74

Fredag den 16. januar

Roy Grace kunne ikke fordrage at komme her. Han fik myrekryb, hver gang han kørte ind gennem smedejernsporten. Guldbogstaverne på den gav indtryk af, at det var indkørslen til et mindre slot, indtil man læste, hvad der stod: Brighton & Hoves lighus.

Han havde sat et bånd med Rod Stewart på for at komme i bedre humør, men lige meget hjalp det. Alle parkeringspladser i nærheden af indgangen var optaget, så han måtte køre helt ned i bunden og parkere ved modtagelsesafdelingens overdækkede bagudgang. For at gøre det hele endnu værre tog regnen til og stod nu ned i stænger. Han slukkede for motoren og dermed også for ‘Maggie Day’. Vinduesviskerne gik i stå midt på forruden. Så tog han i dørhåndtaget, men tøvede et øjeblik.

Han så absolut ikke frem til det her besøg. Hans mave var allerede ved at vende vrangen ud.

På grund af varmen fra den brændende varevogn og besværet med at få slukket ilden derude på marken var det først ved middagstid i går, at bilen var kølet så meget ned, at de havde kunnet begynde at undersøge den og konstatere, at den var stjålet. Stanken af afsvedet græs, brændt gummi, maling, benzin, plastic og brændt kød havde før fået det til at vende sig i ham. Der er lugte, man aldrig vænner sig til, uanset hvor mange gange man kommer ud for dem. Det gælder også synet af visse ting. Den stakkels person inde i bilen havde ikke været noget kønt syn.

Det havde Sandys ansigtsudtryk heller ikke været, da han var kommet hjem klokken fire onsdag morgen for at få sig et par timers søvn, inden han skulle tilbage til gerningsstedet.

Hun havde været i sit tavse hjørne og ikke mælet et ord. Sådan opførte hun sig kun, når hun var virkelig vred på ham, og der kunne gå dage, før hun ville tale til ham igen. Han var luft for hende, og ikke engang den store buket blomster, han havde haft med hjem, havde kunnet formilde hende.

I nat havde han ikke kunnet sove, men det var ikke Sandys skyld. Hun havde endelig tilgivet ham, som hun plejede, og alt var glemt. Han havde ligget hele natten og spekuleret over, om liget i varevognen mon var den forsvundne Rachael Ryan.

Forkullede menneskekroppe var – efter hans mening – det værste, man kunne komme ud for. Som helt grøn kriminalassistent havde han hjulpet til med at hente de jordiske rester af to børn på fem og elleve ud af en brandtomt i Portslade efter en pyromanbrand. At det var børn, havde gjort det hele ti gange værre, og han havde haft mareridt om det i flere måneder efter.

Han vidste, at det syn, han ville møde inde i lighuset, ville påvirke ham i samme grad, og at det ville tage lang tid at ryste det af sig. Han havde imidlertid ikke noget valg.

Efterforskningslederen på sagen, Jim Doyle, havde indkaldt til en tidlig morgenbriefing, som var trukket ud, så han var allerede for sent på den, da han steg ud af bilen. Han låste efter sig og skyndte sig så med regnfrakkens krave godt oppe om ørene hen til lighusets hovedindgang.

Den kriminaltekniker fra Sussex Politis brandafdeling, som havde foretaget en foreløbig undersøgelse af varevognen, havde været til stede under briefingen og meddelt, at det umiddelbart var meget usandsynligt, branden var opstået som følge af ulykken.

Grace ringede på, og et øjeblik efter åbnede chefobducenten, Elsie Sweetman, selv døren iført et grønt forklæde over den blå sterile dragt, hvis bukser var stukket ned i et par hvide gummistøvler.

Hun var en krøltop sidst i fyrrerne og havde det rareste ansigt. I betragtning af alle de grufulde ting hun var ude for til hverdag, var hun ualmindelig munter af væsen. Grace havde aldrig glemt, hvor sød hun havde været mod ham, da han havde været lige ved at dratte omkuld under sin første obduktion. Hun havde taget ham med ind i opholdsrummet og givet ham en kop te og sagt, at det skulle han ikke tage sig af. Sådan reagerede mindst halvdelen af alle politifolk første gang.

Han gik ind ad hoveddøren, der lignede en ganske almindelig dør ind til et privat hus, og kom ind i en smal entré, men så hørte al lighed med en privat bolig også op. Den gennemtrængende lugt af desinfektionsmidler ramte ham. Hans næsebor registrerede også noget andet, som fik det til at køre rundt nede i maven.

I det lille omklædningsrum trak han et forklæde over hovedet og bandt det. Så fik han en maske for ansigtet, som han også bandt omhyggeligt, og fødderne stak han ned i et par korte hvide gummistøvler, som var for store. Han sjoskede ned ad gangen, drejede til højre og passerede de forseglede glasbure, hvor de, som man havde mistanke om var døde af en smittefarlig sygdom, blev undersøgt, og gik så ind i det store obduktionsrum. Han prøvede, så godt han kunne, udelukkende at trække vejret gennem munden.

To af de tre store rulleborde af rustfrit stål var blevet skubbet til side. På det tredje inde i midten af rummet lå der en kvinde på ryggen. Omkring bordet stod en hel flok, der var iført samme påklædning som han selv.

