82
Torsdag den 15. januar
Klikkene fra hendes hæle på betongulvet gav genlyd. Hun nærmede sig hurtigt, kunne han høre.
Han kunne godt lide lyden af høje hæle, der nærmede sig. Den kunne han bedre lide end lyden af hæle, der fortonede sig. På den anden side havde begge lyde skræmt ham som barn. Når den blev svagere, havde det været ensbetydende med, at moren var på vej i byen, og når den blev kraftigere, ville hun lige straks være hjemme, og så kunne hun finde på at afstraffe ham, eller få ham til at gøre ting og sager ved sig.
Han fik hjertebanken, og adrenalinsuset ramte ham som et skud narkotika. Han holdt vejret. Hun kom nærmere og nærmere.
Det måtte være hende. Bare du har de blå Manolo-satinsko på!
KLONK.
Han fór sammen ved lyden og var lige ved at give et brøl fra sig af forskrækkelse. Det lød, som om der blev affyret fem pistolskud rundt om ham, da alle fem døre blev låst op samtidig.
Så hørte han en ny lyd.
Klik-klak, klik-klak.
Lyden forsvandt om til bagenden af bilen, og så hørte han den hvislende lyd af bagklappen, der gik op. Hvad var det mon, hun ville af med? Indkøb? Flere sko?
Med et snuptag tog han nærmest lydløst låget af sæbeetuiet nede i lommen og tog det kloroformerede stykke vat ud med sin behandskede hånd. Hele hans krop var spændt som en fjeder. Nu ville hun lige straks sætte sig ind i bilen, lukke døren og tage sikkerhedsselen på. Netop i det øjeblik ville han slå til.
Det kom fuldstændig bag på ham, da hun i stedet for døren til forsædet åbnede døren til bagsædet. Han kiggede lige op i hendes forskrækkede ansigt. Ved synet af ham trådte hun chokeret et par skridt baglæns.
Så begyndte hun at skrige.
Han fik sig hevet op og gjorde et udfald med kluden mod hendes ansigt, men han fejlbedømte afstanden, tumlede forover og stod på hovedet ud af bilen. Da han kom på benene, trak hun sig skrigende baglæns, vendte sig om og gav sig til at løbe, mens hun skreg af fuld hals.
Klik-klak, klik-klak.
Fandens osse! Pis! Pis! Pis!
Siddende på hug mellem hendes bil og varevognen holdt han øje med hende og overvejede et øjeblik, om han skulle løbe efter hende. Nu ville hun være inden for kameraernes rækkevidde, og en eller anden ville snart reagere på hendes skrig.
Pis! Pis! Pis!
Han prøvede at samle tankerne, men det var umuligt. Hans hjerne stod fuldstændig stille.
Jeg må se at komme ud herfra.
Han skyndte sig om til bagenden af varevognen, kravlede ind og lukkede dørene efter sig, kravlede om på forsædet og fik startet motoren. Med et ryk kørte han ud af båsen og svingede så til venstre, idet han accelererede kraftigt og fulgte pilene hen til rampen, der førte ned til udkørslen.
Idet han igen svingede til venstre, så han hende snuble ned ad rampen på de høje hæle, mens hun fægtede vildt med armene. Han behøvede bare at køre lige ind i hende for fuld fart, så ville hun være ekspederet. Tanken var fristende, men det ville gøre hans problemer endnu større, end de var i forvejen.
Hun vendte sig om ved lyden af motoren og fægtede desperat med armene.
„Hjælp! Hjælp! Så hjælp mig dog!“ skreg hun og trådte ind foran bilen.
Han måtte bremse hårdt op for ikke at køre hende ned.
Da hun kiggede ind gennem forruden, spærrede hun rædselsslagent øjnene op.
Det var hans hætte, kom han i tanke om. Han havde helt glemt at tage den af.
Hun bakkede nærmest som i trance, vendte sig om og løb så igen alt, hvad hun kunne. Hun tumlede snublende af sted og tabte først den ene og så den anden sko, mens hun skreg.
Med ét blev en branddør til højre for ham flået op, og en politibetjent kom farende ud.
Han pressede speederen i bund, og med hvinende dæk svingede han rundt og ned ad den næste rampe og kørte så i fuld fart hen mod de to bomme ved udkørslen.
Det slog ham pludselig, at han ikke havde betalt billetten.
Der sad ikke nogen i lugen, men han havde under ingen omstændigheder tid til at betale. Han satte igen farten op og forberedte sig på at tage imod stødet, men det kom ikke. Han røg lige igennem. Det var, som om bommen var lavet af pap, og han fortsatte for fuld fart ud på gaden, hvorefter han først drejede skarpt til venstre, så til højre bag om hotellet, indtil han nåede lyskrydset nede ved strandpromenaden.
Så kom han i tanke om hætten. Han flåede den af og stoppede den i lommen. Der lød en hidsig dytten bag ham. Lyset var skiftet til grønt.
„Okay, okay, okay!“
Han speedede op og gik så i stå. Der blev igen dyttet bag ham.
„Rend mig i røven!“
Han startede og røg fremad, svingede til højre og kørte vest på ad strandpromenaden mod Hove. Han gispede efter vejret. Det var en ren katastrofe. Han måtte se at komme væk herfra i en fart og få varebilen gemt af vejen.
Lyset i det næste kryds var ved at skifte til rødt. Støvregnen havde lagt sig som en mat hinde på forruden. Han overvejede et kort øjeblik at køre over for rødt, men en stor lastbil med anhænger var allerede på vej ud i krydset. Han standsede, tændte for vinduesviskerne og sad nervøst og trommede på rattet.
Det tog lastbilen en evighed at komme over krydset med to anhængere på slæb.
Ud af den højre øjenkrog fik han pludselig øje på én, der vinkede til ham. Han drejede hovedet, og hans blod frøs til is.
Det var en politibil.
Han var trængt op i en krog. Den skide lastbil med anhængere, der måtte tilhøre et cirkus eller noget i den stil, bevægede sig i snegletempo. Lige bag ham holdt der også en kæmpestor lastbil med anhænger.
Skulle han stige ud og prøve at stikke af?
Politibetjenten på passagersædet blev ved med at vinke og pegede smilende på sin egen skulder og derefter på ham.
Han rynkede panden. Hvad fanden var han ude på?
Så gik det op for ham.
Betjenten prøvede at signalere til ham, at han skulle tage sikkerhedsselen på!
Han vinkede tilbage og skyndte sig at tage den på.
Betjenten vendte tommelfingeren opad. Han gjorde det samme. Lutter smil.
Endelig var lastbilen forsvundet, og lyset skiftede til grønt. Han kørte roligt videre og overholdt hastighedsgrænsen, lige indtil han til sin lettelse så politibilen svinge ned ad en sidegade. Så satte han farten så meget op, han turde.
Der var halvanden kilometer derhen, så ville han være i sikkerhed.
Det ville den møgsæk imidlertid ikke være.