78

Tirsdag den 20. januar

Laboratorieundersøgelserne bekræftede, at den delvist forkullede kvinde fra varevognen var mellem firs og femogfirs år gammel.

Hvem hun end var – eller rettere havde været – så var hun i hvert fald ikke den forsvundne Rachael Ryan, så nu havde Roy Grace fået yderligere et problem på halsen. Han blev ved med at se hende for sig. Hvem var hun mon? Hvem havde anbragt hende i varevognen? Og hvorfor?

Tre store ubesvarede spørgsmål.

Indtil videre var der ingen bedemænd, der havde meldt et lig stjålet. I løbet af de sidste par dage havde han fået nogle flere oplysninger om hende. Hun var 1,65 høj. Hvid. Dr. Frazers laboratorieundersøgelser af lungevæv og rester af uskadt hud på hendes ryg bekræftede, at hun havde været død i et godt stykke tid, inden varebilen var brudt i brand – i hvert fald et par dage. Dødsårsagen var kræft.

Sussex var imidlertid fyldt med små gamle kvinder med dødelige sygdomme. Især byerne Worthing, Eastbourne og Bexhill, hvor der fortrinsvis boede ældre mennesker, blev i folkemunde kaldt Guds venteværelser. Det ville være nærmest en umulig opgave at kontakte samtlige bedemænd og ligkapeller. Da man kendte dødsårsagen, blev hendes død mere betragtet som en kuriøs hændelse end en alvorlig forbrydelse, og derfor var det begrænset, hvad man ville ofre af resurser på det. Derfor var det i realiteten op til Grace selv at gå videre med sagen.

Hun har haft forældre, tænkte han. Hun har født børn, så hun må have haft en mand eller en elsker. Hun har været mor til nogen og måske også bedstemor. Hun har sikkert været et elskeligt væsen og et pænt og ordentligt menneske, så hvordan i alverden kan det være, at hendes sidste rejse blev bag rattet i en stjålen varevogn?

Havde hun været offer for makabre drengestreger?

Hvis det var tilfældet, hvordan havde de så fået fingre i hende? Hvis en bedemand havde haft indbrud og havde fået stjålet et lig, ville det være blevet anmeldt med det samme. Der stod ikke noget i døgnrapporterne fra de sidste tre uger. Det havde han tjekket.

Det gav overhovedet ingen mening.

Han udvidede sine undersøgelser til også at omfatte de omkringliggende politikredse, men uden held. Kvinden måtte have haft familie, men måske var de døde. Det gjorde ham trist til mode, hvis det var tilfældet, og det var også trist at tænke på, at bedemanden slet ikke havde opdaget, at hun var forsvundet.

Den uværdige behandling, hun havde været ude for, gjorde det ikke bedre.

Hvis ikke hun havde været et hjælpeløst offer for drengestreger, hvad var det så, han havde overset?

Han gennemgik igen og igen hele scenariet for sit indre blik. Hvad kunne grunden være til, at en eller anden ville stjæle en bil for at anbringe en gammel død kvinde i den?

Man var for dum, hvis man ikke var klar over, at diverse tekniske undersøgelser ville slå fast, hvor gammel hun var, og at det ikke var hende, der havde været chauffør.

Drengestreger var det mest sandsynlige. Men hvor havde de mon hentet liget? Han blev ved med at udvide sin søgning, hvad bedemænd og ligkapeller angik. Der måtte da være nogen i dette land, der manglede et lig?

Det mysterium skulle forblive uløst de næste tolv år.