Grace sank mundvandet. Synet af hende fik ham til at gyse. Hun lignede slet ikke et menneske. De forkullede rester mindede mere om et eller andet frygtindgydende monster skabt af special effects-teamet på en gyser- eller science fiction-film.

Er det mon dig, Rachael? Hvad er der sket? Hvis det er dig, hvordan har du så båret dig ad med at havne i en stjålen varevogn?

Indenrigsministeriets retsmediciner, Dr. Frazer Theobald, stod lænet ind over hende med et kirurgisk instrument i den ene behandskede hånd og en pincet i den anden. Grace havde altid syntes, at han lignede Groucho Marx til forveksling.

Ved siden af Theobald stod den femoghalvtredsårige Donald Whitely, ligsynsmanden, som var pensioneret politimand; Elsie Sweetman og hendes assistent Arthur Trumble, som var en mand sidst i fyrrerne med en tør humor og store, gammeldags bakkenbarter, og endelig James Gartell, en fotograf fra teknisk afdeling, som stod og koncentrerede sig om at tage et billede af den del af kvindens venstre ben, hvorpå man havde anbragt en lineal på tværs.

Der var næsten intet tilbage af den døde kvindes hår, og hendes ansigt lignede en sort klump smeltet voks. Det var svært at skelne hendes træk. Graces mave snørede sig mere og mere sammen, og selvom han trak vejret gennem munden og havde en maske for næsen, kunne han ikke undgå lugten. Han kom til at tænke på barndommens flæskesteg med sprød svær.

Han var godt klar over, at det var en absurd tanke, men lugten sendte forskellige signaler til hjernen og maven. Hans kvalme blev værre og værre, og han begyndte at svede. Han kiggede på kvinden igen, men måtte kigge væk, mens han forsøgte at trække vejret dybt gennem munden. Han kastede et blik på de andre i rummet. Selvom han vidste, at de havde den samme lugt i næseborene og fik de samme associationer, kunne han ikke mærke noget på dem. Havde de virkelig vænnet sig til det her?

„Det her er interessant,“ sagde Theobald uanfægtet og holdt en lille oval genstand på et par centimeter, som han havde fået fat i med pincetten, i vejret.

Den var gennemsigtig, afsvedet og delvis smeltet.

„Se her, Grace!“ Theobald henvendte sig direkte til ham.

Grace nærmede sig tøvende. Det lignede en kontaktlinse.

„Det er meget mærkeligt,“ sagde Theobald. „Det er ikke ligefrem sådan en dims, man regner med at finde hos en, der har kørt bil.“

„Hvad er det?“ spurgte Grace.

„Den bruges til at skærme øjet med.“

„Skærme øjet?“

Theobald nikkede. „Man bruger dem i ligkapellerne. Når et menneske dør, begynder øjeæblet meget hurtigt at falde tilbage i øjenhulen, og derfor anbringer bedemændene sådan en mellem øjenlåget og øjeæblet, så den døde er pænere at se på.“ Han smilede skævt. „Det er som sagt ikke lige en dims, man forventer, at en chauffør er udstyret med.“

Grace rynkede panden. „Hvordan kan det være, at hun har fået dem for øjnene?“

„Det kunne være af kosmetiske grunde, hvis hun havde glasøje, eller havde fået plastisk kirurgi, men så ville hun ikke have dem for begge øjne.“

„Vil det sige, at hun var blind, Theobald?“ spurgte Arthur Trumble med et blink i øjet.

„Ja. Og jeg er bange for, at hun var mere end det,“ svarede han. „Hun havde været død i lang tid, da hun blev anbragt i bilen.“

Man kunne høre en engel gå gennem lokalet.

„Er du helt sikker på det?“ spurgte ligsynsmanden.

„Der er en smule intakt lungevæv, som jeg skal have ordentligt undersøgt på laboratoriet, men ud fra det, jeg kan se med det blotte øje, er der ikke tegn på, at hun har røg i lungerne. Hun var rent ud sagt for længst holdt op med at trække vejret, da branden opstod.“

„Siger du, at hun allerede var død inden ulykken?“

„Ja, det er det,“ svarede han. „Det er jeg faktisk overbevist om, hun var.“

„Kan du sige noget om, hvor gammel hun var, Theobald?“ spurgte Grace i et forsøg på at finde hoved og hale på det, han lige havde hørt.

„Jeg vil tro, at hun var ret gammel … i slutningen af halvfjerdserne eller i begyndelsen af firserne. Jeg kan ikke komme det nærmere på stående fod, men hun var mindst i midten af halvtredserne. Jeg vil kunne sige det mere præcist om et par dage.“

„Under alle omstændigheder ikke under et par og halvtreds?“

Theobald rystede på hovedet. „Nej, det er udelukket.“

„Hvad med tandkort?“ spurgte Grace.

Theobald pegede på hendes kæbe. „Jeg er bange for, at varmeudviklingen har fået hendes tandkroner til at eksplodere. Der er i hvert fald ikke noget af det tilbageblevne, der kan bruges til en identifikation. Det eneste, jeg tror, vi får noget ud af, er at få lavet en dna-profil.“

Grace betragtede igen liget. Han væmmedes ikke helt så meget ved det nu, hvor han efterhånden havde vænnet sig til at se på det.

Hvis du ikke er Rachael, hvem er du så? Hvad skulle du i den varevogn? Hvem har anbragt dig der?

Og hvorfor?