73

Onsdag den 14. januar

Yac var træt. Ved tretiden havde der været meget stille inde i byen. Det var den anden tirsdag i januar, og folk var blevet hjemme. Han havde kørt rundt, fordi manden, der ejede taxaen, blev sur på ham, hvis han stoppede for tidligt, men han havde kun haft to korte ture efter midnat, og de kunne knap nok dække udgiften til benzin. Han havde været lige ved at køre hjem, da han blev bedt om at køre to personer til lufthavnen i Luton. Klokken var blevet næsten syv, inden han var hjemme på båden. Dødtræt havde han fodret katten og var bagefter faldet om i køjen.

Han blev vækket ved lyden af skridt oppe på dækket. Han satte sig op og så på uret. Klokken var 14.

Te! var det første, han tænkte på, men så undrede han sig over, hvem fanden det var, der gik rundt deroppe.

Han fik ellers aldrig besøg. Aldrig. De eneste, der af og til kom, var postbuddet og pakkeposten, men han ventede ingen post.

Det lød, som om der var en hel flok deroppe. Var det mon børn? Der havde et par gange været nogle børn om bord, der havde hujet og råbt ad ham, inden han havde fået jaget dem væk.

„Forsvind!“ råbte han op mod loftet. „Smut! Gå ad helvede til! Skrid! Få røven med jer!“ Han kunne godt lide at bruge de vendinger, han havde hørt i taxaen.

Så hørte han nogen banke på. Et vedvarende bank, bank, bank.

Han svingede irriteret benene ud af køjen, og iført underbukser og T-shirt stavrede han ind i salonen og videre hen over gulvet med de spredte kludetæpper.

Bank, bank, bank!

„Gå ad helvede til!“ råbte han. „Hvem er det? Så hør dog efter! Hvad vil I? Er I døve! Skrid! Jeg ligger og sover!“

Bank, bank, bank!

Han gik op ad trappen til salonen øverst oppe. Den havde vinduer hele vejen rundt og terrassedøre af glas. I midten stod en stor brun sofa med udsigt til mudderbankerne i det grå eftermiddagslys. Det var ebbe.

Der stod en mand i halvtredserne med hentehår derude. Han var iført en nusset tweedjakke, grå flannelsbukser og slidte brune snøresko. Han holdt et lille sort kortetui af læder op og mimede et eller andet til Yac, som han ikke forstod. Bag ham var der en hel flok i blå politijakker, og på hovedet havde de hjelme med visir. En af dem slæbte på en stor gul cylinder, der lignede en brandslukker.

„Forsvind!“ råbte Yac. „Jeg ligger og sover!“

Så vendte han sig om og begyndte at gå ned igen, men i det samme hørte han igen bank, bank, bank. Det var begyndt at irritere ham. I har slet ikke lov til at opholde jer om bord på min båd! Det er privat ejendom!

Idet han nåede ned i salonen, fik lyden af glas, der splintredes, ham til at standse op. Han kogte af arrigskab. Sådan en idiot! Den store idiot havde banket for hårdt! Det var vist på tide, at han gav ham en lærestreg!

Da han vendte sig om, kunne han høre en hel hær af læder- og gummisåler.

„STÅ HELT STILLE! DET ER POLITIET!“

Manden med hentehåret var på vej ned ad trappen efterfulgt af adskillige politibetjente i gule veste. Manden holdt stadig kortetuiet op. Han kunne se et skilt af en slags, og der stod også noget.

„Johnny Kerridge?“ spurgte manden ham.

„Yac,“ svarede han. „Jeg hedder Yac. Jeg er taxachauffør.“

„Kriminalassistent Potting, Sussex Politi,“ præsenterede manden sig og holdt et stykke papir frem. „Jeg har en ransagningskendelse, der giver mig lov til at undersøge skibet.“

„Så må De hellere tale med ejerne. Jeg passer bare båden for dem. Jeg skal fodre katten. Jeg er alt for sent på den, fordi jeg har sovet over mig.“

„Jeg vil gerne tale med dig, Yac. Er der et sted, vi kan sidde?“

„Jeg er faktisk på vej i seng igen. Forstår De, jeg skal se at få sovet, inden jeg skal på natkørsel. Yac kiggede rundt på alle betjentene, der stod omkring ham inde i salonen. „Jeg er ked af det,“ sagde han, „men jeg er nødt til at bede ejerne om lov til, at fremmede opholder sig om bord på båden. I bliver nødt til at vente inde på land. Det kan godt blive svært at få fat i dem, de befinder sig nemlig i Goa.“

