80
Torsdag den 15. januar
Han havde ikke troet, at trafikken ville være så tæt på strandpromenaden, så han havde travlt. Måske var det noget, han bildte sig ind, men han syntes, at der var mere politi på gaden end normalt.
Klokken var blevet godt tre om eftermiddagen, da han kørte ind i parkeringshuset bag Grand Hotel. Han var bange for, at hun allerede var kørt derfra iført sine nye blå satinsko, men så fik han til sin store lettelse øje på hendes sorte Volkswagen Touareg.
I hans øjne kunne hun ikke have valgt et bedre sted at parkere. Gudskelov. Det var et af de eneste steder på hele dækket, som ikke var overvåget af kameraer.
Og det bedste ved det hele var, at båsen ved siden af var tom.
Han havde hendes bilnøgler i lommen. Som han havde regnet med, havde han fundet det ekstra sæt nøgler i hendes skuffe i kommoden i hall’en.
Han bakkede varevognen ind og sørgede for, at der var plads nok til, at bagdørene kunne åbnes. Så skyndte han sig at stige ud og se sig undersøgende omkring. Der var ikke et øje.
Dee Burchmore ville nok lige straks komme tilbage fra damefrokosten, for hun skulle nå hjem og være værtinde ved et møde klokken 16 i The West Pier Trust. Og allerede klokken 19 skulle hun være til en reception på byens rådhus til et fundraising-arrangement til fordel for Crimestoppers, som skulle finde sted på Politimuseet nede i rådhusets kælder.
Hun var en rigtig mønsterborger, der støttede alle mulige tiltag i Brighton. Ikke mindst næringslivet!
Og så var hun rigtig flink til hele tiden at annoncere alle sine aftaler på Facebook.
Han håbede, at hun ikke havde skiftet mening, men havde taget de blå Manolo Blahnik-satinsko med diamantspænderne på. Kvinder havde det med at skifte mening, og det var en ting ved dem, som han absolut heller ikke brød sig om. Hvis hun skuffede ham og havde taget et par andre sko på, ville han blive meget vred og være nødt til at give hende en lærestreg.
Hvis hun imidlertid havde taget de rigtige sko på, ville han naturligvis straffe hende endnu hårdere.
Han låste bilen op med fjernbetjeningen. Lygterne blinkede, og der lød et klik. Så blev lyset inde i bilen tændt.
Han åbnede den solide dør ind til førersædet og satte sig ind. Han indsnusede den behagelige lugt af læderindtrækket og af hendes parfume – Armani Code.
Mens han holdt øje med, om der kom nogen, slukkede han kabinelyset ved et tryk på knappen på instrumentbrættet.
Nu var han parat.
Der var ellers meget at tage højde for. Der var overvågningskameraer alle vegne, og det var ikke nok at forsyne varevognen med falske nummerplader. Mange patruljevogne kørte rundt med udstyr, hvor man kunne indtaste registreringsnummeret og på et splitsekund få alle oplysninger om køretøjet fra motorregistret i Swansea. Politiet ville straks få besked, hvis oplysningerne ikke stemte overens med det pågældende køretøj. Derfor var varevognens nummerplader kopier af pladerne på en anden varevogn, der var nøjagtig mage til hans, og som han havde set stå parkeret i en gade i Shoreham.
For at være sikker på, at bilen i Shoreham blev stående et par dage, så den ikke tilfældigt blev spottet af den samme patruljevogn, havde han hældt flere poser sukker ned i benzintanken. Han satte en ære i altid at være på forkant, være dækket fuldstændig ind og til enhver tid have en forklaring på rede hånd. Sådan holdt man sig ude af politiets søgelys.
Han kravlede om på bagsædet, trak den sorte hætte ned over hovedet og justerede sprækkerne, så de passede til øjne og mund. Så klemte han sig ned på gulvet mellem for- og bagsæderne, så han var skjult for nysgerrige blikke. Det var nu ikke, fordi man kunne se ret meget gennem de tonede ruder. Han trak vejret dybt og låste dørene med fjernbetjeningen.
Nu ville der snart ske noget.