i denne uge. Okay?“

Han blev mødt af tavshed.

„Du var i Brighton under Labours partikongres i 1997, ikke sandt? Du var udstationeret af London dengang og arbejdede for efterretningstjenesten. Efterfølgende fortsatte du med at arbejde i Brighton med en efterforskning af en serie væbnede smykkekup i London med forbindelse til Brighton. Du købte en lejlighed og havde til hensigt at flytte herned. Har jeg ret?“

„Ja. Og?“

Den periode, hvor du befandt dig her i byen, stemmer nøje overens med den periode, hvor Skomanden begik sine overgreb. Har jeg ikke også ret i, at du tilbragte juleaften 1997 i Brighton?“

„Det kan jeg ikke huske uden at rådføre mig med min kalender.“

„Det kan en af mine kolleger bekræfte, Cassian. Kan du huske Bella Moy?“

„Burde jeg det?“

„Du prøvede at kneppe hende på bagsædet af din bil ved midnatstid. Du havde været på værtshus med en flok lokale politifolk og havde kørt hende hjem. Du prøvede at forhindre hende i at stige ud af din bil. Hjalp det på hukommelsen?“

„Nej.“

„Det var synd, men hun kan til gengæld godt huske dig. Du er heldig, at hun ikke har anmeldt dig for sexchikane.“

„Roy, du vil da ikke fortælle mig, at du aldrig har benyttet dig af, at en kvinde var skidefuld?“

Grace ignorerede ham. „Jeg vil gerne vide, hvad du foretog dig, efter du forlod Bella uden for hendes mors hus. Fra midnat og frem til juledags morgen? Jeg vil gerne vide, hvad du foretog dig under halloween 1997. Der er endnu et par datoer, jeg vil bede dig gøre rede for. Jeg vil gerne vide, hvor du var nytårsaften for fjorten dage siden. Og hvor var du om aftnen tirsdag den 8. januar? Og lørdag aften den 10. januar? Jeg håber, du har skrevet datoerne ned, Cassian.“

„Det her er spild af politiets tid, Roy!“ Han prøvede at lyde venlig. „Nu må du holde op! Du kan da ikke forvente, at jeg skal kunne huske, hvor jeg var på et givet tidspunkt for tolv år siden? Kan du måske fortælle mig, hvor du var?“

„Ja, det kan jeg, Cassian. Det kan jeg fortælle dig helt nøjagtigt. Fortæl mig så, hvor tilbragte du nytårsaften sidste år?“

Han holdt en lang pause. „Jeg var faktisk i Brighton,“ kom det tøvende fra Pewe.

„Er der nogen, der kan bekræfte det?“

Der gik et stykke tid. „Undskyld mig, Roy, men jeg har ikke tænkt mig at fortsætte denne samtale. Jeg bryder mig hverken om din tone eller dine spørgsmål,“ sagde han.

„Og jeg bryder mig ikke om dine svar,“ sagde Grace.