83

Torsdag den 15. januar

Glenn Bransons kørsel havde altid skræmt Roy Grace fra vid og sans, men det var blevet endnu værre, efter at Branson havde været på udrykningskursus. Grace håbede inderligt, at han ikke skulle ud at køre med Branson, den dag det virkelig gjaldt.

Denne torsdag eftermiddag var Grace dog ganske tavs af en helt anden grund, da Branson i den civile sølvgrå Ford Focus hensynsløst forsøgte at mase sig gennem Brightons myldretidstrafik. Grace sad i dybe tanker og reagerede ikke engang, da han så den gamle dame komme frem bag bussen og forskrækket springe tilbage, da de med alt for høj hastighed susede forbi.

„Tag det roligt, gamle jas, jeg havde set hende!“ forsikrede Branson ham.

Grace svarede ikke. Norman Pottings arrestant var blevet løsladt ved middagstid, og her til eftermiddag var der netop sket et overfald på det sted, Julius Proudfoot havde forudset, men det var heldigvis mislykkedes.

Det kunne selvfølgelig være, at overfaldet ikke havde noget med Skomanden at gøre, men ud fra de sparsomme oplysninger han indtil nu havde fået, kunne det godt tyde på, at det var ham. Hvordan ville det ikke have set ud, hvis den mand, de lige havde løsladt, kort efter havde forsøgt sig med et nyt overfald?

Branson tændte for udrykningshorn og blink, så det blev nemmere for dem at slippe igennem trafikken, der var gået helt i stå i rundkørslen foran The Pier. Han sad hele tiden og skruede op og ned for hornet. Halvdelen af dem, der sidder bag et rat, er enten for tykhovedede, døve eller blinde – eller alle tre ting på én gang, tænkte Grace. De passerede Old Ship Hotel og sad så fast på Kings Road. Det fik Branson til at køre den forkerte vej rundt om hellen i krydset ved West Street, og først i sidste sekund lykkedes det ham at vige uden om en lastbil, der kom kørende lige imod dem.

Det er nok ikke særlig smart at lade sig transportere af en mand, der synes, at livet ikke længere er værd at leve på grund af et kuldsejlet ægteskab, faldt det pludselig Grace ind. Heldigvis ville de snart være fremme, og oddsene for at slippe helskindet fra køreturen, i stedet for at blive skåret fri af redningsfolk fra brandvæsnet, blev bedre og bedre.

Et øjeblik senere svingede de ind på vejen til Grand Hotel og standsede, da de ikke kunne komme længere. Hele området så ud, som om det var under den helt store belejring. Det var umuligt at tælle, hvor mange politibiler med blå blink der var samlet omkring indkørslen til parkeringshuset.

Grace kunne ikke komme ud af bilen hurtigt nok. Uniformerede betjente i selvlysende jakker og skudsikre veste flokkedes sammen med flere tilskuere foran politiets blå-hvide afspærringsbånd.

Den eneste, der glimrede ved sit fravær, var Kevin Spinella, journalisten fra The Argus.

Den vagthavende efterforskningsleder, Roy Apps, stod og ventede på dem.

„Det er oppe på andet dæk. Jeg skal nok følge jer derop.“

De dukkede under afspærringen og skyndte sig op i parkeringshuset med Branson, der snakkede i mobil, halsende bagefter. En lugt af støv og motorolie slog dem i møde. Apps orienterede Grace undervejs.

„Vi har været heldige,“ sagde han. En særdeles kvik ung politiassistent ved navn Alec Davies, sad inde i parkeringsanlæggets overvågningslokale sammen med vagtmanden og sørgede for at få det hele afspærret med det samme.

„Har I fundet noget?“

„Ja. Noget, der måske kan have betydning. Jeg skal vise dig det.“

„Hvad med varevognen?“

„Et overvågningskamera ude ved fængslet har fanget den på vej vestpå ad Kingsway mod Hove. Det sidste, man så til den, var, da den forsvandt op ad Queen Victoria Avenue. Vi har sendt alle disponible patruljevogne og færdselspolitiets køretøjer ud i håb om at fange den, men indtil videre uden resultat.“

„Har vi registreringsnummeret?“

„Ja. Den er indregistreret af en maler, der bor i Moulsecoomb. Vi holder hans bopæl under observation, og vi har også patruljevogne placeret ved alle udfaldsveje i den retning, han kørte, og Hotel 900 er på vingerne.“

Hotel 900 var politiets helikopter.

De var nået op på andet dæk, som også var blevet spærret af. En høj, ung uniformeret betjent stod og holdt vagt med et clipboard i hånden.

„Her har vi ham,“ sagde Apps.

„Politiassistent Davies?“ spurgte Grace.

„Ja.“

„Godt arbejde.“

„Tak.“

„Kan du vise mig bilen?“

Davies tøvede. „Kriminalteknisk afdeling er på vej.“

„Det her er kriminalkommissær Grace. Han er efterforskningsleder på Operation Sværdfisk,“ sagde Apps.

„Åh, undskyld. Det er denne vej.“

De dukkede under afspærringsbåndet, og Grace fulgte efter ham hen forbi en masse tomme parkeringsbåse og helt ned for enden, hvor der stod en skinnende sort Volkswagen Touareg med bagklappen åben.

Davies stoppede dem med en håndbevægelse, da de næsten var henne ved den, og pegede på noget, der lå nede på jorden lige ved siden af døren. Det lignede et stykke vat. Davies tog sin lygte frem og lyste på det.

„Hvad er det?“ spurgte Grace.

„Det lugter mærkeligt,“ svarede Davies. „Da det lå så tæt på gerningsstedet, mente jeg, at det kunne have betydning, og derfor lod jeg det ligge for ikke at ødelægge eventuelle fingeraftryk eller dnaspor.“

Grace betragtede smilende den unge mands alvorlige mine. „Med tiden skal du nok blive en dygtig kriminalmand, min ven.“

„Det er også det, jeg gerne vil være, når jeg har overstået mine to år i uniform.“

„Så længe behøver du ikke vente. Når du er færdig med de første tolv måneder, skal jeg gøre mit til at få dig overflyttet til kriminalpolitiet.“

Davies lyste op i et smil. „Tak, sir. Mange tak!“

Grace bøjede sig ned og lugtede til vattet. Det var en både bitter og sød lugt, der omgående gjorde ham en smule omtåget. Han rejste sig og blev lidt svimmel, men det gik hurtigt over. Han var ret sikker på, at han genkendte lugten fra et kursus om giftstoffer, han havde deltaget i for et par år siden.

Lugten stemte fuldstændig overens med den beskrivelse, Nicola Taylor og Roxy Pearce var kommet med, og passede også med udsagn fra nogle af Skomandens ofre tilbage i 1997. De havde alle beskrevet, at det stykke vat, der var blevet presset mod deres ansigt, lugtede både bittert og sødt.

Kloroform.