„Yac,“ sagde Potting, „der er den nemme måde at gøre det her på, og der er den besværlige. Enten samarbejder du, eller også anholder jeg dig. Så enkelt er det.“

Yac lagde hovedet på skrå. „Hvordan enkelt?“

Potting kiggede tvivlrådigt på ham og spekulerede på, om Yac var ved sine fulde fem. „Det er op til dig selv. Hvad vil du helst: sove i din egen seng i nat eller i en celle i arresten?“

„Jeg skal på arbejde i nat,“ svarede Yac. „Manden, der ejer taxaen, bliver meget vred på mig, hvis jeg ikke kører.“

„Okay, perletand, så må du jo hellere samarbejde.“

Yac kiggede på ham. „Jeg har ikke kunstige tænder.“

Potting rynkede panden, men lod som ingenting. „Er du lidt af en lystfisker?“

„Jeg er taxachauffør.“

Potting pegede op på dækket. „Du har da lagt liner ud?“

Yac nikkede.

„Hvad fanger man her? Krabber?“

„Rødspætter,“ svarede Yac. „Skrubber. Og indimellem søtunger.“

„Ret godt fiskevand, hva? Jeg kan også godt lide at fiske, men jeg har aldrig prøvet herude.“

„I har ødelagt mine terrassedøre. Dem må I hellere se at få ordnet. Ellers bliver ejerne meget vrede på jer. Jeg må ikke ødelægge noget.“

„For at være helt ærlig, Yacmak, så er jeg flintrende ligeglad med dine terrassedøre. Jeg er også fuldstændig ligeglad med dig, og jeg bryder mig heller ikke om farven på dine underbukser, men lad os nu ikke blive personlige. Enten så samarbejder du, eller også anholder jeg dig og splitter hele båden ad, planke for planke.“

„Hvis man gør det, så synker den,“ svarede Yac. „I får brug for nogle af plankerne, medmindre I er gode til at svømme.“

„Du er lidt af en skuespiller, hva’?“ sagde Potting.

„Nej, jeg er taxachauffør. Jeg kører natkørsel.“

Potting havde svært ved at beherske sig. „Jeg er ude efter noget bestemt her på båden, Yacmak. Er der noget her om bord, som du gerne vil vise mig og fortælle mig noget om?“

„Jeg har mine wc-kæder fra højtskyllede toiletter, men det er en privatsag. Dem får De ikke lov til at se … undtagen dem, jeg har i køjen. Dem vil jeg godt vise frem.“ Yac blev pludselig ivrig. „Der er sådan et flot højtskyllende toilet ovre ved Worthing Pier – jeg vil godt tage Dem med derover og vise Dem det, hvis De har lyst.“

„Jeg skyller sgu dig ud i lokummet, hvis du ikke snart holder kæft,“ sagde Potting.

Yac kiggede på ham og smilede bredt. „Jeg kan ikke være der. Afløbsrøret er for lille!“

„Ikke, når jeg er færdig med dig.“

„Det … det vil jeg godt vædde på!“

„Jeg vil også godt vædde på, perletand, at vi nok skal finde noget her, okay? Så hvorfor viser du os ikke bare med det samme, hvor du har alle dine damesko?“

Han lagde mærke til, at den underlige mands blik flakkede, og var med det samme klar over, at han havde ramt plet.

„Jeg har ingen sko. Ikke damesko.“

„Er du helt sikker?“

Yac kiggede trodsigt på ham, men slog så øjnene ned. „Jeg har ikke nogen damesko.“

„Det er jeg glad for at høre, Yacmak. Når mine folk har bekræftet det, skal vi nok gå igen.“

„Okay,“ sagde Yac, „men de må ikke pille ved mine wc-kæder.“

„Det skal jeg nok sige til dem.“

Yac nikkede. Sveden haglede af ham. „Dem har jeg nemlig samlet på meget længe.“

„Wc-kæder?“ spurgte Potting.

Yac nikkede.

Potting stod og betragtede ham lidt. „Nu skal du bare høre, Yacmak – hvad med om jeg tog og skyllede dig ud i lokummet her og nu?“