79

Torsdag den 15. januar

Norman Potting sad på den grønne stol i afhøringslokalet i arresten, der stødte op til kriminalpolitiets hovedkvarter. Der var et overvågningskamera og en mikrofon placeret derinde, og det eneste vindue i lokalet sad højt oppe. Den tunge grønne dør med kighullet var lukket og låst.

Johnny Kerridge sad over for Potting ved det lille grå bord iført en reglementeret blå heldragt af papir, der sad forfærdeligt, og gummisko. Ved siden af ham sad Ken Acott, den beskikkede forsvarer.

Ulig mange af sine kolleger, som sjuskede med påklædningen, fordi de ikke behøvede at gøre indtryk på deres klienter, var den fireogfyrreårige Acott altid ulasteligt klædt. I dag var han iført et velsiddende mørkeblåt jakkesæt, en nystrøget hvid skjorte og et smart slips. Han så godt ud og kunne med det mørke korte hår godt minde om Dustin Hoffman. Der var også noget teatralsk over ham, når han påberåbte sig sin klients rettigheder i afhøringslokalet eller henvendte sig til dommeren i retssalen. Af samtlige byens forsvarsadvokater var Acott den, politiet nødigst ville udsættes for i en arrestantsag.

Kerridge havde svært ved at sidde stille. Han var omkring de fyrre med kort sort hår, der var redt ned i panden. Han sad og vred og vendte sig på stolen, som om han ville gøre sig fri af usynlige, snærende bånd, og blev ved med hele tiden at se på sit ur.

„Jeg skal have min te.“ Han lød beklemt.

„Den er på vej,“ svarede Potting.

„Jamen, den er ti minutter over,“ protesterede han.

På bordet stod en båndoptager med plads til tre kassettebånd. Politiet skulle have det ene, forsvareren det andet, og det tredje var til arkivet. Potting satte kassettebåndene i. Lige da han skulle til at trykke på optageknappen, brød Acott ind.

„Kriminalassistent Potting, De spilder både min og min klients tid. Jeg synes, at De skal kaste et blik på denne her, som i nat er blevet fundet på min klients bopæl, husbåden Tom Newbound.“

Han skubbede en stor brun kuvert over til Potting.

Potting åbnede den tøvende og tog indholdet ud.

„Giv Dem endelig god tid,“ sagde Acott med en så selvsikker mine, at Potting blev helt nervøs.

Det første, han fik øje på, var et A4-ark. Det var en kvittering på et par højhælede Gucci-sko købt på eBay.

I løbet af de næste tyve minutter blev Potting mere og mere ærgerlig over at finde den ene kvittering efter den anden fra genbrugsbutikker og auktioner på eBay på i alt treogfirs af de syvogfirs par sko, der var blevet beslaglagt på husbåden.

„Kan Deres klient også gøre rede for de sidste fire par?“ spurgte Potting, der var klar over, at han var kommet på glatis.

„Han har fortalt mig, at det er sko, kunder har glemt i hans taxa,“ svarede Acott. „Da ingen af skoene overhovedet passer på beskrivelsen af dem, der er blevet stjålet under overfaldene for nylig, vil jeg anmode om, at min klient øjeblikkelig bliver løsladt, så han ikke mister yderligere indtægt.“

Potting insisterede på at ville fortsætte afhøringen, men Acott gav sin klient besked på, at han ikke skulle udtale sig. Efter halvanden time gik Potting ud for at tale med Grace, og da han kom tilbage, kastede han håndklædet i ringen.

„Han kan blive løsladt mod kaution ifølge § 47, stk. 3, under forudsætning af at han skal stå til rådighed under efterforskningen de næste to måneder,“ foreslog Potting som et kompromis.

„Han ønsker også at få alle sine ejendele udleveret,“ sagde Acott. „Der er vel ikke noget i vejen for, at han kan få de beslaglagte sko og avisudklip udleveret … og selvfølgelig sin computer og mobiltelefon?“

Selv om det udløste et raserianfald hos Kerridge, insisterede Potting på at beholde sko og avisudklip. Det var ikke noget problem med computeren og mobiltelefonen, da it-afdelingen allerede havde sikret sig alle oplysninger fra telefonen og kopieret indholdet af computerens harddisk til videre analyse.

Acott gav sig med hensyn til skoene og udklippene, og tyve minutter senere blev Yac løsladt. Han fik sin computer og telefon udleveret og blev kørt hjem af Acott.