77

Onsdag den 14. januar

Roy Graces hurtigt voksende team på Operation Sværdfisk var nu blevet for stort til, at de alle kunne være i Situationsrum 1, så derfor måtte de rykke ind i mødelokalet og holde briefingen dér klokken 18.30.

Der kunne sidde femogtyve på de røde stole rundt om det store firkantede bord, og derudover var der yderligere plads til tredive, hvis de stod op. Lokalet blev tit brugt til pressemøder, og til det formål var det udstyret med en oval skærm i to blå nuancer, der tjente som baggrund. Den var små to meter høj og tre meter bred og prydet med Sussex Politis web-adresse og telefonnummeret til Crimestoppers. På den modsatte væg hang en fladskærm.

Grace sad med ryggen til den blå skærm og med ansigtet vendt mod døren, mens hele holdet var på vej ind. Halvdelen af dem talte i mobiltelefon. En af de sidste, som kom ind, var Norman Potting, der så uhyre selvtilfreds ud.

Præcis klokken 18.30 åbnede Grace mødet. „Før vi begynder på dagsordnen, er der noget Potting gerne vil orientere jer alle sammen om.“ Han gav ordet til Potting.

Potting rømmede sig. „Jeg er glad for at kunne underrette jer om, at jeg har anholdt en mistænkt,“ sagde han.

„Fantastisk!“ udbrød Michael Foreman.

„Han sidder i øjeblikket i arresten, mens vi fortsætter med at ransage hans hjem, som er en husbåd, der ligger fortøjet på Ardur-floden ved Shoreham Strand.“

„Hvad hedder han, Norman?“ spurgte Nick Nicholl.

„Johnny Kerridge. Det var ham, jeg fortalte om ved morgenbriefingen. En lokal taxachauffør, der kalder sig selv for Yac. Vi har fundet syvogfirs par højhælede damesko skjult i poser i et hulrum under dækket.“

„Syvogfirs par?“ spurgte Emma-Jane Boutwood forbløffet.

„Der er måske flere endnu. Ransagningen er stadig i fuld gang,“ svarede Potting. „Jeg har på fornemmelsen, at vi nok skal finde de sko, han har taget fra de to sidste ofre – og også dem fra tidligere.“

„Dem har I ikke fundet endnu?“ spurgte Nicholl.

„Nej, men vi skal nok finde dem. Han har også en hel bunke nye avisudklip om Skomanden, som vi har taget i bevaring, og desuden en hel stak udskrifter fra internettet om Skomanden fra 1997.“

„Bor han alene?“ spurgte Bella Moy.

„Ja.“

„Har han en kone? En kæreste af han- eller hunkøn? Er han separeret?“

„Det lader ikke til det.“

„Har han givet nogen forklaring på, hvorfor han havde alle de udklip? Og alle skoene?“ spurgte hun.

„Nej. Jeg spurgte ham, men han blev smækfornærmet og nægtede at udtale sig. Vi fandt også en hel masse wc-kæder, som han også havde gemt, og det blev han stiktosset over.“

Branson rynkede panden og lavede en træk-og-slip-bevægelse med hånden. „Wc-kæder? Mener du sådan nogen lokumssnore?“

Potting nikkede.

„Hvorfor?“ blev Branson ved.

Potting så sig lidt tøvende omkring og kiggede så hen på Grace. „Jeg ved ikke, om det er politisk korrekt at sige det, men …“

„Vi kan næsten ikke vente på at høre det,“ svarede Grace venligt.

Potting prikkede sig med pegefingeren i tindingen. „Han har vist ikke for mange brikker at flytte rundt med.“

Det vakte en vis moro. Potting smilede stolt. Grace iagttog ham og blev helt glad på hans vegne over, at han havde bevist sit værd. Samtidig kunne han ikke lade være med at spekulere over det med Pewe. Selvom denne Johnny Kerridge passede nærmest perfekt, var der stadig et vigtigt ubesvaret spørgsmål.

Han koncentrerede sig igen om Pottings arrestant. Det var super, at de havde foretaget en anholdelse i sagen, og det var en historie, der ville skabe overskrifter i The Argus i morgen. Han vidste dog af erfaring, at der var et stort spring fra at anholde en person til at bevise, at det var ham, der var gerningsmanden.

„Hvordan reagerer han, Norman?“

„Han er vred,“ svarede Potting. „Og måske får vi problemer. Ken Acott er hans forsvarer.“

„Shit,“ kom det fra Nicholl.

