75
Onsdag den 14. januar
Roy Grace fulgte efter den administrative leder, Tony Case, ned ad bagtrappen til kælderen. Der var ingen, der kunne beskylde Sussex Politi for at rutte med pengene til vedligeholdelse hernede, noterede han sig med et skævt smil, idet han gik forbi de revnede vægge, hvor pudset var faldet af.
Case gik foran ham ned ad den velkendte, dårligt oplyste gang, som man skulle tro førte hen til et underjordisk fangehul. Han standsede foran en låst dør, pegede på det lille digitale display med tastatur på væggen og stak en finger i vejret.
„For det første, Roy: Alle, der vil ind her, skal bruge en kode, og der er kun en lille håndfuld personer – inklusive dig selv – der har den – og alle har fået den af mig personligt.“
Case var en velvoksen mand midt i halvtredserne med karseklippet hår og charmerende, barske træk. Han var iført et lysebrunt jakkesæt, skjorte og slips. Han var selv tidligere politimand, og efter han var blevet pensioneret, var han vendt tilbage til politiet som civil ansat. Det var ham, der sammen med et mindre team havde ansvaret for kontorudstyret i såvel kriminalpolitiets hovedkvarter som på de tre andre tilsvarende lokaliteter i amtet. Han kunne være utrolig hjælpsom over for dem, han respekterede, og en prøvelse for alle, han ikke havde respekt for, og han tog sjældent fejl i sin bedømmelse af folk. Heldigvis kom han og Grace godt ud af det med hinanden.
Case rakte en finger mere i vejret. „For det andet: Ingen, der kommer herned … håndværkere, rengøringspersonale med mere … får lov til at gå rundt på egen hånd.“
„Okay, men forekommer det aldrig, at nogen bliver overladt til sig selv hernede og ville kunne se sit snit til uforstyrret at gennemgå et par sagsmapper?“
„Det tvivler jeg på. Nej, ikke her, hvor vi opbevarer så følsomme oplysninger.“
Grace nikkede.
Før i tiden kunne han finde rundt hernede med bind for øjnene, men der var blevet flyttet rundt på arkiverne. Case åbnede døren, og de gik ind til de rødmalede metalskabe forsynet med hængelåse, der hang på væggene, så langt øjet rakte. Der stod også reoler med røde og grønne kasser fyldt med sagsmapper og forseglede bevisposer.
„Er det noget specielt, du søger?“
„Ja, Skomandens sagsmappe.“ Selvom Grace selv havde et resumé af den på kontoret, var sagens originale akter opbevaret i sikkerhed hernede.
Case gik et par meter, hvorefter han stoppede, tog en nøgle fra bundtet, der hang og dinglede fra bæltet, låste en hængelås op og åbnede skabet.
„Dine folk er netop ved at gennemgå den sag, så jeg ved helt nøjagtig, hvor den ligger,“ sagde han.
Grace nikkede. „Kan du huske kriminalkommissær Cassian Pewe, der arbejdede her i efteråret?“
Case kiggede på ham. „Ja, mon ikke. Han behandlede mig, som om jeg var hans personlige tjener. Ville have mig til at hænge billeder op på sit kontor. Jeg håber da ikke, at der er sket ham noget. Han er da forhåbentlig ikke faldet ned fra en klippe nu, hvor du ikke er der til at redde ham.“
Grace smilede bredt. Det var ikke særlig populært, at han havde reddet Pewes liv.
„Nej, desværre.“
„Jeg forstår ikke, at du ikke har fået en tapperhedsmedalje i den anledning, Roy.“
„Det gør jeg. Jeg ville kun have fået den, hvis jeg havde ladet ham falde.“
„Det skal du ikke være ked af. Han er et røvhul. Ved du, hvad man siger om røvhuller?
„Nej.“
„At de er fulde af lort.“