Der var flere beskikkede forsvarere, der stod til rådighed for de anholdte, og de forvaltede deres job meget forskelligt. Ken Acott var den skarpeste af dem alle og havde forpestet tilværelsen for mange politifolk.

„Hvad siger Acott til sagen?“ spurgte Grace.

„Han har anmodet om, at hans klient bliver lægeundersøgt, inden han overhovedet udtaler sig til os,“ svarede Potting. „Det er jeg ved at få arrangeret. I mellemtiden tilbageholder vi Kerridge natten over. Forhåbentlig giver ransagningen noget mere.“

„Måske kan vi få et dna-match,“ sagde Foreman.

„Indtil videre har Skomanden været meget bevidst om ikke at efterlade sig tekniske spor,“ sagde Grace. „Et af vores store problemer er, at vi aldrig har fundet noget som helst fra ham. Hverken hår eller fibre.“ Han kiggede ned i sine notater. „Flot arbejde, Norman. Lad os lige gå videre et øjeblik. Glenn, du har nye oplysninger om en af de andre mistænkte.“

„Ja. Jeg er glad for at kunne sige, at vi har identificeret føreren af den Mercedes E Class Saloon, som er blevet set køre i høj fart væk fra Pearce-parrets hus på The Droveway omkring det tidspunkt, hvor Roxanna Pearce blev overfaldet. Han er nu blevet afhørt, og vi har fået en forklaring på den romantiske middag for to, som hun var ved at forberede. Desværre kan vi ikke bruge det til noget.“ Branson trak på skuldrene. „Han hedder Iannis Stephanos og er lokal restauratør. Han ejer Timon’s nede i Preston Street og Thessalonica.“

„Den kender jeg!“ udbrød Foreman. „Jeg inviterede min kone derned på vores bryllupsdag i sidste uge!“

„Jo, altså, mig og E-J tog hen og snakkede med Stephanos i eftermiddags. Han var lidt flov over at indrømme, at han og Roxanna Pearce havde en affære. Det har hun efterfølgende bekræftet. Hun havde inviteret ham til middag, fordi hendes mand var taget på forretningsrejse – og det ved vi jo var tilfældet. Stephanos var taget hjem til hende, men blev ikke lukket ind. Han sagde, at han var blevet stående udenfor et stykke tid og havde ringet på flere gange og også ringet til hende. Han havde set skygger bag gardinerne, så han var sikker på, at hun var hjemme. Til sidst var han blevet usikker på, hvad det var, der foregik. Pludselig slog det ham, at hendes mand måske var kommet hjem, så han var kørt derfra i en vis fart.“

„Tror I på ham?“ Grace så fra den ene til den anden.

De nikkede begge.

„Hvorfor I alverden skulle han også voldtage hende, når han ligefrem var inviteret?“

„Er I helt sikre på, at hun ikke bare hævdede at være blevet voldtaget, fordi hendes mand kom hjem i det samme?“ spurgte Foreman.

„Han kom ikke hjem før dagen efter, da vi havde kontaktet ham,“ svarede Branson.

„Kender han noget til hendes affære?“ spurgte Grace.

„Jeg har forsøgt at være diskret,“ svarede Branson. „Jeg tror, det er bedst, at vi indtil videre holder det her for os selv.“

„Hendes mand har ringet flere gange for at høre, om vi er kommet videre,“ sagde Grace. Han kiggede over på Claire Westmore, specialisten i afhøring af voldtægtsofre. „Er det i orden med dig, hvis vi holder det for os selv?“

„Ja, jeg synes, at Roxanna Pearce har rigeligt at bekymre sig om i forvejen,“ svarede hun.

Da mødet var slut, bad Grace Foreman om at gå med ind på sit kontor. Dér orienterede han ham i al fortrolighed om sin mistanke til Cassian Pewe.

Foreman havde ikke været der, dengang Pewe havde arbejdet hos politiet i Sussex, så ingen kunne beskylde ham for at være partisk. Han var den helt rigtige at drøfte sagen med.

„Michael, jeg vil gerne have dig til at tjekke kriminalkommissær Cassian Pewes alibier tilbage i 1997 og nu. Jeg er foruroliget over, at der er så meget, der stemmer overens med Skomandens færden, men hvis vi anholder ham, skal vi være fuldstændig sikre i vores sag. Og det er vi ikke endnu. Prøv at se, hvor meget du kan finde ud af. Og husk nu, at det er en upålidelig og manipulerende person, du skal i lag med.“

„Ham skal jeg nok klare.“

Grace smilede. „Det er også derfor, jeg har valgt dig.“